Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
EU-domme |
C-729/21, W. Sp. z o. o. | Sagen omhandlede om hvorvidt en transaktion udgjorde en virksomhedsoverdragelse eller salg af en udlejningsejendom. EU-Domstolen fandt at artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at overdragelse af en del af en virksomhed, selv om ikke alle de materielle og immaterielle goder, som virksomheden består af, overdrages til erhververen, er omfattet af begrebet »hel eller delvis overdragelse af en samlet formuemasse«, forudsat at alle de dele, der overføres, er tilstrækkelige for at gøre det muligt for denne virksomhed at udøve en selvstændig økonomisk virksomhed. | |
C-17/18, Mailat | Ægteparret Mailat udlejede gennem et selskab fast ejendom, inventar og formuemasse til brug for drift af en restaurant. Lejeren fortsatte driften af restauranten under samme navn. EU-Domstolen udtalte, at begrebet "hel eller delvis overdragelse af en samlet formuemasse" skal fortolkes således, at det ikke dækker den situation, hvor en fast ejendom, som anvendes til kommerciel udnyttelse, udlejes med samtlige investeringsgoder og inventar, der er nødvendige for denne udnyttelse, selv om lejeren viderefører udlejerens virksomhed under samme navn. | |
C-651/11, X BV | 6. momsdirektivs artikel 5, stk. 8, og artikel 6, stk. 5, skal fortolkes således, at overdragelse af 30 pct. af aktierne i et selskab, til hvilket overdrageren leverer momspligtige tjenesteydelser, ikke udgør hel eller delvis overdragelse af en samlet formuemasse i bestemmelsernes forstand, uanset at de øvrige aktionærer praktisk talt samtidig overdrager resten af aktierne i dette selskab til den samme person, og uanset at denne overdragelse hænger snævert sammen med de ledelsesopgaver, som er udført for det samme selskab. | |
C-444/10, Christel Schriever | Ejendomsretten til en detailforretnings varebeholdning og erhvervsinventar blev overdraget til en køber. Samtidig blev forretningens lokaler på ubestemt tid, men opsigeligt med kort varsel af begge parter, udlejet til køberen. Under forudsætning af, at de overdragne varer (varebeholdning og erhvervsinventar) er tilstrækkelige til, at køberen på varig vis kan fortsætte med en selvstændig økonomisk virksomhed, udgør overdragelsen en hel eller delvis overdragelse af en samlet formuemasse i den betydning, som begrebet anvendes i artikel 5, stk. 8 i 6. momsdirektiv (nu Momssystemdirektivets artikel 19). | |
C-29/08, AB SKF | Når den foregående erhvervelse og besiddelse af selskabsandele i datterselskaber har udgjort økonomisk virksomhed, så udgør også moderselskabets salg af selskabsandelene økonomisk virksomhed, idet salget dog er en momsfritaget transaktion. Det er en konkret vurdering, om der i stedet er tale om en virksomhedsoverdragelse. | Skattestyrelsen finder, at det må bero på en konkret vurdering, om en overdragelse af datterselskabsandele kan sidestilles med en virksomhedsoverdragelse omfattet af lovens § 4, stk. 5. Skattestyrelsen finder, at et moderselskabs (herunder et holdingselskabs) overdragelse af kapitalandele i et datterselskab i almindelighed i momsmæssig henseende må betragtes som et salg af aktier omfattet af ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra e, og ikke en virksomhedsoverdragelse, idet der ikke ved transaktionen sker en overdragelse af selve virksomhedens aktiver og aktiviteter fra en afgiftspligtig person til en anden, men alene en overdragelse af kapitalandele. Derimod kan en aktieoverdragelse efter omstændighederne sidestilles med en virksomhedsoverdragelsestransaktion, hvis en overdragelse af en given virksomhed (herunder en gren af en virksomhed) omfatter overdragelse af aktier, herunder aktier i helejede datterselskaber. Se SKM2011.717.SKAT. |
C-497/01, Zita Modes Sàrl | Begrebet "hel eller delvis overdragelse af en samlet formuemasse, mod eller uden vederlag, eller i form af indskud i et selskab" skal fortolkes således, at det omfatter overdragelse af en forretning eller en selvstændig del af en virksomhed, som omfatter materielle aktiver og eventuelt immaterielle aktiver, som tilsammen udgør en virksomhed eller en del af en virksomhed, der kan forsætte med at drive en selvstændig økonomisk virksomhed. Det er derfor kun overdragelser, hvor modtageren har til hensigt at drive forretningen eller en del heraf videre, der er omfattet af momssystemdirektivets artikel 19, 1. led. Overdragelser, hvor modtageren blot har til hensigt øjeblikkeligt at likvidere virksomheden eller sælge lagerbeholdningen er ikke omfattet. | |
C-408/98, Abbey National | Dommen fastslår, at fritagelsesbestemmelsen i 6. momsdirektivs artikel 13, jf. ML § 13, ikke er relevant, når der er tale om en hel eller delvis overdragelse af en samlet formuemasse efter 6. momsdirektivs artikel 5, stk. 8, jf. ML § 4, stk. 5. | Abbey National-dommen er gengivet i detaljer i afsnit D.A.11.1.3.2. |
Højesteretsdomme |
SKM2008.423.HR | Af de grunde, der er anført af landsretten, se Vestre Landsrets dom i SKM2006.647.VLR, tiltræder Højesteret, at H1 A/S ikke har drevet økonomisk virksomhed med udlejning af fast ejendom. Selskabet har drevet økonomisk virksomhed med salg af ejendomme. Salgene til 10-mandsselskaberne var derfor ikke virksomhedsoverdragelser i momslovens dagældende § 8's forstand, men var levering af goder. H1 har herefter ikke ret til momsfradrag for de omtvistede ydelser på grundlag af generalomkostningsprincippet. H1s fradrag er således udelukket efter ML § 37, stk. 1, jf. § 13, nr. 9, medmindre fradragsretten følger af den frivillige momsregistrering i medfør af ML § 51, stk. 1, sidste punktum. Højesteret finder, at ML § 51, stk. 1, sidste punktum, efter ordlyden, forarbejderne og sammenhængen med artikel 13, punkt C, i 6. momsdirektiv (nu momssystemdirektivets artikel 137), må forstås således, at bestemmelsen kun giver mulighed for fradrag af indgående moms, der er betalt i forbindelse med erhvervelse af ydelser til brug for køb af en fast ejendom, men ikke i forbindelse med erhvervelse af ydelser til brug for salg af en fast ejendom, jf. momsbekendtgørelsens § 39, stk. 1 (nu § 53, stk. 1). H1s udgift til projektomkostninger må anses for ydelser til brug for salget af de faste ejendomme, og der er herefter heller ikke fradrag som følge af den frivillige momsregistrering. Højesteret stadfæster herefter dommen. | Højesteret henviser til Vestre Landsrets dom SKM2006.647.VLR for en nærmere begrundelsen for at sælger ikke drev økonomisk virksomhed med udlejning af fast ejendom. |
TfS1999, 918HD | Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen. | Højesteret henviser til Vestre Landsrets dom TfS1998, 254VLD, for en nærmere begrundelsen for, at overdragelse af varelager var virksomhedsoverdragelse og køber derfor ikke kunne fradrage moms ved køb af varelageret. |
TfS1999, 87HD | Af de grunde, som er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at overdragelsen af varelageret mv. er anset for omfattet af den dagældende ML § 12, stk. 5 (nu ML § 4, stk. 5). Filetfabrikken var fuldt ud bekendt med de momenter, som indebærer, at overdragelsen må anses for at være led i en virksomhedsoverdragelse. På denne baggrund har filetfabrikken ikke i begrundet god tro kunnet anse handelen for at kunne ske med momsberegning. | Højesteret henviser til Vestre Landsrets dom TfS1997, 475VLD for en nærmere begrundelsen for, at overdragelse af varelager var virksomhedsoverdragelse og køber derfor ikke kunne fradrage moms ved køb af varelageret. |
TfS 1986, 285 | Et aktieselskab overdrog entreprenørmateriel til et interessentskab, der var stiftet af to brødre, som var hovedaktionærer i aktieselskabet. Aktierne i aktieselskabet blev overdraget til en søn af den ene af de to hidtidige hovedaktionærer. Aktieselskabet lejede maskinerne af interessentskabet og fortsatte driften af entreprenørvirksomheden. Aktieselskabet gik konkurs. Aktieselskabet og interessentskabet indgik knapt et år senere et forlig, hvor konkursboet (aktieselskabet) anerkendte interessentskabet som ejer af driftsmateriellet. Et krav på leje af materiellet blev anerkendt som massekrav. Halvanden måned før salget af materiellet var der blevet oprettet et løsørepantebrev vedrørende materiellet. Interessentskabet indgik som led i forliget på at udlevere pantebrevet til boet i kvitteret stand til aflysning i personbogen. Toldmyndighederne nægtede interessentskabet fradragsret, idet myndighederne gjorde gældende, at der ved salget af materiellet var sket en overdragelse af virksomheden eller en del af denne. For Østre Landsret gjorde Skatteministeriet subsidiært gældende, at der ikke var tale om et salg, men om pantsætning. Efter ministeriets opfattelse var salget og den efterfølgende lejeaftale kun indgået for at skaffe aktieselskabet kapital med sikkerhed i driftsmidlerne. Østre Landsret gav interessentskabet medhold. Skatteministeriet ankede til Højesteret, men gentog i den forbindelse ikke det subsidiære anbringende om, at der alene forelå en pantsætning og ikke et salg. Højesteret stadfæstede landsrettens dom af de landsretten anførte grunde. Landsretten havde lagt vægt på, at aktieselskabet straks havde lejet driftsmateriellet og havde fortsat entreprenørvirksomheden i uændret omfang, indtil selskabet standsede sine betalinger. | |
Landsretsdomme |
SKM2006.613.ØLR | Sagsøgeren drev inden overdragelsen af ejendommen på Amagerbrogade 290 alene virksomhed med udlejning af denne ejendom. Ved overdragelsen ophørte udlejningsvirksomheden, idet køberen selv ville anvende ejendommen. Overdragelsen blev gennemført som en ejendomshandel, og sagsøgeren var bekendt med køberens hensigt med ejendommen. Salget af den momspligtige udlejningsejendom kan herefter ikke anses for en virksomhedsoverdragelse efter momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt., men findes at være omfattet af ML § 13, stk. 1, nr. 9, om levering af fast ejendom. Sagsøgerens omkostninger vedrørende salget af ejendommen på Amagerbrogade 290 findes at have en direkte og umiddelbar tilknytning til en transaktion, der efter ML § 13, stk. 1, nr. 9, er fritaget for afgift. Det følger af ordlyden af art. 17, stk. 2, i sjette momsdirektiv og ML § 37, stk. 1, samt af EF-Domstolens dom i BLP Group-sagen, at der i en sådan situation ikke er adgang til momsfradrag. | Se også afsnit D.A.5.9 om levering af fast ejendom samt D.A.11.1.3.4 om fradrag for moms af salgsudgifter ved salg af fast ejendom. |
SKM2005.454.VLR | Landsretten udtalte, at det ubestridt kan lægges til grund, at sælger solgte de omhandlede ejendomme som feriehuse til ikke-momsregistrerede købere, og at det var kendt for sælger, at køberne ikke ville fortsætte med momsregistreret udlejningsvirksomhed. Salget af de enkelte ejendomme var momsfri transaktioner, jf. ML § 37, stk. 1, jf. § 13, stk. 1, nr. 9, og de omhandlede udgifter havde en direkte tilknytning til de momsfri transaktioner. Uanset at ejendommene inden salget indgik i virksomhedens momspligtige drift, er der derfor ikke grundlag for momsfradrag efter ML § 37, stk. 1. Da ejendommene blev solgt til ikke-momsregistrerede købere, foreligger der ikke en overdragelse af en virksomhed eller en del af denne i momsretlig forstand, jf. momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt. Det forhold, at sælger efter salget af de sidste ejendomme er ophørt med sin virksomhed, kan ikke føre til et andet resultat. | Bemærk, at nye bygninger, se afsnit D.A.5.9.4, og byggegrunde, se afsnit D.A.5.9.5, fra 1. januar 2011 ikke længere er omfattet af momsfritagelsen for salg af fast ejendom. |
TfS1998, 254VLD | Den indgåede aftale af 8/10 1993 tillagde sagsøgeren en ret - men ikke pligt - til at købe xxx Sports varelager til en pris, der lå under kostprisen og på betalingsbetingelser, der indebar en helt usædvanlig lang kredittid. Aftalen blev fulgt op af sagsøgerens køb af væsentlige dele af xxx Sports varelager få dage efter, uden at der i forbindelse hermed - eller i forbindelse med senere køb eller returneringer af varer - blev foretaget en fysisk adskillelse af sagsøgerens og xxx Sports varer på lageret. Når aftalen ses i sammenhæng med de senere overdragelser, herunder af inventaret, og beslutningen om at ansætte xxx Sports direktør, yyy, må det herefter lægges til grund, at overdragelsen af varelageret og inventaret er sket som led i en virksomhedsoverdragelse, der har muliggjort, at sagsøgeren kunne fortsætte xxx Sports virksomhed, jf. også herved, at sagsøgeren rent faktisk kort efter overtog xxx Sports to hovedagenturer. Salgene kan derfor ikke henregnes til sagsøgerens afgiftspligtige virksomhed. Da der heller ikke er holdepunkter for at antage, at sagsøgeren har været i begrundet god tro med hensyn til de momenter, der har medført, at varelager- og inventarsalget må anses som foretaget som led i en virksomhedsoverdragelse, er der ikke grundlag for at anse sagsøgeren for omfattet af bestemmelserne i momsvejledningen om tilfælde, hvor en efterregulering af købsmomsen kan undlades. | Stadfæstet af Højesteret TfS1999, 918HD med henvisning til de af Landsretten anførte grunde for, at overdragelse af varelager var virksomhedsoverdragelse og køber derfor ikke kunne fradrage moms ved køb af varelageret. |
TfS1997, 812ØLD | Landsretten gav Skatteministeriet medhold i dets opfattelse, hvorefter overdragelsen af leasingaftaleporteføljen måtte sidestilles med overdragelsen af en del af en virksomhed. Landsretten anførte, at det interne notat kan efter sin ordlyd kun forstås således, at der efter overdragelsen af leasingaftaleporteføljen ikke længere skulle indgås leasingaftaler i xxx Finans A/S. Det er endvidere ikke godtgjort, at der blev indgået nye leasingaftaler i xxx Finans A/S i tiden fra overdragelsen af leasingaftaleporteføljen, indtil toldvæsenet i februar 1992 gjorde xxx Finans A/S bekendt med, at toldvæsenet anså overdragelsen for omfattet af den dagældende ML § 12, stk. 5 (nu ML § 4, stk. 5). Herefter findes overdragelsen af leasingaftaleporteføljen at måtte sidestilles med overdragelse af en del af en virksomhed. | |
TfS1997, 475VLD | Xxx ApS, der var ejet af køber med 50 pct., drev virksomhed med salg og eksport af fisk og rogn. Da anpartshaverne i 1993 ønskede at bringe samarbejdet til ophør, bestod xxx ApS væsentligste aktiver af varelageret og kundegrundlaget. Ved varelagerets salg den 18/5 1993 til bl.a. køber, var xxx ApS lejemål opsagt og personalet bortvist. Efter bevisførelsen findes det at måtte lægges til grund, at xxx ApS efter salget af varelageret ikke længere drev virksomhed, men alene - indtil det blev erklæret konkurs - var et hvilende selskab. Køber, der i en årrække har drevet registreret virksomhed inden for fiskeindustrien, overtog den væsentligste del af xxx ApS's varelager og ansatte i umiddelbar tilknytning hertil selskabets bortviste salgschef og en salgsassistent, hvorefter disse for køber varetog de samme arbejdsopgaver som xxx ApS og med salg til de samme kunder. I forbindelse hermed rettede salgschefen henvendelse til samtlige xxx ApS' kunder for at redegøre for det passerede. Køber findes herved at have videreført den af xxx ApS hidtil drevne virksomhed. Under hensyn hertil finder landsretten, at overdragelsen af varelageret mv. til køber med rette er anset for omfattet af den dagældende merværdiafgiftslovs § 12, stk. 5 (nu ML § 4, stk. 5) | Stadfæstet af Højesteret TfS1999, 87HD med henvisning til de af Landsretten anførte grunde for, at overdragelse af varelager var virksomhedsoverdragelse og køber derfor ikke kunne fradrage moms ved køb af varelageret. |
Landsskatteretten |
SKM2024.86.LSR | I et bindende svar havde Skatterådet ikke bekræftet, at et selskab kunne sælge en ejendom momsfrit til en køber, der videreførte udlejningen af ejendommen. Efter en samlet konkret vurdering fandt Landsskatteretten i overensstemmelse med Skatterådet, at selskabet var en afgiftspligtig person, der drev selvstændig økonomisk virksomhed med køb og salg af fast ejendom, jf. ML § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1. Selskabet havde ikke ved det fremlagte godtgjort, at hensigten med erhvervelsen og opførelsen af den omhandlede ejendom alene var udlejning til beboelse, jf. ML § 13, stk. 1, nr. 8. Overdragelsen af ejendommen var momspligtig, idet selskabet havde handlet i egenskab af afgiftspligtig person, jf. ML § 3, stk. 1, § 4, stk. 1, og § 13, stk. 1, nr. 9, litra a), og bygningerne måtte anses for nye, idet leveringen var sket mindre end 5 år efter dagen for bygningernes færdiggørelse, jf. momsbekendtgørelsens § 53, stk. 2, 2. pkt. Med henvisning til SKM2020.329.LSR bemærkede Landsskatteretten, at den dagældende momslovs § 8, stk. 1, 3. pkt., alene fandt anvendelse i forbindelse med overdragelse af registreringspligtig virksomhed. Køberen skulle anvende ejendommen til udlejning, jf. ML § 13, stk. 1, nr. 8, og ifølge ML § 51, stk. 1, 3. pkt., kunne en frivillig registrering ikke omfatte udlejning til boligformål. Andet led i den dagældende momslovs § 8, stk. 1, 3. pkt., var således heller ikke opfyldt. Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets bindende svar. | Stadfæster SKM2019.211.SR. |
SKM2023.408.LSR | Klagen drejede sig om et bindende svar, hvor SKAT havde svaret "nej" til spørgsmål 2 om, hvorvidt SKAT kunne bekræfte, at overdragelsen af en faste ejendom med tilhørende byggeprojekt kunne kvalificeres som en virksomhedsoverdragelse omfattet af den dagældende momslovs § 8, stk. 1, 3. pkt. Landsskatteretten fandt, at selskabet den 25. oktober 2017 overdrog en ejendom bestående af en grund med et igangværende byggeri til dets datterselskab, og at overdragelsen var momspligtig, jf. ML § 4, stk. 1. Landsskatteretten bemærkede herved, at selskabet ikke havde fremlagt lejeaftaler eller anden dokumentation for, at selskabet på overdragelsestidspunktet drev en igangværende udlejningsaktivitet på ejendommen. Transaktionen kunne således ikke kvalificeres som en hel eller delvis virksomhedsoverdragelse i henhold til den dagældende momslovs § 8, stk. 1, 3. pkt. | |
SKM2020.422.LSR | Det daværende SKAT forhøjede et selskabs momstilsvar med 400.000 kr. vedrørende overdragelse af et skib, da SKAT hverken anså overdragelsen for momsfritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 9, om overdragelse af fast ejendom eller som en virksomhedsoverdragelse, der er fritaget for moms efter momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. og 4. punktum. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen, da skibet ikke er stationært, jf. herved EU-domstolens dom i sagen C-532/11, Leichenich. LSR henviser til, at skibet ikke er gjort stationært ved hjælp af fortøjningsanordninger, der fastgør skibet til havnens bred og/eller bund, der ikke let kan demonteres, og at skibet har motor og i oktober 2013 forlod fortøjningspladsen og sejlede tur/retur fra by Y2 til by Y3. Da køberne af skibet ikke er blevet momsregistreret i forbindelse med overdragelsen og derfor ikke succederer i selskabets momsretlige forpligtelser, og da parterne ikke orienterer SKAT om overdragelsen, finder LSR heller ikke, at der er tale om en momsfri virksomhedsoverdragelse. | |
SKM2020.329.LSR | Landsskatteretten fastslog, at momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt., alene er relevant for virksomhedsoverdragelser, som anses for levering mod vederlag i henhold til momslovens dagældende § 8, stk. 1, 1. pkt. Overdragelsen af en tandlægevirksomheds materielle og immaterielle aktiver, hvortil der efter det oplyste på intet tidspunkt havde været ret til momsfradrag, var således ikke udtryk for en levering mod vederlag i momslovens forstand. Retten henviste herved til, at dette fremgår af en modsætningsvis fortolkning af momslovens dagældende § 8, stk. 1, 1. pkt., ligesom det fremgår direkte af lovbemærkningerne til bestemmelsen. Overdragelsen af tandlægevirksomheden er derfor ikke omfattet af definitionen på en virksomhedsoverdragelse i momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt. - ikke fordi virksomheden ikke drives videre af køberen, som Skatterådet lagde vægt på, men fordi transaktionen falder helt ud af momsloven i medfør af momslovens dagældende § 8, stk. 1, 1. pkt. | Tidligere instans: SKM2018.270.SR.Skattestyrelsen udsendte på baggrund af afgørelsen SKM2021.208.SKTST. Se D.A.4.5. |
SKM2019.553.LSR | Landsskatteretten anså en samlet overdragelse af nogle ejendomme sammen med den momspligtige udlejningsaktivitet og den momspligtige aktivitet med udvikling og salg af fast ejendom, der var knyttet til ejendommene, for en momsfritaget virksomhedsoverdragelse i medfør af dagældende § 8, stk. 1, nr. 3. | |
SKM2016.634.LSR | Overdragelse af et et areal, der af det sælgende selskab blev anvendt i forbindelse med dets momspligtige aktiviteter, der dels udgør havnedrift og dels udgør erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom, i hvilken forbindelse selskabet var frivilligt registreret for udlejning af fast ejendom, kan ikke anses som en momsfri virksomhedsoverdragelse, jf. momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt. Selvom køber overtager lejekontrakterne ved købet, er dette ikke ensbetydende med, at køber har til hensigt selv at fortsætte driften af udlejningsvirksomheden, eller at udøve en driftsmæssig anvendelse af de overdragne aktiver, der kan sidestilles hermed. | Se også afsnit D.A.5.9.5 Landsskatteretten stadfæster herved SKM2013.824.SR for så vidt angår spørgsmålet om virksomhedsoverdragelse. |
SKM2014.857.LSR | Et holdingselskab ejede fuldt ud aktierne i datterselskaberne H1 og H2 og indgik i en fællesregistrering med bl.a. H1 og H2. Holdingselskabets salg af alle aktierne i H1 og H2 var ikke en hel eller delvis virksomhedsoverdragelse omfattet af momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt., uanset fællesregistreringen. Holdingselskabet havde i forbindelse med salget af aktierne afholdt udgifter til rådgivning m.v. Udgifterne kunne henføres direkte til salget af aktierne og kunne ikke anses for generalomkostninger for en økonomisk virksomhed drevet af holdingselskabet. Der var derfor hverken hel eller delvis momsfradrag for de afholdte udgifter, jf. ML § 37 og ML § 38. | Se også afsnit D.A.11.1.3.2.3 om generalomkostninger og selskabsandele, afsnit D.A.11.1.3.2.4 om generalomkostninger og momsfri virksomhedsoverdragelse, og afsnit D.A.11.1.3.4 om, at indkøbet ikke må vedrøre momsfritagne transaktioner. |
SKM2014.715.LSR | Landsskatteretten ændrede svaret på nedennævnte spørgsmål 6 og 7 fra "nej" til "afvises", idet spørgsmålene ikke kunne anses at vedrøre en konkret disposition, jf. SKFL § 21, stk. 1: 6. Skal der pålægges moms ved salg/overdragelse af busser, der allerede ejes af busoperatøren ved salg/overdragelse til den ny busoperatør, jf. ML § 4, stk. 1? 7. Skal der pålægges moms ved salg/overdragelse af busser, der allerede ejes af busoperatøren ved salg/overdragelse til Trafikselskabet, jf. ML § 4, stk. 1? | Se også SKM2012.487.SR. |
SKM2012.580.LSR | En virksomheds køb af en ubebygget grund fra et selskab, som havde grunden som eneste aktiv, ansås for momspligtig erhvervelse af et gode og ikke en virksomhedsoverdragelse omfattet af momslovens dagældende § 8 stk. 1, 3. pkt. | |
SKM2011.550.LSR | Det klagende selskab var moderselskab i en koncern, hvis hovedaktivitet var delt op mellem moderselskabets to datterselskaber. Moderselskabets egen momspligtige aktivitet bestod i managementydelser til datterselskaberne af begrænset omfang. Der blev ikke godkendt fradrag for momsen af rådgivningsydelserne i forbindelse med moderselskabets salg af 100 % af aktierne i det ene datterselskab. Landsskatteretten finder ydermere ikke, at salget kunne anses for sket som led i en hel eller delvis overdragelse af selskabets virksomhed i henhold til momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt. Det bemærkedes herved, at selskabet efter salget af aktierne afviklede denne del af sin momspligtige virksomhed. Der var endvidere ikke grundlag for at sidestille salget af aktierne med en virksomhedsoverdragelse i øvrigt. Der forelå ikke oplysninger om, at selskabet var fællesregistreret med datterselskabet eller andet, der eventuelt kunne indebære, at der forelå en hel eller delvis virksomhedsoverdragelse. Det bemærkedes, at EF-domstolen ikke i sagen C-29/08, AB SKF, tog stilling til, om der forelå en virksomhedsoverdragelse, men overlod besvarelsen af dette spørgsmål til den nationale domstol, jf. herved dommens præmis 38-40. | |
SKM2005.528.LSR | En virksomhed producerede elektroniske husholdningsartikler. I slutningen af 1990´erne besluttede hovedaktionæren at afvikle selskaberne og det eksisterende varelager blev solgt samlet til én køber. Herefter blev selskabets ejendom sat til sag. Selve driften af selskabet stoppede i 1997, og selskabets indtægter var herefter alene baseret på inddrivelse af udestående tilgodehavender. Herefter blev selskabets produktionsejendom, X, isoleret sat til salg i 1999. Landsskatteretten fandt, at salg af ejendommen ikke er sket som led i en virksomhedsoverdragelse omfattet af momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt. idet ejendommen ikke er solgt til den samme som overtog selskabets øvrige aktiver. | Se nærmere afsnit D.A.11.1.3.2.4 om SKM2005.528.LSR og om adgangen til fradrag for momsen af ejendomsmæglersalær. |
SKM2005.485.LSR | Landsskatteretten udtalte, at virksomhedens overdragelse af ejendommen til en vognmand ikke kan anses for at være sket som led i overdragelse af en virksomhed eller en del af denne efter momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt. Der er herved henset til, at køberen af ejendommen ikke er fortsat med at drive smedieforretning fra ejendommen, men har anvendt ejendommen i forbindelse med drift af en vognmandsforretning, jf. herved præmis 46 i EF-domstolens dom i sag nr. C-497/01 (Zita Modes). Virksomheden har derfor foretaget en levering af en fast ejendom, der er momsfritaget i henhold til ML § 13, stk. 1, nr. 9. | |
SKM2004.236.LSR | Landsskatteretten udtalte, at selskabets overdragelse af ejendommen ikke kan anses for at være sket som led i overdragelse af en virksomhed eller en del af denne efter momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt. Omkostningerne forbundet med salget er derfor ikke omfattet af cirkulære nr. 2001-34 om fradrag i momsgrundlaget for omkostninger til salg af fast ejendom, som er sket som led i en virksomhedsoverdragelse. Der er ved afgørelsen heraf henset til, at selskabet kun overdrager ejendommen og ikke en udlejningsvirksomhed inkl. lejemål m.m. Erhverver fortsætter endvidere ikke med at drive udlejningsvirksomhed fra ejendommen, men anvender ejendommen i forbindelse med ejendomsmæglervirksomhed, jf. præmis 46 i EF-Domstolens dom C-497/01 i (Zita Modes Sárl). Selskabet må derfor anses for at have foretaget levering af fast ejendom, der er momsfritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 9. | |
SKM2004.184.LSR | Landsskatteretten udtalte, at den påtænkte omdannelse af kommanditselskabet til et aktieselskab må anses som en virksomhedsoverdragelse omfattet af momslovens dagældende § 8, stk. 1. | Se nærmere afsnit D.A.11.1.3.2.4 om SKM2004.184.LSR og om omfanget af fradrag for rådgivningsydelser til brug for overvejelser om omdannelse af et kommanditselskab til et aktieselskab. |
SKM2003.302.LSR | Et selskab havde til en køber, X, overdraget samtlige aktiver og passiver med undtagelse af to domicilejendomme, som blev overdraget til en anden køber, Y. Overdragelsen af domicilejendommene var ikke omfattet af momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt., men var omfattet af ML § 13, stk. 1, nr. 9. | Se SKM2004.348.TSS, hvor Skatteministeriet kommenterer en beslutning om at tage bekræftende til genmæle i sagen. Beslutningen skyldtes bl.a. nye oplysninger om, at de to domicil-ejendomme på overdragelsestidspunktet var overgået til at være udlejningsejendomme i en erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed. Ministeriet fandt på den baggrund, at momsen af ejendomsmæglerhonoraret var en fradragsberettiget generalomkostning i medfør af ML § 37. Se C-408/98, Abbey National. Det kunne ikke tale afgørende imod fradrag, at virksomheden formelt ikke var blevet frivilligt momsregistreret i henhold til ML § 51, da den påbegyndte udlejningsvirksomhed med moms på lejen efter gældende administrativ praksis ville kunne registreres med tilbagevirkende kraft. |
SKM2001.271.LSR | Salg af en virksomheds inventar i forbindelse med bortforpagtning af hoteldrift var omfattet af ML § 8, stk. 1, 3. pkt. Landsskatteretten anførte, at der kan godkendes fradrag for momsen af udgifterne til de tjenesteydelser, der er erhvervet for at gennemføre denne overdragelse, idet disse udgifter anses for at have haft en direkte og umiddelbar tilknytning til den del af selskabets økonomiske virksomhed, der vedrører hotelvirksomhed, som er fuldt momspligtigt. | |
Skatterådet | | |
►SKM2025.112.SR◄ | ►Spørgers koncern har gennemført en omstrukturering med henblik på at trække en aktivitet ud af selskabet, H2 og isolere denne aktivitet i Spørger. Som følge af denne omstrukturering er Spørger blevet fusioneret med selskabet, H4, med Spørger som det fortsættende selskab efter fusionen. Som et led i omstruktureringen blev aktiviteten kort tid før fusionen overdraget fra H2 til H4 ved apportindskud i forbindelse med stiftelsen af H4. Overdragelsen af aktiviteten ved lodret fusion var en vederlagsfri overdragelse. Da det blev lagt til grund, at overdrageren havde fradragsret i forbindelse med anskaffelsen af aktiverne, skulle overdragelsen sidestilles med levering mod vederlag, og var derfor som udgangspunkt momspligtig. Overdragelsen kunne dog efter en konkret vurdering anses som en momsfri virksomhedsoverdragelse. Skatterådet bekræftede derfor, at Spørgers fusion med H4 ikke udløste moms.◄ | |
►SKM2025.111.SR◄ | ►Spørger har gennemført en omstrukturering med henblik på at trække en aktivitet ud af Spørger og isolere denne aktivitet i et nyt selskab i koncernen. Som led i omstruktureringen stiftede Spørger et datterselskab, H4, ved apportindskud af aktiviteten. Efterfølgende blev der gennemført en lodret fusion mellem H4 og et andet selskab i koncernen, H3. H4 var ikke momsregistreret, og eksisterede alene i 20 dage, hvorefter selskabet blev opløst ved fusion med H3. Overdragelsen af aktiviteten fra Spørger til H4 opfyldte isoleret set ikke betingelserne for at blive anset for en momsfri virksomhedsoverdragelse. Den efterfølgende lodrette fusion indebar imidlertid, at den aktivitet, som H4 havde overtaget fra Spørger, umiddelbart blev videreført uændret af H3 via en selskabsretlig universalsuccession. Skatterådet fandt på denne baggrund, at under de særlige forhold, der gjorde sig gældende i sagen, kunne der, ved den momsmæssige kvalifikation af overdragelsen, tages hensyn til de transaktioner, som H3 gennemførte efter fusionen, i lighed med principperne i sag C-137/02, Faxworld. Overdragelsen fra Spørger til H4 kunne derfor anses for en momsfri virksomhedsoverdragelse, idet der i det konkrete tilfælde tages hensyn til, at aktiviteten blev videreført uændret som en momspligtig aktivitet af H3 efter gennemførelsen af den lodrette fusion. Skatterådet bekræftede på denne baggrund, at Spørgers overdragelse af aktiviteten ved apportindskud til H4 ikke udløste moms.◄ | |
►SKM2025.11.SR◄ | ►Spørger var en virksomhed, som påtænkte at erhverve et ydernummer med tilhørende kapacitet fra en eksisterende lægeklinik. Spørger ejedes 100 pct. af en læge, som var ansat i et selskab, som erhvervede de resterende aktiver i lægeklinikken. Spørger havde indgået en samarbejdsaftale med selskabet, hvorefter selskabet påtog sig som underleverandør til Spørger at levere lægekonsultationsydelser til de patienter, som var omfattet af ydernummeret. Spørger betalte i henhold til samarbejdsaftalen selskabet for disse ydelser. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger kunne fradrage momsen af købesummen for ydernummeret med tilhørende kapacitet, idet momsen blev pålagt købesummen i strid med momsloven. Skatterådet havde herved henset til, at overdragelsen af ydernummeret med tilhørende kapacitet måtte anses for en samlet formuemasse, som blev overdraget som led i en virksomhedsoverdragelse omfattet af ML § 4, stk. 5.◄ | |
►SKM2025.10.SR◄ | ►Spørger var en virksomhed, som påtænkte at overtage driften af en lægeklinik. Spørger erhvervede som led heri alle lægeklinikkens aktiver med undtagelse af ydernummeret med tilhørende kapacitet. Disse erhvervedes i stedet af et selskab eller en virksomhed, som ejedes 100 pct. af en læge ansat hos Spørger. Spørger indgik herefter en samarbejdsaftale med selskabet, hvorefter Spørger blev vederlagt for de lægekonsultationer, som Spørger leverede til patienterne. Sælgeren af aktiverne pålaggde efter det oplyste købesummen moms. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger kunne fradrage momsen af købesummen for aktiverne, idet momsen blev pålagt købesummen i strid med momsloven. Skatterådet havde herved henset til, at overdragelsen af aktiverne måtte anses for en samlet formuemasse, som blev overdraget som led i en virksomhedsoverdragelse omfattet af ML § 4, stk. 5.◄ | |
SKM2024.646.SR | Sagen handler om hvorvidt overdragelsen af en udlejningsejendom er omfattet af momslovens regler om momsfri virksomhedsoverdragelse, jf. ML § 4, stk. 5. Skatterådet kunne bekræfte, at overdragelsen af den konkrete udlejningsejendom var omfattet af momslovens regler om momsfri virksomhedsoverdragelse jf. ML § 4, stk. 5. Der var ved vurderingen lagt vægt på, at der var tale om overdragelse af en hel udlejningsejendom med tilhørende udlejningsaftale samt andre rettigheder og forpligtigelser, og erhverver, efter det oplyste, havde til hensigt at videreføre den momspligtige udlejningsaktivitet. I det konkrete tilfælde kunne det faktum, at Spørger i sagen ikke selv havde opnået indtægter ved udlejning af udlejningsejendommen inden overdragelsen, ikke alene diskvalificere overdragelsen fra at være en momsfri virksomhedsoverdragelse. | |
SKM2024.617.SR | Spørger var en virksomhed, som påtænkte at købe en fast ejendom med henblik på at anvende den til udlejning til brug for kursus- og konferencevirksomhed. Ejendommen var opdelt i flere matrikler, som alle - med undtagelse af et matrikelnummer - var samnoterede. På ejendommen var endvidere beliggende en aktivitetsbane, som sælger var frivilligt momsregistreret for udlejning af. Skatterådet bemærkede, at samnoteringen af matriklerne har den konsekvens, at der momsmæssigt er tale om overdragelse af to separate ejendomme, som skal vurderes individuelt. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger var berettiget til at fradrage den moms, som sælger påtænkte at pålægge købesummen, idet momsen i relation til begge ejendomme blev opkrævet i strid med momsloven. Overdragelsen af de samnoterede matrikler, hvorpå der var én større bygning og flere mindre bygninger og aktivitetsbanen, måtte anses for en momsfri virksomhedsoverdragelse, jf. ML § 4, stk. 5. Rådet henviste herved til, at Spørger påtænkte at videreføre udlejningen af aktivitetsbanen. Den manglende meddelelse til told- og skatteforvaltningen om overdragelsen kunne ikke medføre, at overdragelsen blev momspligtig. | |
SKM2024.552.SR | Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers overdragelse af enerettighederne til at udgive, sælge og markedsføre fire computerpil til G1-virksomhed, kunne gennemføres som en momsfri virksomhedsoverdragelse efter ML § 4, stk. 5. Det var således Skatterådets opfattelse, at betingelsen om, at den, som overdrager en virksomhedsaktivitet, skal ophøre med den pågældende type af virksomhed, ikke var opfyldt. Både før og efter overdragelsen af enerettighederne til G1-virksomhed bestod virksomhedsaktiviteten i Spørger således i udgivelse, salg og markedsføring af computerspil. At virksomhedsaktiviteten fremadrettet var baseret på enerettigheder, som tilhørte G1-virksomhed og ikke enerettigheder som tilhørte Spørger, ændrede efter Skatterådets opfattelse ikke herpå. | |
SKM2023.257.SR | Spørger, der er sanger og komponist, påtænker at overdrage ophavsrettighederne til sin musik til et selskab som led i et kommende generationsskifte. Der er tale om overdragelse af samtlige ophavsrettigheder inkl. tidsubegrænset overdragelse af vederlagsrettighederne fra to forvaltningsorganisationer vedrørende alle tidligere musikværker. Til ophavsrettighederne er knyttet licenser som følge af indgåede forvaltningsaftaler. Selskabet, som ophavsrettighederne skal overdrages til, har til hensigt at fortsætte den økonomiske virksomhed vedrørende ophavsrettighederne ved videreførelse og indgåelse af forvaltningsaftaler/licenser mod betaling af vederlag. Skatterådet fandt, at den påtænkte overdragelse af spørgers ophavsrettigheder udgør en delvis virksomhedsoverdragelse i momslovens forstand. Der overdrages en samlet formuemasse bestående af virksomhedsaktiverne i en identificerbar del af spørgers økonomiske virksomhed (en økonomisk enhed). Overdragelsen sker med henblik på, at selskabet kan fortsætte driften af den hidtidige aktivitet i den økonomiske enhed. Det, der overdrages, er spørgers virksomhed med ophavsrettigheder med tilhørende indgåede forvaltningsaftaler. Overdragelsen er derfor undtaget fra momslovens anvendelsesområde og medfører derfor ikke pligt til at betale moms. Overdragelsen af ophavsrettighederne er allerede derfor ikke omfattet af fritagelsen for forfatter- og komponistvirksomhed samt anden kunstnerisk virksomhed. | |
SKM2023.255.SR | Sagen omhandlede en tysk open-ended Alternative Investment Fund (AIF) der havde erhvervet kommanditanparterne i et kommanditselskab, der ejede en dansk udlejningsejendom. Komplementaren var et dansk ApS. Fonden var skattepligtig efter selskabsskattelovens § 2, stk.1, litra b, men overvejede at simplificere strukturen ved at overdrage kommanditanparterne til komplementarselskabet med den civilretlige konsekvens, at kommanditselskabet ophørte ved konfusion. Dette indebar både, at den begrænsede skattepligt efter litra b ophørte, samt at ejendommen blev ejet af et fuldt skattepligtigt dansk selskab. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en efterfølgende opløsning af kommanditselskabet ved konfusion, hvor det danske ApS blev 100% ejer af den underliggende ejendom, momsmæssigt skulle anses for at være en momsfri transfer of going concern. Hverken overdragelsen af kommanditanparterne eller den deraf følgende selskabsretlige konfusion kunne anses for en momsfri virksomhedsoverdragelse, idet der ikke skete overdragelse af virksomhedens aktiver. | |
SKM2023.254.SR | Spørger var et kommanditselskab, der ejede og drev to nyopførte udlejningsejendomme. Samtlige kommanditanparter var ejet af et anpartsselskab (H2 Holding ApS), mens et andet anpartsselskab var komplementar. Den selskabsretlige struktur påtænktes ændret, således at H2 Holding ApS skulle overtage funktionen som komplementar, hvilket medførte en selskabsretlig konfusion, hvorved kommanditselskabet ophørte og fik identitet som H2 Holding ApS. Efterfølgende ville H2 Holding ApS stifte to datterselskaber, hvor de to udlejningsejendomme skulle overdrages til hver sit datterselskab. Skatterådet bekræftede, at konfusionen af kommanditselskabet og H2 Holding ApS ikke kunne anses som en momsfri virksomhedsoverdragelse, idet der ved konfusionen ikke skete overdragelse af aktiver fra kommanditselskabet til H2 Holding ApS mod vederlag. Skatterådet bekræftede desuden, at overdragelsen af de to udlejningsejendomme fra H2 Holding ApS til hver sit nystiftede selskab kunne anses for en momsfri virksomhedsoverdragelse. | |
SKM2022.476.SR | Spørger er en dansk filial af et selskab, etableret i et andet EU-land. Spørger har overdraget et forretningsområde til en dansk filial af et andet selskab, etableret i et andet EU-land. Overdragelsen omfattede immaterielle og materielle aktiver vedrørende det pågældende forretningsområde. Disse aktiver var ikke fyldestgørende for, at køberen kunne drive forretningsområdet videre på closing-tidspunktet (tidspunktet for den juridiske overdragelse). I tilknytning til overdragelsesaftalen forpligtede Spørger sig derfor til i en periode på op til 12 måneder at levere visse ydelser, som var nødvendige for transitionen af forretningen (TSA-ydelser), således at køber kunne levere X-ydelser til de kundeforhold, der blev overdraget som led i overdragelsesaftalen. Det var en betingelse for gennemførelse af overdragelsesaftalen, at der blev indgået aftale om levering af disse ydelser. Efter overdragelsen og udløbet af overgangsperioden på 12 måneder kunne Spørger ikke længere udøve den aktivitet, der varetages af det forretningsområde, der blev overdraget. Skatterådet vurderede, at overdragelsen først kunne anses for endeligt gennemført efter udløbet af den overgangsperiode på 12 måneder, hvor Spørger skulle levere TSA-ydelserne. Den midlertidige levering af TSA-ydelserne, som var nødvendige for, at køberen kunne videreføre aktiviteten, indebar efter Skatterådets opfattelse ikke, at Spørger skulle anses for at videreføre den virksomhed, der blev overdraget. Skatterådet bekræftede, at Spørgers overdragelse af forretningsområdet måtte anses som en delvis virksomhedsoverdragelse omfattet af ML § 4, stk. 5. Skatterådet lagde vægt på, at levering af TSA-ydelserne var nødvendige for at køber kunne levere X-ydelserne til de kundeforhold, der blev overdraget. Skatterådet lagde desuden vægt på, at leveringen af TSA-ydelserne skete i en begrænset periode, hvorefter Spørger ikke længere kunne udøve den aktivitet, der blev overdraget. Yderligere lagde Skatterådet vægt på, at Spørger måtte anses for at levere TSA-ydelserne til køberen og ikke til de tidligere kunder. Spørger blev således underleverandør til køber i en begrænset periode. | |
SKM2022.301.SR | Sagen omhandler Spørgers salg af kapitalandelene i fire projektudviklingsselskaber. De 4 projektudviklingsselskaber har forinden salget været omfattet af en momsmæssig fællesregistrering med Spørger, inden for hvilken der er overdraget fast ejendom momsfrit. Imod Spørgers ønske, kan det ikke bekræftes, at projektudviklingsselskaberne kan udtræde af den momsmæssige fællesregistrering med Spørger, i forbindelse med salget af selskaberne, uden momsmæssige konsekvenser i relation til den momsfrie overdragelse af fast ejendom inden for fællesregistreringen. | Påklaget til Landsskatteretten. |
SKM2022.255.SR | Spørger er et investeringsselskab hvis aktivitet består i drift og udlejning af investeringsejendomme udelukkende til beboelsesformål. Spørger har erhvervet seks byggegrunde med henblik på opførelse af tre dobbelthuse til momsfri boligudlejning. Spørger har påbegyndt byggeri af et dobbelthus på to af byggegrundene med henblik på udlejning til boligformål. Spørger opfører således et dobbelthus - og dermed to boliger - og indgår bindende lejeaftaler med en lejer til hver af de to boliger. Når byggeriet af dobbelthuset er færdigt, og lejeaftalerne indgået med to lejere, overdrager Spørger dobbelthuset med lejere samt de fire resterende byggegrunde, hvor der ligeledes skal opføres to dobbelthuse, til et koncernforbundet selskab. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger kan overdrage det færdigopførte dobbelthus med to tidsubegrænsede lejeaftaler til de to boliger samt fire byggegrunde beregnet til byggeri af yderligere to dobbelthuse til momsfri boligudlejning, til et koncernforbundet selskab, som en momsfri virksomhedsoverdragelse efter ML § 4, stk. 5. De fire byggegrunde anses ikke for omfattet af en igangværende udlejningsvirksomhed, som køber kan videreføre, da der ikke er igangværende aktiviteter vedrørende disse byggegrunde. Skatterådet bekræftede, at Spørger kan overdrage et færdigopført dobbelthus med to tidsubegrænsede lejeaftaler til et koncernforbundet selskab som en momsfri virksomhedsoverdragelse efter ML § 4, stk. 5. Dobbelthuset med tilhørende lejekontrakter anses for en igangværende udlejningsvirksomhed, som køberen kan videreføre. | |
SKM2022.203.SR | Spørger aktivitet bestod i at levere tjenesteydelser til entreprenør-industrien, herunder simple ydelser samt komplekse projektløsninger. Som led i en omstrukturering påtænkte Spørger at udskille sin virksomhed med udlejning af materiel til et selvstændigt selskab. Ændringen påtænktes gennemført via en grenspaltning af Spørger, hvor al materiel tilknyttet grenen blev udskilt til et andet selskab. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at overdragelsen opfyldte betingelserne for at blive anset for en momsfri virksomhedsoverdragelse, jf. ML § 4, stk. 5. Overdragelsen af aktiverne var derfor momspligtig. Der blev herved bl.a. henset til, at Spørger videreførte en del af den overdragne virksomhed, ligesom en væsentlig del af materiellet lejedes tilbage til Spørger. | |
SKM2022.22.SR | Spørger var en dansk filial af et selskab i EU-land A. Spørger drev virksomhed med bl.a. levering af Q Services til kunder i Danmark. Selskabet i EU-land A planlagde at fusionere med et koncernforbundet selskab i EU-land B, som tillige havde en filial i Danmark. Skatterådet kunne bekræfte, at der ved fusionen skete en momsfri virksomhedsoverdragelse af aktiverne i Spørger til filialen af selskabet i EU-land B, jf. ML § 4, stk. 5. Efter fusionen planlagde selskabet i EU-land B at lade sig omdanne til et europæisk selskab (societas europaea). Skatterådet kunne bekræfte, at omdannelsen ikke udgjorde levering mod vederlag i momslovens forstand, og at en sådan omdannelse dermed ikke var omfattet af momslovens anvendelsesområde | |
SKM2021.430.SR | Spørger driver virksomhed med køb, salg, projektudvikling og udlejning af fast ejendom. Som led heri er Spørger i gang med at opføre en ejendom med udlejningslejligheder til boligformål. Spørger påtænker at overdrage ejendommen inkl. aftale med entreprenøren, huslejeparadigme, udlejningsformidlingskontrakt og allerede indgåede huslejekontrakter mod vederlag til et helejet datterselskab. Skatterådet konkluderede, at overdragelsen er momspligtig, idet alle indgåede lejekontrakter indgås med datterselskabet, hvorfor Spørger har skiftet hensigt fra momsfritaget udlejning til momspligtig overdragelse senest i forbindelse med indgåelsen af disse lejekontrakter. | Klage til Landsskatteretten er tilbagekaldt. |
SKM2020.493.SR | Aktiviteterne vedrørende tre nyopførte ejendomme med tilhørende lejekontrakter på såvel momsfritaget boligudlejning som erhvervsmæssig udlejning (sidstnævnte omfattet af en frivillig registrering) overdrages. Skatterådet bekræfter, at overdragelserne udgør momsfri virksomhedsoverdragelser, jf. momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt. | |
SKM2020.191.SR | Skatterådet bekræftede, at et selskab kunne overdrage et antal ejendomsprojekter som momsfrie virksomhedsoverdragelser. Der var tale om overdragelse af ejendomme opført med henblik på udlejning, og overdragelserne omfattede bl.a. entreprisekontrakter og uopsigelige lejekontrakter for hovedparten af de enkelte ejerlejligheder. Videre bekræftede Skatterådet, at overdragelse af et ejendomsprojekt opført med henblik på udlejning ikke kunne anses som en momsfri virksomhedsoverdragelse, fordi køber havde til hensigt at sælge de enkelte ejerlejligheder i stedet for at fortsætte udlejningsvirksomheden. | |
SKM2020.18.SR | Skatterådet bekræftede, at spørger kunne overdrage et forretningsområde til en nyetableret filial som en momsfritaget virksomhedsoverdragelse. Filialen skulle efter overdragelsen bl.a. levere samme ydelser til spørger, som forretningsområdet hidtil havde udført. Spørger skulle efter overdragelsen levere visse hjælpefunktioner til filialen. Virksomhedsoverdragelsen medførte ikke ophør af spørgers leverancer til sine kunder. Der blev lagt vægt på, at der var tale om overdragelse af en helhed af elementer, som muliggjorde fortsat drift af selvstændig økonomisk virksomhed, samt at det var modtagers hensigt at fortsætte virksomheden. | |
SKM2019.356.SR | Skatterådet bekræftede, at et udenlandsk selskabs overdragelse af specialværktøj, der stilles til rådighed for underleverandører her i landet, til nystiftede datterselskaber, sker som led i en momsfri virksomhedsoverdragelse. Der er tale om delvise virksomhedsoverdragelser, hvor to forretningsenheder indskydes i hvert sit selskab. Der skal derfor ikke betales moms af transaktionerne i Danmark. Det er ikke en betingelse for momsfritagelse, at alle de momspligtige transaktioner i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse har leveringssted i ét og samme land. Hvis overdrageren af specialudstyr, der stilles til rådighed for danske underleverandører, ikke har været registreringspligtig, er det som udgangspunkt ikke en betingelse for momsfritagelse, at de modtagende virksomheder er eller bliver momsregistrerede, hvis fritagelsen ikke fører til konkurrencefordrejning. | |
SKM2019.348.SR | Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der var tale om en momsfri virksomhedsoverdragelse, når en udlejer sælger udvalgte leasingaktiver, lejer dem tilbage og i øvrigt fortsætter udlejningen til de pågældende leasingkunder på uændrede vilkår. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at overdragelse af en lejeaftale og samtidig overdragelse af det udlejede aktiv er en tjenesteydelse. Skatterådet fandt, at der i stedet er tale om et varesalg. Skatterådet kunne bekræfte, at den leje, som spørger i eget navn opkræver af sine leasingkunder, fortsat er momspligtig her i landet, når kunderne er etableret her i landet. | |
SKM2019.212.SR | Skatterådet bekræftede, at en nyopført udlejningsejendom kunne overdrages som en virksomhedsoverdragelse. | |
SKM2018.619.SR | Overdragelse af grund, byggeretter og byggeprojekt til datterselskaber, blev af Skatterådet ikke anset som en virksomhedsoverdragelse efter momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt. Afgørelsen blev begrundet med, at betingelsen om, at der skal være tale om overdragelse af en økonomisk enhed, der kan drives selvstændigt, ikke var opfyldt. | |
SKM2018.616.SR | Skatterådet bekræftede, at Spørger ville kunne anvende reglerne om reduceret momsgrundlag ved salg af egne kunstgenstande, jf. ML § 30, stk. 3, selvom salget sker efter omdannelse af Spørgers enkeltmandsvirksomhed til et selskab, idet den påtænkte omdannelse må anses for en virksomhedsoverdragelse, jf. momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt. Skatterådet bekræftede, at Spørgers arvinger ville kunne anvende reglerne om reduceret momsgrundlag ved salg af egne kunstgenstande, jf. ML § 30, stk. 3, selvom salget sker efter omdannelse af Spørgers enkeltmandsvirksomhed til et selskab i forbindelse med behandlingen af Spørgers dødsbo, idet den påtænkte omdannelse må anses for en virksomhedsoverdragelse, jf. momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt. Skatterådet bemærkede, at selskabet i denne situation ikke må have til hensigt øjeblikkeligt at likvidere den pågældende virksomhed eller eventuelt at sælge lagerbeholdningen. | |
SKM2018.460.SR | Skatterådet bekræftede, at salg af to boligblokke i en ejendom, hvori Spørger drev henholdsvis momsfri og momspligtig udlejning, ville udgøre en momsfri virksomhedsoverdragelse, jf. momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt. | |
SKM2017.600.SR | Overdragelse af et ejendomsprojekt til et 100% ejet, momsregistreret, datterselskab blev af Skatterådet anset som en virksomhedsoverdragelse efter momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt. Ejendomsprojektet bestod af opførelse af et antal ejerlejligheder med henblik på salg, videre indgik en aftale med en underleverandør med hensyn til udførelse af entreprenørarbejdet i projektet, samt en aftale med en ejendomsmægler, der skulle stå for at formidle salget af de enkelte ejerlejligheder. | |
SKM2017.18.SR | Skatterådet kan bekræfte, at overdragelsen af aktiviteten fra Spørger til en anden filial i Danmark af et selskab i et andet EU-land er en momsfri virksomhedsoverdragelse, jf. momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt. Der kan dog ved vurderingen ikke tillægges vægt, om køberen bliver momsregistreret i Danmark for levering af momspligtige administrationsydelser til Spørger eller momsregistreret for levering af momspligtige administrationsydelser til et selskabet i et andet EU-land efter reglerne om reverse charge. | |
SKM2015.595.SR | Skatterådet bekræfter, at spørgers overdragelse af et vindmølleprojekt til en køber vil udgøre en virksomhedsoverdragelse omfattet af momslovens dagædende § 8, stk. 1, 3. punktum. | |
SKM2013.160.SR | Salg af udlejede garager, anses som virksomhedsoverdragelse, når køber uændret fortsætter udlejningen. | Se også afsnit D.A.5.8.4.1.2 om udlejning |
SKM2013.59.SR | Skatterådet fandt, at når spørger har købt en udlejningsejendom, der - medens til- og ombygningen står på - fortsat anvendes som en sådan, vil det efterfølgende salg af ejendommen være at anse som en momsfri virksomhedsoverdragelse, idet den pågældende ejendom anses som en økonomisk enhed, som en eventuel køber selvstændigt vil kunne videreføre som økonomisk virksomhed. | Det blev forudsat, at køber ville indtræde i de momsfritagne såvel som de momspligtige udlejningsforpligtelser og blive frivilligt momsregistreret i henhold til ML § 51. Se afsnit D.A.5.9.3 |
SKM2012.503.SR | Skatterådet bekræftede, at der foreligger en virksomhedsoverdragelse, jf. momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3 pkt., når en bygning under opførelse samt tilhørende udlejningsaftale apportindskydes i et selskab. | |
SKM2012.487.SR | Skatterådet bekræftede, at der skal afregnes moms ved salg af en bus fra et eksternt leasingselskab til en busoperatør, når bussen er erhvervet med henblik på videresalg til et trafikselskab eller en anden busoperatør. Der skal ligeledes beregnes moms ved det efterfølgende salg. Skatterådet bekræftede endvidere, at busoperatøren i de tilfælde har fradrag for momsen. Sker der imidlertid overdragelse af busser, som en busoperatør har ejet og anvendt til momsfritaget personbefordring i henhold til en kontrakt med et trafikselskab, til trafikselskabet eller direkte til den busoperatør, der har overtaget kontrakten med trafikselskabet og overdragelsen sker sammen med det personale, der har været anvendt til kørsel og drift i henhold til kontrakten, så finder Skatterådet, at der er tale om en momsfritaget virksomhedsoverdragelse i henhold til momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. punktum. | Se også SKM2014.715.LSR, hvor Landsskatteretten ændrede svaret på spørgsmål 6 og 7 fra "nej" til "afvises", idet spørgsmålene ikke kunne anses at vedrøre en konkret disposition, jf. SKFL § 21, stk. 1. |
SKM2012.330.SR | Skatterådet bekræftede, at overdragelse af en leasingportefølje bestående af leasingaktiver med sammenhørende leasingaftaler kan anses som en virksomhedsoverdragelse, der skal ske uden moms i henhold til momslovens dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt. Det har ikke umiddelbart nogen betydning, at spørger fortsat har anden forretningsmæssig forbindelse med leasingtageren eller finansierer købet af leasingporteføljen. Hvorvidt der er tale om en momsfri virksomhedsoverdragelse eller momspligtige overdragelser af aktiver afhænger af en samlet vurdering af alle omstændigheder i forbindelse med overdragelsen, og momenter som antallet af aktiver i den overdragne portefølje samt restløbetiden på de overdragne leasingkontrakter kan være af betydning i den samlede vurdering. | |
SKM2012.43.SR | Skatterådet bekræftede, at der er tale om en virksomhedsoverdragelse, jf. momslovens dagældende § 8 stk. 1, 3. pkt., når der overdrages en byggegrund med tilhørende aftaler om opførelse og udlejning af butiksarealer. Skatterådet kan endvidere bekræfte, at spørger har momsfradrag for forberedende omkostninger, såsom udgifter til projektudvikling, planlægning, undersøgelser mv., med henblik på at kunne udbyde et investeringsprojekt, der omfatter grund, planer for opførelse af bygninger samt en udlejningsaftale, selvom det efterfølgende viser sig, at projektet ikke bliver til noget. Dette gælder uanset, om der i forbindelse med forberedelsen er indkøbt en grund, hvorpå der ligger et parcelhus. Der vil i det tilfælde blot ikke være fradrag for omkostninger i forbindelse med selve salget af grunden med parcelhuset, da der vil være tale om en transaktion, der er momsfritaget i medfør af ML § 13, stk. 1, nr. 9. | Det må forudsættes, at overdrageren af investeringsprojektet/udlejningsvirksomheden er frivilligt momsregistreret, jf. ML § 51. |
SKM2007.842.SR | Hvis A overdrager sin landbrugsejendom til en landmand, der driver ejendommen videre med malkekvægsproduktion, svineproduktion eller planteavlsproduktion vil det anses som værende en virksomhedsoverdragelse jf. dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt., og Cir. 2001-34, pkt. 22. Hvis A overdrager sin landbrugsejendom til en køber, som udlejer det tilhørende jordareal og udhusbygninger til en anden landmand, vil det ikke anses som værende en virksomhedsoverdragelse jf. dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt., Cir. 2001-34, pkt. 22, og SKM2006.613.ØLR. Hvis A overdrager sin landbrugsejendom uden besætning og maskiner, fordi køber ikke ønsker at overtage disse aktiver, men kun ønsker at drive jordtilliggendet, hvori ejendommens driftsbygninger indgår, vil det ikke anses som værende en virksomhedsoverdragelse jf. dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt. og Cir. 2001-34, pkt. 22. Skatterådet kunne bekræfte, at der kan gives fradrag for moms af udgifter til ejendomsmægler, advokat og økonomikonsulent, når et salg af en landbrugsejendom regnes for at være en virksomhedsoverdragelse. Der kan dog kun gives fradrag for ydelser, der vedrører den momspligtige virksomhed, og derfor ikke for den del, der vedrører privatbeboelsen. Der kan ikke gives fradrag, når køber ikke viderefører driften af virksomheden eller udlejer jordarealet og udhusbygningerne, eller når sælgeren forud for salget har solgt besætning og maskiner fra. Der kan heller ikke gives fradrag, hvis det ikke var købers hensigt på købstidspunktet at fortsætte driften af virksomheden. | |
Skattestyrelsen |
TfS1996, 187TSS | Told- og Skattestyrelsen besvarede en henvendelse fra et trafikselskab om de momsmæssige konsekvenser af at stifte et 100 pct. ejet leasingselskab, der skulle indkøbe nye busser, som skulle udlejes til trafikselskabet. En senere fusion mellem trafikselskabet og det endnu ikke stiftede leasingselskab kunne efter styrelsens opfattelse ikke gennemføres som en momsfri overdragelse efter dagældende § 8, stk. 1, 3. pkt. Styrelsen bemærker, at det er en forudsætning for en momsfri overdragelse efter dagældende § 8, stk. 1, 3. punktum, at aktiverne fortsat anvendes i forbindelse med en momspligtig virksomhed, fx udlejningsvirksomhed. Der skal - for at en overdragelse af en virksomhed eller en del af denne kan anses for at foreligge - være tale om overdragelse af en virksomheds driftsmidler mv. (økonomisk enhed), som foretages med henblik på, at køberen enten fortsætter driften af virksomheden eller udøver en sådan driftsmæssig anvendelse af de overdragne aktiver, der sidestilles hermed. I den konkrete sag foreligger der hverken en driftsmæssig sidestillet anvendelse eller en uændret fortsættelse af virksomheden. Efter fusionen er det derimod netop meningen, at busserne i anvendelse skal overgå fra momspligtig udlejningsvirksomhed til momsfri personbefordring. Told- og Skattestyrelsen finder derfor ikke, at den skitserede overdragelse kan ske momsfri iht. dagældende § 8, stk. 1, 3. punktum. | |