I samarbejde med Fyns Politi, Pensionsstyrelsen, Fødevarestyrelsen og Odense Kommune gennemførte SKAT i går en storstilet kontrolaktion i 84 virksomheder i Bazar Odense og efterfølgende i Odense by.
- Det her er en af vore større aktioner, og hvis virksomhederne skulle have karakterer, ville de desværre være dumpet. Alt for mange steder var der rod i tingene, fortæller specialkonsulent i SKAT Marianne Birk.
Formålet med aktionen var at afdække om love og regler på skatte- og afgiftsområdet samt fødevarelovgivningen efterleves, og at få afdækket brug af sort arbejde, sort økonomi, illegal arbejdskraft, godkendelsesforhold samt socialt bedrageri.
- Med denne aktion, hvor vi arbejder på tværs af myndigheder har vi mulighed for at tjekke stort set alle former for snyd, og det var desværre et nedslående resultat, siger Marianne Birk.
Kontrolaktionens omfang og resultat
Myndighederne besøgte 84 virksomheder. I over halvdelen af de besøgte virksomheder er der konstateret uoverensstemmelser, herunder problemer med de ansatte
-
9 personer havde angiveligt første arbejdsdag
-
7 personer arbejdede sort
-
31 ansatte modtager samtidigt offentlige ydelser som kontanthjælp eller dagpenge
Men det var ikke kun med de ansatte, at der blev set stort på reglerne:
-
I 22 af virksomhederne var der problemer med kasseapparatet. De har nu modtaget en indskærpelse, og den videre sagsbehandling vil vise, hvor mange der vil blive indstillet til bøde.
-
I 16 af virksomhederne var der så store fejl i registreringen af de ansatte, at de nu bliver pålagt at føre en logbog. I logbogen skal virksomhederne registrere hver enkelt ansattes identitet, arbejdstid pr. dag, herunder start-/sluttidspunkt samt lønforhold. Logbogen pålægges virksomheden for 12 måneder ad gangen, og konstateres det ved senere kontrol, at den ikke er ført punktligt, så medfører det bøde.
-
SKAT måtte i 5 virksomheder beslaglægge ulovligt pantmærkede sodavand og øl, og virksomhederne kan nu forvente et retsligt efterspil.
-
I 3 af virksomhederne stak medarbejdere, som ikke ville tale med myndighederne af. En af de ansatte var dog så ubehageligt overrasket over kontrolbesøget, at han i farten valgte at tage døren ind til fryserummet, som flugtvej. D øvrige ansatte løb lige i armene på Fyns Politi.
- Nu følger vi op på sagerne for at sikre, at reglerne for fremtiden overholdes, og der er yderligere adskillige sager undervejs, hvor vi gennemgår regnskabsmaterialet helt til bunds, udtaler Marianne Birk.
Fødevarekontrol
Fødevareregionen deltog i kontrolbesøgene i 7 af virksomhederne, og i 6 af virksomhederne blev der givet i alt 16 indskærpelser, 1 bøde og 1 påbud. Overtrædelserne relaterer sig primært til forkert behandling af fødevarer og godkendelsesforhold.
Aktionens formål var blandt andet at kontrollere om virksomhederne overholder reglerne vedrørende hygiejne herunder hygiejnisk vask af hænder. Dette er et af Fødevarestyrelsens fokusområder i 2011. Derudover blev der blandt andet kontrolleret, om virksomhederne er godkendt til de aktiviteter, de udfører, og om der er sporbarhed på fødevarerne.
Denne aktion er en del af Fødevareafdelingens arbejde i 2011 med prioriterede kontroller.
Yderligere oplysninger:
Specialkonsulent Marianne Birk, SKAT, tlf. 72 37 93 79
Susanne Bærentzen, Pensionsstyrelsen, tlf. 38 14 83 14
Nils Marling, Fødevareregionen, tlf. 72 27 58 20
Lene Larsen, Fødevareregionen, tlf. 72 27 58 29
Beth Tholstrup, Odense Kommune, tlf. 22 64 78 95
Kim Laursen, Fyns Politi, tlf. 41 22 70 20