Fredag og lørdag har 17 patruljer med 65 medarbejdere fra politiet og SKAT stoppet udenlandsk indregistrerede biler i udvalgte områder i Jylland og på Fyn, hvor SKAT har erfaring for, at der er mange udenlandske biler.
- Formålet med aktionen er at sikre, at de udenlandske biler, der burde have betalt dansk registreringsafgift, også får gjort det. Flytter man til Danmark, så skal ens bils straks indregistreres her i landet, men aktionen viser desværre, at der er mange, der ikke lige får gjort det, fortæller SKATs tovholder Gordon N. Steffensen.
De foreløbige resultater fra aktionen er, at ud af de 130 biler, der blev undersøgt, er 15 biler blev beslaglagt, mens 11 fik klippet pladerne. Herudover skal 14 sager undersøges nærmere. Ejerne kan se frem til regninger på dansk registreringsafgift på i alt 2,5 millioner kr. Ud over at skulle betale registreringsafgift, så kan ejerne se frem til bøder i samme størrelsesorden som registreringsafgiften. Nogle sager er endda så grove at de bliver sendt til politiets anklagemyndighed for at få folk idømt en frihedsstraf.
- Én af de groveste sager vi stødte på, var en polsk mand, der havde ansøgt SKAT om lov til at køre i sin polske bil her i landet, men havde fået afslag. Men det afslag havde han åbenbart ikke taget alvorligt, for vi fangede ham kørende i bilen. Ud over han måtte forlade stedet til fods, så venter der ham en pæn regning og bøde, fortæller Gordon N. Steffensen.
De personer, Politiet og SKAT har stoppet, er statsborgere fra Danmark, Tyskland, Rumænien, Ukraine, Estland, Letland, Litauen, Polen og Ungarn.
- Vi har set eksempler på, at mange, der flytter hertil fra udlandet, sparer op til drømmebilen, som de så køber i deres oprindelige hjemland, hvor den indregistreres på udenlandske nummerplader. Det er lykkeriddere, der har kørt på chancen for ikke at blive opdaget. På denne måde har de forsøgt at slippe uden om at betale told, moms og registreringsafgift, som alle vi andre betaler. Men det ender med at blive en dyr fornøjelse, når vi først får gjort registreringsafgiften og bøden op, siger Gordon N. Steffensen.
Ud over sager om registreringsafgift afslørede aktionen tre sager om moms- og skattesnyd, en sag om socialt bedrageri og en eftersøgt person blev anholdt af politiet.
- SKAT vil i tiden fremover intensivere kontrollerne, så der er god grund til, at få bragt orden i tingene nu, lyder opfordringen fra Gordon Steffensen.
Yderligere oplysninger: Gordon N. Steffensen, tlf.: 7238 7783