Indhold

Dette afsnit handler om, at hvis der ved en fejl skrives moms på en faktura, så kan det få som konsekvens, at den fejlagtigt fakturerede moms skal betales til Skatteforvaltningen, medmindre der for at rette fejlen udstedes en kreditnota, hvor momsbeløbet tilbageføres. Se ML § 46, stk. 6.

Afsnittet indeholder:

  • Udgangspunkt
  • Adgang til berigtigelse
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Udgangspunkt

Enhver, der på en faktura anfører momsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indeholder moms, er pligtig til at indbetale momsen til Skatteforvaltningen. Se ML § 46, stk. 6, og momssystemdirektivets artikel 203.

Virksomheder, der ikke er registreret for moms, og afgiftspligtige personer, der foretager ikke-momspligtige leverancer af varer eller ydelser, må ikke skrive moms på fakturaen eller på anden vis oplyse, at fakturabeløbet er inkl. moms. Hvis en virksomhed alligevel gør dette, skal virksomheden betale momsbeløbet til Skatteforvaltningen.

Hvis en afgiftspligtig person modtager en faktura, der er udstedt af en kunde eller af en tredjeperson, hvorpå der åbenbart fejlagtigt er oplyst et momsbeløb, eller hvor der på anden vis er oplyst, at betalingen er inkl. moms, skal den afgiftspligtige person gøre den, der har udstedt fakturaen, opmærksom herpå og tilbagebetale det modtagne momsbeløb.

Se afsnit A.B.3.3.1.2 og ML § 52 a, stk. 6, og stk. 7, 1.-2. pkt.

Momssystemdirektivets artikel 203 (ML § 46, stk. 6), finder ikke anvendelse, når modtagerne af en ydelse, der er faktureret med en for høj momssats, udelukkende er slutforbrugere, der ikke har ret til at fradrage indgående moms. Se EU-Domstolens dom i sag C-378/21, P GmbH.

Bemærk

Hvis moms er skrevet på en faktura i strid med momslovens regler, medfører det også, at den, der aftager den fakturerede leverance af varer eller ydelser, ikke har fradrag for købsmoms af varerne eller ydelserne efter ML §§ 37 ff. Se afsnit D.A.11.1.4.2.

Lønmodtagere, der med urette har optrådt som afgiftspligtige personer og udstedt fakturaer med moms, er ikke omfattet af betalingspligten efter ML § 46, stk. 6. Se EU-Domstolens dom i De forenede sager C-78/02, C-79/02 og C-80/02, Karageorgou m.fl. Det skyldes, at det fakturerede momsbeløb ikke anses for moms.

Om adgang til berigtigelse af allerede indbetalt moms, se nedenfor.

Adgang til berigtigelse

For at sikre princippet om momsens neutralitet påhviler det medlemsstaterne i deres interne retsorden at give mulighed for berigtigelse af enhver urigtigt faktureret afgift, når udstederen af fakturaen beviser sin gode tro eller rettidigt og fuldstændigt har afværget risikoen for statens tab af momsindtægter. Se D.A.11.1.4.3.

Om berigtigelsesadgangen se "Ikke registrerede virksomheder" og "Uretmæssigt opkrævede momsbeløb" i afsnit A.B.3.3.1.2 Faktureringspligten samt afsnit D.A.11.1.4.3.

Bemærk

Udstedelse af en kreditnota for at rette en fejlagtig fakturering med moms er omfattet af reglerne, herunder fristerne, for genoptagelse af fastsættelsen af momstilsvar, ordinært efter SFL § 31, stk. 2, og evt. ekstraordinært efter SFL § 32, stk. 1 og 2.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse Afgørelsen i stikord Kommentarer
EU-domme
C-442/22, P sp. z o.o

Momsdirektivets artikel 203 skal fortolkes således, at når en ansat hos en momspligtig person har udstedt en falsk faktura med angivelse af moms ved brug af arbejdsgiverens identitet som afgiftspligtig uden arbejdsgiverens vidende og samtykke, skal denne ansatte anses for at være den person, som anfører momsen på en faktura som omhandlet i denne artikel 203, medmindre denne afgiftspligtige arbejdsgiver ikke har udvist den fornødne omhu, der med rimelighed kan kræves for at kontrollere nævnte ansattes adfærd.

  
 C-378/21, P GmbH Artikel 203 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv (EU) 2016/1065 af 27. juni 2016, 

skal fortolkes således, at

en afgiftspligtig person, der har leveret en tjenesteydelse, og som på sin faktura har anført et merværdiafgiftsbeløb (moms) beregnet på grundlag af en forkert sats, ikke er betalingspligtig i henhold til denne bestemmelse for den del af momsen, der er fejlagtigt faktureret, hvis der ikke foreligger nogen risiko for tab af afgiftsindtægter, med den begrundelse, at modtagerne af denne ydelse udelukkende er slutforbrugere, der ikke har ret til at fradrage indgående moms.		  
De forenede sager C-78/02, C-79/02 og C-80/02, Karageorgou m.fl.

EF-domstolen har udtalt, at et beløb, der er anført som moms på en faktura, udstedt af en person, der leverer ydelser til staten, ikke skal anses for moms i det tilfælde, hvor denne person fejlagtigt er af den opfattelse, at han leverer ydelserne som selvstændig erhvervsdrivende, skønt der i realiteten foreligger et arbejdstager-arbejdsgiverforhold.

Domstolen udtaler videre, at sjette momsdirektivs artikel 21, nr. 1, litra c) (Momssystemdirektivets artikel 203, ML § 46, stk. 6), ikke er til hinder for tilbagebetaling af et beløb, der fejlagtigt er anført som moms på en faktura eller et dokument, der tjener som faktura, når de pågældende ydelser ikke pålægges moms, og det fakturerede beløb derfor ikke kan anses for moms.

  

Byretsdomme
► SKM2025.180.BR◄

►Sagen angik for det første, om sagsøgeren var berettiget til at fradrage momsen for indkøb af tre køretøjer for perioden 1. juli 2015 til 31. december 2016 på i alt 639.455 kr., jf. ML § 42, stk. 6, jf. § 37, stk. 1. Retten fandt, at sagsøgeren ikke var berettiget til at fradrage købsmomsen på de omhandlede biler under henvisning til, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at bilerne var indkøbt til brug for virksomhedens momspligtige leverancer, jf. momslovens § 37, stk. 1, eller at sagsøgeren drev bilforhandlervirksomhed som omhandlet i § 46, stk. 6.    

For det andet drejede sagen sig om, hvorvidt Skattestyrelsen med rette forhøjede sagsøgerens salgsmoms (erhvervelsesmoms) i medfør af ML § 1, 2. pkt., § 11, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., dagældende momslovs § 46, stk. 2, samt § 56, stk. 2, for perioden 1. januar 2015 til 30. juni 2015 med 135.689 kr. for virksomhedens erhvervelse af en bil fra et leasingselskab i Y1-land. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at leveringen af bilen af det Y1-nationalitet leasingselskab var udtryk for levering af en leasingydelse, men at erhvervelsen af bilen var udtryk for levering af en vare, som var en afgiftspligtig erhvervelse.   

For det tredje angik sagen, om virksomheden havde krav på tilbagebetaling af salgsmoms på i alt 333.750 kr., som virksomheden fakturerede til nogle leasingselskaber i perioderne 1. januar 2016 til 30. juni 2016 og 1. januar 2018 til 30. juni 2018. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde krav på tilbagebetaling af salgsmomsen under henvisning til, at virksomheden ikke havde godtgjort at have berigtiget salgsmomsen, jf. ML § 52 a, stk. 7.  

Sagen angik for det fjerde, om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i medfør af SFL § 32, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, var opfyldt. Retten fandt, at betingelserne var opfyldt med henvisning til, at sagsøgerens indkøb af bilerne havde privat karakter, og at styrelsen havde overholdt reaktionsfristen efter § 32, stk. 2.    

Derudover skulle retten tage stilling til sagsøgerens principale påstand om, hvorvidt virksomheden var berettiget til at få prøvet Skattestyrelsens samlede forhøjelse af momstilsvaret på 1.310.103 kr. vedrørende den momsmæssige behandling af i alt seks biler. Heroverfor påstod Skatteministeriet afvisning i medfør af SFL § 48, stk. 3, og gjorde til støtte herfor gældende, at sagsøgeren alene var berettiget til at få prøvet den momsmæssige behandling af de tre køretøjer, som virksomheden havde påklaget til Landsskatteretten.   

Retten tog Skatteministeriets afvisningspåstand til følge, og ministeriet blev frifundet for alle øvrige forhold.◄