Dato for udgivelse
22 Oct 2010 09:21
Resumé

SKAT har udviklet en karantæneordning, der effektivt skal sætte en stopper for misbrug af TastSelv-systemet. Ordningen betyder, at SKAT helt kan afskære personer, der giver sig selv uberettigede fradrag, fra at bruge systemet. I stedet må de henvende sig til SKAT, som så holder hånd i hanke med deres skatteforhold.


Du kan ikke bruge TastSelv. Kontakt venligst SKAT. Den besked vil enkelte brugere af SKATs TastSelv-løsning få, når de fremover vil ændre deres forskuds- eller årsopgørelse. Målet med SKATs nye tiltag er klart: at stoppe fejl og decideret misbrug.

- Rigtig mange borgere og virksomheder benytter TastSelv helt efter bogen. Til glæde for både dem selv og SKAT. Derfor vil jeg heller ikke finde mig i, at nogle enkelte misbruger systemet. Jeg er derfor meget tilfreds med, at SKAT nu er klar med den løsning, jeg bebudede tidligere på året, siger skatteminister, Troels Lund Poulsen.

Karantænen vil ramme både dem, der tidligere har brugt TastSelv til uberettiget at få udbetalt store overskydende skatter, men kan også bruges overfor udlændinge, som ikke er fortrolige med SKATs digitale selvbetjeningsløsninger og som derfor risikerer at lave fejl i deres indberetninger.

- Med det her får vi et effektivt redskab til at lukke ned for såvel fejl som snyd og misbrug. I stedet for at skulle bruge ressourcer på at genopkræve uberettigede overskydende skatter undgår vi helt, at de overhovedet bliver udbetalt siger fagdirektør Richard Hanlov

Den nye karantæneordning er trådt i kraft den 15. oktober i år, så karantæner kan gives inden forskudsopgørelsen for 2011 ligger klar. SKAT vil i det kommende indkomstår følge ordningen nøje og derefter evaluere effekterne af det nye initiativ.

Læs også pressemeddelelsen fra 23. maj Stop for snyd med TastSelv.

Yderligere oplysninger: Journalister: 7237 0900; virksomheder: 7222 1818