- Man skal selvsagt ikke takke for at få helt eller delvist medhold i en klage til et af landets skatte-, vurderings- eller motorankenævn, og heldigvis for det for ellers ville vi få alt for meget arbejde med at kvittere for takkekortene, siger Bent Madsen, ankechef i Skatteministeriet.
De nye årsberetninger for ankenævnene viser, at der i skatteankenævnene og vurderingsankenævnene i 2009 er givet fuldt eller delvist medhold i henholdsvis 42 og 47 procent af de afgjorte klager, mens det for motorankenævnene er 62 procent.
Resultaterne for 2009 er præget af, at der har været mange klagesager i de seneste år - særligt på vurderingsområdet -, og ankesøjlen har derfor i 2009 fået tilført ekstra medarbejdere til at behandle klagerne. Det har resulteret i mange afsluttede sager.
- Nogen kunne måske forledes til at tro, at når så mange får medhold i en eller anden grad, så er det udtryk for, at den sagsbehandling, der klages over, ikke er tilstrækkelig god. Men så enkelt forholder det sig ikke. Ejendoms- og motorvurderingsklager er i al væsentlighed rene skøn, og her er der ingen facitlister. På skatteområdet sker det ofte, at der ved klagebehandlingen dukker bevisligheder og dokumentationer op, som kunne have overflødiggjort en henvendelse til skatteankenævnet", siger Bent Madsen.
Skatte-, vurderings- og motorankenævn er første uafhængige klageinstans, når en borger eller virksomhed har en klage over SKAT. Den 1. juli er der udnævnt nye medlemmer til ankenævnene, og som noget nyt er der på forsøgsbasis etableret et fælles skatte- og vurderingsankenævn på Bornholm. Antallet af skatteankenævnsmedlemmer er nedsat væsentligt i forhold til tidligere, da der nu er udnævnt 245 mod 462 før i tiden.
Årsberetning vedr. vurderingsankenævn
Årsberetning vedr. skatteankenævn
Årsberetning vedr. motorankenævn
Fakta om ankenævn (pr. 1. juli 2010) |
Skatteankenævn
Der er 29 skatteankenævn med i alt 245 medlemmer.
Skatteankenævnene hører under Skatteministeriet og er første klageinstans for SKATs afgørelser om indkomst- og ejendomsværdiskat vedrørende fysiske personer og dødsboer, herunder afgørelser om gaveafgift.
Skatteankenævnene er en lokal lægmandsinstans, og medlemmerne er udnævnt af skatteministeren efter indstillinger fra kommunerne.
|
Vurderingsankenævn
Der er 14 vurderingsankenævn med i alt 94 medlemmer.
Vurderingsankenævnene hører under Skatteministeriet og er første klageinstans for afgørelser truffet af SKAT vedr. vurdering af fast ejendom.
Vurderingsankenævnene er en lokal lægmandsinstans, og medlemmerne er udnævnt af skatteministeren efter indstillinger fra kommunerne.
|
Skatte- og Vurderingsankenævn Bornholm
Der er ét fælles skatte- og vurderingsankenævn med 7 medlemmer.
Skatte- og Vurderingsankenævn Bornholm hører under Skatteministeriet og behandler både skatte- og vurderingsankenævnssager.
Nævnet er en lokal lægmandsinstans, og medlemmerne er udnævnt af skatteministeren efter indstillinger fra Bornholms Regionskommune. |
Motorankenævn
Der er 4 motorankenævn med i alt 12 medlemmer.
Motorankenævnene hører under Skatteministeriet og er første klageinstans for afgørelser truffet af SKAT vedr. visse spørgsmål af skønsmæssig karakter efter registreringsafgiftsloven - de såkaldte vurderingssager.
Medlemmerne af motorankenævnene er udnævnt af skatteministeren efter indstillinger fra FDM og forhandlerorganisationerne. |
Yderligere oplysninger: journalister 72 37 09 00, borgere og virksomheder 72 22 18 18.