Dato for udgivelse
27 nov 2009 13:26
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 nov 2009 09:59
SKM-nummer
SKM2009.722.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
341/2007
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Ekstrakt, processkrift, anke
Resumé

I en sag, der blev behandlet skriftligt ved Højesteret, og som angik spørgsmålet om appellanten skulle beskattes af værdien af fri bil i indkomstårene 1999 og 2000, havde appellanten fået flere udsættelser med indgivelse af sit første skriftlige indlæg samt ekstrakt.

Da appellanten ikke inden den senest meddelte frist afgav sit første skriftlige indlæg og behørigt udformet ekstrakt, afviste Højesteret sagen.

Reference(r)

Retsplejeloven § 385, stk. 2
Retsplejeloven § 386, stk. 1
Retsplejeloven § 387, stk. 3

Henvisning
 

Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat B. Kjærulff Vognsen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Jytte Scharling, Niels Grubbe og Thomas Rørdam

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 12. afdeling den 16. maj 2007.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Sagsfremstilling

I brev af 22. april 2009 meddelte Højesteret appellanten, A, at sagen udgik til skriftlig behandling, og at A havde frist til den 2. juni 2009 til afgivelse af første indlæg samt ekstrakt. Det blev samtidig meddelt: "Er indlægget eller behørigt udformet ekstrakt ikke modtaget i Højesteret inden fristens udløb, vil dette kunne tillægges udeblivelsesvirkning i medfør af retsplejelovens § 386, stk. 1, med den følge, at anken afvises."

Ved brev af 1. juli 2009 forlængede Højesteret fristen til den 15. august 2009. Følgende blev samtidig meddelt: "Yderligere fristforlængelse kan ikke forventes. Overholdes fristen ikke, vil sagen kunne afvises, jf. princippet i retsplejelovens § 386, stk. 1, 1. pkt., jf. § 378, stk. 2, og § 386, stk. 1, 2. pkt., jf. § 385, stk. 2." Brevet blev forkyndt for A den 29. juli 2009.

Den 17. august 2009 modtog Højesteret As ekstrakt.

Ved fax af 18. august 2009 meddelte kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen, at ekstrakten efter hendes opfattelse ikke var udarbejdet i overensstemmelse med Højesterets retningslinjer samt, at A ikke havde rettet henvendelse til hende forud for indleveringen af ekstrakten.

I brev af 2. september 2009 meddelte Højesteret A yderligere 8 ugers frist til den 29. oktober 2009 til afgivelse af sit første skriftlige indlæg i sagen og indlevering af behørigt udformet ekstrakt. Følgende blev samtidig meddelt: "Yderligere fristforlængelse kan ikke forventes. Hvis der ikke inden fristen er indsendt et indlæg i sagen med kopi af dommen og en korrekt ekstrakt i de nødvendige antal eksemplarer, vil sagen kunne afvises, jf. princippet i retsplejelovens § 386, stk. 1, 1. pkt., jf. § 378, stk. 2, og § 386, stk. 1, 2. pkt., jf. § 385, stk. 2.

A blev samtidig bedt om at rette henvendelse til advokat Birgit Kjærulff Vognsen for bistand til udformning og supplering af ekstrakten.

I mail af 27. oktober 2009 anmodede A om yderligere udsættelse, og Højesteret meddelte i brev af 29. oktober 2009 A udsættelse til den 9. november 2009 på afgivelse af sit første skriftlige indlæg i sagen og indlevering af behørigt udformet ekstrakt. Højesteret gentog samtidig følgende tidligere meddelelse: "Yderligere fristforlængelse kan ikke forventes. Hvis der ikke inden fristen er indsendt et indlæg i sagen med kopi af dommen og en korrekt ekstrakt i de nødvendige antal eksemplarer, vil sagen kunne afvises, jf. princippet i retsplejelovens § 386, stk. 1, 1. pkt., jf. § 387, stk. 3, og § 386, stk. 1, 2. pkt., jf. § 385, stk. 2."

Højesterets begrundelse og resultat

Da A ikke inden fristen den 9. november 2009 har afgivet sit første skriftlige indlæg i sagen med redegørelse for sin påstand samt begrundelse herfor og har indleveret behørigt udformet ekstrakt, afvises ankesagen, jf. princippet i retsplejelovens § 386, stk. 1, 1. pkt., jf. § 378, stk. 2, og § 386, stk. 1, 2. pkt., jf. § 385, stk. 2.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 8.000 kr. til Skatteministeriet.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Denne ankesag afvises.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 8.000 kr. til Skatteministeriet.