Dato for udgivelse
17 Nov 2009 08:40
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 Oct 2009 11:22
SKM-nummer
SKM2009.688.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 1-1645/2008
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
Emneord
Afgiftsmæssig, identitet, ombygning, vedligeholdelse, genopbygning
Resumé

En Harley Davidson-motorcykel, årgang 1988, der i 1998 var indregistreret og afgiftsberigtiget i forbindelse med import her til landet, havde efterfølgende fået udskiftet blandt andet bremsesystem, forhjul, baghjul, udstødning, sæde, instrumentering, styr, sideskjolde, swingarm og støddæmpere. Desuden var benzintanken blevet ombygget. Retten fandt, at motorcyklen havde mistet sin afgiftsmæssige identitet, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 3, da ændringerne medførte at motorcyklen havde fået et ganske andet udseende. Da reparationerne endvidere var foretaget over en lang periode, hvor motorcyklen havde været indleveret til mekaniker, havde ombygningen ikke karakter af almindelig vedligeholdelse, og betingelserne for afgiftsfritagelse i medfør af registreringsafgiftslovens § 7 a, stk. 1, var derfor ikke opfyldt. Retten tog således Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Reference(r)
Registreringsafgiftsloven § 1, stk. 3
Registreringsafgiftsloven § 7 a
Henvisning

Punktafgiftsvejledningen 2009-2 E.1.1

Henvisning
Punktafgiftsvejledningen 2009-2 E.1.3.2

Parter

A
(Adv.fm. Nanna Sidse Walther)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Adv.fm. Clara Trolle)

Afsagt af byretsdommer

Sophia van Binsbergen

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag drejer sig om, hvorvidt der skal betales ny registreringsafgift af en Harley Davidson motorcykel, som er repareret og ombygget, men hvor der ikke er foretaget ændringer af stel og motor.

Sagsøgeren, A, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at der ikke skal betales ny registreringsafgift af motorcyklen Harley Davidson FXR, 1988 med stelnummer ...

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Landsskatterettens kendelse af 18. juni 2008 er sålydende

"...

Sagens oplysninger

Sagen vedrører en Harley Davidson FXR, 1988, motorcykel, med stelnummer .... Motorcyklen blev afgiftsberigtiget den 9. juni 1998 efter vurdering, men uden besigtigelse og uden fastsættelse af endelig værdi.

Klageren købte motorcyklen den 14. april 1999 som brugt for 135.000 kr. I juli 2003 påbegyndte mekaniker ND ombygning af motorcyklen for klagerens regning. Under ombygningen var nummerpladerne deponeret, hvilket de fortsat er. Motorcyklen er stilstandsforsikret.

I 2004/2005 har klageren fremsat ønske om stillingtagen til, hvorvidt der skal betales ny registreringsafgift af motorcyklen.

Der er fremlagt fotografier af motorcyklen fra anmeldelsestidspunktet den 19. juni 1998. Den 26. januar 2005 er den ombyggede motorcykel forevist for vurderingsmyndigheden, hvorfra der også foreligger fotografier.

Regionens afgørelse

Der skal betales registreringsafgift af Harley Davidson motorcykel, da den efter ombygning ikke længere svarer til det tidligere afgiftsberigtigede køretøj, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 3 og § 7a, stk. 1 og 2 (lovbekendtgørelse nr. 977 af 2. december 2002). Med udgangspunkt i de fremlagte fotografier, der viser motorcyklen på anmeldelsestidspunktet i 1998, og fotografierne af den ombyggede motorcykel i 2005, sammenholdt med mekanikerens beskrivelse, er det regionens opfattelse, at motorcyklen har mistet sin afgiftsmæssige identitet. Ved reparation/genopbygning uden betaling af registreringsafgift, må der ikke ske ændring med hensyn til køretøjets fabrikat, model, type og årgang, og motorudskift må ikke indebære en effektforøgelse på over 20%. Der skal desuden anvendes nye eller brugte reservedele af en art og beskaffenhed, som normalt forefindes på og forhandles af automobilforhandlere og -værksteder. En almindelig reparation/genopbygning, der alene tilsigter normal vedligeholdelse af et afgiftsberigtiget køretøj, og hvor køretøjets model, type og årgang bibeholdes, opfylder de nævnte betingelser, og vil ikke medføre betaling af registreringsafgift.

Vedrørende den konkrete ombygning af motorcyklen er det oplyst

Dele der ikke er udskiftet: Motor, transmission, primær træksystern, stel. Visse dele på motor og transmission er polerede.

Dele der er udskiftet: Forgaffel, bremsesystem (hvoraf en bremseskive er tilføjet - tre i alt), forhjul, baghjul, udstødning, sæde, instrumentering, styr, fodhvilersystem, forlygte og baglygte, sideskjolde, forskærm og bagskærm, luftfilterkasse, swingarm, støddæmpere, lakering.

Det er regionens opfattelse, at hovedformålet med reparationen/ombygningen ikke har været at foretage en løbende vedligeholdelse af motorcyklen, men i højere grad at ændre motorcyklen, så den fremstår med et andet udseende. Det fremgår desuden, at de nye dele adskiller sig markant fra de dele som motorcyklen oprindeligt var opbygget af, da den blev afgiftsberigtiget i 1998. Også den ombyggede benzintank adskiller sig væsentligt fra den oprindelige tank. Udover de lagerførte reservedele er der i øvrigt anvendt dele, som er specielt fremstillet til brug ved genopbygning af motorcyklen.

Efter en samlet vurdering adskiller motorcyklen sig så væsentligt fra den afgiftsberigtigede motorcykel, at den ikke længere kan anses for at være af samme model og type, og efter regionens opfattelse, er der som følge af genopbygningen/ombygningen opstået en motorcykel af en ikke-eksisterende model og type. Såfremt motorcyklen skal anvendes til kørsel på offentlig vej, skal der således betales ny registreringsafgift. Der er ikke truffet afgørelse vedrørende motorcyklens værdi, men den anslåede handelsværdi er foreløbigt fastsat til mellem 375.000 kr. til 450.000 kr.

SKAT, Hovedcentrets udtalelse

Regionen har truffet afgørelse om, at motorcyklen er ombygget i sådan et stort omfang, at den ikke længere svarer til den indregistrerede motorcykel. Den motorcykel, som er indregistreret, er en Harley Davidson Super Glide FXR, årgang 1988. Det er endvidere også denne motorcykel (model og årgang), der er afgiftsberigtiget i 1998. Det er kun få dele, som ikke er udskiftet, men renoveret. Det drejer sig om motor, transmission, træksystem og stel. Det er Hovedcentrets opfattelse, at det har afgørende betydning, at alt andet end de nævnte dele er udskiftet med helt nye dele, samt specialfremstillede dele, og at de udskiftede dele ikke er identiske med Super Glide FXR, modellen, end ikke tilnærmelsesvis.

Fotografierne fra 1998 viser en motorcykel i fin stand, hvor for eksempel al krom fremstår skinnende blank. Af slutsedlen, dateret den 14. april 1999, udgør handelsprisen 135.000 kr. Den 1. juli 2003 afleverer klageren nummerpladerne til forsikringsselskabet i depot, og den 5. november 2004 indgives der anmodning om vurdering af motorcyklen. Han har således kun haft motorcyklen i 4 år, og påstår, at alle de udskiftede dele er defekte, tæret, revnet, rustne og slidte. Hovedcentret anser det ikke for sandsynligt, at alt ud over motor, transmission, træksystem og stel på blot 4 år skulle være så nedbrudte, at der er behov for at det hele på en gang udskiftes med nyt.

De 4 år klageren har haft motorcyklen, har den ikke kørt ret mange måneder. Hovedcentret har telefonisk fået oplyst fra forsikringsselskabet, at klagerens forsikring begyndte den 22. september 1999. Angående stilstandsforsikringen blev det oplyst, at klageren i årene 2000 og 2001 i april afhentede og i november indleverede motorcyklen, hvilket betyder, at der kun er kørt på motorcyklen i denne periode.

Ud fra en ordlydsfortolkning af registreringsafgiftslovens § 7a, stk. 1, følger, at der afgiftsfrit alene kan foretages reparation eller genopbygning af køretøjer, hvoraf der tidligere er betalt registreringsafgift, og som er beskadiget som følge af tæring, slitage og lignende. Reparationen forudsættes udført løbende som almindelig vedligeholdelse. I § 7a, stk. 2, er der fastsat en række betingelser for den afgiftsfrie genopbygning. Der skelnes ikke mellem om genopbygningen/reparationen er væsentlig eller mindre væsentlig, hvilket må indebære, at enhver forandring, der sker i forhold til den afgiftsberigtigede motorcykel, udløser afgift.

Registreringsafgiftslovens § 7a indeholder således en række betingelser, som skal være opfyldt for at opnå fritagelse for betaling af ny registreringsafgift.

Hovedcentret skal her knytte nogle kommentarer til de enkelte betingelser

 -      

Det er en betingelse, at køretøjet efter ombygningen svarer til det i registreringsattesten omhandlende køretøj, hvilket Hovedcentret ikke mener er tilfældet, når man sammenligner fotografierne før og efter ombygningen.

 
 -  

Reparationen skal udføres løbende som almindelig vedligeholdelse, hvilket Hovedcentret ikke mener er opfyldt i denne sag. En løbende almindelig vedligeholdelse er ikke det tilfælde, hvor motorcyklen afleveres for udskiftning af alle dele på en gang. Nummerpladerne er deponeret og motorcyklen er afleveret til mekanikeren i en længere periode.

   
 -  

Køretøjet skal efter reparationen/genopbygningen svare til det i registreringsattesten omhandlende køretøj (fabrikat, model, type og årgang). Hovedcentret mener ikke, at motorcyklen svarer til en Harley Davidson Super Glide FXR, årgang 1988, som er den motorcykel, der er indregistreret og oprindeligt afgiftsberigtiget. I denne forbindelse kan nævnes det brede bagdæk, som må kræve en ny/ændret bagsvinger, således at det er muligt at påsætte det brede bagdæk. Det er Hovedcentrets opfattelse, at klageren netop har ønsket et markant andet udseende, som er mere moderne og strømlinet, end den model/type og årgang, som oprindeligt blev afgiftsberigtiget.

 
 -

Der skal anvendes reservedele, som er af en art og beskaffenhed, som normalt forefindes på og forhandles af forhandlere eller forefindes på værkstedernes lagre af nye reservedele. Hovedcentret mener ikke, at denne bestemmelse er opfyldt, når for eksempel tanken er specialfremstillet for at kunne tilpasses det nye udseende. Et andet eksempel på, at ombygningen sker for at opnå et andet udseende end det originale, er oplysningen om, at forgaflen kun er den originale for så vidt angår gaffelben, og at der er påmonteret et hylster udenpå af hensyn til cyklens udseende. Derudover kan nævnes bagskærmen og baglygten, som er specielfremstillet, og ikke er en lagerført vare.

Registreringsafgiftslovens § 7a, stk. 3, indeholder en beløbsgrænse for reparation/genopbygning. I klagerens sag er der imidlertid ikke tale om, at det sker med henblik på salg, da salget er foregået før ombygningen foretages. Endvidere fremgår det, at fritagelsen er betinget af, at omkostningerne til reparationen/genopbygningen ikke overstiger den almindelige pris for et tilsvarende køretøj. Eftersom fritagelsesbestemmelsen i § 7a også indeholder en beløbsgrænse, må det være lovgivers intention, at en reparation/ombygning ikke skal være en totalombygning, hvor alt udskiftes på en gang, og således medfører en markedspris af en helt anden størrelse.

Ser man på hvilken markedspris en ombygget Harley Davidson har i forhold til en Super Glide FXR, årgang 1988, er der en tydelig forskel. Da motorcyklen blev handlet i 1999 er prisen 135.000 kr., hvilket må anses for markedsprisen på daværende tidspunkt. I denne forbindelse kan det oplyses, at forsikringsselskabet har oplyst, at forsikringen bygger på en handelspris på 140.000 kr., og at selskabet ikke har oplysninger om, at motorcyklen er ombygget, men står original. Imidlertid kan der på internettet findes markedspriser for ombyggede Harley Davidson motorcykler, som har en væsentlig højere markedspris end en cirka 20 år gammel motorcykel, der fremstår original. Regionen har endvidere foretaget en vurdering af den ombyggede motorcykel, om end vurderingen kun er foreløbig, og har vurderet markedsprisen til at være cirka 375.000 kr. til 450.000 kr.

Det er Hovedcentrets opfattelse, at ombygningen har så stort et omfang, at det ikke kan anses for kun at være rene kosmetiske ændringer, som er foretaget, samt at en løbende vedligeholdelse ikke dækker den situation, at næsten alle dele udskiftes på en gang.

Klagerens påstand og argumenter

Der er nedlagt påstand om, at der ikke skal betales ny registreringsafgift af Harley Davidson motorcykel. Det gøres yderligere gældende, at værdien af motorcyklen er lavere end det af regionen fastsatte.

Det renoveringsarbejde, som er foretaget på motorcyklen, har karakter af vedligeholdelsesarbejde, og de væsentlige dele såsom motor, transmission, træksystem og stel er ikke udskiftet. Under arbejdet har mekanikeren i øvrigt rådført sig med myndigheden for at undgå afgiftsmæssige problemer.

Hvad angår arbejdet på motorcyklen bemærkes følgende

  1. ad benzintank. Er den gamle tank alene blevet forlænget for at den kan tilpasses sædet på motorcyklen. 
  2. ad forgaffel. Er der ikke sket nogen ændring af denne, der er blot sat et pyntehylster uden om. 
  3. ad bremsesystem. De to bremseplader var slidt og opfyldte ikke målene, og udskiftning er sket for at gøre motorcyklen lovlig. 
  4. ad forhjul og baghjul. Er disse skiftet således at der er anderledes fælge. 
  5. ad udstødning. Var den eksisterende udstødning defekt og knækket, og der er udskiftet til en ny. 
  6. ad sæde. Er dette ændret fra et dobbeltsæde til et enkeltsæde, da sædet var revnet i materialet. 
  7. ad instrumenteringen. Har instrumenterne samme funktioner som hidtil. 
  8. ad fodhvilesystem. Var det eksisterende tæret og nyt er sat på i beslag, der i forvejen var i stellet 
  9. ad forlygte. Var rusten og baglygte revnet, hvorfor der er sket udskiftning for lovliggørelse 
  10. ad sideskjolde. De dele der var på motorcyklen var ikke originale og var defekte, og er udskiftet med andre, som i øvrigt heller ikke er originale. 
  11. ad forskærm og bagskærm. Forskærm og bagskærm var medtaget og er derfor udskiftet. 
  12. ad luftfilterkasse. Denne er ikke udskiftet, men er blevet malet. 
  13. ad svingarm. Svingarm var blevet grim og er derfor udskiftet. 
  14. ad støddæmpere. Var slidt op og der kom olie ud af den. De skulle derfor skiftes.
  15. ad lakering. Lakeringen blev foretaget, da der var ridser i den gamle lak.

Det primære arbejde er vedrørende dele, der var påvirket af mekanisk slid, og de essentielle dele er bibeholdt, herunder det originale stel. De reservedele, som er anvendt, har alle reservedelsnumre.

Hvad angår værdien af motorcyklen bemærkes det, at regionen har rekvireret udskrifter på motorcykler til salg, som vedrører helt andre typer motorcykler end klagerens, og de motorcykler, der er indhentet oplysninger på, er væsentligt dyrere.

Som bemærkning til SKAT, Hovedcentrets udtalelse gøres der opmærksom på, at reparationens omfang ikke var tiltænkt fra starten, da klageren og mekanikeren ikke var klar over hvilke defekte dele der ville blive opdaget, men en total adskillelse af motorcyklen afslørede vitale mangler, som måtte laves ud fra et sikkerhedsmæssigt og lovmæssigt krav. Dette er en af årsagerne til den lange opholdstid på værkstedet. Derudover kan de fotos, der ligger i sagen, ikke anvendes som bevis for motorcyklens samlede stand, hvorfor der er fremsendt en række nye fotos. Da motorcyklen blev afgiftsberigtiget i 1998, var der også blevet udskiftet dele på den.

Efterfølgende er der fremlagt erklæringer fra en Harley Davidson forhandler og to værksteder, hvoraf fremgår, at motorcyklen var i dårlig stand før renoveringen, ligesom der er fremlagt en erklæring fra en potentiel køber, som dog ikke ville købe motorcyklen på grund af dens dårlige stand, samt en erklæring fra en fotograf, der udtaler sig om kvaliteten af de fotos af motorcyklen, der ligger i sagen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår således, at køretøjer, som tidligere er afgiftsberigtigede, under visse nærmere angivne betingelser kan repareres eller genopbygges uden at der skal betales ny registreringsafgift. Det fremgår desuden, at det blandt andet er en betingelse for afgiftsfritagelse, at der ikke sker ændringer med hensyn til køretøjets fabrikat, model, type og årgang.

Ud fra en samlet vurdering er Landsskatteretten enig med regionen og SKAT, Hovedcentret i, at motorcyklen ikke har bevaret sin afgiftsmæssige identitet, og dermed ikke er fritaget for ny registreringsafgift. Der er lagt vægt på, at selv om der ikke er foretaget ændringer af motor og stel, er der foretaget mange øvrige ændringer, der samlet set ikke kan anses som almindelig vedligeholdelse. De foretagne ændringer anses i øvrigt ikke for at være rent kosmetiske, og der er desuden anvendt en række specialfremstillede reservedele, hvilket gør, at motorcyklen i sin helhed fremstår som en anden model og type. Der henvises til Højesteret dom, SKM2008.954.HR, og Landsskatterettens kendelse af 18. oktober 2007, SKM.2007.738.LSR. Der henvises desuden generelt til punktafgiftsvejledningens afsnit E.1.3 .2.

Landsskatteretten stadfæster regionens afgørelse.

..."

Sagens omstændigheder i øvrigt

Den omhandlede motorcykel af mærket Harley Davidson, model FXR, Super Glide, årgang 1988, blev i 1998 importeret til Danmark fra Tyskland, hvor motorcyklen blev afgiftsberigtiget. I den forbindelse blev motorcyklen ikke forevist Vurderingsmyndigheden vedrørende Motorkøretøjer, men værdien blev fastsat med udgangspunkt i de anmeldte oplysninger om motorcyklen. A købte motorcyklen i april 1999 for 135.000 kr. af motorcykelforhandleren G1. I efteråret 2003 indleverede A motorcyklen til reparation ved ND, der driver et værksted. I forbindelse med reparationen, blev A opmærksom på, at der kunne opstå et spørgsmål om afgiftsberigtigelse, hvorfor han kontaktede skattemyndighederne.

Den 5. november 2004 skrev ND på vegne A bl.a. følgende til ToldSkat

"...

Følgende dele er lavet om, dvs. at original delen er blevet ombygget

Benzin tank

Følgende dele er blevet udskiftet

Forgaffel
Bremsesystem, hvoraf 1 stk. bremseskive er tilføjet. 3 stk. i alt
Forhjul
Baghjul
Udstødning
Sæde
Instrumentering
Styr
Fodhvilersystem
Forlygte og baglygte
Sideskjolde
Forskærm og bagskærm
Luftfilterkasse
Swingarm
Støddæmpere
Lakering

Følgende dele er ikke udskiftet og er fra standard modellen, dog er der foretaget polering af visse dele på motor og transmission

Motor
Transmission
Primær træksystem
Stel

..."

Den 26. januar 2005 blev den ombyggede motorcykel forevist Vurderingsmyndigheden vedrørende Motorkøretøjer. I forbindelse med besigtigelsen tog vurderingsmyndigheden nogle fotografier af motorcyklen.

På baggrund af As henvendelse af 5. november 2004 og fotografierne traf ToldSkat den 22. februar 2005 foreløbig afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgår blandt andet følgende:

"...

Sagsfremstilling

På grundlag af de foreliggende oplysninger og de fremviste fotografier, er det ToldSkat's opfattelse, at motorcyklen efter ombygningen ikke længere svarer til den afgiftsberigtigede motorcykel, og at der derfor skal betales ny registreringsafgift, såfremt motorcyklen skal køre på offentlig vej, jf. vedlagte sagsfremstilling.

...

Vurderingsmyndigheden vedrørende Motorkøretøjer har oplyst, at motorcyklen ikke var bygget færdig på forevisningstidspunktet. Myndigheden har samtidig anslået motorcyklens handelspris til en størrelsesorden af 375.000 kr. - 450.000 kr. Hertil svarer et registreringsafgiftsbeløb på ca. 234.000 kr. - 282.000 kr. "

Den 10. januar 2006 traf SKAT endelig afgørelse vedrørende sagen. Af afgørelsen fremgik bl.a., at der skulle svares registreringsafgift af motorcyklen, da den efter ombygningen ikke længere svarede til det tidligere afgiftsberigtigede køretøj. Det var således regionens opfattelse, efter en vurdering af de fremlagte fotografier, der viste motorcyklen på anmeldelsestidspunktet i 1998 og efter ombygningen sammenholdt med NDs beskrivelse, at motorcyklen havde mistet sin afgiftsmæssige identitet.

A indbragte SKATs afgørelse for Landsskatteretten. Da Landsskatterettens kontor havde indstillet til medhold, og en lignende sag var appelleret, anmodede Landsskatteretten SKAT, Hovedcentret, om en udtalelse i sagen. Af Landsskatterettens brev af 2. juli 2007 til SKAT, Hovedcentret, fremgår bl.a. følgende vedrørende kontorets indstilling til afgørelse:

"...

Henset til, at de foretagne ændringer må anses som løbende vedligeholdelse, reparation eller rene kosmetiske ændringer, og at der ikke er sket ændringer af motor eller stel, anser Landsskatterettens kontor klagerens motorcykel for fritaget for ny registreringsafgift.

..."

Der har været fremlagt fotografier af motorcyklen optaget, da den blev afgiftsberigtiget i 1998 og da den blev fremstillet for vurderingsmyndigheden i januar 2006. Der har endvidere været fremlagt et fotografi og en beskrivelse af en original Harley Davidson Super Glide FXR, motorcykel.

Forklaringer

A har forklaret, at han er selvstændig. Han er ikke medlem af en motorcykelklub eller har relationer til rockermiljøet. Han købte motorcyklen i 1999 i forretningen G1. Han gav 135.000 kr. for motorcyklen. Han gav også en motor i bytte. Motorcyklen var i dårlig stand, da han købte den. Der var bl.a. rust på motorcyklen og andre "overfladeting". Han gjorde et godt køb og han er ikke i tvivl om, at den havde kostet 45.000 kr. mere, hvis den havde været i fin stand. Motorcyklen var nysynet. Motorcyklen var på daværende tidspunkt 11 år gammel og den havde haft flere ejere. Den havde blandt andet kørt som politimotorcykel i USA. Selv har han brugt motorcyklen som transportmiddel til daglig og han har kørt "hyggekørsel" på den. Han har som regel brugt den, når det var godt vejr. Den har stået i en carport og nogle gange har den også stået udenfor.

Det er således en motorcykel, han har brugt en del. Motorcyklen blev i dårligere og dårligere stand, og i 2003 kontaktede han ND, der havde et værksted, hvor han reparerede motorcyklen. De var enige om, at motorcyklen skulle bringes i en stand, så den kunne synes. Han var i øvrigt opsat på at få motorcyklen bragt i ordentlig stand, da han havde set i medierne, at politiet stoppede en del motorcykler af denne type. ND så på motorcyklen og kontaktede derefter A. De talte i første omgang kun om de ting, der nødvendigvis skulle laves. Der var nogle dele på motorcyklen, der var meget slidt, bl.a. var bremseskiverne under lavmålet. Endvidere havde manchetterne været knækkede i den tid han havde haft motorcyklen. Inden han henvendte sig til ND, var motorcyklen blevet repareret ved en mekaniker et par gange. Der var blevet lavet nogle nødtørftige reparationer på den. Først lavede ND de nødvendige reparationer på motorcyklen, så den kunne køre. Herefter blev de enige om, at motorcyklen skulle føres "up to date". Det vil sige, at fejl og mangler skulle være helt udbedret, og den skulle være lovlig. I forbindelse med reparationen blev han enig med ND om, at de skulle henvende sig til Skattemyndighederne, da han havde hørt, at der kunne være problemer i forhold til afgiftsberegningen. De aftalte med ToldSkat, at motorcyklen skulle fremvises. I den forbindelse oplyste han, at motorcyklen havde en værdi af 200.000 - 250.000 kr. Han hørte nogen nævne, at motorcyklen kunne bruges som prøvesag. Han mener ikke, at det er en realistisk at værdiansætte motorcyklen til 375.000 - 460.000 kr., som vurderingsmyndigheden har gjort. Den dyreste motorcykel af samme model, man kan købe i Danmark, koster 250.000 kr., og den er meget flottere end hans. Efter han havde indbragt sagen for Landsskatteretten, var han til et møde med fuldmægtig MP. Der talte de netop om, at man godt måtte pynte på sin motorcykel uden, at der skulle ske afgiftberigtigelse. F.eks. oplyste han, at det er i orden at sætte bredere dæk på motorcyklen, som han har gjort. ND havde motorcyklen stående i en lang periode, fordi han gik lidt til og fra arbejdet, og fordi han blev syg under vejs.

ND har som vidne forklaret, at han er uddannet maskinarbejder og nu har et værksted, hvor han reparerer bl.a. motorcyklen. Da A henvendte sig med sin motorcykel, var der en del fejl og mangler på motorcyklen. Han kunne umiddelbart konstatere, at der var problemer med støddæmperne, at sædet var i stykker, sideskjoldet sad løst og udstødningssystemet var knækket i ophænget, som der også var revner i det. Disse ting skulle alle sammen umiddelbart laves. Endvidere var motorcyklen i øvrigt i mangelfuld stand. Den bar præg af, at den var blevet brugt meget uden løbende at være vedligeholdt. Da han gik i gang med at reparere på motorcyklen, dukkede der andre ting op, der var nødvendige at lave, for at det var sikkert at køre på motorcyklen. For ikke at gøre noget forkert i forhold til afgiften, henvendte han sig til skattemyndighederne for at høre, om det gav anledning til problemer i afgiftsmæssig henseende, at de forskellige ting blev udskiftet på motorcyklen. Han fik at vide, at udskiftning af skærme og mindre dele ikke var noget, man lagde vægt på i den henseende. Det var efter denne samtale, at han skrev brevet af 5. november 2004, hvor han beskrev, hvad der var blevet lavet på motorcyklen. Selve benzintanken er ikke blevet skiftet. Der er lagt en plade i benzintanken. Pladen dækker et hul, der opstod, fordi sædet skulle skiftes. Det nye sæde havde ikke helt samme form som det gamle, og det dækkede derfor ikke tanken på samme måde. Det gamle sæde blev skiftet, fordi der var en flænge i det. Hvis man ikke havde sat pladen i tanken, kunne man f.eks. få sit tøj i klemme. Der er således ikke ændret på benzintankens funktion. Forgaflerne er ikke skiftet, men der er sat pyntehylstre omkring forgaflerne, fordi de var blevet grimme. Bremsesystemet er ført tilbage til det oprindelige, der også bestod af 3 bremseskiver. Udstødningen blev skiftet. Det er et velkendt problem, at ophænget revner i denne type udstødninger. Instrumenteringen er den samme og har de samme funktioner som oprindeligt. Den er bare skiftet til noget nyere. På styret var chromet brudt op og dette blev skiftet. Det var rent kosmetisk og det nye styr er af samme type. Fodhvilersystemet, der er en del af bremsesystemet, var tæret og blev derfor skiftet. Det er af afgørende betydning, at fodhvilersystemet bliver skiftet, da der ellers vil trænge vand ind i bremsecylinderen. På forlygten var den "parabol", hvor pæren sidder fast, tæret. Derfor blev lygten skiftet. Baglygten blev også skiftet, da glasset var revnet og da indsatsen sad løs i "parabolen". Sideskjoldene blev skiftet af kosmetiske hensyn. De er sat fast på samme måde, som på den oprindelige motorcykel og kan nemt afmonteres. Forskærmen kan man ikke se på billederne, da den ikke er sat på, fordi motorcyklen aldrig er blevet gjort færdig. Bagskærmen blev skiftet, fordi den var tæret og er en del af støddæmperen. I øvrigt var bagskærmen tidligere blevet repareret. Luftfilteret er ikke skiftet. Det er kun blevet malet blåt. Swingarmen blev skiftet, fordi den var korroderet og fordi de gummibøsninger, den var hængt op i, var ødelagte. Støddæmperne lækkede olie, det var derfor nødvendigt at reparere dem. Lydpotten, der var tæret, blev skiftet til et bedre system, som er mere holdbart. Der blev sat et bredere dæk bagpå, men det er den samme fælg. Motorcyklen blev omlakeret, fordi der var defekter i lakken og for at give et pænt indtryk, når der var foretaget så mange reparationer. Motoren er ikke skiftet, men alene pudset op. Hvis man skiller en motorcykel ad, består den i det hele af et par tusind dele. De dele han har skiftet ud på motorcyklen, har alle været dele, han kunne slå op i et katalog og købe via kataloget. De har således alle passet til modellen. Alt er monteret i de oprindelige sømhuller, befæstninger og beslag. Han mener den pris for motorcyklen, som vurderingsmyndigheden har anslået, er helt urealistisk. Motorcyklen har maksimalt en værdi af 250.000 kr. Han tror, at vurderingsmyndigheden må have sammenlignet motorcyklen og vurderet den ud fra en helt anden type, nemlig en FXST, der er en meget dyrere serie motorcykler. Han havde motorcyklen indleveret til reparation fra 2003 til januar 2005. Efter reparationerne havde motorcyklen helt de samme køreegenskaber som før.

Parternes synspunkter

A har til støtte for den nedlagte påstand bl.a. gjort gældende, at de reparationer, der er foretaget på motorcyklen, ikke medfører, at motorcyklen har ændret identitet i et sådan omfang, at der skal betales ny registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 1 og/eller § 7a. De ændringer der er foretaget på motorcyklen, er hovedsageligt løbende vedligeholdelse og reparationer samt af rent kosmetisk karakter. Stel, motor, gearkasse samt andre væsentlige dele af motorcyklen er identiske med de dele, der sad på motorcyklen, da den blev indregistreret. Da disse bærende elementer i motorcyklen ikke er udskiftet, har det formodningen imod sig, at motorcyklen har ændret identitet i afgiftsmæssig henseende. Endvidere kan rent kosmetiske ændringer og almindelig vedligeholdelse under ingen omstændigheder medføre, at motorcyklen ændrer identitet.

Skatteministeriet har til støtte for den nedlagte påstand bl.a. gjort gældende, at motorcyklen efter afgiftsberigtigelsen i 1998 er ombygget i et sådan omfang, at den har mistet sin afgiftsmæssige identitet, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 3. De foretagne ændringer af benzintanken, bremsesystemet, forhjul, baghjul, udstødning, sæde, instrumentering, styr, fodhvilersystem, forlygte, baglygte, sideskjold, forskærm, bagskærm, luftfilterkasse, swingarm, støddæmper og lakering opfylder ikke betingelserne for afgiftsfritagelse efter registreringsafgiftslovens § 7a. Ændringerne har ikke karakter af reparation eller genopbygning, men er en egentlig ombygning af motorcyklen. Endvidere er ændringerne ikke foretaget som løbende vedligeholdelse, men er en større samlet ombygning af motorcyklen, hvorfor ændringerne ikke opfylder betingelserne for afgiftsfritagelse i § 7a, stk. 2, nr. 1, og nr. 3. De foretagne ændringer udgør til sammen en så omfattende ombygning af motorcyklen, at den ikke længere svarer til den model, type og årgang, som er lagt til grund ved afgiftsberigtigelsen i 1998, jf. registreringsafgiftslovens § 7a, stk. 2, nr. 1. Motorcyklen har således nu et helt andet udseende efter ombygningen og fremtræder ikke som en model FXR, Superglide årgang 1988. Endvidere er de foretagne ændringer ikke alene af kosmetisk karakter, idet der er foretaget væsentlige tekniske ændringer, såsom montering af et bredt bagdæk, tilførsel af en ekstra skivebremse, udskiftning af støddæmpere, ændret instrumentering og udstødning. Den omfattende ombygning af motorcyklen bekræftes også af, at motorcyklens værdi, ifølge vurderingsmyndighedens vurdering i 2006, inkl. registreringsafgift udgjorde ca. 375.000 kr. - 450.000 kr. Endelig opfylder de foretagne ændringer ikke betingelsen i registreringsafgiftslovens § 7a, stk. 2, nr. 3, om, at reparationen skal være udført ved anvendelse af modelsvarende reservedele. Der er således anvendt en specialfremstillet benzintank. Endvidere er en række af de udskiftede reservedele erstattet med dele, som adskiller sig markant fra de dele, som motorcyklen var opbygget af, da den blev afgiftsberigtiget i 1998. Det forhold, at en række dele var nedslidte begrunder endvidere ikke, at det skulle have været nødvendig at udskifte dem med helt andre dele af en anden model.

Rettens begrundelse og afgørelse

Motorcyklen har været indleveret til reparation i en periode på 1½ år, hvor der er blevet udskiftet bremsesystem, forhjul, baghjul, udstødning, sæde, instrumentering, styr, fodhvilersystem, for- og baglygte, sideskjolde, for- og bagskærm, swingarm og støddæmpere. Desuden er der foretaget en ændring af benzintanken for at tilpasse denne til et nyt sæde med en anden udformning end det oprindelige. Motorcyklen er blevet omlakeret og på forgaflerne er der monteret "pynterør", der får forgaflerne til at se kraftigere ud. Henset hertil og sammenholdt med de fremlagte fotografier af motorcyklen, som den fremstod ved afgiftsberigtigelsen i 1998 og efter reparationerne og ombygningen, er motorcyklen ikke i afgiftsmæssig henseende identisk med det tidligere afgiftsberigtigede køretøj, hvorfor der skal svares ny registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 3. Da der er foretaget så mange ændringer på motorcyklen, der har fået et ganske andet udseende, og da ændringeme er foretaget på en gang og over en lang periode, hvor motorcyklen har været indleveret hos en mekaniker, er disse ikke udført som almindelig vedligeholdelse, hvorfor motorcyklen allerede af denne grund ikke er fritaget for afgift, jf. regstreringsafgiftslovens § 7 a, stk. 1.

Skatteministeriets frifindelsespåstand tages derfor til følge.

A skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med i alt 35.000 kr., jf. retsplejelovens § 312, stk. 1. Beløbet, der er inklusive moms, vedrører Skatteministeriets udgifter til advokatbistand.

Retten har lagt vægt på sagens karakter og økonomiske værdi, der skønsmæssigt efter parternes oplysninger om den forventede afgift, er fastsat til 200.000 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal i sagsomkostninger betale 35.000 kr. til sagsøgte, Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.