Parter

H1 Invest v/A
(advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Sune Riisgaard)

og

A
(advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Sune Riisgaard)

Afsagt af landsdommerne

Bloch Andersen, Jens Kruse Mikkelsen og Annette Fæster Petersen (kst.)

Byrettens dom af 8. januar 2009 (BS RS-238/2008 og BS RS-239/2008) er anket af H1 v/A med påstand om, principalt at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at afgiftstilsvar for moms for As personligt ejede virksomhed H1 Invest for afgiftsperioden april-oktober 2000 nedsættes med 683.250 kr., subsidiært at sagen hjemvises til told- og skatteforvaltningen (sag B-151-09), og er anket af A med påstand om, principalt at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at As personlige indkomst vedrørende indkomståret 2000 nedsættes med 2.733.000 kr., subsidiært at sagen hjemvises til told- og skatteforvaltningen (sag B-152-09).

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er for landsretten afgivet forklaring af A.

A har supplerende forklaret blandt andet, at TL rettelig havde vundet hovedpræmien i Kræftens Bekæmpelses lotteri og ikke i lotto, og at han selv ikke tjente 380.000 kr. men 300.000 kr. på samarbejdet med TL. Denne indkomst blev beskattet i 2001.

Han kendte ikke LE fra dengang, de begge arbejdede hos G2. LE var ansat på hovedkontoret, mens han selv og TL arbejdede på regionskontor.

À conto beløbene på i alt 780.000 kr., som han modtog i 2000 fra TL for at vise, at der var realiteter i samarbejdet, var foranlediget af, at han ellers ikke var i en position til at starte en ny virksomhed op sammen med TL. Beløbet indgik i den endelige opgørelse i efteråret 2001 og dermed i det beløb, der blev beskattet i 2001. Da de hæftede solidarisk for retssagerne vedrørende sommerhusene, havde de en gensidig interesse i, at den anden part var økonomisk "i live". Det var ikke sædvanligt for ham at få så stort et forskud fra en medarbejder, som blev ansat. Det første beløb på 380.000 kr. skulle give ham sikkerhed for, at H.1.2 kunne betale momsen for en forventet indtægt fra TLs projekt på 1,5 mio. kr. De efterfølgende 400.000 kr. var en hjælp til ham fra TL, da han var illikvid på daværende tidspunkt. Det var tanken med samarbejdet, at H.1.2 skulle betale de fælles udgifter til sommerhusretssagerne. Så vidt han vidste, havde TL ikke andet arbejde, da denne blev ansat i sommeren 2000, men var på understøttelse.

Medio og ultimo oktober 2000 var han på forretningsrejse i Tyskland og Polen, og han var således ikke i Danmark, da fakturaerne af 21. oktober 2000 blev udstedt. Han tog hjem fra Polen for at udskrive de to fakturaer af 19. september 2001, da han havde det økonomiske ansvar for sin virksomhed. Han har altid skrevet sine fakturaer selv. Han undrede sig ikke dengang over, at der i den ene af de to fakturaer af 19. september 2001 stod "slutfaktura". Han undrede sig heller ikke over størrelsen på fakturaerne og spurgte ikke, om der var andre fakturaer end de to.

TL havde ikke fuldmagt til at præsentere checks eller hæve beløb på H.1.2s konto i Nordea. Det var ikke den bank, de benyttede, da de arbejdede sammen tidligere. Dengang benyttede de Sparekassen. Han talte ikke med TL om, hvem der skulle modtage checken til dækning af fakturaerne fra september 2001. Da han kom hjem fra Polen, ringede TL og forklarede, at pengene var modtaget, og at de nu skulle have lavet en slutopgørelse, hvori de udbetalte á conto beløb på 780.000 kr. skulle indgå. I den forbindelse aftalte de den afregning, som fremgår af replikken for byretten, hvorefter han fik 1.200.000 kr. Lægges hertil forskuddene fra 2000 på 780.000 kr. var den samlede afregning på 1.980.000 kr. Foreholdt, at de fakturaer fra 2001 inklusive moms var på 1.875.000 kr., og han dermed ville få lidt over 100.000 kr. mere i indtægt end fakturaindtægterne, forklarede han, at TL skulle betale sin egen løn. Han satte ikke spørgsmålstegn ved den fordeling, som TL dikterede. Det var TLs projekt, som hans firma lagde navn til. Han kan ikke forklare, hvorfor han ikke søgte at forlænge samarbejdet ud over det aftalte tidsrum på et år, når det nu gav så stort et udbytte for hans virksomhed. Desuden gav samarbejdet ikke så meget til ham, da TL jo ville have pengene tilbage.

Hans og TLs mellemregning i anledning af sommerhus-sagerne var nødvendig, da den allerede eksisterede, da deres samarbejde ophørte i 1998, selv om deres advokat senere afregnede for retssagerne med halvdelen til dem hver. Der var tre sager, der blev forligt omkring oktober 2001. Foreholdt, at den sidste sag først blev afgjort i 2003, forklarede han, at det i 2001 stod klart for dem, at det kun var de svigtende lejeindtægter, de kom til at erstatte, og at det var mindre, end de havde frygtet.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det lægges til grund, at A på et tidspunkt i 2000 ansatte TL i sin personligt ejede virksomhed H1 Invest til at igangsætte en ny aktivitet under anvendelse af binavnet H.1.2. Efter As egen forklaring for byretten havde TL kontakt til en bygmester, som TL kunne hjælpe med at vinde entrepriser hos ATP. A spurgte ikke inden ansættelsen nærmere ind til konstruktionen og indholdet af aftalen med bygmesteren, og førte ikke under ansættelsen nogen form for tilsyn med TLs arbejde. A har vedkendt sig de to sidste fakturaer udstedt den 19. september 2001, men nægter ethvert kendskab til de fem forudgående fakturaer udstedt i perioden fra den 27. april 2000 til den 21. oktober 2000.

Henset til,

lægger landsretten til grund, at TL begyndte at arbejde for H1 Invest før det i ansættelseskontrakten angivne begyndelsestidspunkt den 4. september 2000, og tiltræder derfor, at alle fakturabetalinger må anses for realiseret indkomst i H1 Invest, og at der af virksomheden skal betales moms af de fakturerede beløb.

Det bemærkes i øvrigt, at landsretten tilsidesætter As forklaring om, at nogle af betalingerne fra TL til ham skulle udligne en mellemregningskonto i anledning af erstatningssagerne vedrørende sommerhus-projekterne. A har således ikke ført et fyldestgørende dokumentbevis for mellemregningskontoens udvisende eller for de erstatningsbeløb og advokatomkostninger, som han selv eller TL har betalt i anledning af erstatningssagerne, selv om A må anses for uden vanskeligheder at kunne have ført et sådant bevis. Der er heller ikke ført bevis for, i hvilket omfang de modtagne fakturabetalinger er ført tilbage til kredsen omkring LE eller SN, eller at sådanne betalinger udgør andet end returkommission, som der ikke er fradragsret for. Der er derfor ikke grundlag for at beskatte mindre end de fulde fakturabeløb.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Under hensyn til sagens udfald, karakter og omfang skal H1 Invest og A i sagsomkostninger for landsretten betale henholdsvis 50.000 kr. og 75.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af salær til advokat.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal - H1 Invest v/A betale 50.000 kr. til Skatteministeriet og - A betale 75.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.