Parter

A
(Advokat Sine Gry Bækby)

mod

SKAT 
(Kammeradvokaten v/Advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af byretsdommer

Charlotte Schrøder

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag har sagsøgeren, A, overfor sagsøgte, SKAT nedlagt følgende påstande

Påstand 1

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at de af sagsøger under påstand 2 rejste krav ikke er forældede.

Påstand 2

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsøger 29.891.947 kr. med tillæg af den til enhver tid gældende procesrente af 9.338.334 kr. fra den 12. februar 1990 til betaling sker samt 13,75 % i rente af 11.420.194 kr. fra den 2. oktober 2006 til betaling sker, samt tilpligtes at betale sagsøger 27.715.144 kr. med tillæg af procesrente fra den 18. januar 2007 til betaling sker.

Sagsøgte har principalt påstået afvisning. Subsidiært frifindelse.

Overfor sagsøgtes afvisningspåstand har sagsøgeren nedlagt påstand om, at sagen fremmes til realitetsbehandling.

Spørgsmålet om sagen skal afvises og spørgsmålet om forældelse er udskilt til særskilt påkendelse i medfør af retsplejelovens § 253.

Nærværende sag er anlagt ved stævninger modtaget i retten henholdsvis den 21. december 2006 og den 18. januar 2007. Sagerne er indbragt for fogedretten i medhør af retsplejelovens § 505, og er efter parternes anmodning henskudt til behandling ved de almindelige domstole.

Af stævningen modtaget den 21. december 2006 (bilag 1) fremgår, at sagsøgeren fremsætter krav mod sagsøgte om betaling af 29.891.947 kr. med nærmere angivne renter. Af stævningen fremgår videre følgende:

"...

Processuel bemærkning

Nærværende sag anlægges ved fogedretten i medfør af retsplejelovens § 505, idet fogedretten den 12.2.1990 og 11.4.1990, foretog udlæg på begæring af sagsøgte, i det sagsøger tilhørende depot i F1X Bank (nu F1 Bank).

..."

Kravet er i stævningen opgjort således

"...

Nettoformue i depot pr. 14.3.1990	12.805.334 kr.
- ejerpantebreve i matr. ...1.	3.467.000 kr.
	9.338.334 kr.
+ F1 Banks påståede tab ved realisation af investeringsdepotet ifølge dom af den 22. marts 2006 i BS 1-101/2006 ved Byretten	11.420.194 kr.
+ renter ifølge dom, 13,75 % fra den 14.11.1990 til 1.10.2006	9.133.419 kr.
I alt	29.891.947 kr.

..."

Af stævningen modtaget den 18. januar 2007 (bilag 5) fremgår, at sagsøgeren fremsætter krav mod sagsøgte om betaling af 27.715.144 kr. med nærmere angivne renter. Af stævningen fremgår videre følgende:

"...

Processuel bemærkning

Nærværende sag anlægges ved fogedretten i medfør af retsplejelovens § 505, idet fogedretten den 12.02.1990 og den 13.02.1990 foretog udlæg på begæring af sagsøgte i 29 ejendomme tilhørende sagsøger. Udlægget blev noteret med 15.363.634 kr. på hver ejendom, altså udlæg på i alt 445.545.415 kr. på de 29 ejendomme.

..."

Kravet er i stævningen specificeret som

"...

A. Tab ved tvangssalg af sagsøgers personligt ejede ejendomme	19.532.400 kr.
B. Tab ved tvangsopløsning af sagsøgers selskab H1 ApS	5.264.670 kr.
C. Tab ved ikke refunderede omkostninger ved skattesager i landsskatteretten og Landsretter	1.418.074 kr,
D. Tab ved gebyrer og morarenter	500.000 kr.
E. Erstatning for tort og tab af helbred og ved et uafbrudt beslaglagt liv gennem 14 år	1.000.000 kr.
Tab i alt	27.715.144 kr.

..."

Det fremgår af stævningen, at det tab, der er opgjort vedrørende "A. Tab ved tvangssalg af sagsøgers personligt ejede ejendomme", er opgjort på baggrund af opgørelser ved salg af 14 ejendomme, der er solgt i perioden fra 1990 til 1998. Der er anført, hvad ejendommene er solgt for og senere videresolgt for, for så vidt det er tilfældet. Tabet er opgjort som forskellen mellem den første salgssum og en anslået salgsværdi for 2006.

Det fremgår videre af stævningen, at kravet "B. Tab ved tvangsopløsning af sagsøgers selskab H1 ApS" vedrører salg af 4 ejendomme, der er solgt i perioden 1993 til 2001 samt udgifter ved gennemførelsen af konkursbehandling af selskabet ifølge det foreløbige regnskab af 23. juli 2004. Tabet vedrørende salg af ejendommene er også her opgjort som forskellen mellem den første salgspris og den anslåede salgsværdi i 2006. Det opgjorte tab er sat i forhold til den trækret, der er oplyst om for A.

Posten "C. Tab ved ikke refunderede omkostninger ved skattesager i Landsskatteretten og Landsretter" er opgjort som udgifter afholdt i forbindelse med retssagerne i perioden 1989 til 2004.

Posten "D. Tab ved gebyrer og morarenter" vedrører ifølge stævningen gebyrer og renter i forbindelse med ejendomsskatter, forbrugsafgifter m.v. som følge af blokering af alle midler.

Om posten "E. Erstatning for tort og tab af helbred og ved et uafbrudt beslaglagt liv gennem 14 år" er det i stævningen anført, at de uberettigede udlæg i årene fra 1990 til 2003 har "hvilet som en tung nedværdigende, umyndiggørende og økonomisk lammende spændetrøje over A, og at denne tilstand gennem mange år har nedbrudt sagsøgers mentale helbred, så han ikke længere er i stand til at klare sine ting alene, samt at hans image er ødelagt ved banker, jurister, skattemyndigheder og retsvæsen.

Oplysningerne i sagen

Sagsøgeren har i stævningerne nærmere redegjort for sin opfattelse af sagsforløbet. Af stævningen modtaget den 21. december 2006 fremgår bl.a. følgende af sagsfremstillingen:

"Den 10. januar 1980 emigrerer sagsøger til Spanien, hvilket der gives meddelelse om til de respektive myndigheder.

Trods det forhold at sagsøger hvert år har indgivet selvangivelse som begrænset skattepligtig foretager de danske skattemyndigheder nogle skønsmæssige indkomst- og formueansættelser i årene 1980 - 1993.

...

Sagsøger anerkender ikke disse ansættelser, som også senere viser sig at være fejlagtige, idet han har negativ indkomst i disse år.

...

Skattemyndighederne fortsætter med disse ansættelser frem til 1993, med en fast indkomstansættelse på kr. 3.000.000,00 og en formueansættelse stigende hvert år med kr. 2.000.000,00 indtil formueansættelsen udgør kr. 30.000.000,00.

...

Af de forudgående 8 år - årene 1972 - 1979 har sagsøgers indtægt i gennemsnit ligget på ca. 30.000,00 og på intet tidspunkt været højere end 142.000,00 kr.

..."

Den 11. februar 1985 udfærdigede Skatteforvaltningen en revisionsrapport vedrørende sagsøgte A til brug for vurdering af ansvar, samt til brug for fastsættelse af skattetilsvar (bilag 11).

Af rapporten fremgår følgende

"...

1) Sagens opståen og omfang

Skatteyderen melder den 10/1-1980 flytning til Spanien via Folkeregistret. l de følgende år bliver skatteyderen jævnligt observeret i ..., Danmark.

I den anledning optages sagen til nærmere prøvelse, ved at vi den 13. juli 1981 retter henvendelse til Statsskattedirektoratets afdeling K-2 med henblik på, at få oplysninger om skattepligtsforholdene til Spanien.

Der rettes igen henvendelse til Spanien den 3. juni 1983.

Både henvendelser i 1981 og 1983 bliver besvaret med, at de spanske myndigheder ikke kender skatteyderen.

Ved en af skatteforvaltningen foretaget revision i 1984/85 blev det konstateret, at skatteyderen havde unddraget beskatning af kr. 11.608.099 for indkomstårene 1980 - 1983 incl., der specificeres således:

1980	kr.	3.586.309
1981	kr.	2.720.193
1982	kr.	2.096.506
1983	kr.	3.205.092
	kr.	11.608.099

samt formueskat af kr. 49.669.116 for indkomstårene 1980 - 1983 incl., der specificeres således:

1980	kr.	11.185.900
1981	kr.	12.529.284
1982	kr.	14.443.920
1983	kr.	11.510.012
	kr.	49.669.116

Via en retsanmodning rejste politi og skattevæsen den 9. december 1984 til Spanien med henblik på at undersøge skattepligtsforholdene til Spanien nærmere.

..."

Den 20. november 1984 var der blevet sendt en international retsanmodning til Politidirektoratet , Politistationen, Afdelingen for international kriminalitet i Spanien. Der blev den 13. december 1984 udarbejdet en rapport af det spanske politi vedrørende behandlingen af denne retsanmodning (bilag 10). Af rapporten fremgår, at A i Danmark var sigtet for skattesvig efter straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, og der blev anmodet om nærmere angivne oplysninger til brug for efterforskningen. Af rapporten fremgår i øvrigt følgende:

"...

F3 delegation bestående af vicepolitimester VN, polititjenestemand MP, repræsentanter fra de danske skattemyndigheder, VS og NN, og advokat DL ankom her til byen for at være til stede ved behandlingen af den internationale retsanmodning.

...

Amtsskatteinspektoratet i Spanien oplyser, at A har indgivet selvangivelser over indkomst og formue og at han har foretaget følgende indbetalinger af skat:

Indkomstskat 1980	98.183 ptas.
Indkomstskat 1981	179.173 ptas.
Indkomstskat 1982	-
Formueskat 1980	173.497 ptas.
Formueskat 1981	132.542 ptas.
Formueskat 1982	165.614 ptas.

...

1: På spørgsmålet om, hvorfor de spanske skattemyndigheder den 21. januar d.å. havde oplyst, at man ikke kendte noget til A, når man nu svarer det modsatte og kommer med oplysninger om vedkommende, svarede skattevæsenets funktionærer, at der var sket en fejl, sandsynligvis på grund af den måde, sagen var arkiveret.

..."

Af "Oversigt over investerings-engagementets indhold ifølge udskrift af 14/3 1990" (bilag 1.3) fremgår, at As engagement bestod af aktiver i form af danske og udenlandske aktier, obligationer, pantebreve og en sikringskonto med en værdi i alt 39.771.761 kr. De enkelte aktiver er nærmere specificeret i bilag 1.4.

På begæring af det daværende Statsskattedirektorat og senere Told- og Skattestyrelsen, foretog kommunen i perioden 1990 til 2002 udlæg i en række af As aktiver for skønsmæssigt ansatte skatteansættelser.

For så vidt angår 1990 - 1998 er der ifølge udskrifter af fogedbogen (bilag 2.1 - 2.13) foretaget følgende udlæg hos A:

"...

Bilag 2.1

Udlæg foretaget den 12. februar 1990 i F1X Bank for restskat 1986, forfaldsår 1987 -48.912 kr., restskat 1980, 81, 82, 83, 84, 85, 86, 87, og B-skat 1988, forfaldsår 1988 -11.619.135 .kr., restskat 1987, B-skat 1989, forfaldsår 1989 -3.062.086 kr., B-skat 1990, forfaldsår 1990 274.248 kr., Bunden opsparing -282.720 kr., i alt 15.287.101 kr.

Udlæg blev foretaget i to depoter og 29 ejendomme, herunder ejendommen matr. ...1.

Det blev ved skrivelse af den 23. april 1991 fra F1X Bank til A meddelt, at der var noteret udlæg, og at dette betød, at A ikke kunne disponere over nogen privatkonto, at der ikke kunne frigives pantebreve fra depoter i forbindelse med handel af ejendomme, og at der ikke kunne handles med værdipapirer fra nogen depoter.

Det blev endvidere meddelt, at F1X Bank havde oprettet en ny konto, som kunne benyttes til daglige forretninger, og at As udlandslån for fremtiden ville blive forlænget med 3 måneder i uændret valuta, såfremt banken ikke modtog anden skriftlig instruktion.

Bilag 2.2

Udlæg foretaget den 11. april 1991 i F1X Bank for B-skat 1990, restskat 1988, forfaldsår 1990 -2.394.424 kr., B-skat 1991, restskat 1988 og 1989, forfaldsår 1991 -3.883.134 kr., i alt 6.281.888 kr.

Udlæg blev foretaget i depoter.

Bilag 2.3

Udlæg foretaget den 29. januar 1992 på ...2, for restskat 1980, 81, 82, 83, 84, 85, 86, 87, og B-skat 1988, forfaIdsår 1988 -11.376.617,74 kr., restskat 1987, B-skat 1989, forfaldsår 1989 -3.062.086 kr., restskat 1988, B-skat 1990, forfaldsår 1990 -2.668.672 kr., restskat 1988, 89, B-skat 1991, forfaldsår 1991 -4.711.554 kr., B-skat 1992, forfaldsår 1992 -136.847 kr. i alt 21.995.776,74 kr.

Udlæg blev foretaget i anparterne i H1 ApS reg. nr. ApS ...

Bilag 2.4

Udlæg foretaget den 20. januar 1994 på ejendommen for restskat 1991 -3.304.281 kr. og B-skat 1993 -1.425.300 kr., i alt 4.729.581 kr.

Udlæg blev foretaget i ejendommen matr. nr. ...3

Bilag 2.5

Udlæg foretaget den 7. marts 1995 i F2 Bank for 3.600.123 kr. Det står ikke angivet, hvilket krav, der er foretaget udlæg for.

Udlæg blev foretaget i 2 konti i F2 Bank med indestående på henholdsvis 47.895 kr. og 71.301 kr.

Bilag 2.6

Udlæg foretaget den 7. marts 1995 i F3 Bank for restskat 1992, forfaldsår 1994 -3.600.123 kr.

Udlæg blev foretaget i 3 konti i F3 Bank med indeståender på henholdsvis 162.248,62 kr., 0,00 kr. og 58.606,39 kr.

Bilag 2.7

Udlæg foretaget den 24. marts 1995 i F1 Bank for restskat 1992, forfaldsår 1994 -3.260.070,59 kr.

Udlæg blev foretaget i konto i F1 Bank med indestående på 155.000 kr.

Bilag 2.8

Udlæg foretaget den 24. marts 1995 på ejendommen for restskat 1980-1994 -35.310.690,59 kr.

Udlæg blev foretaget i ejendommen matr. nr. ...4.

Bilag 2.9

Udlæg foretaget den 12. september 1995 på ejendommen for B-restskatter 1980 -1986 -9.182.623 kr.

Udlæg blev foretaget i ejendommen matr. nr. ...4.

Bilag 2.10

Udlæg foretaget den 26. marts 1996 på ejendommen for B-restskat 1980 - 1986 -9.182.623 kr.

Udlæg blev foretaget i ejendommen matr. nr. ...5

Bilag 2.11

Udlæg foretaget den 28. maj 1996 på advokatkontor for personlig skat vedr. indkomstårene 1980 - 1996 -37.626.888 kr.

Udlæg blev foretaget i As tilgodehavende i H1 ApS u/konkurs samt i As anparter i samme.

Bilag 2.12

Udlæg foretaget den 5. august 1996 for personlig skat vedrørende indkomstårene 1980 - 1996 (pr. 30. juni 1996) -37.707.071 kr.

Udlæg blev foretaget i pantebrev i matr. nr. ...6 tinglyst for 600.000 kr. og pantebrev i matr. nr. ...7 1.000.000 kr.

Det er med håndskrift anført, at "Iflg. A er et spansk Holdingselskab ejer af pantebrevene.

Bilag 2.13

Udlæg foretaget den 27. maj 1998 ved hovedkassen ved kommunen for 750 kr. og 56.023 kr.

Det fremgår ikke, hvilke krav der er foretaget udlæg for.

Udlæg blev foretaget i tilgodehavende vedrørende ejendommen ...2, 12.031,14 kr. og ...2, 2.828,71 kr., flytteafregning for vand for perioden 1.1 - 1.3.1998.

..."

Der er derudover foretaget udlæg hos A i 2002.

Det fremgår af tinglysningspåtegning (bilag 2.14), at der på ejendommen matr.nr. ...1, er tinglyst udlæg stort 8.258.656 kr. den 19. april 2002, og det fremgår af tinglysningspåtegning (bilag 2.15), at der på samme ejendom er tinglyst udlæg stort 203.175 kr. den 6. maj 2002. Det fremgår videre af tinglysningspåtegningerne, at disse udlæg er aflyst den 1. september 2003.

A indbragte i henhold til § 6, i lov om inddrivelse af skatter og afgifter de udlæg, der var foretaget den 7. marts 1995 i konti i F3 Bank og F2 Bank, og de udlæg, der var foretaget den 24. marts 1995 i konto i F1 Bank og i ejendommen matr. nr. ...4, for fogedretten til prøvelse.

Af fogedrettens kendelse af den 25. august 1995 (bilag 7.1) fremgår, at sagen i første omgang var begrænset til spørgsmålet om, hvorvidt fogedretten var kompetent til at behandle sagen. Fogedretten fastslog i kendelsen, at spørgsmålet om, hvorvidt A var fuldt skattepligtig i Danmark, ikke var et spørgsmål, der vedrørte skatteligningen, og at sagen derfor ikke skulle afvises i medfør af statsskattelovens § 38, stk. 2. Fogedretten fastslog videre, at sagen efter sin karakter og den bevisførelse, der måtte anses for nødvendig, ikke var egnet til behandling ved fogedretten. Fogedretten afviste derfor sagen og ophævede de foretagne udlæg.

Der er enighed mellem parterne om, at A ikke fremsatte krav om erstatning i henhold til retsplejelovens § 505, i forbindelse med, at udlæggene blev indbragt for fogedretten.

Fogedrettens kendelse blev indbragt for landsretten, og ved kendelse afsagt den 28. september 1995 (bilag 8.2) blev sagen hjemvist til fogedretten til fremme af de af kommunen den 7. og 24. marts 1995 foretagne udlæg i As bankkonti og faste ejendom.

Vestre Landsret afsagde den 22. februar 1996 dom i en sag anlagt af A mod Skatteministeriet (bilag 9.1). Ved dommen fastslog Vestre Landsret, at A var fuldt skattepligtig i Danmark for indkomstårene 1980 - 1986.

Der blev under sagen afgivet forklaring af bl.a. VS, ToldSkat. Af vidneforklaringen gengivet i dommen fremgår følgende:

"...

Ansættelsen af (As) indkomst som anført i skrivelsen af den 15. december 1987 for hvert af årene 1984, 1985, og 1986 til 3 mill. kr. er i mangel af regnskabsmateriale helt skønsmæssig. Skønnet sættes normalt højt i sådanne tilfælde for at få folk til at reagere. Der er ikke taget hensyn til indtægterne de nærmest foregående år. Vidnet deltog i rejsen til Spanien under efterforskningen af (As) skatteforhold. Inden der blev foretaget ransagning hos A, havde han modtaget underretning om, at de spanske myndigheder intet kendte til A. Selv om han var bekendt med, at A i 1981 havde indgivet en af de spanske skattemyndigheder bekræftet F-54 erklæring, tillagde vidnet ikke dette nogen betydning, idet det ikke var usædvanligt, at der blev svindlet med sådanne erklæringer.

Vidnet er ikke bekendt med de spanske skattemyndigheders besvarelse af Statsskattedirektoratets henvendelse af 11. august 1981. Han har i forbindelse med politiets efterforskning under straffesagen oplyst til politiet, at A ifølge de spanske skattemyndigheder var ukendt i Spanien.

..."

Ved dommen afsagt af Vestre landsret den 22. februar 1996 (bilag 9.1) blev sagen hjemvist til Landsskatteretten til behandling af de talmæssige opgørelser af As indkomst og formue.

Efter Landsskatteretten på grundlag af dommen havde afsagt kendelse om den beløbsmæssige opgørelse af As indkomst- og formueansættelser, anlagde A ved stævning af 19. marts 1998 (bilag 2.16) sag mod Skatteministeriet ved Østre Landsret med påstand om, at indkomstansættelserne for indkomstårene 1980 - 1986 skulle nedsættes til nærmere fastsatte beløb, og at formueansættelserne skulle nedsættes til 0 kr.

A fremsatte ikke krav om erstatning under denne retssag anlagt mod Skatteministeriet i 1998.

A havde appelleret Vestre Landsrets dom afsagt den 22. februar 1996, og Østre Landsretssagen blev sat i bero på resultatet i Højesteret. Ved dom af 29. maj 2001 blev Vestre Landsrets dom afsagt den 22. februar 1996 stadfæstet af Højesteret.

Af udskrift af retsbogen for Østre Landsret af den 26. marts 2003 (del af bilag 5.13) fremgår, at sagen anlagt af A mod Skatteministeriet den 19. marts 1998 blev forligt. Af forligets tekst (bilag 5.13) fremgår følgende:

"...

Hermed kan jeg meddele, at der mellem parterne er enighed om at forlige ovennævnte sag således:

at	sagsøgte anerkender, at de af skatteansættelsen for indkomståret 1980 afledede skatter er forældede, og at indkomsten og formuen som følge heraf ansættes til det selvangivne,
at	sagsøgerens indkomstansættelser for indkomstårene 1981 til 1986, ud over eventuel underskudsfremførsel for tidligere indkomstår, nedsættes til følgende beløb:
	1981 kr.   60.980,00
	1982 kr. 421.903,00
	1983 kr. 569.140,00
	1984 kr. 200.080,00
	1985 kr. 230.692,00
	1986 kr. 137.634,00
at	sagsøgerens formueansættelser for indkomstårene 1981 til 1986 nedsættes således, at pantebrevsbeholdningen ansættes til kurs 60, og således at sagsøgerens fordring på H1 ApS ansættes til kurs 50 i hvert af indkomstårene,
at	sagen hjemvises til ligningsmyndighederne med henblik på en talmæssig opgørelse, og
at	det med sædvanligt kæreforbehold overlades til landsretten at fastsætte sagens omkostninger.

..."

Efter forligets indgåelse fandt der en forhandling sted mellem As advokat og Skatteforvaltningen. Det fremgår af brev af 2. september 2003 fra A til Skatteforvaltningen (bilag 5.14), at der den 28. august 2003 blev indgået forlig med skattemyndighederne om betalingen. Af brevet fremgår følgende:

"...

Til fuld og endelig afgørelse af As mellemværende med skattemyndighederne vedrørende indkomstårene 1980 - 1988 skal A betale yderligere 531.647.00. Beløbet fremkommer således:

...

Ovennævnte forlig blev indgået under den forudsætning, at A accepterer opgørelsen.

Herudover blev det aftalt, at kommunen skulle frafalde samtlige udlæg i de af A tilhørende ejendomme samt udlæg i As tilgodehavender i H1 ApS mod betaling af kr. 950.000,00 fra boet.

..."

Samtlige udlæg, der var foretaget i perioden til og med 2002, blev i overensstemmelse med forliget aflyst af tingbogen. For udlæggene foretaget den 19. april 2002 og den 6. maj 2002 skete dette den 1. september 2003.

As revisor har den 25. april 2006 udarbejdet en redegørelse om sagen (bilag 1.1). Der er i redegørelsen anført en "oversigt over indkomstansættelser og -opgørelser for årene 1980 - 1995" for A, som parterne er enige om. Af oversigten fremgår følgende:

"...

År	Ansættelse	Slutresultat Forlig 2003 Ansættelse	Slutresultat Forlig 2003 Formue (000)	Ansat formue
Underskud tidl. år		356.306
1980	1.640.000	-1.149.397	0	10.500.000
1981	0	-2.560.980	5.202	11.800.000
1982	0	0	3,151	10.900.000
1983	360.000	0	?	11.500.000
1984	3.000.000	0	2.433	12.000.000
1985	3.000.000	1.811.502	2.997	14.000.000
1986	3.000.000	1.562.366	3.056	16.000.000
1987	3.000.000	812.548	0	18.000.000
1988	3.000.000	2.766.399	0	20.000,000
1989	3.000.000	0	0	22.000.000
1990	3.000.000	0	0	24.000.000
1991	3.000.000	0	0	26.000.000
1992	3.000.000	0	0	28.000.000
1993	3.000.000	0	0	30.000.000
1994	3.000.000	0	0	30.000.000
1995	1.000.000	0	0	30.000.000
I alt	36.000.000	6.952.815	16.839	314.700.000
	100%	19.3 %	5,4 %	100 %
...
Oversigt over skattepligtige indtægter og formuer for følgende år
År	Indtægter	Formuer
1972	65.297,25	343.828,72
1973	42.298,97	3.534.092,38
1974	42.987,83	3.705.852,86
1975	78.276,08	3.548.861,96
1976	142.074,19	2.978.720,82
1977	104.187,40	12.524.105,48
1978	80.076,51	12.456.001,38
1979	- 323.024,19	9.333.968,34

..."

Det er i redegørelsen anført, at "I året 2003 - efter 13 års forløb - sluttes skattesagen med et forlig med Kammeradvokaten: Stort set alle ansatte skatter slettes."

A havde den 3. oktober 1996 anlagt sag ved Vestre Landsret mod F1 Bank A/S og kommunen med påstand om erstatning i anledning af de foretagne udlæg.

Vestre Landsret afsagde dom i sagen den 4. december 2001 (bilag 2,17). Det fremgår af dommen, at A særskilt overfor kommunen nedlagde påstand om, at kommunen tilpligtedes at anerkende, at kommunen eller retsplejelovens § 505, eller dennes analogi, jf. lov nr. 278 af 26. maj 1976 (inddrivelsesloven) § 5, havde pådraget sig et erstatningsansvar overfor sagsøgeren, såfremt domstolene i skattesagen vedrørende indkomstårene 1980 til 1986 måtte nå frem til, at de foretagne forhøjelser helt eller delvis havde været ubeføjede.

Af dommen fremgår følgende oplysninger

"...

Den 22. december 1998 traf Landsskatteretten afgørelse vedrørende opgørelsen af (As) indkomst og formue for årene 1980-1986. Det fremgår af afgørelsen, at indkomstansættelserne for årene 1980 og 1982-1986 blev ændret til væsentlig lavere beløb, end de af skattemyndighederne skønsmæssigt ansatte beløb, og at formueansættelse for de pågældende indkomstår blev ændret, idet der godkendtes fradrag for skattegæld ved hvert indkomstårs udgang. Landsskatterettens afgørelse er efter det oplyste indbragt for Vestre landsret af A.

Den 16. december 1999 traf Landsskatteretten afgørelse om, at A i indkomstårene 1991, 1993 og 1995 måtte anses for hjemmehørende i Spanien, og ifølge årsopgørelser fra 1991 til og med 1997 har (As) skattepligtige indkomst og skattepligtige formue i disse år været 0 kr.

Den 29. maj 2001 blev landsrettens dom af 22. februar 1996 stadfæstet af Højesteret.

..."

PK, der var kontorchef i kommunen afgav forklaring under sagen. Af PKs forklaring gengivet i dommen afsagt den 4. december 2001 fremgår bl.a. følgende:

"...

Efter vidnets opfattelse ville det have været nærliggende, at A havde påkæret udlæggene, hvis han mente, at der blev foretaget udlæg i for store værdier i forhold til gælden. Der var en trykt vejledning om kæreadgangen på bagsiden af udlægsskrivelsen. Denne skrivelse blev ligesom alt øvrigt materiale i sagen sendt til A på hans adresse i Spanien og til advokat TT, der dengang var advokat for A.

..."

Såvel F1 Bank A/S som kommunen blev frifundet.

I dommens præmisser vedrørende kommunen fremgår bl.a. følgende

"...

Det fremgår af udskrifterne af fogedbogen, at de udlæg, som pantefogeden foretog i bl.a. (As) værdipapirdepoter, blev foretaget på begæring af Statsskattedirektoratet. Det objektive erstatningsansvar efter retsplejelovens § 505, stk. 1, påhviler derfor i givet fald de statslige skattemyndigheder, og der er ikke grundlag for også at anse kommunen for ansvarlig efter en analogi af bestemmelsen."

Den 19. marts 2003 anlagde F1 Bank A/S sag mod A ved Byretten med påstand om betaling af 11.420.194,68 kr. for nødlidende udlån hos banken.

Det er oplyst, at baggrunden for, at A havde optaget udlandslån, var, at de blev anvendt til at købe og sælge værdipapirer. Ved udlæggene kunne han ikke længere disponere over kontiene, og han havde herefter ikke mulighed for at pleje sine investeringer.

Ved dom afsagt af Byretten den 22. marts 2006 (bilag 9.2) blev F1 Bank A/S' påstand taget til følge.

A appellerede dommen til Vestre Landsret, og ved dom afsagt den 30. januar 2007 (bilag 3.1) blev A dømt til at betale 9.502.324,62 kr. til F1 Bank A/S i overensstemmelse med bankens påstand under anken. Det fremgår af Landsrettens præmisser, at det er lagt til grund, at A løbende havde modtaget kontoudtog, at A ikke havde godtgjort, at han tidligere havde fremsat indsigelser mod bankens opgørelser, at A ikke havde kunnet påvise fejl i banken opgørelser, og at salgssummerne vedrørende nogle aktier var godskrevet A.

H1 ApS blev taget under konkursbehandling ved dekret af 20. september 1994 af Skifteretten, og konkursbehandlingen blev afsluttet den 2. marts 2007 (bilag K).

Forklaringer

LM har forklaret, at han har været As nære rådgiver og revisor siden 1980. Sagen startede i 1981 med, at skattemyndighederne i Danmark rettede henvendelse til de spanske myndigheder om As forhold i Spanien. De spanske myndigheder svarede i 1982 ved "Spanien-erklæringen", hvor de bekræftede, at A var skattepligtig i Spanien. A kendte ikke til erklæringen på det tidspunkt og blev først orienteret i 1990. Selv om det fremgår, at Spanien-erklæringen blev fremsendt til politiet, nægtede både politi og skattemyndigheder at kende til erklæringen, og alle bilag i sagen forsvandt. I september 1984 blev A arresteret og anklaget for groft skattesvig. Da han var til afhøring, foreholdt man ham, at han var ukendt i Spanien og ikke havde indgivet selvangivelser der, uanset oplysningerne i Spanien-erklæringen. I december 1984 rejste skattemyndighederne og politiet til Spanien, og der var et stort møde i Afdelingen for International kriminalitet. Der blev udarbejdet en rapport "Spanien-rapporten". Det fremgår af denne rapport, at de danske myndigheder spurgte om, hvorfor det tidligere var oplyst, at de spanske myndigheder ikke kendte noget til A. Det blev oplyst, at det beroede på en arkiveringsfejl. I 1985 udfærdigede skattemyndighederne en revisionserklæring, hvor man fortiede, at A var kendt i Spanien, selv om det fremgik af Spanien-rapporten. I 1986/1987 blev A skønsmæssigt ansat. A sagde, at han var begrænset skattepligtig, og skattevæsenet hævdede, at han var fuldt skattepligtig. A har indgivet selvangivelser som begrænset skattepligtig. Skattevæsenet foretog helt urealistisk store skønsmæssige ansættelser, set i forhold til de indkomster, A havde haft i årene forud. Der var intet grundlag for at foretage så store ansættelser. I 1990 afsagde Landsskatteretten kendelse om, at A var fuldt skattepligtig i Danmark. Herefter blev der foretaget udlæg for 644 mio. kr. for de skønsmæssigt ansatte skatter på 40 mio. kr. Alt var blokeret for A. Han havde ingen mulighed for at varetage sine interesser i forhold til de investeringer, der var foretaget. A protesterede hele tiden. Der var nogle af ejendommene, der lå i selskabet, andre lå privat. Det hele var "lagt på skinner", og A havde styr på det i forhold til at varetage sine investeringer. A havde optaget et udlandslån. A var rejst til Spanien, fordi hans bankdirektør havde sagt, at han var berettiget til udlandslån, når han var udlandsdansker. Da udlæg blev foretaget, blev han afskåret fra at kunne foretage de dispositioner, der var nødvendige. I 2003 var der en retssag, der endte med, at der blev indgået forlig vedrørende skatteansættelserne for 1980 - 1986. Ifølge forliget var der intet tilbage af den fulde skattepligt. A var meget bitter på F1 Bank, og sagsøgte F1 Bank og kommunen. A tabte sagen. Efter der var foretaget udlæg var hele likviditetsflow'et spærret. Ejendommene gik efterhånden på tvangsauktion, og anpartsselskabet gik konkurs. De fik ikke løbende tilsendt balancer og regnskaber, medens konkursboet verserede. Der var "kold luft" mellem A og de implicerede. Der var direkte fjendskab mellem A og skiftedommeren og advokaten. A var meget bitter. Det eneste, de hørte, var, at der var blevet sendt materiale fra konkursboet til kreditorerne. Det har hele tiden været opfattelsen, at sagerne mod F1 Bank og kommunen skulle afsluttes, før man kunne gå i gang med sagen her. I forbindelse med at forliget blev indgået, var advokat Tommy V. Christiansen inde i sagen. Vidnet udfærdigede kun opgørelserne. Vidnet var ikke med til forligsmøderne med Kammeradvokaten.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i påstandsdokumentet anført følgende til støtte for sine påstande under delhovedforhandlingen.

"Til støtte for den nedlagte påstand 1 om, at sagsøgte; tilpligtes at anerkende at de nedlagte betalingspåstande ikke er forældede gøres følgende anbringender gældende:

Angående den nedlagte betalingspåstand i bilag 1 på kr. 29.891.947,00 (1.stævning), gøres det særligt gældende for så vidt angår spørgsmålet om forældelse af dette krav;
At	kravet ikke er forældet.
At	stævning er indleveret til retten rettidigt.
At	fristen i RPL § 505, stk. 3 er overholdt.
At	sagsøgte har foretaget enorme og urealistiske skønsmæssige ansættelser af sagsøgers skattetilsvar, samt at disse ansættelser er sket forsætligt og mod bedre vidende, hvilket er anerkendt, jfr. udtalelse af skatterevisor VS.
At	sagsøgte dermed har handlet mod bedre vidende og dermed handlet ansvarspådragende.
At	tre måneders fristen skal beregnes fra det tidspunkt, hvor der foreligger en endelig dom i ankesagen V.L. B-0726-06 mellem F1 Bank og sagsøger af betydning for kravets eksistens.
At	fristen skal beregnes fra det tidspunkt, hvor kravet (tabet) juridisk konstateres og ikke fra det tidspunkt, hvor tabet bliver en mulighed.
At	fristen i RPL § 505, stk. 3, derfor skal beregnes fra Vestre Landsrets ankedom af den 30. januar 2007.
At	stævning i nærværende sag er indleveret til retten den 12. oktober 2006, og at sagen derfor er anlagt rettidigt.
Det gøres yderligere gældende
At	sagsøger har lidt et tab svarende til det påstævnte beløb.
At	sagsøger har lidt dette tab som følge af, at sagsøgte uretmæssigt har foretaget udlæg i det sagsøger tilhørende depot i F1 Bank, tidligere F1X Bank.
At	der er årsagsforbindelse mellem de af sagsøgte foretagne uretmæssige udlæg og sagsøgers lidte tab,
At	det var påregneligt for sagsøgte, at sagsøger blev påført tabene som følge af de foretagne udlæg.
At	en udlægshaver har og må vise ansvar overfor beslaglagte værdier
At	sagsøgte som følge heraf er sagsøger det påstævnte beløb skyldig.
At	sagsøger er berettiget til en erstatning, der modsvarer det påstævnte beløb i medfør af RPL § 505.
Derudover gøres det særskilt gældende for så vidt angår spørgsmålet om forældelse af den nedlagte påstand om betaling af yderligere kr. 27.715.144,00;
At	kravet ikke er forældet.
At	stævning er indgivet rettidigt idet denne del af sagen er anlagt på det tidspunkt da det har været muligt at opgøre kravet, svarende til det tidspunkt hvor der er fremkommet de nødvendige oplysninger i konkursboet, H1 ApS.
At	stævning endda er indgivet før afsluttende skiftesamlig i dette konkursbo.
At	sagsøger tidligere har indbragt udlæg foretaget af sagsøger for fogedretten jfr. bilag 7 med underbilag.
Endvidere gøres det gældende,
At	sagsøger ligeledes har lidt et tab svarende til dette beløb, samt at beløbet er dokumenteret ved de fremlagte bilag.
At	tabet er opstået som følge af, at der er sket tvangssalg af en væsentlig del af de af sagsøger ejede ejendomme samt
At	tabet er opstået som følge af den skete tvangsopløsning af sagsøgers selskab H1 ApS, der skyldtes de uretmæssige udpantninger.
At	selskabet H1 ApS, blev taget under konkursbehandling som følge af, at den pengestrøm der finansierede de selskabet tilhørende ejendomme blev standset grundet de uretmæssige udpantninger.
At	disse ejendomme var en del af sagsøgers pensionsopsparing, hvorfor sagsøger ville have beholdt alle disse ejendomme.
At	tabet er opstået som følge af de gebyrer og renter mm som sagsøger er pålagt grundet blokeringen af dennes midler.
At	sagsøger er berettiget til en erstatning, som følge af de voldsomme belastninger han har været udsat for grundet de uberettigede udlæg.
At	det var påregneligt for sagsøgte, at sagsøger ville blive voldsomt belastet grundet de uberettigede udlæg, samt hvad sagerne påførte dennes image m.m.
At	sagsøger har et krav der modsvarer de omkostninger sagsøger ikke har fået refunderet ved førte skattesager i såvel Landsskatteret som Landsret.
At	disse tab er specificeret og dokumenteret ved bl.a. stævning af den 15. januar 2007 (sagens bilag 5)
At	sagsøger har lidt dette tab som følge af, at sagsøgte uretmæssigt har foretaget udlæg i de sagsøger tilhørende værdier (jfr. særligt bilag 5, underbilag 1-9)
At	udlæggene var uretmæssige som følge af, at kravene, der lå til grund for de foretagne udlæg, ikke eksisterede/ikke modsvarede udlæggenes størrelse og omfang.
At	udlæggene var foretaget i strid med skattestyrelsesloven.
At	tabene, der blev påført sagsøger grundet udlæggene var påregnelige for sagsøgte.
At	sagsøgte som følge heraf er sagsøger også dette påstævnte beløb skyldig.
At	sagsøger er berettiget til en erstatning, der modsvarer de påstævnte beløb i medfør af Retsplejelovens § 505.
For så vidt angår det samlede krav gøres det formelt gældende
At	sagsøgte er ansvarlig for sagsøgers tab efter almindelige erstatningsretlige regler
At	sagsøgte har handlet ansvarspådragende ved mod bedre vidende, at ansætte sagsøgers skattetilsvar til et særligt højt beløb.
At	sagsøgte har indrømmet at man forsætlig og mod bedre vidende har ansat urealistisk høje indkomst- og formueansættelse, jfr. udtalelse af skatterevisor VS - bilag 9.
At	sagsøger ikke har haft mulighed for at opgøre tabet vedrørende sit investeringsarrangement med F1 Bank, førend denne sag var afsluttet
Det gøres endvidere gældende
at	sagsøger har lidt et tab ved, at der er blevet foretaget uforholdsmæssige udlæg i sagsøgers aktiver, hvilket har bevirket, at sagsøger efterfølgende var ude af stand til at varetage sine økonomiske interesser.
at	sagsøgte har handlet ansvarspådragende ved ikke at have skatteansat sagsøger korrekt, jf. cirkulære nr. 71 af 12. april 1996 (cirkulære om skattemyndighedernes skatteansættelsespligter efter skattestyrelsesloven). Det følger heraf, at myndighederne skal tilstræbe, at indkomst- og formueopgørelsen indenfor rimelige bagatelgrænser - hverken er for høj eller for lav. Idet sagsøgte foretog udlæg for ca. 644 mio. kr., og der blev indgået forlig mellem sagsøger og sagsøgte om, at sagsøgers skatterestance udgjorde mindre end 2 mio. kr. Dermed har sagsøgte groft tilsidesat sin ansættelsespligt.
at	de almindelige erstatningsretlige betingelser derudover er opfyldte
at	sagsøgte på den baggrund har pådraget sig et erstatningsansvar udenfor kontrakt overfor sagsøger.
I tilknytning til det ovenfor anførte gøres det tillige gældende,
at	kravene er omfattet af området for forældelsesloven af 2007 (FL 2007), jf. FL § 1 og 30, stk. 1, 1. pkt.
at	der gælder en absolut forældelsesfrist på 10 år regnet fra den skadevoldende handlings ophør, hvilket skal regnes fra det tidspunkt hvor sagsøger modtog endelig opgørelse fra konkursboet,
at	der udover den absolutte forældelsesfrist gælder en forældelsesfrist på 3 år, jf. FL 2007 § 3, stk. 1, hvis begyndelsestidspunkt regnes fra dagen, hvor sagsøger fik kendskab til kravene, jf. FL 2007 § 3, stk. 2, hvilket var fra tidspunktet, hvor sagsøger modtog endelig opgørelse fra konkursboet.
at	forældelsesfristen blev afbrudt ved sagsøgers indgivelse af stævning hvor sagsøger indgav stævning, jf. FL 2007 § 16, stk. 2, nr. 1.
at	sagsøger på baggrund af ovenstående har krav på erstatning uden for kontrakt, som ikke er forældet.
Det bestrides,
At	3-måneders fristen i RPL § 505, stk. 3 skal regnes fra tidspunktet, parterne indgår forlig i august 2003.
At	sagsøger på dette tidspunkt (august 2003) var i stand til at opgøre sit krav.
At	afslutningen af sagen mod F1 Bank ingen betydning har i relation til sagsøgers mulighed for at gøre krav gældende mod sagsøgte. Det ene tab der gøres gældende opstod da F1 Bank som følge af sagsøgtes udlæg hindrede sagsøger i enhver pleje af dennes engagement hos banken. Dette resulterede i at værdier på ca. 12 mio. kr. blev ændret til en gæld på ca. 3 mio. kr., som endeligt grundet rentetilskrivninger voksede til ca. 18 mio. kr. alt dette som følge af, at udlæg foretaget af sagsøgte, foretaget på grundlag af krav, der ikke bestod
At	behandlingen af konkursboet, H1 ApS, ingen betydning har for sagsøgers mulighed for at gøre krav gældende overfor sagsøgte.
At	kravene er forældede.
At	sagsøgte ved sine handlinger har pådraget sig et erstatningsansvar.
At	sagsøger derfor er berettiget til at påberåbe sig bestemmelser i forældelseslovgivningen, der relaterer sig hertil.
At	dette erstatningsansvar, er et formueretligt erstatningsansvar, svarende til erstatning udenfor kontrakt.
Det gøres endvidere gældende,
At	sagsøger har lidt et tab ved, at der er blevet foretaget uforholdsmæssige udlæg i sagsøgers aktiver, hvilket har bevirket, at sagsøger efterfølgende var ude af stand til at varetage sine økonomiske interesser.
At	sagsøgte har handlet ansvarspådragende ved ikke at have skatteansat sagsøger korrekt, jf. cirkulære nr. 71 af 12. april 1996 (cirkulære om skattemyndighedernes skatteansættelsespligter efter skattestyrelsesloven). Det følger heraf, at myndighederne skal tilstræbe, at indkomst- og formueopgørelsen - indenfor rimelige bagatelgrænser - hverken er for høj eller for lav. Idet sagsøgte foretog udlæg for ca. 644 mio. kr., og der blev indgået forlig mellem sagsøger og sagsøgte om, at sagsøgers skatterestance udgjorde mindre end 2 mio. kr. Dermed har sagsøgte groft tilsidesat sin ansættelsespligt.
At	sagsøgte ved at foretage de voldsomt høje skatteansættelser i øvrigt ikke har handlet i overensstemmelse med sædvanlig praksis, idet fremtvingelse af selvangivelser normalt sker ved at pålægge skatteyderen dagbøder.
At	sagsøgte ved at foretage udlæg i strid med proportionalitetsprincippet i retsplejelovens § 507 har handlet erstatningspådragende
At	sagsøgte har handlet i strid med god forvaltningsskik
At	de almindelige erstatningsretlige betingelser derudover er opfyldte.
At	sagsøgte på den baggrund har pådraget sig et erstatningsansvar udenfor kontrakt overfor sagsøger.
I tilknytning til det ovenfor anførte gøres det tillige gældende,
At	kravene er omfattet af området for forældelsesloven af 2007 (FL 2007), jf. FL § 1 og 30, stk. 1, 1. pkt.
At	der gælder en absolut forældelsesfrist på 10 år regnet fra den skadevoldende handlings ophør.
At	der udover den absolutte forældelsesfrist gælder en forældelsesfrist på 3 år, jf. FL 2007 § 3, stk. 1, hvis begyndelsestidspunkt regnes fra dagen, hvor sagsøger fik kendskab til kravene, jf. FL 2007 § 3, stk. 2, hvilket var henholdsvis tidspunktet sagsøger kunne opgøre kravet, der relaterer sig til F1 Bank-sagen, og tidspunktet hvor sagsøger modtog endelig opgørelse fra konkursboet.
At	forældelsesfristen blev afbrudt ved stævningernes indlevering til fogedretten.
At	forholdets særlige beskaffenhed - et sagsforløb der indtil nu er forløbet over 25 år medfører, at såfremt retten måtte nå frem til at fristen i retsplejeloven § 505 - isoleret set - måtte være overskredet, så finder bestemmelserne i FL 2007 anvendelse i nærværende sag.
At	sagsøger på baggrund af ovenstående har krav på erstatning uden for kontrakt, som ikke er bortfaldet pga. forældelse.

Samlet skal anføres

Anbringender

Sagsøgte gør gældende at tre måneders fristen i retsplejelovens § 505 stk. 3, 1. pkt. skal finde anvendelse på ethvert krav der måtte udspringe af uretmæssige foretagelse af udlæg - dette være om der er tale om et objektivt ansvar efter § 505 stk. 1, 1. pkt eller almindelige erstatningsretlige regler, jfr. § 505, stk. 1, 2.pkt.

Sagsøger bestrider at sagsøgtes fortolkning af bestemmelsen er korrekt.

Sagsøger gør gældende, at lovgiver i forbindelse med ændringen af retsplejeloven - har indført en beskyttelse af den person, overfor hvilken der er foretaget tvangsfuldbyrdelse af en fordring eller et krav, der senere viser sig ikke at bestå.

Som følge deraf gøres det ydermere gældende, at fristen skal regnes fra det for skyldneren senest mulige tidspunkt.

Det følger af forældelsesloven 2007 § 28, at den særlige forældelsesfrist i retsplejelovens § 505, stk. 3 suppleres af forældelsesloven 2007 i den udstrækning andet ikke følger af retsplejelovens § 505, stk. 3.

Også af den grund, gøres det gældende, at forældelsesfristen på 3 måneder i medfør af retsplejelovens § 505, stk. 3 først regnes fra tidspunktet, hvor sagsøger fik eller burde have fået kendskab til kravet, såfremt retten skulle finde, at denne bestemmelse skal finde anvendelse, jf. forældelsesloven 2007 § 3, stk. 2. Dermed er der ikke indtrådt forældelse.

Sagsøgte gør gældende, at forældelsesfristen i forældelsesloven af 2007, jfr. § 3, stk. 1, skal finde anvendelse i nærværende sag, såfremt sagsøger var ubekendt med fordringen, samt at denne frist skal regnes fra det tidspunkt, hvor parterne indgår forlig. Dette bestrides.

Hertil skal bemærkes og gøres gældende, at forliget ikke omfatter alle årene, for hvilke der er foretaget udlæg, men alene en del af disse.

Endvidere skal det hertil gøres gældende, at kravet ikke er forældet efter den ovennævnte bestemmelse, jfr. § 30, hvorfor det bestrides, at kravet er forældet efter forældelsesloven.

Endeligt gøres det gældende, at sagsøger har rejst kravet, så snart denne var blevet bekendt med sit krav og kunne opgøre dette.

..."

Sagsøgte har i påstandsdokumentet anført følgende til støtte før sine påstande under delhovedforhandlingen:

"...

Anbringender

Påstanden om afvisning støttes overordnet på, at krav om erstatning er fremsat for sent, jf. retsplejelovens § 505, stk. 3.

Retsplejelovens § 505, stk. 1, har følgende ordlyd

"Den, som har anmodet om tvangsfuldbyrdelse af en fordring eller et krav, som viser sig ikke at bestå, skal betale skyldneren erstatning for tab og godtgørelse for tort samt, hvis frihedsberøvelse er sket, for lidelse. Sådant ansvar påhviler ligeledes fordringshaveren, hvis der i øvrigt ved fogedretten er truffet foranstaltninger til tvangsfuldbyrdelse, uden at betingelserne herfor har været til stede, og dette kan lægges fordringshaveren til last."

I § 505, stk. 3, 1. punktum, fastslås følgende

"Krav efter stk. 1 og 2 må fremsættes over for fogedretten eller de almindelige domstole senest tre måneder efter det tidspunkt, da vedkommende blev i stand til at gøre kravet gældende."

Det gøres gældende, at kravet er for sent fremsat, uanset om et krav støttes på fordringshaverens objektive ansvar, eller på fordringshaverens ansvar efter den almindelige culparegel. Det bemærkes herved, at retsplejelovens § 505, stk. 1, angår både fordringshaverens objektive ansvar og dennes ansvar efter den almindelige culparegel, Retsplejelovens § 505, stk. 1, 1. punktum, angår det objektive ansvar, medens retsplejelovens § 505, stk. 1, 2. punktum, vedrører fordringshaverens ansvar eller den almindelige culparegel. Fristreglen i stk. 3 henviser til stk. 1, og fristen vedrører således den tidsmæssige betingelse, der gælder for at fremsætte krav mod fordringshaveren, såvel for krav, der er begrundet i et objektivt ansvar, som krav, der er begrundet i den almindelige culparegel.

Det gøres endvidere gældende, at 3-måneders fristen i hvert fald skal regnes fra det tidspunkt, hvor det er fastslået, at udlæg er foretaget for en fordring, der ikke eller kun delvis bestod, og at fristens begyndelsestidspunkt ikke afhænger af, hvornår et tab kan opgøres.

3-måneders fristen skal derfor senest regnes fra det tidspunkt, da sagsøgeren i august 2003 indgik forlig med skattemyndighederne.

Nærværende sag er anlagt ved stævninger af henholdsvis den 12. oktober 2006 (bilag 1) og den 15. januar 2007 (bilag 5), og kravet er derfor fremsat for sent.

Det er ubestridt fra sagsøgerens side, at sagsøgeren ikke tidligere har fremsat krav om erstatning i henhold til retsplejelovens § 505, stk. 1, overfor fogedretten, og at sagsøgeren heller ikke under tidligere anlagte retssager mod Skatteministeriet har fremsat krav om erstatning i henhold til retsplejelovens § 505, stk. 1.

Den omstændighed, at sagsøgeren under den mod bl.a. kommunen anlagte sag, jf. bilag (2.17), nedlagde påstand om erstatning i henhold til retsplejelovens § 505, indebærer ikke, at kravet er fremsat rettidigt, idet kravet ikke blev fremsat overfor fordringshaveren, der heller ikke var inddraget i retssagen. Der henvises i den forbindelse også til Vestre Landsrets dom af 4. december 2001 (bilag 2.17), hvoraf fremgår, at det objektive erstatningsansvar efter retsplejelovens § 505, stk. 1, i den foreliggende situation påhviler de statslige skattemyndigheder, og at kommunen ikke kunne anses for ansvarlig efter en analogi af bestemmelsen.

Det bestrides, at 3-måneders fristen i henhold til retsplejelovens § 505, stk. 3, først skal regnes fra afsigelsen af Vestre Landsrets dom af 30. januar 2007 (bilag 8.1). Sagsøgerens mulighed for at gøre et krav om erstatning gældende overfor sagsøgte i henhold til retsplejelovens § 505, afhang ikke af afslutningen af den pågældende sag, der oprindelig var anlagt af F1 Bank A/S mod sagsøgeren, og som ifølge dommen alene angår opgørelsen af sagsøgerens mellemværende med F1 Bank A/S.

Det bestrides ligeledes, at sagsøgerens mulighed for at fremsætte krav overfor sagsøgte i henhold til retsplejelovens § 505 var afhængig af behandlingen af H1 ApS under konkurs.

Det gøres gældende, at den manglende overholdelse af fristen i retsplejelovens § 505, stk. 3, medfører, at sagen skal afvises, idet der er tale om manglende overholdelse af en søgsmålsfrist, hvilket hører til sagens formalitet, jf. UfR, 1988.170.11.

Såfremt der ikke kan gives sagsøgte medhold i, at manglende overholdelse af fristen fører til afvisning, gøres de samme anbringender, som anført ovenfor, gældende til støtte for påstanden om frifindelse.

Efter begæring af sagsøgeren er det besluttet, at delforhandlingen tillige skal omfatte en prøvelse af, om der er indtrådt forældelse eller forældelsesloven, Lov nr. 522 af 6. juni 2007.

Under henvisning hertil gøres det gældende, at manglende overholdelse af fristen i retsplejelovens § 505, stk. 3, medfører, at sagen skal afvises (subsidiært, at sagsøgte skal frifindes), selv om kravet ikke måtte være forældet efter forældelsesloven.

Der er tale om en søgsmålsfrist, som skal overholdes uafhængig af forældelsesloven.

Hertil kommer, at forældelsesfristen, hverken i den nugældende eller i den dagældende forældelseslov, finder anvendelse, hvis der er fastsat en anden frist i den øvrige lovgivning, jf. herved også den gældende forældelseslovs § 1 og § 28.

I øvrigt gøres det gældende, at kravet var forældet ved sagens anlæg, jf. forældelseslovens § 30, stk. 1. Det bemærkes i den forbindelse også, at sagsøgeren allerede i 1996 anlagde sag mod F1 Bank A/S og kommunen med krav om erstatning.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Det lægges til grund, at de erstatningskrav, A har fremsat, er begrundet i, at A blev afskåret fra at råde over sine aktiver på grund af de udlæg, der blev foretaget for de skatter, der var beregnet for de skønsmæssige ansættelser, herunder at der var foretaget meget høje ansættelser af både indkomst og formue.

Der blev den 28. august 2003 indgået forlig i sagen anlagt af A mod Skatteministeriet, og der er mellem parterne enighed om, at As skatteansættelser for indkomstårene 1980 til 1995 herefter er som anført i den "oversigt over indkomstansættelser og opgørelser", der er udarbejdet af As revisor LM. Der var således foretaget udlæg dels for krav, der ikke bestod, og dels for krav, der kun delvis bestod.

Da retsplejelovens § 505, stk. 3 , omfatter både fordringshaverens objektive ansvar, når kravet ikke består, og fordringshaverens almindelige culpaansvar, finder retten, at de fremsatte krav er omfattet af retsplejelovens § 505, stk. 1.

Efter retsplejelovens § 505, stk. 3, skal både de erstatningskrav, hvor der påberåbes et objektivt ansvar efter § 505, stk. 1, 1. punktum, og de krav, der er begrundet i en almindelig culparegel efter retsplejelovens § 505, stk. 1, 2. punktum, fremsættes overfor fogedretten eller de almindelige domstole senest 3 måneder efter det tidspunkt, da A blev i stand til at gøre kravene gældende.

Det er ved forliget den 28. august 2003 fastslået, at der var foretaget udlæg på grundlag af fordringer, som sagsøgte gjorde gældende mod sagsøgeren, der enten ikke bestod eller kun bestod delvist, og som led i forliget blev alle udlæg i As ejendomme og i hans tilgodehavender i H1 ApS frafaldet. Det fremgår endvidere af de opgørelser af kravene, der er i stævningerne, at de hændelser, der har begrundet kravene, har fundet sted på det tidspunkt, hvor forliget er indgået. Ejendommene var solgt, anpartsselskabet var erklæret konkurs, og der var af F1 Bank anlagt sag mod A. Under disse omstændigheder finder retten, at fristen i retsplejelovens § 505, stk. 3, skal regnes fra den 28. august 2003, hvor parterne indgik forlig i ovennævnte sag.

Der er ikke tidligere af A fremsat krav om erstatning i henhold til retsplejelovens § 505, overfor fogedretten eller de almindelige domstole i forhold til sagsøgte. Under hensyn hertil og da nærværende sag er anlagt ved stævninger indleveret til retten henholdsvis den 18. oktober 2006 og den 21. december 2006 er fristen i retsplejelovens § 505, ikke overholdt.

Det forhold, at A har fremsat krav om erstatning overfor kommunen, der har forestået udlægsforretningerne for sagsøgte, under den den sag, A anlagde mod F1 Bank og kommunen, findes ikke at kunne føre til andet resultat. Det bemærkes, at der i den sag blev afsagt dom den 4. december 2001.

Sagsøgtes principale påstand om afvisning af sagen tages derfor til følge, idet retten ikke finder det har betydning for dette spørgsmål, om kravene er forældede efter reglerne i forældelsesloven, og der tages derfor ikke stilling hertil.

Efter sagens udfald skal A til sagsøgte betale sagsomkostninger med 25.000 kr. til hel eller delvis dækning af sagsøgtes udgift til advokatbistand. Da det alene er spørgsmålet om retsplejelovens § 505, stk. 3, og forældelse, der har været genstand for tvist i nærværende sag, har retten ved fastsættelsen af sagsomkostningerne lagt vægt på sagens forløb og omfang i forhold til de omtvistede spørgsmål, hvorimod der ikke er lagt vægt på størrelsen af sagsgenstanden.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagen anlagt af sagsøgeren, A, mod sagsøgte, SKAT, afvises.

Inden 14 dage skal sagsøgeren til sagsøgte betale sagsomkostninger med 25.000 kr.