Dato for udgivelse
06 Jul 2009 11:17
Resumé

Der sker fortsat misbrug af farvet diesel, men misbruget er faldet efter målrettede kontroller. SKAT konstaterede tidligere misbrug i hver anden kontrollerede bil. En netop overstået kontrolaktion viser, at dette nu er reduceret til hver femte bil.


Landbrugsvirksomheder og maskinstationer over hele landet var målet for SKATs uanmeldte kontrolbesøg, hvor der var fokus på farvet diesel. 27 virksomheder blev besøgt og i alt 38 biler blev kontrolleret.

- Vi har konstateret misbrug af farvet diesel i otte biler og vi tog prøver i to andre biler, der skal analyseres nærmere. Det er stadig otte for mange, men trods alt en klar forbedring i forhold til tidligere, hvor vi fandt fejl hos halvdelen af bilerne, fortæller Esben Skovgaard Jensen, der er afdelingsleder i SKAT.

Ved misbrug af farvet diesel kan virksomheder se frem til en bøde på 5.000 kr. i førstegangs tilfælde. Ved gentagelser kan man risikere helt at miste fradraget for såvel indkøbsprisen som afgifterne på dieselen.

- Vi har siden 2008 gennemført en række målrettede kontroller og samarbejdet med branchen om tydeliggørelse af reglerne for at få misbruget nedbragt. Vores netop gennemførte kontrol viser klart, at denne indsats har virket. Men vi er ikke tilfredse med at der stadig sker misbrug i hver femte kontrollerede bil, så derfor fortsætter vi kontrollerne, siger Esben Skovgaard Jensen.

Det er ulovligt at anvende farvet diesel i person- og varebiler samt lastbiler. Farvet diesel kan alene anvendes til fremstilling af varme, landbrugsrelaterede formål, til fiskefartøjer samt skibe i udenrigsfart.


Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00; virksomheder: 72 22 18 18