SKATs Punktafgiftscenter i København har sammen med Færdselspolitiet torsdag den 17. juli gennemført en aktion rettet mod afgiftssnyd med udenlandske køretøjer. Aktionen foregik i et særligt udvalgt kvarter på Amager og varede i cirka 3 timer.
Samtlige udenlandsk indregistrerede biler blev stoppet, og føreren blev interviewet om bopæl eller sædvanligt opholdssted, og om dokumentation for samme.
Status ved aktionens afslutning var, at
- 1 køretøj blev beslaglagt
- 3 sager med afgiftsbetaling
- Samt en række sager som skal undersøges nærmere
De pågældende kan se frem til store efterbetalinger og bøder.
Punktafgiftscentret har på 6 måneder beslaglagt 10 køretøjer, og flere er på vej.
Udover kontrolaktioner i særligt udvalgte områder, vil Punktafgiftscentret i København gennemføre et servicefremstød, hvor der vil blive placeret en servicemeddelelse på forruden af de udenlandske køretøjer, der er set i Danmark over en periode. I denne meddelelse er reglerne, for registreringspligt og registreringsafgift i Danmark, beskrevet på en let tilgængelig måde.
Punktafgiftscenter København vil fortsat have stor fokus på snyd med afgifterne.
- Vi har øget indsatsen overfor snyd med registreringsafgiften på køretøjer, samtidig med at vi opretholder en høj opmærksomhed på overholdelse af reglerne i det såkaldte kioskmiljø, hvor vi kan se, at mange forsøger at undgå at betale afgift på blandt andet øl og sodavand, pant med videre, udtaler afdelingsleder Lars Klamer.
For at undgå bøde eller straf, skal ejere eller brugere af et udenlandsk indregistreret køretøj, og som har deres sædvanlige opholdsted i Danmark, straks eller senest 14 dage efter indførslen af køretøjet, anmelde køretøjet til indregistrering i Danmark.
Yderligere oplysninger: Journalister: 7237 0900; borgere: 7222 1818