- Vi havde stor succes sidste år med at få stoppet for den ulovlige handel med øl og den manglende momsbetaling fra de udenlandske boder - til stor glæde for de lokale handlende i Roskilde og de lovlydige boder på festivalen - og det vil vi følge tæt op på igen i år, fortæller Gert Høj, der er afdelingsleder i SKAT.
Øl og sodavand uden pant beslaglægges
De sidste års hårde kurs over for ulovligt salg af øl og sodavand fik stoppet den unfair konkurrence over for de lovlydige butikker i Roskilde, der i forhold til tidligere år har kunnet konstatere en mangedobling af omsætningen af øl.
SKAT vil også i år være meget synlige på festivalen.
- Eventuelle sælgere skal tænke sig om en ekstra gang, inden de kører til festivalen for at sælge ulovlige øl og sodavand. Vi vil som de forrige år være til stede på festivalen for at sikre en fair konkurrence, advarer Gert Høj.
Det kan blive dyrt at prøve at snyde, da der skal betales både for pant og ølafgift, som udgør ca. 1 kr. pr. dåse. Øl og sodavand, som mangler pantmærkning vil blive beslaglagt. Der hænges plakater op ved indgangene til festival- og campingområderne, som gør opmærksom på reglerne.
Kontrol ved grænsen
SKAT vil ikke kun være til stede på selve festivalen. Ved Rødby, Gedser og Padborg grænse samt Øresundsbroen vil der være øget kontrol for at forhindre, at der hentes større mængder af øl fra Tyskland og Sverige til videresalg uden pant og afgifter på Festivalen.
Udenlandske boder
Mange boder var sidste år ikke opmærksomme på, at de skulle betale moms af deres solgte varer - og der blev opgjort et samlet beløb på ca. 260.000 kr. i moms til betaling. I år udleverer SKAT derfor i samarbejde med festivalen et informationsbrev til de ca. 50 udenlandske salgsboder, som forventes at komme til festivalen. Disse skal uanset omsætning lade sig registrere hos SKAT for at afregne moms. Boderne vil blive besøgt af SKAT.
Kontrolaktioner mod spisesteder i Roskilde by
I løbet af festivalugen vil SKAT foretage kontrol af spisestederne i Roskilde by for at undersøge brugen af ulovlig arbejdskraft - det vil sige om de ansatte skulle være på arbejdsløshedsunderstøttelse, bistand eller slet ikke har arbejdstilladelse.
Gulpladebiler - klistermærker
SKATs medarbejdere vil i løbet af festivalugen holde øje med, om varebiler der er registreret til erhvervsmæssigt brug - ikke anvendes til privat kørsel. Således er det f.eks. privatkørsel at transportere telte, venner og familie til festivalområdet.
Der er nedsat særlige aktionsgrupper af medarbejdere fra Skattecenter Køge og Roskilde, der i samarbejde med Midt- og Vestsjællands politi vil patruljere udenfor og på festival- og campingområderne ligesom besøgene i detailhandlen vil ske i samarbejde med Roskilde Kommune og Arbejdsdirektoratet.
Skat vil være på pletten, så snart campingområderne åbner søndag den 29. juni - og vil være der under hele festivalen.
Oplysninger om regler og mængder for indførsel af øl, læskedrikke og spiritus mv. kan fås ved henvendelse til det lokale skattecenter eller på skat.dk.
Reglerne for pantmærkning/tilmelding kan oplyses af Dansk Retursystem A/S, tlf. 43 32 32 32 eller ses på dansk-retursystem.dk.
Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00; borgere: 72 22 18 18