Dato for udgivelse
05 May 2008 10:06
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
31 Mar 2008 15:33
SKM-nummer
SKM2008.395.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-6-1692-0098
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Told
Overemner-emner
Tarifering
Emneord
Toldmoms, importmoms, import af kornsiloer, toldtarif, toldposition.
Resumé

Importerede kornsiloer med mekanisk udstyr skulle tariferes under toldposition 8436.80.99.00, som andre maskiner mm. til landbrug med mekanisk udstyr, og ikke under toldposition 7308.90.59.00, som en konstruktion af stål. Der blev lagt vægt på, at kornsiloerne var sammenlignelige med malke- og mejerimaskiner med mekanisk udstyr, som henhørte under toldposition 8434. Henset hertil fandtes kornsiloerne ud fra en analogi at henhøre under opsamlingsbestemmelsen i toldposition 8436.

Reference(r)
Ingen

Klagen skyldes, at skattecentret har efteropkrævet i alt 1.077.440,60 kr. i told og importmoms for klagerens import af kornsiloer, idet disse i forbindelse med indførslen har været tariferet under toldposition 8433.60/90.00.00, men er anset rettelig at henhøre under toldposition 7309.00.90.00.

Landsskatterettens afgørelse

Skattecentrets afgørelse ændres.

Sagens oplysninger

Klageren er en virksomhed, der er registreret for engroshandel med landbrugsmaskiner og redskaber med tilbehør.

Klageren har i perioden 16. december 2002 - 16. november 2005 importeret kornsiloer fra USA og importerer fortsat siloerne. Disse er fortoldet on-line via en speditør. Ved indfortoldningen er anvendt toldpositionerne 8433.60.00.00 samt 8433.90.00.00, der omhandler dele til høstmaskiner, tærskeværker, halm- og foderpressere, slåmaskiner samt maskiner til rensning og sortering af æg, frugt eller andre landbrugsprodukter (undtagen maskiner henhørende under kap 84.37). Den tarifmæssige toldsats er 0 % for begge toldpositioner.

Klageren har oplyst, at siloerne leveres i ikke-samlet stand og består blandt andet af stålplader, færdigt tag, samt diverse udstyr som f.eks. trapper, trin, gelændere mv. Endvidere er et omrørersystem til montering inden i siloerne med i forsendelserne. Siloerne samles hos køberen på et forud støbt fundament. Efter opstillingen af siloen bliver der efterfølgende installeret varme- og udluftningsanlæg til tørring af kornet. Dette udstyr er ifølge oplysning fra klageren ikke omfattet af forsendelserne. Der er fremlagt en reklame for de pågældende siloer, udskrifter fra klagerens hjemmeside, en enkelte faktura fra den amerikanske leverandør samt en nærmere beskrivelse af siloerne med billeder.

Klageren har oplyst, at der formentlig kun importeres meget få lignende siloer til andre europæiske lande. I de andre europæiske lande køber man for det meste siloer, der er fremstillet indenfor EU, og derfor ikke siloer, der importeres fra lande beliggende uden for EU.

Skattecentret har oplyst, at leveringsbetingelserne for siloerne har været EXW.

Tariferingscentret har oplyst, at sager, der forelægges EU-Kommissionens Toldkodeksudvalg ikke som udgangspunkt er genstand for offentlighed, men såfremt der er tale om mere principielle sager, udmunder behandlingen i udvalget i, at der bliver lavet en egentlig tariferingsforordning, der offentliggøres. Afgørelser fra HS Komiteen under WCO offentliggøres alle på WCO's hjemmeside. Tariferingscentret har endvidere oplyst, at en forelæggelse for Toldkodeksudvalget og evt. for HS Komiteen kan forlænge sagsbehandlingstiden med op til et år eller mere.

Skattecentrets afgørelse

Skattecentret har efteropkrævet i alt 1.077.440,60 kr. i told og importmoms.

De indførte kornsiloer har været fortoldet under den forkerte toldposition, idet den korrekte position er 7309.00.90.00 med en tarifmæssig toldsats på 2,2 %. Det har ingen betydning for tariferingen, at kornsiloerne har foreligget i adskilt stand ved indførslen, jf. herved de almindelige tariferingsbestemmelser punkt 2.a).

Af de forklarende bemærkninger til toldposition 7309 fremgår, at beholdere, der er udstyret med mekanisk eller termisk udstyr, fx røreværk, køle eller varmespiraler eller elektriske varmeelementer, hører under kap. 84 eller 85 indikerer netop, at såfremt beholderne ikke er udstyret med de nævnte anordninger, skal de tariferes under toldposition 7309. Hvis varerne skulle være tariferet under toldposition 7308, så skulle den nævnte undtagelse være nævnt under denne toldposition.

Der er i øvrigt henvist til, at branchen gennemgående tariferer kornsiloer under toldposition 7309.00.90.00 og ikke i de af repræsentanten foreslåede toldpositioner.

Det er samtidig konstateret, at søfragtbeløb samt øvrige 3'landstransportomkostninger og forsikring ikke er medregnet i fuldt omfang samt, at der i visse tilfælde er anvendt en forkert toldkurs. Der er henvist til toldkodeksens artikel 32, stk. 1, samt gennemførelsesbestemmelsernes artikel 168-172.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat en formalitetspåstand om, at sagen kan afgøres på det foreliggende grundlag, uden at sagen skal afvente en udtalelse fra EU-Kommissionens Toldkodeksudvalg, som foreslået af Tariferingscentret. Såfremt Landsskatteretten finder, at sagen kan behandles nu, er der fremsat påstand om, at de omhandlede varer skal tariferes under toldposition 7308.90.59.00.

Vedrørende formalitetspåstanden er det gjort gældende, at klageren har brug for en afklaring af tariferingsspørgsmålet, idet klageren løbende importerer siloerne til Danmark. Det er således ikke rimeligt, at klageren skal afvente yderligere på EU-Kommissionens Toldkodeksudvalgs udtalelse, evt. også på WCO's vurdering af sagen. Der er samtidig tale om en klage, der er indgivet den 10. marts 2006, hvorfor klageren allerede nu har ventet meget lang tid på at få en afgørelse, der er af stor betydning for klageren.

For så vidt angår tariferingen er der her tale om siloer, der indeholder mekanisk udstyr.

Når en tørringssilo og en beluftningssilo importeres fra USA, har de følgende mekaniske udstyr:

  • Mekanisk kornspreder (på en tørresilo er kornsprederen elektrisk)
  • Fejesnegl
  • Tømmesnegl
  • Midterbrønd

Derudover bliver en tørresilo også importeret med en stirrator. Derudover monteres der en mekanisk trækstation uden på siloen. Der er henvist til de fremlagte bilag.

En beluftningssilo er således udstyret med mekanisk udstyr selv om den ikke er udstyret med et omrøringssystem. Da en beluftningssilo under ingen omstændigheder kan tariferes i pos. 7309 pga. det mekaniske udstyr, skal beluftningssiloer og tørresiloer tariferes i samme toldposition.

De omhandlede kornsiloer skal henset til de faktiske omstændigheder således tariferes under toldposition 7308.90.59.00, subsidiært under toldposition 7308.20.00.00.

Toldposition 7308.90.59.00 er den korrekte tarifering og mest dækkende beskrivelse af de importerede silotårne, jf. også de fortolkningsprincipper, der er fastlagt af EF-Domstolen i bl.a. dom af 11. januar 2007 i sag C-400/05. Hvis man anvender SKAT's eget tariferingssystem Evita, er det også denne position, som systemet angiver som den siloerne skal tariferes i. Positionstekster, forklarende bemærkninger og undtagelser og bestemmelser til kapitel 8419 og 7309 gør, at silotårnene ikke kan tariferes i disse kapitler.

Den nævnte toldposition omhandler stålkonstruktioner udelukkende eller hovedsagligt af plader, hvilket er en dækkende beskrivelse af silotårnene, idet der samtidig er tale om konstruktioner beregnet til at forblive på den plads, hvor konstruktionen opstilles.

Subsidiært kan silotårnene tariferes i varekode 7308.20.00.00 som stålkonstruktioner - tårne, hvis beskrivelsen som tårn er mere dækkende end stålkonstruktioner bestående af plader i forhold til de almindelige tariferingsbestemmelsers punkt 2.a).

Der er henvist til, at silotårne er stålkonstruktioner og ikke tanke, og disse silotårne har alle de karakteristika, som de konstruktioner, der henhører under toldposition 7308. Derfor kan silotårne ikke tariferes som tanke i toldposition 7309.00.90.00, idet denne position udtrykkeligt undtager varer med mekanisk udstyr. Siloerne kan ikke betragtes som lukkede, idet der er åbent både ved overgangen fra siden til tag og i det perforerede gulv i bunden.

I øvrigt er definitionen på en tank som beholder væsentlig mere indskrænkende end definitionen på en silo som lagerbeholder. En tank har en klart defineret grænseværdi for tætheden til opbevaring af væsker og faste materialer. Et silotårn er mere bredt defineret og har på baggrund af materialerne, der opbevares i et silotårn, ikke samme grænseværdier for tætheden. Der er henvist til Den Danske Ordbog 1. udgave, 1. oplag fra 2005. Ud fra ordbogens definitioner kan man konkludere, at en silo ikke er en tank, blandt andet fordi de hver især er konstrueret til at opbevare eller lagre forskellige materialer. Derudover er en tank en beholder, og en silo er en bygning, der anvendes som lagerbeholder.

Siloer er til oplagring af korn, ensilage, kul eller andet findelt materiale, dvs. opbevaring af materialer af en vis størrelse. Korn, som er det materiale af de tre nævnte, der er mindst i fysisk størrelse, har en størrelse i gennemsnit på ca. 3*3*6 mm.

Tanke er til opbevaring af væske, gas, pulver eller lignende. Af de 3 nævnte materialer er det pulver, der er størst i fysisk størrelse, hvorfor det må være pulveret, der sætter kriteriet for, hvor tæt en tank skal være. I bestemmelse 8 b) til afsnit XV i toldtariffen er pulver defineret som: "varer af hvilke 90 vægtprocent og derover kan passere gennem en sigte med maskestørrelse på 1 mm." Andre lignende materialer, der opbevares i en tank, skal have lignende karakteristika. Præcis som de eksempler på anvendelse af tanke, der er angivet i forklarende bemærkninger til position 7309.

Dette stemmer overens med en almindelig sproglig opfattelse af, hvad en tank er, og hvad en silo er. En tank opfattes normalt som en beholder til væsker eller gasser, som vi kender det fra tankskibe, vandtanke osv. Siloer kendes normalt fra landbrug og fra bryggerier til opbevaring af f.eks. korn. I de senere år er det også blevet almindeligt, at industrisiloer er ombygget til boliger som f.eks. Carlsberg bryggeriets silo på Vesterbro i København eller Wennberg siloen og Frøsiloen fra Sojakagefabrikken på Islandsbrygge. Ingen vil påstå, at de siloer er tanke.

Skattecentrets henvisning til, at branchen som helhed anvender toldposition 7309.00.90.00 ved import af lignende stålkonstruktioner til silotårne er ikke dokumenteret, og der foreligger ikke afgørelser eller BTO'er i hverken Danmark eller EU som helhed, der underbygger denne påstand.

Da det er synspunktet, at silotårnene er udelukket fra tarifering i position 7309, kan undtagelsen til position 7309 derfor heller ikke finde anvendelse. Da silotårne af stål ikke er tanke, kar eller lignende beholdere, kommer position 7309 aldrig i betragtning ved tariferingen af silotårnene.

Der er henvist til, at positionsteksten til 7309 er indskrænkende, derved at positionen kun dækker tanke, kar og lignende beholdere over 300 liter til opbevaring af væske og faste stoffer. Tanke og kar skal være tætte for væsker, både ud fra en almindelig definition af tanke og kar, men også ud fra de eksempler på varer der er omfattet af positionen, der er givet i de forklarende bemærkninger. Lignende beholdere skal have samme egenskaber og tæthed, der er den samme som for tanke og kar. Kriteriet for tætheden af tanke, kar og lignende beholdere til væsker og faste stoffer (pulvere) er en passage gennem en maskestørrelse på 1 mm. Uanset om varerne ses som løse stålplader eller som silotårne i adskilt stand, når pladerne samles til silotårne ved sammenboltning, vil silotårnene aldrig kunne opnå den grad af tæthed, der kendetegner tanke, kar og lignende beholdere, og derfor kan silotårnene ikke tariferes i position 7309.

Hvis udsøgningerne overhovedet kan og skal tillægges nogen betydning i denne sag, skal sagens parter have adgang til oplysningerne i udsøgningerne, og skal have mulighed for at kommentere disse. Skattecentrets udsøgning af oplysninger er foretaget, på de af os foreslåede toldpositioner 7308.20.00.00 og 7308.90.59.00, samt den af Skattecentret foreslåede toldposition 7309.00.90.00. Udsøgninger fra toldsystemet på tre isolerede toldpositioner er et for spinkelt grundlag til at konkludere, at en hel branche er enig i, at den korrekte toldposition for silotårne af stål er 7309.00.90.00. skattecentret oplyser heller ikke hvilken branche udsøgningen er foretaget på. Fordi en branche generelt anvender de samme toldpositioner ved import, betyder det ikke, at alle importerede varer er korrekt tariferet. Klageren er interesseret i at tarifere silotårnene korrekt efter toldtariffen, og ikke nødvendigvis i at tarifere silotårnene som den øvrige branche. Tariferingen af en vare bliver ikke mere korrekt, jo flere gange man anvender en forkert toldposition. I øvrigt er det usandsynligt, at skattecentret ville kunne identificere varer, der er identiske med klagerens importerede silotårne af stål eller lignende varer, ud fra oplysninger i SKATs toldsystem.

For så vidt angår Tariferingscentrets henvisning til toldposition 8434 og 8436, er 8434 en meget konkret og entydig beskrivelse af, hvilke maskiner positionen omfatter. Der er derfor heller ikke nogen tvivl om, at mælketanke med omrører skal tariferes i denne position.

Positionsteksten til 8436 er derimod mere bred og er en opsamlingsbestemmelse, hvor det er klart, at der skal være tale om en maskine eller et apparat for, at denne position kan anvendes. Ingen af de apparater, der er nævnt i de forklarende bemærkninger til 8436 har nogen lighedspunkter med de her omhandlede siloer.

Denne position kan derfor ikke anvendes, da en silo hverken er en maskine eller et apparat, men derimod en metalkonstruktion til opbevaring af korn. At siloen er udstyret med mekanisk udstyr gør den hverken til en maskine eller et apparat. Hvis det mekaniske udstyr var importeret enkeltvis, ville denne position muligvis kunne anvendes, men i dette tilfælde bliver de mekaniske dele importeret sammen med siloen, og er derfor alene dele til siloen, der ikke er kendetegnende for siloen. Det kendetegnende for siloerne er opbevaring af korn og ikke, at der er mekaniske dele, som kan tømme siloen for korn.

De afgørelser, som Tariferingscentret har henvist til har i øvrigt ikke relevans for nærværende sag. Det forhold, at klageren har haft mulighed for at få udstedt en BTO har samtidig ikke været relevant, idet klageren ikke har været i tvivl om tariferingen af siloerne, hvilket også har været understøttet af den tarifering, som Evita-systemet har angivet.

SKAT, Tariferingscentrets udtalelse

Tariferingscentret har indstillet, at sagen kan forelægges for EU-Kommissionens Toldkodeksudvalg til udtalelse, evt. herefter HS Komiteen under WCO (World Customs Organisation). Såfremt Landsskatteretten imidlertid vil behandle sagen på det foreliggende grundlag er det indstillet, at siloer med omrører og lignende tariferes under toldposition 8436.80.99.00.

Vedrørende spørgsmålet om forelæggelse har baggrunden for dette forslag været, at der ikke tidligere hverken hos de andre medlemsstater eller hos Toldkodeksudvalget og WCO har været truffet afgørelse omkring tarifering af kornsiloer. Der er heller ikke i de andre medlemsstater udstedt BTO'er på varer, der har kunnet sammenlignes med nærværende. Der har således slet ikke tidligere været truffet afgørelser af betydning for nærværende sag.

Det eneste, der har kunnet have betydning, er to ældre afgørelser, truffet af HS Komiteen under WCO, der går i hver sin retning. På denne baggrund er det derfor oplagt at forelægge sagen for EF-Toldkodeksudvalget og evt. herefter forelægge sagen for WCO.

Vedrørende selve tariferingen synes der at være enighed om, at sagen alene drejer sig om siloer, der foreligger i adskilt stand ved indfortoldningen og som også indeholder en omrører og en slags snegl, dvs. mekanisk udstyr. Varen skal i overensstemmelse med de almindelige tariferingsbestemmelser 2 a), tariferes som om, at den lå i samlet stand.

Det forhold, at klageren ved anvendelse af Evita-systemet har fået angivet toldposition 7308, som den korrekte position, er kun vejledende, men ikke bindende for tariferingen. Samtidig vedrører den påråbte EF-Domstolsafgørelse af 11. januar 2007 en situation, der slet ikke kan sammenlignes med nærværendes sags. Det, som er det afgørende for tariferingen af siloerne, er derimod disses objektive kendetegn og egenskaber.

I denne forbindelse har der som nævnt tidligere været truffet to afgørelser i WCO-regi, der kan have betydning for tarifering af nærværende siloer. Af afgørelserne fremgår følgende:

7309.00

"Silos for unroasted or roasted coffee, consisting of a steel container in the shape of a polyhedron partitioned vertically into cells, each cell being fitted at the base with a device (electro-magnetic or operated by a hand lever according to the type of silo) for closing and opening the orifice through which the coffee is distributed, but have no other mechanical equipment."

Der er fremlagt billede af varen.

Afgørelsen blev oprindeligt truffet i 1963 af daværende Nomenklatur Komité, der besluttede, at siloen skulle indplaceres under TSR Nomenklaturens pos. 7322 (som "tanke, kar og lignende beholdere, af jern og stål ..., med et rumindhold over 300 liter,..."). Siloen havde en kapacitet på 2.000 kg.

I forbindelse med overgangen til HS blev det besluttet, at den pågældende afgørelse skulle medtages under (nugældende) pos. 7309, der, bortset fra en tilføjelse af "til ethvert materiale" er identisk med teksten til TSR Nomenklaturens pos. 7322.

9406.00

"Gram silos, farm type, consisting of several circular sections, of decreasing diameter, made of fibreboard of wood, designed for assembly by being placed one on top of the other and held together by iron tubes; these silos were not fitted with mechanical or thermal equipment."

Der er fremlagt et billede af varen.

Denne afgørelse blev oprindeligt truffet i 1962 af daværende Nomenklatur Komité, der besluttede, at siloen (kapacitet ikke oplyst) skulle indplaceres i TSR Nomenklaturens pos. 4821 som "varer af papirmasse", da den var fremstillet af "byggepaneler af træfibre", der henhørte under daværende pos. 4809. Sådanne byggepaneler blev ved en revision af TSR Nomenklaturen i 1976 flyttet til pos. 4411. Samtidig blev det besluttet, at optage tariferingsafgørelsen under pos. 4423, der omfattede "tømrer- og snedkerarbejder af træ til bygningsbrug (herunder bygninger, færdige eller i dele til samling, og sammensatte parketstaver)".

I dokument nr. 22.943 af 18. januar 1977, paragraf 12.1 med tilhørende fodnote, anførte WCO Sekretariatet følgende:

"For the interpretation of the Nomenclature, the silos in questions are prefabricated buildings of wood (I). They derive their essential character from the fibre building boards and the metal components are for assembly only and clearly secondary to the wooden components.

(1) From the context it seems to the Secretariat that the term "building" should be interpreted in a broad sense. If there should be any doubt as to the meaning of this term in English, the French corresponding term "construction" permits a wide interpretation."

I forbindelse med overgangen til HS blev det besluttet, at den pågældende afgørelse skulle medtages under (nugældende) pos. 9406, der omfatter "præfabrikerede bygninger". Denne position blev etableret for at lette tariferingen af komplette bygninger, der bestod af flere materialer (fx træ og metal). Samtidig blev det besluttet, at indbygget udstyr, der normalt blev leveret med bygningen, skulle tariferes sammen med bygningen.

Af forarbejderne til HS fremgår endvidere (dokument nr. 22.497 af 2. juli 1976 - Nomenclature Committee 37th session), at de præfabrikerede bygninger under HS position 9406 i den tidligere TSR Nomenklatur blev tariferet blandt andet i pos 4423, der som anført ovenstående refererede direkte til "bygninger, færdige eller i dele til samling" i positionsteksten.

For så vidt angår komplette bygninger af stål og aluminium er det i dokumentet anført, at de henhørte under henholdsvis pos 7321 og 7608, der omfattede "jern- og stålkonstruktioner ... samt dele til sådanne konstruktioner" og "aluminiumskonstruktioner ... samt dele til sådanne konstruktioner". I de tilhørende forklarende bemærkninger var der direkte reference til "præfabrikerede bygninger".

Endelig var det nævnt, at præfabrikerede bygninger også kunne være fremstillet af plast eller cement og de ville i så fald være henhørende under daværende pos. 3907 og 6812.

Ved afgørelsen udtalte WCO Sekretariatet i den forbindelse, at begrebet "bygning" skulle fortolkes bredt, hvilket imidlertid er tvivlsomt, da en "silo" næppe kan betragtes som en "bygning".

For så vidt angår de enkelte positioner, der har været i spil, er vedrørende toldposition 7308 anført, at denne alene omfatter konstruktioner eller dele hertil. De eksempler, der er givet herom i de forklarende bemærkninger til positionen vedrører eksempelvis broer og lignende, men ikke genstande, der skal bruges til opbevaring af varer.

Siloens kendetegn er, at den skal benyttes til "opbevaring" af korn i en kortere eller længere periode, og opbevaring er netop kendetegnet for produkterne omfattet af position 7309.

Af de forklarende bemærkninger til denne position fremgår, at "beholderne normalt er bestemt til fast installation til oplagrings- eller produktionsformål". Der er ikke noget krav hverken i positionsteksterne eller i de forklarende bemærkninger til, at beholderne skal være helt tætte, således at de kan benyttes til væsker. Af positionsteksten fremgår, at positionen omfatter "beholdere til ethvert materiale".

I øvrigt må det antages, at siloerne er tilstrækkeligt tætte til, at kornet bliver i siloen, og at der ikke kan trænge regnvand ind i siloen.

Position 7309 er imidlertid udelukket, da den ikke omfatter beholdere med mekanisk udstyr, jf. positionsteksten. Sådanne beholdere hører i henhold til de forklarende bemærkninger til pos. 7309 under kapitel 84 eller 85. Kapitel 85 er ikke relevant i forhold til nærværende varer.

Ved den oplyste omrøring foregår der ikke en decideret proces, der indbefatter en temperaturændring eller en fysisk forandring af kornet, som foreskrevet i positionsteksten, jf. nedenstående. Der kan derfor ikke ske tarifering under toldposition 8473.

Derimod kan der drages en parallel til mælketanke forsynet med en omrører, der tariferes under toldposition 8434. Der er henvist til de forklarende bemærkninger hertil.

Analogt hermed kan siloer med mekanisk udstyr, bl.a. i form af en omrører, til brug i landbrug henhøre under toldposition 8436, og da positionen ikke omfatter nogen specifik underopdeling for de omhandlede siloer, vil de skulle henføres til pos. 8436.80.99.00 (andre varer).

Siloer med omrører, der ikke tilkendegiver sig som værende til nogen speciel anvendelse, henhører under toldposition 84.79.

Endelig har klageren haft mulighed for at få en BTO på siloerne, hvis denne havde været i tvivl om tariferingen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af toldtariffens toldposition 7308.90.59.00 fremgår følgende:

"Konstruktioner (undtagen præfabrikerede bygninger henhørende under pos. 9406) og dele til konstruktioner f.eks. broer og brosektioner, sluseporte, tårne, gittermaster, tage og tagkonstruktioner, døre, vinduer og rammer dertil samt dørtærskler, skodder, rækværker, søjler og piller) af jern og stål; plader, stænger, profiler, rør o. lign., af jern og stål, forarbejdet til brug i konstruktioner

(...)

- Andre varer

(...)

- - Andre varer

- - - Udelukkende eller hovedsagligt af plader

(...)

- - - - Andre varer"

Af toldtariffens toldposition 7308.20.00.00 fremgår følgende:

"Konstruktioner (undtagen præfabrikerede bygninger henhørende under pos. 9406) og dele til konstruktioner f.eks. broer og brosektioner, sluseporte, tårne, gittermaster, tage og tagkonstruktioner, døre, vinduer og rammer dertil samt dørtærskler, skodder, rækværker, søjler og piller, af jern og stål; plader, stænger, profiler, rør o. lign., af jern og stål, forarbejdet til brug i konstruktioner

(...)

- Tårne og gittermaster"

Af de forklarende bemærkninger til toldposition 7308 fremgår følgende:

"Denne position omfatter komplette eller ukomplette metalkonstruktioner samt dele dertil. Det karakteristiske for konstruktioner under denne position er, at de, når de er anbragt på en plads, sædvanligvis forbliver på denne. De er normalt fremstillet ved samling af stænger, rør, profiler, plader, bredprofiler, herunder såkaldte universalplader, bånd, smedede eller støbte emner ved nitning, sammenboltning, svejsning mv. I sådanne konstruktioner indgår undertiden produkter henhørende under andre positioner, fx plader af trådvæv eller strækmetal henhørende under pos 73.14.(...)

Foruden de i positionsteksten nævnte konstruktioner og dele dertil omfatter positionen bl.a. også:

Stilladser eller overbygninger til grubeåbninger,(...) overbygninger til fyrtårne;(...) konstruktioner til drivhuse og mistbænke;(...) stalde og båse;(...)"

Af toldtariffens toldposition 7309.00.90.00 fremgår følgende:

"Tanke, kar og lignende beholdere til ethvert materiale (undtagen beholdere til komprimerede eller flydende gasser) af jern og stål, med et rumindhold på over 300 liter, også varmeisolerede eller med indvendig beklædning, men uden mekanisk udstyr og uden udstyr til opvarmning eller afkøling

(...)

- Til faste stoffer".

Af de forklarende bemærkninger til toldposition 7309 fremgår følgende:

"Disse beholdere er normalt bestemt til fast installation til oplagrings- eller produktionsformål, fx i fabrikker, i den kemiske industri, farverier, gasværker, bryggerier, brænderier og raffinaderier og - i mindre udstrækning - i huse, butikker mv. Positionen omfatter beholdere til ethvert materiale, undtagen komprimeret eller flydende gas.(…). Beholdere, der er udstyret med mekanisk eller termisk udstyr, fx røreværk, køle- eller varmespiraler eller elektriske varmeelementer, hører under kap 84 eller 85.

(...)

Positionen omfatter bl.a. benzin- og olietanke, kar der anvendes i malterier til udblødning af byg, gæringskar til væsker (vin, øl mv.), dekanterings- og klaringskar til alle slags væsker, kar til hærdning og udglødning af metalvarer, vandtanke (til husholdningsbrug eller anden brug), herunder ekspansionsbeholdere til centralvarmeanlæg; beholdere til faste stoffer.

(...)"

Af toldtariffens toldposition 8419 fremgår følgende:

"Maskiner, apparater og anlæg, også elektrisk opvarmede (...), til behandling af materialer ved processer, der indbefatter temperaturændringer, (...)"

Af toldtariffens toldposition 8434 fremgår følgende:

"Malkemaskiner og mejerimaskiner:"

Af de forklarende bemærkninger til toldposition 8434 fremgår følgende:

"Beholdere etc, der ikke er udstyret med anordninger til opvarmning eller afkøling, men som er forsynet med mekaniske indretninger, fx omrørere eller vippeanordninger, hører under denne position, for så vidt de karakteriserer sig som specielt konstrueret til anvendelse i mejerier. Hvis de ikke er konstrueret til nogen speciel anvendelse, hører de under pos 84.79. Beholdere etc, der hverken er udstyret med termiske eller mekaniske anordninger, tariferes efter materialets beskaffenhed, fx i pos 73.09, 73.10, 74.19, 76.11 eller 76.12."

Af toldtariffens toldposition 8436.80.90.00 fremgår følgende:

"Andre maskiner og apparater til landbrug, havebrug, skovbrug, fjerkræavl eller biavl, herunder spiringsanlæg med mekanisk udstyr eller udstyr til opvarmning; rugemaskiner og kyllingemødre:

(...)

--- Andre varer"

Af toldtariffens toldposition 8437 fremgår følgende:

"Maskiner og apparater til rensning og sortering af frø, korn eller tørrede bælgfrugter; maskiner og apparater til møllerier og maskiner og apparater til anden behandling af korn og tørrede bælgfrugter (undtagen maskiner og apparater af landbrugstyper):".

Af de almindelige tariferingsbestemmelser til toldtariffen punkt 1, og 2a), fremgår følgende:

"1. Overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler tjener alene til orientering; tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser samt, for så vidt det ikke strider mod de nævnte tekster og bestemmelser, efter nedenstående regler.

2. a) Når en bestemt vare nævnes i en positionstekst, omfatter positionen også ukomplette eller ufærdige varer af den omhandlede art, for så vidt de fremtræder som i det væsentlige komplette eller færdige varer, Positionen omfatter endvidere varer af den pågældende art (herunder ukomplette eller ufærdige varer, som efter denne bestemmelse tariferes som komplette eller færdige varer), når de foreligger i adskilt eller ikke samlet stand.

(...)"

Indledningsvis bemærkes, at retten finder, at der foreligger tilstrækkelige oplysninger til, at der er fornødent grundlag til at kunne træffe afgørelse om tariferingen af de omhandlede siloer, idet samtidig bemærkes, at der ikke foreligger praksis fra hverken nationale tariferingsmyndigheder, EU eller fra WCO. Dog foreligger der to ældre afgørelser fra WCO, der går i hver sin retning.

For så vidt angår tariferingen af de omhandlede siloer bemærkes herefter, at der er enighed mellem parterne om, at der alene indfortoldes siloer med omrørersystem mv., dvs. siloer med mekanisk udstyr.

Af bl.a. EF-domstolens dom af 18. juli 2007 i sag C-142/06 (Olicom A/S) præmis 16, fremgår, at det afgørende kriterium for tarifering af varer normalt er disses objektive kendetegn og egenskaber som beskrevet i den enkelte position i den kombinerede nomenklatur og de supplerende bestemmelser til dennes afsnit og kapitler.

Det bemærkes, at varen foreligger i ikke-samlet stand i forbindelse med indfortoldningen, men kan efter de almindelige tariferingsbestemmelser punkt 2. a) tariferes som om varen forelå i samlet stand.

De omhandlede siloer skal tariferes under toldtariffens toldposition 8436.80.99.00.

Der er herved henset til, at toldposition 7308 alene omfatter konstruktioner eller dele hertil, og de eksempler, der er givet herom i positionsteksten samt i de forklarende bemærkninger til positionen, som eksempelvis broer, stilladser og lignende, vedrører ikke genstande, der skal anvendes til opbevaring af varer, som der her er tale om. Denne position kan derfor ikke anvendes.

For så vidt angår toldposition 7309 omfatter denne position tanke og lignende, men ikke med mekanisk udstyr, som foreligger her. Sådanne beholdere hører i henhold til de forklarende bemærkninger til toldposition 7309 under kapitel 84 eller 85, hvor alene kapitel 84 er relevant i forhold til nærværende varer.

Henset til indholdet af toldposition 8434 samt de forklarende bemærkninger hertil vedrørende malke- og mejerimaskiner, hvoraf fremgår, at denne position også omfatter beholdere med f.eks. en omrører, hvilket må anses som meget sammenlignelig med nærværende siloer, findes disse analogt hermed at kunne falde ind under opsamlingsbestemmelsen i toldposition 8436 om andre maskiner og apparater til landbrug med mekanisk udstyr.

For så vidt angår spørgsmålet om toldværdien og anvendelse af den korrekte toldkurs, er der ikke fra klagerens side fremlagt nærmere, der indikerer, at regionens opgørelse på disse punkter har været ukorrekt.

Den påklagede afgørelse ændres herefter for så vidt angår tariferingen af de omhandlede varer.