Dato for udgivelse
31 jan 2008 15:49
Resumé

Mange borgere har netop modtaget deres lønsedler og har konstateret, at deres lønudbetalinger er forkerte. Problemet skyldes, at arbejdsgiveres og lønbureauers medarbejderoplysninger ikke er opdaterede.


I forbindelse med lønudbetalinger i disse dage har en del ansatte oplevet, at de ikke har fået udbetalt den løn, de er berettiget til. Fejlen er opstået, fordi arbejdsgiveren i en række tilfælde har fået tilsendt medarbejderens bikort, fordi en anden arbejdsgiver har rekvireret hovedkortene med medarbejdernes fradrag.

En lang række arbejdsgivere er kommet godt i gang med eIndkomst-systemet, men nogle arbejdsgivere har rekvireret skattekort på personer, som ikke har været ansat i årevis, fordi deres medarbejderkartoteker ikke er ajourførte. Andre har rekvireret hovedkortet, selvom de kun skulle bruge bikortet. Det har betydet, at den nuværende hovedarbejdsgiver i stedet har fået bikortet, og at der derfor ved lønudbetalingen ikke er taget hensyn til medarbejderens fradrag.

- Det er overraskende, at en række arbejdsgivere fortsætter med at have tidligere medarbejdere registreret i deres lønsystemer og - i strid med reglerne - fortsat rekvirerer skattekort for dem, siger Richard Hanlov, fagchef i SKAT.

- Vi opfordrer derfor lønbureauer, arbejdsgivere og tidligere arbejdsgivere til hurtigst muligt at få opdateret deres medarbejderkartoteker, så de arbejdsgivere, der reelt har brug for et hovedkort, også har uhindret adgang til det, forklarer Richard Hanlov.

SKAT er i kontakt med lønbureauer og arbejdsgivere for at få afklaret, om SKAT kan være behjælpelig med en midlertidig teknisk løsning. Under alle omstændigheder skal der dog ryddes op i medarbejderkartotekerne hos arbejdsgivere.

Hvis virksomheder har indeholdt for meget skat kan de enten genrekvirere hovedkortet gennem eIndkomst eller bede medarbejderne om at aflevere et papirskattekort.

Se vejledning til borgere her.

Se tidligere udsendt information her.

Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00, borgere: 72 22 18 18