Dato for udgivelse
25 Apr 2007 16:35
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
31 Mar 2006 15:40
SKM-nummer
SKM2007.282.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-5-1896-0046
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Indtægt, legat, skattefrit
Resumé

En konservatorieuddannet pianist modtog et uansøgt legat i form af et engangsbeløb på 40.000 kr. Ifølge legatets fundats var formålet at yde en årlig legatportion til en pianist med særlige evner udgået fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse. Legatbestyrelsen havde udtalt, at legatet var ydet udelukkende som en anerkendelse af modtagerens kunstneriske fortjenester. Legatet var skattefrit i henhold til ligningsloven § 7, nr. 19.

Reference(r)
Statsskatteloven §§ 4, litra c og 6, stk. 1, litra a
Ligningsloven §§ 7, nr. 19, 2. pkt., 7 O, 8, stk. 1 og 4

Klagen skyldes, at indtægt fra legat er anset som skattepligtig.

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Indtægt fra B's legat på 40.000 kr. anset af skatteankenævnet som skattepligtig efter statsskattelovens § 4, litra c.

Landsskatteretten ændrer skatteankenævnets afgørelse således, at legatbeløbet er skattefrit efter ligningslovens § 7, nr. 19.

Sagens oplysninger

Klageren er pianist. Hun er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor hun tillige færdiggjorde Solistklassen i 2002. Klageren modtog i indkomståret 2002 forskellige legater på i alt 153.000 kr. og havde herudover indtægter i form af SU, honorar fra koncerter m.v. på i alt 89.669 kr. Klageren medvirkede i alt i 29 koncerter i 2002, herunder 14 som solist.

Klageren modtog i 2002 blandt andet et legat fra B på 40.000 kr. ydet som et uansøgt engangsbeløb. Det fremgår af legatfundatsen for dette legat, at legatet ikke kan søges. Endvidere siger legatfundatsens § 2:

"Legatets formål er at yde en årlig legatportion til en pianist med særlige evner - ung eller ældre - der er udgået fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Solistklasse."

Ved brev af den 7. november 2002 fik klageren tildelt legatet. Af brevet fra legatbestyrelsen fremgår følgende:

"Kære A

Det glæder mig at kunne meddele dig, at bestyrelsen for B, bestående af rektor, prorektor og C, har tildelt dig en legatportion fra ovennævnte fond stor kr. 40.000,00.

Du bedes venligst returnere vedlagte kopi af nærværende brev i udfyldt stand til Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums lønningskontor, hvorefter beløbet vil blive overført til din konto af Danske Forvaltning.

Legatet er skattepligtigt og indberettes herfra som B-indtægt.

Hjertelig tillykke med tildelingen."

Som begrundelse for uddelingen til klageren, har legatbestyrelsen den 22. marts 2004 anført følgende:

"Ved legatuddelingen lægges der vægt på modtagerens særlige evner, og det er vores opfattelse, at legatet ydes udelukkende som en anerkendelse af modtagerens kunstneriske fortjenester.

Betingelsen om at pianisten skal være udgået fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Solistklasse betragtes som en generel betingelse, der bare skal være opfyldt på et eller andet tidspunkt. Pianisten behøver altså ikke at være udgået fra solistklassen samme år, som legatet ydes, men skal bare på et eller andet tidspunkt i sit liv være udgået fra solistklassen.

Legatet ydes ikke som en præmie for afslutning af solistklassen.

Ved bedømmelsen af potentielle legatmodtagere lægges vægt på de samlede kunstneriske fortjenester. Pianistens debutkoncert kan indgå ved bedømmelsen på lige fod med andre koncertopførelser, men indgår ikke med særlig vægt.

Ved bedømmelsen af A blev der altså udelukkende lagt vægt på hendes samlede kunstneriske fortjenester."

Skatteankenævnets afgørelse

Ankenævnet har ved afgørelsen om skattepligt af det modtagne legatbeløb lagt til grund, at legatbestyrelsen ved tildeling af legatportioner lægger afgørende vægt på, om en potentiel modtager kan siges at opfylde kravet om "særlige evner". Der er henset til, at "særlige evner" ikke er det samme som en hæderspris efter ligningslovens § 7, nr. 19, samt at der i bevillingsbrevet af 7. november 2002 intet er nævnt om, at legatet er givet som en hæderspris, der gives som en anerkendelse af modtagerens fortjenester. Ankenævnet har derfor fundet, at legatet skal medregnes i den skattepligtige indkomst efter statsskattelovens § 4, litra c.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant henviste til ligningslovens § 7, nr. 19, 2. pkt., som er en udløber af lovforslag af 4. april 2002, og som er vedtaget med virkning fra indkomståret 2002. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at forslaget skulle forbedre vilkårene for kunstnere og skabe gode rammer for kunsten og kulturen samtidig med, at befolkningen skulle få adgang til et rigt, varieret og mangfoldigt kulturudbud.

Der henvises til Ordbog Over Det Danske Sprog, som giver en beskrivelse af det danske sprog indtil ca. 1955. Ordbogen forklarer ordet hæder som et adjektiv, som rummer et udtryk for hæder - ærefuld. Ordet fortjeneste beskrives blandt andet som: Det at fortjene eller gøre sig fortjent til en vis belønning …….. også om udmærkede (aandelige) egenskaber, som fortjener ære, fortrin eller dyd. Den Danske Ordbog fra 2004 forklarer ordet hæder som: Tegn på stor respekt og anseelse, f.eks. i form af rosende omtale eller tildeling af pris eller titel. Fortjeneste forklares som blandt andet: God gerning, prisværdig handling, indsats der har givet et godt resultat. Efter fortjeneste: I overensstemmelse med hvad nogens handlemåde, opførsel eller egenskaber berettiger til.

Når der henses til ordbogsfortolkningerne og primært Den Danske Ordbog fra 2004, kan kravene i ligningslovens § 7, nr. 19, 2. pkt., til hædersprisen forstås som: En pris, der udelukkende gives som udtryk for stor respekt og anseelse, og som har karakter af en anerkendelse af modtagerens kunstneriske egenskaber. B's legat, der gives til en pianist med særlige evner, må betragtes som en pris, der udelukkende gives som udtryk for stor respekt og anseelse, og som har karakter af en anerkendelse af modtagerens kunstneriske egenskaber. Legatet er herefter omfattet af skattefritagelsen i ligningslovens § 7, nr. 19, 2. pkt. Skattefriheden er i overensstemmelse med begrundelsen for bestemmelsen, jf. bemærkninger til lovforslaget.

Ankenævnet har opfattet hæderspriser, som en pris, der ofte bliver givet til personer, som har afsluttet deres livsgerning. Hverken lovforarbejder eller de nævnte ordbøger giver nogen som helst støtte til denne antagelse, der må betragtes som uhjelmet. Også yngre personer, i starten af deres kunstneriske karriere, kan have egenskaber, der fortjener stor respekt og anseelse.

Legatet blev indberettet som skattepligtig B-indkomst. Musikkonservatoriet har telefonisk oplyst, at dette skyldes, at legatbestyrelsen ikke var opmærksom på den nye bestemmelse i ligningslovens § 7, nr. 19.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I medfør af statsskattelovens § 4 anses som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten disse hidrører her fra landet eller ikke, bestående af penge eller formuegoder af pengeværdi. Legater er således i almindelighed indkomstskattepligtige, jf. statsskattelovens § 4, litra c.

Legater kan dog være indkomstskattefri, jf. ligningslovens § 7, nr. 19, 2. pkt. eller beskattes lempeligere efter ligningslovens § 7 O.

Af bemærkningerne til Forslag til L 188 til lov om ændring af afskrivningsloven og ligningsloven fremgår det, at formålet er at udvide afskrivningsretten for kunstnerisk udsmykning samt at fritage hæderspriser til kunstnere for beskatning og hermed forbedre vilkårene for kunstnere og gøre det mere attraktivt for virksomheder at investere i kunst for herigennem at fremme trivsel og miljø på arbejdspladsen. Af forarbejderne fremgår endvidere med hensyn til hæderspriser, at forslaget ikke ændrer hovedreglen om, at legater generelt er skattepligtige, men sigter på yderligere lempelser af beskatningen af hæderspriser til personer, som har fortjent en særlig anerkendelse for deres kunstneriske virke. Når der henses til fundatsen for B og legatbestyrelsens udtalelse af 22. marts 2004, er det Landsskatterettens opfattelse, at legatet på 40.000 kr. er ydet klageren som en anerkendelse af hendes kunstneriske fortjenester, og betingelserne for at anse legatet for skattefrit i henhold til ligningslovens § 7, nr. 19, er opfyldt. Skatteankenævnets kendelse ændres herefter i overensstemmelse hermed.