1. Fra og med den 1. juli 1997 og indtil udgangen af indkomståret 2000 kunne selvstændigt erhvervsdrivende, som på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted i udlandet ikke havde mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl, vælge at foretage fradrag med standardsatserne i den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 9, stk. 7, i stedet for de faktiske udgifter.

2. I september 2000 ændrede Ligningsrådet skatteansættelsen for indkomståret 1997 for en selvstændig vognmand, fordi rådet ikke var enig i skatteankenævnets indkomstansættelse f.s.v. angik opgørelsen af et standardfradrag for udgifter ved rejse i udlandet efter ovennævnte bestemmelse.

Vognmanden havde tilrettelagt sin kørsel således, at han typisk tog fra sin bopæl mandag morgen, kørte rundt i Danmark og af- og pålæssede varer, kørte til Sverige og undertiden også til Norge og af- og pålæssede varer dér, hvorefter han returnerede til Danmark for her at af- og pålæsse varer. Herefter kørte han igen til Sverige, hvor han af- og pålæssede varer. Når han var færdig med dette, returnerede han atter til Danmark til nye af- og pålæsninger rundt omkring i landet. Først ved ugens slutning kørte han tilbage til sin bopæl.

Ligningsrådet anså alene vognmanden for berettiget til standardfradrag for de udgifter til kost og småfornødenheder, der var afholdt i udlandet i forbindelse med udenlandske rejsemål eller -delmål. Vognmandens rejseudgifter til kost m.v. i forbindelse med hans kørsel og af- og pålæsning af varer her i landet ansås ikke for omfattet af reglen i ligningslovens § 9, stk. 7, om standardfradrag. Ligningsrådets afgørelse er offentliggjort i TfS 2000, 849.

3. Vognmanden påklagede Ligningsrådets skatteansættelse til Landsskatteretten, der afsagde kendelse herom i november 2001, jf. SKM2002.130. LSR. Landsskatteretten lagde til grund, at vognmanden havde haft midlertidige arbejdssteder i udlandet i 1997, da han havde foretaget kørsel til Sverige og Norge i forbindelse med transportopgaver, herunder med af- og pålæsninger i Sverige. Dette medførte, at han ikke havde haft mulighed for at overnatte på sin bopæl. Landsskatteretten fandt på den baggrund, at vognmanden i princippet opfyldte de kriterier, der var fastsat i den dagældende ligningslovs § 9, stk. 7. Da retten endvidere fandt det godtgjort, at overnatningerne uden for hjemmet i de enkelte tilfælde havde været nødvendiggjort af arbejdsforholdene i udlandet, blev vognmanden anset for berettiget til standardfradrag for kostudgifter m.v. beregnet også for den del af turen, der foregik i Danmark.

4. Det er således nu gældende praksis, at for perioden fra og med den 1. juli 1997 og indtil udgangen af indkomståret 2000 vil selvstændige vognmænd være berettiget til standardfradrag efter den dagældende ligningslovs § 9, stk. 7, beregnet både for den del af turen, der foregik i udlandet, og den del, der foregik i Danmark, hvis de pågældende vognmænd på grund af afstanden mellem deres sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted i udlandet ikke har haft mulighed for at overnatte hjemme. Det er en forudsætning for godkendelse af fradrag for hele turen, at de enkelte overnatninger uden for hjemmet efter en konkret vurdering har været en nødvendig følge af de midlertidige arbejdssteder i udlandet.

Det bemærkes, at den omhandlede fradragsbestemmelse i den dagældende ligningslovs § 9, stk. 7, med virkning for indkomståret 2001 er udvidet til både at gælde ved rejse i Danmark og ved rejse i udlandet, jf. den nugældende bestemmelse i ligningslovens § 9 A, stk. 8.

5. I henhold til skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes inden 3 år fra udløbet af det pågældende indkomstår.

Er den skattepligtiges indkomstår ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det år, som indkomståret træder i stedet for, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 5.

6. Hvis fristen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7, endvidere efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 5 år forud for den underkendende afgørelse. Der vil i det omhandlede tilfælde dog alene kunne ske ekstraordinær genoptagelse, hvor genoptagelse ikke kan ske efter punkt 5 og for skatteansættelser, der vedrører perioden fra og med den 1. juli 1997 og indtil udgangen af indkomståret 2000, idet den pågældende fradragsbestemmelse alene har været gældende i denne periode.

Ekstraordinær genoptagelse kan dog kun ske, hvis den indebærer en indkomstændring på mindst 5.000 kr. for det enkelte indkomstår, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 2.

7. Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes under iagttagelse af fristbestemmelsen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 3, d.v.s. inden rimelig tid efter det tidspunkt, hvor den skattepligtige har erhvervet kendskab til de omstændigheder, der begrunder genoptagelsen. Hvad der forstås ved rimelig tid beror på en konkret vurdering, men det vil normalt være 6 måneder, jf. cirkulære nr. 116 af 1. juli 1999, punkt 4.3.

Anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne efter punkt 5 - 6 skal indgives til den skatteansættende myndighed, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 4.

8. Cirkulæret bortfalder den 1. januar 2004.

Ole Kjær

Ebbe Willumsen