Klagen vedrører fradrag for befordring mellem X og Y for purser ansat i B for dage, hvor fly er benyttet.

Landsskatterettens afgørelse

Ligningsmæssige fradrag

Indkomstårene 1997 - 1999 inkl.

Skatteankenævnet har ikke anset klageren for berettiget til fradrag for befordring bopæl/arbejdsplads i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1 - 3, for befordring mellem X og

Y tur/retur på dage, hvor fly er benyttet.

Landsskatteretten anser klageren for berettiget til fradrag for befordring bopæl/arbejdsplads i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1 - 3, for befordring mellem X og Y tur/retur på dage, hvor fly er benyttet.

Sagens oplysninger

Klageren, der har bopæl i Z, er ansat som purser hos B i Y. Klageren har foretaget følgende returrejser:

Indkomstår	1997	1998	1999
Tur/retur med fly	70	59	71
Over Storebælt (lockout)		1	1
Molslinien			1

Prisen for flyrejserne tur/retur har udgjort følgende:

Indkomstår	1997	1998	1999
	370 kr.	370 kr.	370 kr.

Under sagens behandling for Landsskatteretten har klagerens repræsentant begæret syn og skøn foretaget vedrørende værdien i handel og vandel af de billetter til transporten mellem X og Y tur/retur, som klageren har købt hos sin arbejdsgiver, jf. skattestyrelseslovens § 30 (nu skatteforvaltningslovens § 47) og punkt 51 i Skatteministeriets cirkulære nr. 118 af 18. juni 1990 om skattestyrelsesloven.

Den af retten udmeldte syns- og skønsmand har besvaret de af parterne stillede spørgsmål på følgende måde:

Spørgsmål 1:

Syns- og skønsmanden bedes redegøre for de forskellige typer af billetter, som B har udbudt til ansatte henholdsvis kunder i perioden 1997 - 1999 inkl.

Ved besvarelsen heraf bedes de særlige vilkår, som er gældende for hver billettype, skematisk opstillet, således at de rettigheder og pligter, som passageren/den ansatte ved B har i henhold til den pågældende billettype, klart fremgår.

De forhold, som syns- og skønsmanden bedes tage i betragtning, er bl.a. følgende (ikke udtømmende):

• Reglerne for reservation forud for afgangen.
• Mulighederne for at checke bagage ind.
• Risikoen for at stå over i forhold til næste flyafgang.
• Reglerne for prioritering af de forskellige passagergrupper ved overbooking.
• Mulighederne for at få udbetalt travel voucher, hvis overbooking medfører, at man ikke kommer med flyet.
• Mulighederne for kompensation, godtgørelse til forplejning og overnatning ved forsinket eller aflyst flyafgang.
• Mulighederne for optjening af bonuspoint.

Svar:

Skema vedlagt, hvor der redegøres for de forskellige typer af billetter, som B har udbudt til ansatte henholdsvis kunder i perioden 1997 - 1999 inkl.

Pris- type	Mar- ked		t/r pris	Risiko for af- visning	Priori- tering i for- hold til andre billet- typer	Kom- pen- sation Travel- voucher	Kom- pen- sation for- plej- ning/( over- nat- ning)	Mulig- hed bonus- point	Mulig- hed ind- skriv- ning af bagage
ID- billet	B ansatte	Stand by uden for- hånds- reser- vation	370,-	Varia- bel *)	Lave- ste 4	Ikke mulig	Ikke mulig	Ikke mulig	Ikke mulig
AD- agent	Rejse- bureau	Stand by uden for- hånds- reser- vation	370,-	Varia- bel *)	Næst- laveste 3	Ikke mulig	Ikke mulig	Ikke mulig	Ikke mulig
Ung- dom	Offent- lig	Stand by uden for- hånds- reser- vation	700,- b)	Varia- bel *)	Næst- laveste 3	Ikke mulig	Ikke mulig	Ikke mulig	Ikke mulig
Rød/ Grøn/ Apex Som- mer/ Jack- pot	Offent- lig	Kun visse afgan- ge (lav belæg- ning) med krav om forud- bestil- ling	500,- a)	Prak- sis ingen	Høj priori- tet 2	Ja	Ja	Ja mindre	Ja
Nor- mal- pris	Offent- lig	Alle afgan- ge	1.180,-	Prak- sis ingen	Højeste priori- tet 1	Ja	Ja	Ja fuld	Ja
Travel- pass	Offent- lig	10 - 20 - 30 - 40 klip	Se ne- denfor	Prak- sis ingen	Højeste priori- tet 1	Ja	Ja	Ja fuld	Ja
Travel- pass	Offent- lig	Ube- græn- set rejse ½ og helår	Se ne- denfor	Plads- garan- ti	Højeste priori- tet 1	Ja	Ja	Ja ekstra	Ja

Priser 1997
21.750 kr.	40 klip fuld udnyttelse	544 kr.
27.000 kr.	35 (70) udnyttet halvår	771 kr.
	30 (59) udnyttet halvår	900 kr.
	36 (71) udnyttet halvår	750 kr.
50.000 kr.	70 udnyttet helår	714 kr.	Pris februar 1998 59.000 kr.
	59 udnyttet helår	847 kr.	Pris oktober 1998 79.800 kr.
	71 udnyttet helår	704 kr.	Pris januar 1999 84.800 kr.
	100 udnyttet helår 135 udnyttet helår	500 kr. 370 kr.

*) Ved variabel forstås:

Stærkt belagte afgange såsom kl. 07 og 08 fra X og kl. 16 og 17 fra Y giver meget lille chance for at komme med, hvorimod middags og sene afgange som regel ikke er udsolgte.

a) "rød" rabatpris kun gældende på visse afgange pris i 1997 500,- (priskode YABIM2AG) stigende til 580 i 2001 Priskode (HWKND5D).

b) Ungdom Oneway Standby Fare i 1997 kr. 350,- (YUU) faldende i 1998 til kr. 150,- i 1998 og 1999 (YUU) og kr. 180,- i 2001.

Spørgsmål 2:

Syns- og skønsmanden bedes oplyse, om A's egenbetaling på kr. 370,00 t/r for strækningen X/Y efter en samlet vurdering kan anses for at være udtryk for markedsværdien af den billettype, A anvender, når der sammenholdes med de rettigheder/forpligtelser, som de ansatte har ved anvendelsen af den særlige billettype til B ansatte sammenholdt med muligheden for billigst muligt at lade sig transportere med B som kunde.

Svar:

Af skemaet og bilag fremgår det,

at B i 97 offentligt solgte billetter på strækningen inkl. reservation for kr. 500,- (børn halv pris) med priskode YAB1M2A6, og

at B samme år solgte årskort der ved høj udnyttelse kunne opnå attraktive priser, eksempelvis 100 eller 135 rejser til kr. 500,- hhv. 370,- pr. stk. og samtidigt opnå højeste prioritet og bonus point.

Og i de følgende år solgte B offentligt ungdoms billetter på stand by basis til kr. 300,- - 360,- altså sammenlignelige billetter til samme eller lavere pris.

Ansatte i rejsebureauer kunne købe til samme betingelser og priser som B ansatte.

Det er problematisk at fastslå produktionsprisen for B på strækningen Æ - Ø retur, men andre end B-ansatte kunne altså for samme beløb erhverve transporten X - Ø og retur.

Spørgsmål 3:

Syns- og skønsmanden bedes oplyse, om A's egenbetaling på kr. 370,00 t/r inkl. afgifter har oversteget 50 pct. af billigste billettype på strækningen X/Y i perioden 1997 - 1999 inkl.

Svar:

Spørgsmålet om A's egenbetaling på kr. 370,00 t/r inkl. afgifter har oversteget 50 pct. af billigste billettype på strækningen X - Ø kan belyses af vedlagte skema og af ovenstående besvarelse.

Betalingen har i årene oversteget 50 pct. af hvad andre har kunnet købe transporten til.

Skatteankenævnets afgørelse

Klageren er ikke anset for berettiget til fradrag for befordring bopæl/arbejdsplads for de pågældende indkomstår i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1 - 3, for befordring mellem X og Y tur/retur på dage, hvor han har benyttet fly.

Der kan ikke godkendes fradrag for befordring mellem X og Y på dage, hvor klageren har benyttet fly, da den skattepligtige værdi af de delvise frirejser med fly anses for at gå lige op med et eventuelt befordringsfradrag for de samme ture. Klageren arbejder ved B, og han har købt rabatbilletter til fly hos sin arbejdsgiver. Klageren har således delvis fribefordring. Der henvises til ligningslovens § 9 C, stk. 7 (tidligere stk. 6).

Der er således ved bedømmelsen ikke lagt vægt på,

at det er forbundet med særlige ulemper ved køb og anvendelse af disse billetter, og

at billetprisen ved køb og anvendelse af f.eks. 1 års travel-pass angiveligt  ved en betinget intensiv anvendelse kan nedbringes til et beløb, der er lavere end rabatbilletternes kostpris, når denne billetform ikke er anvendt.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har principalt fremsat påstand om, at klageren anses for berettiget til fradrag for befordring bopæl/arbejdsplads i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1 - 3, for befordring mellem X og Y tur/retur på dage, hvor han har benyttet fly, med henholdsvis 13.741 kr., 12.453 kr. og 16.187 kr. for de pågældende indkomstår.

Subsidiært har klagerens repræsentant nedlagt påstand om et forholdsmæssigt mindre fradrag.

Der er to aspekter i den foreliggende sag:

1. Der er forskel på at have fri befordring med f.eks. frikort eller at skulle betale noget selv.
2. Hvad er værdien i handel og vandel af billetterne i denne sag.

Ved skattereformen i 1993 blev reglerne i ligningslovens § 9 C om ligningsmæssigt fradrag for befordring suppleret med en regel, som dengang blev indføjet i ligningslovens § 9 C, stk. 6 (i dag med senere ændringer nogenlunde svarende til ligningslovens § 9 C, stk. 7).

"§ 9 C,  stk. 6:

Har den skattepligtige adgang til en af arbejdsgiveren betalt befordring med offentlige eller private transportmidler, og har den skattepligtige foretaget fradrag for befordring efter stk. 1, skal den skattepligtige ved indkomstopgørelsen medregne værdi af fri befordring svarende til fradraget efter stk. 1 for den del af strækningen, hvor der er adgang til fri befordring."

Reglen blev fremsat for Folketinget af Skatteministeren den 19. maj 1993 ved lovforslag L 285.

Denne regel, som i dag findes i ligningslovens § 9 C, stk. 7, med de ændringer, som er sket siden 1993, ønsker skatteankenævnet at anvende på klagerens forhold, således at han mister sit befordringsfradrag på trods af, at han har betalt B for at komme fra sin bopæl i Z til sit arbejdssted i Y Lufthavn.

Ved anlæggelsen af en formålsfortolkning af ligningslovens § 9 C, stk. 6, fremgår der af de almindelige bemærkninger til lovforslag L 285 følgende:

"Ligningslovens § 9 C omhandler fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Der er tale om befordring af privat karakter, hvortil der således er indført særlig fradragshjemmel. Fradraget er uafhængigt af, hvilket befordringsmiddel der anvendes og dermed af, hvilke faktiske udgifter befordringen medfører.

..."

Hensigten var således at skabe en overensstemmelse mellem opretholdelsen af befordringsfradrag og lønmodtagerens afholdelse af en driftsudgift til befordring, således at der blev indført en sammenhæng i beskatningsgrundlaget og skatteevnen. Formuleringen af lovbestemmelsen fremgik af de specielle bemærkninger til lovforslaget § 1, nr. 9, hvoraf det bl.a. fremgår:

"Det foreslås i bestemmelsen, at enhver form for befordring, der betales af arbejdsgiveren, og som er fradragsberettiget efter § 9 C, inddrages under beskatning. Som eksempler kan nævnes fri bil til rådighed, frikort eller frirejse til offentlige eller private transportmidler, fri befordring i firmabus og fri kørsel i mandskabsvogn.

...

I tilfælde, hvor arbejdsgiveren betaler befordringen over en del af strækningen, f.eks. ved at stille firmabus til rådighed for afhentning på en station, mens der ikke er fri befordring på den resterende strækning, er der fradrag efter § 9 C for den resterende strækning.

..."

Forslaget ønskede derfor at ramme fribefordringen i dens rene form, dvs. en arbejdsgiverbetalt frirejse, således at den ansatte ikke fik i pose og sæk. For de tilfælde hvor en del af strækningen blev betalt af arbejdsgiveren, kunne der ikke opnås fradrag for denne strækning, men alene et fradrag for den strækning, hvor den ansatte selv afholdt udgifterne til sin befordring.

I klagerens tilfælde er der ikke tale om frikort eller frirejse til at benytte B's rutemaskiner mellem X og Y, men derimod tale om, at der afholdes en udgift til befordring, som hidrører fra beskattede midler, dvs. fra klagerens nettoløn.

Klageren arbejder typisk på udenrigsruter, hvor han er af sted i 3 - 5 dage og møder ind i Y Lufthavn. Det er hans eget ansvar som lønmodtager at nå frem i rette tid før afgang.

Der knytter sig særlige vilkår til den billettype, som klageren har benyttet sig af ved B, som i hovedpunkter kan beskrives således:

·        at man aldrig kan foretage reservation i forvejen.

·        at klageren meget ofte har stået over i forhold til næste flyafgang.

·        at klageren på den baggrund skal rejse (for) tidligt ud fra X for at være sikker på at kunne møde ind i Y, hvilket naturligvis er generende for hans familieliv.

·        at klageren altid skal vige sin plads for alle andre B passagerer, herunder også stand-by passagerer inkl.  stand-by passagerer fra andre flyselskaber, der ikke i forvejen har listet sig på flyafgangen.

·        at klageren ofte oplever at sidde på et klapsæde, hvis der ikke er fuldt kabinepersonale om bord.

·        at klageren ofte har oplevet ikke at komme med sidste fly hjem, da det var overbooket, hvilket har medført privatudgifter til overnatning på hotel i Ø.

·        at klageren ikke som andre passagerer har ret til at få udbetalt en Travel Voucher på EUR 150,00, hvis man først kommer med næste afgang.

·        at klageren ikke får tilbudt et kontant beløb eller alternativ befordring, forplejning eller hotel, hvis der ikke er plads på flyet, eller flyafgangen forsinkes eller aflyses.

·        at klageren modsat andre betalende passagerer ikke optjener bonuspoint.

·        at værdien af klagerens billet dermed er afgørende ringere end en normal flybillet.

Der er mange ulemper, der bør tages i betragtning. Klageren bor i Z med sin ægtefælle og børnene, mens hans arbejdssted er i Ø. Klageren kan komme til Ø ad følgende ruter:

1.      Med Molslinjen.

2.      Over Storebæltsbroen.

3.      Med fly.

4.      Med bus til Æ og tog til Ø, hvilket tager 5 - 6 timer hver vej. Der er ikke tog i Z.

Der er en grund til, at de billetter, klageren har købt, ikke sælges til en højere pris.

Klageren må vige for mennesker, der pludselig skal med flyet. Alle kommer foran, også dem der ikke har booket. Dette forekommer jævnligt. Klageren må ofte af sted kl. 16.30 dagen før for at være sikker på at kunne møde til tiden. Der kan være en morgenafgang i Ø, som skal nås. Dette kræver hotel i Ø. Kommer klageren for sent tilbage til Y fra en flyvning, kan det kræve en overnatning i Ø. Der kan være problemer med tåge, men det forekommer ikke så ofte i dag. Der kan også være tekniske problemer. Dette kan betyde, at mange andre får plads før klageren. Tit skal klageren sidde på et klapsæde, så komforten er ikke stor. Det kan være før en langtur på 10 - 11 timer. Der er det samme problem på vejen hjem fra udlandet.

De af klageren købte billetter er ikke omfattet af økonomisk kompensation, hvis der f.eks. ikke er plads på flyet. Der ydes ingen godtgørelse for forplejning, overnatning eller lignende. Der optjenes ingen bonuspoints. Værdien af disse billetter er derfor afgørende ringere end værdien af andre billetter. Der er derfor ikke tale om fri befordring. Den af klageren betalte pris nærmer sig markedsværdien, eller der må foretages et skøn.

På den baggrund fastholdes det, at der ikke findes en højere markedsværdi af den pågældende billettype end den, klageren faktisk har betalt til B. Allerede derfor er klageren berettiget til at foretage sit befordringsfradrag, idet skattemyndighederne ikke har godtgjort, at værdien af befordringen overstiger betalingen.

Såfremt Landsskatteretten kommer frem til, at markedsværdien af den af klageren anvendte billettype er højere end hans faktiske betaling, gøres det gældende, at det princip, som fremgår af loven, nemlig at i de tilfælde hvor der er en delvis arbejdsgiverbetaling, kan der kun opnås delvis befordringsfradrag, skal anvendes. Konsekvensen må derfor være, at klageren skal være berettiget til et forholdsmæssigt fradrag svarende til forholdet mellem hans egenbetaling og billettens stipulerede markedsværdi.

Der henvises til punkt 2.3.1. om arbejdsgiverbetalt befordring, 9. og 10. afsnit, i Skatteministeriets cirkulære nr. 23 af 31. januar 1994 om den skattemæssige behandling af privat og erhvervsmæssig befordring.

Det er nævnt, at det er selve adgangen til den arbejdsgiverbetalte befordring mellem de relevante geografiske punkter, der beskattes. Der omtales endvidere frikort. I den foreliggende sag er der ikke tale om et frikort. Der er endvidere omtalt strækninger, der ikke betjenes af de offentlige transportmidler på det pågældende tidspunkt. Klageren kan ofte ikke komme med et fly hjem og må overnatte i Ø. Denne undtagelse til hovedreglen er måske anvendelig her. En mulig løsning er at indrømme et fradrag, der ikke er større end egenbetalingen. Hvis man som klageren ikke bor ved banelegemet, kan der måske tages hensyn hertil. Der bør ske beskatning ud fra et skatteevneprincip.

Klageren har ikke haft fri befordring. Hvis Landsskatteretten finder, at der har været tale om fri befordring, må der findes en løsning ud fra et princip om skatteevne, idet der er tale om, at klageren har afholdt nogle udgifter.

En beskatning af klageren ses ikke at have den fornødne hjemmel i ordlyden af ligningslovens § 9 C, stk. 7, som taler om "en af arbejdsgiveren betalt befordring" i tilfælde, hvor man selv betaler for at lade sig transportere. At fjerne klagerens befordringsfradrag på et så usikkert hjemmelsmæssigt grundlag findes ikke at harmonere med kravet om klar hjemmel til beskatning, uanset det ministersvar, som er fremdraget af skatteankenævnet - svar på spørgsmål 10 fra Folketingets Skatteudvalg (alm.del - bilag 324), idet et ministersvar jo alene er et udtryk for administrationens opfattelse af gældende ret og ikke er godkendt af Folketinget. Hvis ministersvaret skulle være anvendeligt, ville det derfor kræve, at ministeren var gået til Folketinget og havde bedt Folketinget om at skærpe ligningslovens § 9 C, stk. 7, således at konsekvenserne af klagerens situation klart blev beskrevet i loven, hvilket dog ikke er sket. Retskildeværdien af Skatteministerens svar er ikke stor i forhold til loven og dens forarbejder.

Der henvises til Landsskatterettens kendelse af 23. september 1998 i sagen 611-1904-0072, hvori der åbnes mulighed for, at en steward hos B kan få fradrag for udgifter til færgebilletter, jf. § 6 i Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994 om visse ligningslovsregler m.v.

Konklusionen på det afholdte syn og skøn er følgende:

·        Klagerens egenbetaling har oversteget halvdelen af billigste billettype på strækningen X-Ø, hvilket fremgår af skønsmandens tema og besvarelsen af spørgsmål 3.

·        Andre end B ansatte kunne for samme beløb erhverve en billet til samme rute for samme beløb (spørgsmål 2).

·        B har i samme år solgt ungdomsbillet til en lavere pris end den, som klageren har betalt (spørgsmål 2).

·        Det er nu godtgjort, at rettighederne vedrørende ID billetten, som B ansatte kan købe, har langt de ringeste rettigheder, jf. det udarbejdede skema, som er bilagt syns- og skønserklæringen.

Det gøres herefter gældende, at der vedrørende ansatte i B fra ToldSkat foreligger en særlig praksis, hvorefter det tidligere ToldSkat Ø, som har haft arbejdsgiverkontrolforpligtelsen over for B i Y Lufthavn, bl.a. den 3. maj 2004 har oplyst over for Skatteforvaltningen i Å Kommune, at Told- og Skattestyrelsen har pålagt B at opgøre kostprisen for en flybillet til en destination til 50 pct. af salgsprisen for den billigste billet, B sælger til destinationen. Sælges billetten til en pris under kostprisen, er forskellen op til kostprisen skattepligtig, jf. ligningslovens § 16, stk. 3.

Kendskabet til denne særlige arbejdsgiverkontrolpraksis vedrørende B og den særlige ligningspraksis vedrørende de ansatte medførte et behov for at stille spørgsmål 3 i det seneste syns- og skønstema af 8. januar 2006.

For klagerens vedkommende er det således åbenbart, at hans egenbetaling for billetter langt har oversteget 50 pct. af billigste billettype på strækningen, hvorfor der ikke er basis for at anse klageren for at have købt billetter til under kostprisen.

Det gøres derfor gældende, at der ikke kan anses at foreligge fri befordring i den situation, hvor klageren mindst har betalt det samme som billigste billet på den strækning, som er blevet befløjet mellem X og Y, og at det derfor er åbenbart, at der ikke kan anses at foreligge fri befordring som beskrevet i ligningslovens § 9 C, stk. 6.

Hertil kommer, at den billettype, som klageren har benyttet sig af, dokumenteret har langt ringere konditioner end øvrige billettyper til højere priser, hvorfor der ved vurderingen af spørgsmålet om fri befordring ikke er nogen sammenlignelighed mellem de rettigheder og pligter, som en almindelig billet har set i forhold til de rettigheder og pligter, som følger af klagerens billet. Herom er der redegjort udførligt i bilaget til syns- og skønsmandens rapport.

Endelig gøres det gældende, at den særlige ligningspraksis, som er godtgjort fra arbejdsgiverkontrollen i ToldSkat Ø, som vedrører selskabet B som arbejdsgiver og dermed indirekte de ansatte i B, bevirker, at en fratagelse af klagerens befordringsfradrag vil anses for en enkeltstående afvigelse fra en fast praksis, idet klageren ud fra den særlige ligningspraksis ikke anses at have modtaget noget gode fra arbejdsgiveren, som er skattepligtigt. Herved kan fribefordring helt åbenbart ikke komme på tale.

Ligningslovens § 9 C, stk. 7 (tidligere stk. 6), er en værnsregel, der skal sikre balance i beskatningen. Hvis der ikke er nogen udgift, skal der heller ikke kunne foretages fradrag. Generne ved de omhandlede billetter var betydelige, og markedsprisen for billetterne afviger derfor fra markedsprisen for andre billetter. Syns- og skønsmanden, der er billetindkøbschef i et erhvervsrejsebureau, blev først bedt om at identificere de billetter, der blev udbudt i de pågældende år.

Klageren har brugt en såkaldt ID-billet. Han må tage af sted dagen før, han skal møde, og ofte betale hotel. Han har betalt 370 kr. for billetten X - Y t/r. Der er en grund til, at prisen er så lav. Man står over, hvis der kommer en passager med en bedre billet, og man får ingen kompensation for at stå over. Man får ikke betalt hotel eller får spisebilletter, og der er ikke mulighed for at indskrive bagage. Man står tilbage for passagerer med de såkaldte AD-agent-billetter, der sælges til samme pris til ansatte i rejsebureauer. Hvis man køber klippekort til ruten, kan man få prisen ned på samme beløb. Den af syns- og skønsmanden udarbejdede oversigt kaster lys over billetmarkedet. Syns- og skønsmandens konklusion som professionel erhvervsmand er således, at andre end B-ansatte kan erhverve billetter til samme priser.

Med hensyn til ToldSkats brev af 3. maj 2004 til Skatteforvaltningen i Å Kommune vedrørende kontroloplysninger fremgår det af 2. afsnit i brevet, at hvis billetter sælges af B til en pris under kostprisen, er forskellen op til kostprisen skattepligtig, jf. ligningslovens § 16, stk. 3. Dette vedrører ikke ligningslovens § 9 C, stk. 7, men reglerne hænger alligevel sammen.

Klageren har afholdt en udgift i forbindelse med transporten. Hvis transporten havde været gratis, havde han ikke kunnet få fradrag. Det er søgt afklaret, hvilke billettyper der er, og hvilke gener der er ved dem. Klageren må bl.a. ofte sidde på et klapsæde og ca. halvdelen af gangene vige for andre passagerer. Klageren har derfor betalt markedsprisen for ID-billetterne.

Det afgørende er, hvad prisen i handel og vandel er for disse billetter. En AD-agent-billet er en billet, der udbydes til eksterne samarbejdspartnere til samme pris og derfor et relevant alternativ. Det principielle er, om man selv kunne tænke sig at stå med en ID-billet i hånden. Arbejdstagere kan få fradrag for den del af en rejse, hvor de selv betaler f. eks. togbilletter.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Har den skattepligtige adgang til en af arbejdsgiveren betalt befordring med offentlige eller private transportmidler, og har den skattepligtige foretaget fradrag for befordring efter reglerne i ligningslovens § 9 C, skal den skattepligtige ved indkomstopgørelsen medregne værdi af fri befordring svarende til fradraget for den del af strækningen, hvor der er adgang til fri befordring. Dette følger af ligningslovens § 9 C, stk. 7 (tidligere stk. 6).

Skatteministeren har i et svar til Folketingets Skatteudvalg af 15. maj 1995, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1995.439, oplyst, at reglerne i ligningslovens § 16, stk. 3, om rabat på indkøb af varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren udbyder til salg som led i sin virksomhed, ikke kan finde anvendelse i relation til ligningslovens § 9 C. Denne opfattelse medfører, at der foreligger "betalt befordring", medmindre den ansatte betaler værdien i handel og vandel af befordringen, uanset om arbejdsgiveren udbyder tilsvarende befordring til salg som led i sin virksomhed. Betaler den ansatte ikke et beløb svarende til denne værdi, og foretager den ansatte befordringsfradrag for strækningen, skal den ansatte følgelig beskattes.

Klageren har adgang til at købe et travelpass. Ved intensiv udnyttelse af et sådant travelpass kan turprisen bringes ned i nærheden af ID-billetterne. Det er oplyst, at klageren har ulemper som følge af ID-billetterne ved halvdelen af afgangene. Der er ulemper ved ID-billetterne også sammenlignet med travelpass.

ID-billetterne er markant ringere end andre billetter, men dermed også billigere. Den pris, der er betalt for ID-billetterne, må anses for at være markedsprisen under hensyn til den helt særegne karakter af ID-billetterne med de meget betydelige begrænsninger, de indeholder.

Klageren må anses for berettiget til fradrag for befordring bopæl/arbejdsplads i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1 - 3, for befordring mellem X og Y tur/retur på dage, hvor fly er benyttet.

Skatteankenævnets afgørelse ændres i overensstemmelse hermed. Den talmæssige opgørelse vil blive foretaget af skattecentret.