Dato for udgivelse
27 sep 2006 11:47
Resumé
Mange danskere bruger måske firmabilen "ulovligt" til og fra arbejde. Højesteret har nu slået fast, at skattemyndighedernes praksis om vagtordninger er korrekt. Man kan ikke undgå beskatning af fri bil, hvis man tager den med hjem med den begrundelse, at man er på tilkaldevagt året rundt.

Det har siden 1994 været fastlagt ved lov, at kørsel mellem hjem og arbejde mere end 60 gange indenfor 2 år, er privat. Det gælder dog ikke, hvis bilen tages med hjem, fordi man har rådighedsvagt. 

- Vi tror, at en del i dag bruger forskellige vagtordninger til at dække over, hvad der reelt kan være privat kørsel i firmabilen mellem hjem og arbejde. Det kan de ikke uden at betale skat af det. Hvis du har skattefri firmabil, er det fordi du kun bruger den i dit arbejde og ikke til andet, siger Leif Normann Jeppesen fra SKAT.

Dommen fra Højesteret betyder, at visse regler skal overholdes for, at man ikke bliver beskattet af værdi af fri bil.

SKATS opskrift på skattefri firmabil i forbindelse med tilkaldevagt mv. er:

  • Både vagtordning og rådighedspligt skal være reel, for at firmabilen kan være skattefri.
  • Firmabilen må kun tages hjem på dage, hvor der er reel risiko for, at man kaldes på arbejde
  • Firmabilen må kun være parkeret ved medarbejderens bopæl på dage, hvor vagtordningen er effektiv.
  • Medarbejderen skal både have mulighed for og pligt til at møde på arbejde i rådighedsperioden.
  • Tilkaldene skal ske til adresser, man ikke kender på forhånd.
  • Vagtperioder over længere tid godtages ikke.

Er ovenstående regler ikke overholdt, bliver man beskattet af værdi af fri bil, hvilket som udgangspunkt udgør 25% af bilens værdi.

I SKM2006,90SR, er der under SKATs indstilling en gennemgang af reglerne om beskatning af fri bil, herunder en beskrivelse af de situationer, hvor man kan tage firmabilen med hjem uden at blive beskattet af fri bil.

Find Højesterets dom her: SKM2006.481.HR

Yderligere information kan fås på SKATs pressetelefon på 72 37 09 00