Sagsfremstilling og begrundelse
A ApS er stiftet 27. maj 2005 og har sit første indkomstår 27. maj 2005 - 31. december 2005, d.v.s. indkomståret 2005.
A ApS har pr. 16. august 2005 erhvervet 51 % af selskabet B ApS.
B ApS har indkomstår 1. juli - 30. juni.
A ApS har ingen aktivitet.
Reglerne om sambeskatning blev ændret i 2005. Det medfører, at selskaberne i koncernen skal sambeskattes, jf. selskabsskatteloven § 31, stk. 1. Det øverste moderselskab, der deltager i sambeskatningen, skal udpeges som administrationsselskab i sambeskatningen, jf. selskabsskatteloven § 31, stk. 4.
De nye regler om sambeskatning har virkning fra og med det indkomstår, der begynder den 1. januar 2005. For A ApS betyder det, at de nye sambeskatningsregler har virkning fra og med indkomstår, der begynder ved selskabets stiftelse den 27. maj 2005. For B ApS har de nye sambeskatningsregler virkning fra og med det indkomstår, der begynder 1. juli 2005.
Den 16. august 2005 etableres der koncernforbindelse mellem A ApS og B ApS. A ApS skal derfor udpeges som administrationsselskab fra koncernforbindelsens etablering den 16. august 2005, da det fra og med denne dato er det øverste moderselskab, der deltager i sambeskatningen, jf. selskabsskatteloven § 31, stk. 4.
Sambeskatning af de to selskaber skal ske fra den 16. august 2005, da koncernforbindelsen er etableret denne dag. Koncernens indkomst skal derfor opdeles på 2 delperioder, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 3.
Det følger af selskabsskatteloven § 10, stk. 5, at alle selskaber i en sambeskatning omfattet af selskabsskatteloven § 31 skal have samme indkomstår som administrationsselskabet, jf. § 31, stk. 5.
Det medfører som udgangspunkt, at det andet selskab omfattet af sambeskatningen skal omlægge sit indkomstår, så det svarer til administrationsselskabets indkomstår.
Hvis et selskab ved etableringen af koncernforbindelsen har et indkomstår, som afviger fra administrationsselskabets indkomstår, omlægges selskabets indkomstår efter reglerne i stk. 1-4, så det udløber samtidig med administrationsselskabets indkomstår.
Det medfører, at B ApS ved koncernforbindelsens etablering den 16. august 2005 skal omlægge sit indkomstår, så det udløber samtidig med A ApS' indkomstår.
Ansøgeren har anmodet om Skatterådets tilladelse til i stedet at omlægge administrationsselskabets indkomstår, så administrationsselskabets første indkomstår er 2006 og løber i perioden 27. maj 2005 - 30. juni 2006.
Ansøgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Ansøgeren finder det mest hensigtsmæssigt, at indkomståret for datterselskabet ikke ændres, da der er sæsonudsving i datterselskabets drift. Desuden er der ingen aktivitet i administrationsselskabet. Ansøgeren anser det for vigtigt, at driftsselskabets indkomstår udgør 12 måneder. Ansøgeren finder det uhensigtsmæssigt at have flere forskellige indkomstår med forskellig længde i et selskab, hvor der er drift. Da A ApS endnu ikke selv har afsluttet et indkomstår, vil der ikke ske noget overspring af indkomstår ved, at A ApS ændrer sit indkomstår. A ApS kunne ved stiftelsen 27. maj 2005 have valgt, at selskabets 1. indkomstår skulle være 27. maj 2005 - 30. juni 2006.
Sagsfremstillingen er sendt til udtalelse hos ansøgerens repræsentant. Ansøgerens repræsentant er ikke fremkommet med bemærkninger til sagsfremstillingen.
SKATs indstilling og begrundelse
Det fremgår af selskabsskattelovens § 31 B, stk. 1, at Skatterådet kan tillade, at omlægning af indkomstår ved etablering af koncernforbindelsen sker på anden måde end foreskrevet i selskabsskattelovens § 10, stk. 5, hvis administrative hensyn til selskaberne taler herfor og der ikke opnås særlige skattemæssige fordele herved.
Da det er oplyst, at der er driftsaktivitet i B ApS, mens der ikke er aktivitet i A ApS, og at der er sæsonudsving i datterselskabets drift, der gør det mere hensigtsmæssigt at omlægge administrationsselskabets indkomstår, er det SKATs opfattelse, at der er administrative hensyn, der taler for, at dispensation til omlægning af administrationsselskabets indkomstår bør gives efter selskabsskattelovens § 31 B, stk. 1. Der ses desuden ikke at opnås særlige skattemæssige fordele herved.
Ved den ønskede omlægning ændres indkomståret 2005 til indkomståret 2006.
Det fremgår af selskabsskatteloven § 10, stk. 2, at omlægning af indkomstår kun kan ske, såfremt alle indkomstperioder kommer til beskatning, og såfremt intet indkomstår efter reglerne i stk. 1, 6. og 7. pkt., hverken overspringes eller dubleres. Da der er tale om selskabets første indkomstår, bliver der ikke tale om, at indkomståret 2005 overspringes. Samtidig vil alle indkomstperioder komme til beskatning.
SKAT indstiller derfor, at tilladelse til omlægning af administrationsselskabets indkomstår gives efter selskabsskattelovens § 31 B, stk. 1. Administrationsselskabet og datterselskabet skal begge opdele deres indkomst på 2 delperioder, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 3.
Sagsfremstillingen og SKATs indstilling er sendt til udtalelse hos Skattecenter X. Skattecenter X udtaler, at skattecenteret ikke har oplysninger af faktisk karakter, der har betydning for sagens afgørelse, og at skattecenteret derfor intet har at indvende mod en omlægning af administrationsselskabets indkomstår.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.