Dato for udgivelse
25 Aug 2006 12:49
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 Aug 2006 14:40
SKM-nummer
SKM2006.513.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-019963
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Aktier, værdiansættelse
Resumé

Forespørger ønskede, at Skatterådet bekræftede, at det ville være uden umiddelbare skattemæssige konsekvenser for de af sparekassen S´ kunder, der - ved en rettet aktieemission - tegnede nye aktier eller købte eksisterende aktier i selskabet til 5.425 kr. for en 500 kr. aktie (kurs 1.085) - svarende til kurs 105 på indre værdi.

Skatterådet fandt efter en konkret vurdering ikke grundlag for at anfægte tegnings-/salgskursen på 5.425 kr. pr. 500 kr.s aktie. Der var ved denne vurdering bl.a. lagt vægt på S´ økonomiske forhold, den forretningsmæssige begrundelse for at gennemføre omdannelsen samt baggrunden for den påtænkte tildelingsproces, herunder bl.a. det forhold, at det ville blive muligt for enhver at opfylde betingelserne for at kunne erhverve aktier i det kommende S A/S uden at der i den forbindelse ville ske en forfordeling af visse indskydere eller kunder i tilfælde af, at efterspørgslen oversteg udbuddet.

Reference(r)

Statsskattelovens § 4.

Spørgsmål 1

Kan Skatterådet bekræfte, at det vil være uden umiddelbare skattemæssige konsekvenser for de af S´ kunder, der - ved en rettet aktieemission - tegner nye aktier i selskabet til 5.425 kr. for en 500 kr. aktie (kurs 1.085) - svarende til kurs 105 på indre værdi?

Spørgsmål 2

Kan Skatterådet bekræfte, at det vil være uden umiddelbare skattemæssige konsekvenser for de af S´ kunder, der - i stedet for at nytegne aktier i S - køber eksisterende aktier i selskabet af S-Fonden til samme kurs?

Spørgsmål 3

Såfremt spørgsmål 1 og 2 besvares benægtende ønskes det oplyst, om udbuddet af aktier vil kunne ske uden skattemæssige konsekvenser for kunderne, hvis dette sker til kurs 1.200.

Svar

Ad spørgsmål 1: Ja.

Ad spørgsmål 2: Ja.

Ad spørgsmål 3: Bortfalder.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Rådgiver oplyste følgende:

"Baggrund

S, der er indskydersparekasse, forventer at få godkendt en omdannelse til aktieselskab på kommende repræsentantskabsmøde i maj 2006 efter bestemmelserne i lov om finansiel virksomhed (LFV) § 207.

Samtidig hermed skal aktieselskabet fremstå med et demokratisk styre, som til en vis grad er tilpasset det system, der er som indskydersparekasse.

Dette indebærer at aktieselskabet enten:

  • skal udstede nye aktier/tegningsrettigheder eller
  • den ved omdannelsen stiftede fond skal sælge ud af de modtagne aktier

Vor forespørgsel vedrører alene dette forhold - nemlig hvilken betydning får denne spredning af stemmerne og indflydelsen i aktieselskabet til S´ kunder, indskydere og medarbejdere.

Nuværende forretningsmodel

S er indskydersparekasse.

Opbakningen til S er stor.

Kundeantallet er ca. 47.000 med en god spredning på landsplan.

S ledes af en bestyrelse bestående af valgte medlemmer på repræsentantskabsmødet og medarbejdervalgte medlemmer.

De repræsentantskabsvalgte bestyrelsesmedlemmer vælges af og blandt repræsentantskabets medlemmer.

Repræsentantskabet er S´ øverste ledelsesorgan. Dette organ er valgt blandt S´ indskydere hver 4. år, ved direkte valg.

Fremtidig forretningsmodel

S ønsker med en egenkapital på ca. 878 mio. kr. og godt 100 medarbejdere, at fremstå som et moderne pengeinstitut.

S ønsker således at være spiller i det finansielle marked.

Dette indebærer bl.a., at S finansielt og strukturmæssigt må indrette sig som de øvrige spillere på dette marked - som aktieselskab.

Aktieselskabet er som S nu underlagt de finansielle love, men er endvidere underlagt de markedsmæssige spilleregler for aktieselskaber i Danmark.

S ønsker derfor, at bestyrelsen i selskabet vælges direkte af generalforsamlingen og at aktionærerne har den indflydelse som investeringen i selskabet muliggør.

Dette for at sikre den progressivitet som den globale verden i dag befordrer og som er en medvirkende årsag til at pengeinstituttet overlever på sigt.

Ændringer i den nuværende forretningsmodel

Tiltaget for at ændre S til aktieselskab er omdannelse efter bestemmelsen i LFV § 207.

S har før 1/1 2006 etableret et datterselskab, med hvilket der gennemføres en omvendt lodret fusion efter bestemmelser i bl.a. fusionsskattelovens (FSL) § 14a.

I forbindelse med fusionen tager datterselskabet navneforandring til S A/S. Samtidig hermed overdrages værdien af de overdragne aktiver efter fradrag af gæld til en erhvervsdrivende fond som fondens grundkapital.

S´ ønske med omdannelsen er, at skabe en mulighed for fleksibel konkurrencetilpasning på flere forskellige områder.

S ønsker ikke en notering på Københavns Fondsbørs, men vælger den mindre Dansk OTC-børs. Dette begrundes med en tilvænning til forholdene på børsen og en tilvænning til den mere offentlige situation.

En eventuel optagelse på Københavns Fondsbørs vil ikke komme på tale de første år.

Omdannelsesbestemmelserne i LFV og FSL er oprindeligt indsat tilbage i 1989 i forbindelse med et stort ønske fra sektoren om omdannelsesmulighed for at undgå konkurrenceforvridning og for at stille sektoren ens på alle områder særligt med hensyn til mulighed for at skaffe kapital på børsen.

Lovgivernes betingelse var blot at sparekasserne i en overgangsperiode bibeholdt det demokrati der kendetegnede sektoren, hvilket giver sig udtryk i følgende bestemmelse i LFV § 210.

LFV foreskriver i § 210 følgende:

Sparekasseaktieselskabet og andelskasseaktieselskabets vedtægter skal indeholde bestemmelse om stemmeretsbegrænsning for aktionærerne, der sikrer, at hidtidigt garantindskyder- og andelsdemokrati fastholdes.

Stk.2. Kravet i stk. 1. bortfalder 5 år efter omdannelsen til aktieselskab.

Bestemmelsen har været drøftet med Finanstilsynet, hvilket fremgår af skrivelse herfra af 4. januar 2006. Af skrivelsen fremgår bl.a.:

På den baggrund er det Finanstilsynets vurdering, at sparekasseaktieselskabet skal have bestemmelser i vedtægterne om stemmeretsbegrænsning, men at fastsættelsen af stemmeretsbegrænsningen overlades til de kompetente organer i sparekasseaktieselskabet, således at der kan tages hensyn til selskabets individuelle forhold, så som geografisk spredning og antallet af aktionærer, jf. lovbemærkningerne.

Bestemmelserne indebærer, at en vis andel af aktierne der fremkommer ved omdannelsen skal fordeles blandt indskydere og kunder for netop at sikre indskyderdemokratiet.

Tildeling af aktier/nye aktionærer

S har forelagt Finanstilsynet en ejerandel på ca. 30 % til indskydere, kunder og personale og en ejerandel til S-Fonden på ca. 70 %. Finanstilsynet har ikke haft indvendinger mod dette.

S arbejder med, at omdannelsen skal foregå således, at aktieselskabet får en aktiekapital på 85 mio. kr., hvor hver aktie udgør 500 kr. Der udstedes derfor 170.000 aktier.

Aktierne på 500 kr. har en indre værdi på 5.164 kr. og forventes udbudt til salg/tegnet til kurs/indre værdi på 105 - eller 5.425 kr.

S´ bestyrelse har besluttet, at ca. 45.000 aktier skal tilbydes S´ kunder og indskydere og ca. 1.700 aktier skal tilbydes S´ personale. De resterende aktier der udstedes ved omdannelsen, skal forblive i S-Fonden.

Denne fordeling tilfredsstiller de krav, der er i LFV § 210, og er i overensstemmelse med de drøftelser, der er ført med Finanstilsynet.

Som anført tidligere har S ca. 47.000 kunder.

S´ bestyrelse har fravalgt at tilbyde aktier til ikke myndige kunder (børneopsparingskunder etc.), ligeledes kundeforhold der alene udgør mindre end 5.000 kr. pr. 31/12 2005. 

Dette fravalg skal ses i sammenhæng med de vedtægts- og stemmeretsforhold, der eksisterer d.d. i S.

Dette nedbringer kundeantallet til ca. 22.000.

Disse ca. 22.000 kunder tilbydes at tegne/købe aktier ved en rettet emission/salg i juni måned 2006.

S forventer at få ca. 12.000 nye aktionærer.

Fusionsbalancen/indre værdi

Finanstilsynet har endvidere været forespurgt om valg af sammenlægningsmetode med baggrund i bestemmelser i Lov om finansielle rapporter § 146 (kopi af svaret vedlægges).

Bestemmelsen foreskriver muligheden for, at fusionen kan gennemføres uden fastsættelse af evt. goodwill.

Da S-Fonden også efter fusionen vil eje ca. 70 % af aktierne har Finanstilsynet godkendt at § 146.2 i ovennævnte lov anvendes. Fusionsbalancen vil derfor ikke indeholde goodwill.

Indre værdi i det fortsættende aktieselskab vil derfor udgøre ca. 878 mio. kr. som udgør S´ egenkapital i dag.

Hver aktie på 500 kr. har således en indre værdi på 5.164 kr.

Skattemæssige problemstillinger

Som det fremgår ovenfor, er det hensigten, at ca. 30 % af kapitalen i det nye S A/S skal være ejet af kunderne. Dette resultat kan opnås på to måder:

  • Enten ved at selskabet gennemfører en aktieemission, der alene er rettet mod selskabets kunder.
  • Eller ved at S-Fonden tilbyder kunderne, at de kan købe en del af de aktier, som fonden modtager ved S´ omdannelse til aktieselskab.

Som det også fremgår, er det tanken, at kunderne - uanset hvilken fremgangsmåde der vælges - skal tilbydes aktierne til 5.425 kr. for en aktie med en pålydende værdi på 500 kr.

Formålet med anmodningen om bindende svar er at opnå sikkerhed for, at dette kan gennemføres uden umiddelbare skattemæssige konsekvenser for kunderne.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Ad spørgsmål 1:

De skattemæssige konsekvenser af en kapitaludvidelse, der tegnes af andre end de hidtidige aktionærer, er reguleret af bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 16, der er formuleret således:

§ 16. Gevinst ved afståelse af tegningsretter til aktier som følge af en tildeling af tegningsretter til aktier, der ikke sker forholdsmæssigt til de hidtidige aktionærer, er skattefri. Tab ved afståelse af tegningsretter som nævnt i 1. pkt. kan ikke fradrages.

Stk 2. Uanset reglerne i stk. 1 skal gevinst og tab dog medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, såfremt tildelingen udgør en gave for modtageren. Reglen i pkt. 1 finder kun anvendelse ved tildeling af tegningsretter, der giver ret til tegning af aktier til en kurs, der på tidspunktet for tildelingen er under markedskursen.

Firkantet sagt så betyder bestemmelsen, at en aktionær ikke beskattes, som om han har afstået en tegningsret, hvis han vederlagsfrit overlader denne til en anden. Eneste undtagelse herfra gælder, hvis overdragelsen af tegningsretten har karakter af en gave.

Om dette spørgsmål, er der i bemærkningerne til lovforslaget anført følgende:

Hvor tegningsretterne giver ret til tegning til favørkurs, gælder skattefriheden dog ikke, såfremt de(n) hidtidige aktionærers afståelse må anses for en gave til modtageren af den tildelte tegningsret. En gavebeskatning vil f.eks. være aktuel i familieforhold, hvor den hidtidige aktionær (faderen) giver sønnen ret til at tegne aktier i selskabet til favørkurs. Et selskab udbetaler som udgangspunkt vederlag til sine ansatte for et personligt udført arbejde, men ikke gaver til den ansatte. Ved tildelingen af tegningsretter foreligger der derfor ikke en gave for de ansatte med en deraf følgende afståelsesbeskatning af de hidtidige aktionærer, heller ikke hvis der blandt de nye aktionærer (medarbejdere) er familiemedlemmer, når blot familiemedlemmerne ikke stilles bedre end øvrige nye aktionærer. En gavebeskatning vil derfor kun kunne komme på tale i helt særlige tilfælde.

Endvidere kan der henvises til Ligningsvejledningen afsnit S.G.2.7.3.2, hvor tilsvarende er anført.

Begge steder fremgår det således klart, at gavebeskatning kun kan komme på tale i helt særlige tilfælde. Dette kommer især tydeligt frem i det anførte om, at der ikke vil kunne ske gavebeskatning af en medarbejder, som får ret til at tegne aktier til favørkurs.

Under disse omstændigheder synes der i endnu mindre grad, at kunne blive tale om beskatning af kunder i et pengeinstitut, som får ret til en sådan aktietegning. Det bemærkes herved, at spredningen af aktierne er et vilkår for omdannelsen af S til aktieselskab, men at den selvsagt også sker for at styrke og bevare kundeforholdet og derfor i alle henseender er forretningsmæssigt begrundet.

Sammenfattende er det derfor vores opfattelse, at en kapitaludvidelse i det nye sparekasseaktieselskab, hvor tegningsretten i det hele overlades til kunderne, ikke vil kunne udløse gavebeskatning af disse og ikke vil medføre afståelsesbeskatning af fonden, og at spørgsmål 1 derfor kan besvares bekræftende.

Ad spørgsmål 2:

Set fra kundernes side er der selvsagt ingen forskel på, om aktierne erhverves ved nytegning eller ved køb, når prisen i øvrigt er den samme.

Alene af den grund må også spørgsmål 2 kunne besvares bekræftende.

I købssituationen vil forholdet ganske vist ikke være dækket af bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 16, men dette ændrer efter vores opfattelse ikke på de skattemæssige konsekvenser, idet der heller ikke i dette tilfælde foreligger noget gaveelement.

Det forhold, at fonden sælger aktierne til 5.425 kr. er på ingen måde et udslag af gavmildhed - hvilket almindeligvis kræves for at statuere gave - men derimod en konsekvens af, at videresalget af aktierne udgør et vilkår for fondens erhvervelse af de pågældende aktier. Fonden erhverver selv aktierne ved en gavedisposition, og da det allerede ved erhvervelsen ligger klart, at en del af aktierne vil skulle videresælges til kunderne til 5.425 kr., må værdien af denne del af gaven - som er identisk med fondens skattemæssige anskaffelsessum - nødvendigvis være den samme. Fonden opnår derfor hverken gevinst eller tab på de aktier, der videresælges til kunderne.

Ad spørgsmål 3:

Det følger af det ovenfor anførte, at spørgsmålet efter vores opfattelse bortfalder, da såvel spørgsmål 1 som 2 kan besvares bekræftende. Spørgsmålet medtages alene for en sikkerheds skyld, sådan at processen med S´ omdannelse til selskab ikke forsinkes, hvis SKAT ikke måtte være enig i vores vurdering af de skattemæssige konsekvenser.

Afslutning

Der er en klar forretningsmæssig årsag til at etablere den nye og fremadrettede struktur i selskabsform.

Endvidere er det forretningsmæssigt velbegrundet og lovkrævet, at S-Fonden ikke besidder alle aktier i S A/S.

Der er endvidere anvendt forretningsmæssigt velbegrundede valg ved tildelingen af aktierne/tegningsrettighederne til kunder, indskydere og medarbejdere, der sikrer, at disse får tildelt aktier efter fastlagte ensartede regler.

Det skal fremhæves, at etableringen af aktieselskabet ikke sker for at opnå skattefordele. Det er ligeledes heller ikke hensigten at tilføre kunder, indskydere og medarbejdere fordele ved salget/nytegningen, idet en eventuel fordel ikke ligger ud over, hvad der er almindeligt ved nytegning/børsnotering af aktier på Københavns Fondsbørs.

Ved salget/nytegningen opnår alle i givet fald samme fordel, som gælder for øvrige aktører, der opererer på dette marked."

SKAT, Store selskaber - Kontrol fik ovenstående til høring. Efter korrespondance med rådgiver blev det klart, at der var tvivl om såvel faktum som jus i sagen. SKAT, Hovedcentret valgte derfor at holde møde med rådgiver. I forlængelse heraf oplyste rådgiver supplerende følgende:

Redegørelse for valg af kurs 1085

I forbindelse med kravet fra Finanstilsynet, om en spredning af S' aktier, indhentede S en udenretlig skønserklæring på værdien af S´s aktier.

Erklæringen blev indhentet fra en af Danmarks mest benyttede og kendte analytiker - x.

Bestyrelsen i S behandlede skønserklæringen fra x, udvisende en pris på 5.500 - 6.000, som udtryk for en fair pris.

Bestyrelsen fandt på baggrund af, at S aldrig har værdiansat sin egenkapital anderledes end til pari, at det i lokalmarkedet kunne opfattes negativt, såfremt egenkapitalen lige pludselig skulle værdiansættes til mere end bogført værdi.

Da Finanstilsynet havde krævet en spredning og bestyrelsen samtidig havde et krav om ingen bestyrelsesfjendtlig kunne få indflydelse på S, valgte bestyrelsen, at indstille til repræsentantskabet, at S´ aktier skulle tildeles S´ kunder og indskydere til en kurs, der lå så tæt op af bogført værdi som muligt, men som dog tillod dækning af de omkostninger, der forventes ved oprettelsen af aktionærforholdene.

Kurs 1.085 er denne forståelige kurs, der dækker over dette, og som forventningsvis tilgodeser:

S kan gennemføre spredningen som krævet af Finanstilsynet

S får afstået de krævede aktier

S får ikke negativ omtale ved udbuddet, idet tildeling af aktierne stort set modsvarer indre værdi efter omkostninger ved overgang til aktier

Indskyderne der vælger aktier opnår, at 5.000 kr. er 5.000 kr. - eller med andre ord, at værdien af de modtagne aktier modsvarer det indestående de tidligere havde.

Bestyrelsens indstilling var bevidst, idet kursforskellen mellem kurs 1.085 og skønserklæringen på kurs 1.100-1.200 ansås for mindre væsentlig, henset til de forventelige negative forhold der kunne udspringe af en højere kurs. 

Præcisering af tildeling af tegningsrettigheder og valg af udtræksdato for tildelingen

Bestyrelsen besluttede på et indledende møde en model for tildeling af aktier til S´ kunder, indskydere og medarbejdere.

Modellen tog udgangspunkt i at medarbejderne skulle tildeles 1 % af aktiekapitalen.

Indskydere og kunder skulle tildeles ca. 26 % af aktiekapitalen. Den resterende aktiebeholdning skulle beholdes i fonden.

Tildelingen blev således samlet på 46.700 aktier.

For at få processen i gang, iværksatte bestyrelsen herefter en model for, hvorledes der kunne tildeles aktier blandt kunder og indskydere.

Bestyrelsen ønskede at fortsætte den tidligere linie med indskyderdemokrati, hvorfor alle indskydere med et indestående på 5.000 kr. kunne komme i betragtning. Af praktiske grunde blev opgørelserne heraf kørt pr. den 31.12 2005.

Forholdene vedr. S´ kunder var identiske. Kunder blev defineret som kunder, der lånte penge af S, og som ikke er indskydere.

Disse beslutninger blev truffet forud for årsskiftet i god tid før omdannelsen og den mulige aktietildeling.

Som det forholder sig nu, er aktietildelingen rykket væsentligt og hen på efteråret 2006. Med baggrund heri er S indstillet på at køre nye kørsler forud for aktietildelingen og dermed medtage nye indskydere og kunder i beregningen.

Den påtænkte omdannelse af S blev offentliggjort i landsdækkende aviser i maj måned 2006.

Når Skatterådets godkendelse foreligger, vil S offentliggøre betingelserne om indskyder-/kundestatus, således at offentligheden får mulighed for i en periode på formentlig 14 dage at etablere et indskyder- eller kundeforhold til S og således deltage i aktietildelingen.

I tilfælde af overtegning vil der ikke ske forfordeling af hverken hidtidige eller nye indskydere/kunder.

Redegørelse for selskabsformen indskydersparekasse

Indskydersparekassen er betegnet ved at indskyderne vælger repræsentantskabet i indskydersparekassen.

For at indskyderen kan stemme på valgdatoen kræves alene, at indskuddet er på min. 1.000 kr. på en bestemt dato og vedkommende er myndig.

Indskyderne har således mulighed for hvert 4. år at stemme et antal indskydere ind i repræsentantskabet.

I S kunne indskyderne ved det 4. årige valg i 2004 indvælge den andel der svarer til forholdet mellem det afgivne antal stemmer og det samlede antal stemmer, der tilkommer S´ indskyder, dog mindst 1/3 af repræsentantskabet, medens det afgående repræsentantskab valgte resten.

S har ca. 14.000 indskydere, hvoraf ca. 600 valgte at benytte sig af mulighed for, at få indflydelse på sammensætningen af repræsentantskabet.

Repræsentantskabet er S´ øverste myndighed, der godkender S´ årsrapport og vælger S´ revision.

Indskydere er folk, der har indestående i S - ikke at forveksle med garanter eller aktionærer. Indestående kan være på checkkonti eller lign. Der udstedes ikke særlige beviser til indskydere

Præcisering af antal indskyder og kunder der tildeles aktieretter

Efter mødet i fredags, er S´ edb-afdeling blevet anmodet om en opdeling af aktie-tildelingsberettigede pr. 31/12 2005, i henhold til den tidligere foretagne kørsel.

Resultatet heraf er følgende:

Ca. 14.000 indskydere får mulig for at købe en aktie

Ca. 8.000 kunder får mulighed for at købe en aktie

Kunderne er kunder med både indlån og udlån.

Korrespondance med Finanstilsynet vedr. krav om udbud af aktierne

Forholdet har igen været genstand for drøftelser med Finanstilsynet, såvel mundtligt som skriftligt.

Efter aftale med Finanstilsynet, som er ansvarlig for S' omdannelse og udbud af aktier, har vi fremsendt redegørelse til Finanstilsynet.

Heraf fremgår i korthed, at Finanstilsynet med baggrund i forsinkelsen i SKAT skal acceptere, at aktiespredningen udskydes til senest den 30/10 2006.

Finanstilsynet har endnu ikke vendt tilbage med svar på vor henvendelse.

Vi tillader os i den forbindelse at erindre om, at svaret fra SKAT skal være S i hænde senest ved udgangen af august, for at fristen kan overholdes.

Redegørelse for valg af stykstørrelse på aktierne og valg af omsætningsbetingelser for aktierne

S´ bestyrelse valgte denne stykstørrelse med baggrund i beslutningen om at prisjustere indskyderkonti fra 1.000 kr. til 5.000 kr. Således kan indskydere med min 5.000 kr. tildeles aktier.

Med en stykstørrelse på 500 og en pris på 5.425 kr. (kurs 105 på indre værdi), koster en aktie altså 5.425 kr. eller hvad der ca. kræves for at kunne tildeles en aktie.

Ydermere har det haft betydning for S, at få en kontrolleret spredning, idet omkostninger ved at servicere aktionærer ikke er ubetydelig.

Valg af omsætningsbetingelser på Dansk OTC og ikke fondsbørsen skal ses i det samme lys. Ved dette valg "sparer" S sig for en meget betydelig arbejdsbyrde ved indrapportering og meddelelsesstruktur, som er helt uvant fra den virksomhed, der tidligere er drevet.

Ligeledes "sparer" S sig for at aflægge koncernårsrapport efter internationale regnskabsbestemmelser, som har vist sig meget omkostningsbelastende.

S skønner at have sparet mindst 4 mand ved dette valg.

I den forbindelse skal erindres om, at S ikke tidligere har haft de udfordringer og opgaver at servicere aktionærer eller for den sags skyld børsen.

Stykstørrelsen er således både en måde at begrænse antallet af aktionærer på, som at fastholde en beskeden omkostningsstruktur ved overgang til aktieselskabsform. Aktie-salget har således ikke baggrund i behov for tilførsel af ny kapital.

Bemærkninger vedr. S og fremtiden

Det er ikke muligt at spå om fremtiden for S - det må alene fremtiden vise.

Et er dog sikkert, og det er, at omdannelsen til aktieselskab ikke er gennemført for, at S skal fusionere med et andet institut.

Gennemførelsen af omdannelsen er bortset fra stiftelsen en af de væsentligste begivenheder i S´ historie. Denne omdannelse skal ikke bruges til fusion.

Som beskrevet i vor tidligere korrespondance skal omdannelsen ses i lyset af fremsynethed, så S også vil fremstå som selvstændigt pengeinstitut om mange år.

Branchekutyme for beregning af goodwill

På mødet i fredags blev forespurgt, om der findes relevant branchekutyme for beregning af goodwill.

Os bekendt findes der ikke nogen sådan beregningsformel.

Afsluttende bemærkninger

Som det fremgår ovenfor, vil adgangen til at erhverve aktier ikke kun være forbeholdt medarbejdere og indskydere men derimod medarbejdere og kunder i bred forstand. Herunder også låntagere, som ikke er indskydere.

Skattecenter y anfører i sin indstilling, at der mellem fonden og kunderne består et gavemiljø, idet fonden og sparekasseaktieselskabet i denne forbindelse skal ses under et. I tilfælde af en kapitaludvidelse skal fonden derfor - stadig efter Skattecenter y´s opfattelse - beskattes i medfør af bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 16, mens kunderne er skattepligtige af favørkursen i medfør af bestemmelsen i statsskattelovens § 4.

Som det fremgår af vores skrivelse af 23/5 2006, er vi ganske uenige i denne opfattelse alene af den grund, at betragtningerne åbenlyst strider mod forarbejderne til bestemmelsen. Hertil kommer, at betragtningen om, at fonden og selskabet skal ses under et, ikke blot er ubegrundet, men også savner mening når henses til de fondsregler, som fonden er underlagt.

Tilbage bliver herefter alene et spørgsmål om, hvorvidt man vil kunne beskatte kunderne uden samtidig at afståelsesbeskatte fonden, hvis det i øvrigt lægges til grund, at kundernes aktieerhvervelse sker til favørkurs.

Efter vores opfattelse er dette ikke muligt, idet § 16 er udtømmende, når det gælder de skattemæssige konsekvenser ved tegning af aktier. En gavebeskatning (af dem der tegner aktierne) vil efter forarbejderne kun kunne komme på tale i helt særlige tilfælde, og i så fald udløser det afståelsesbeskatning for de hidtidige aktionærer (i dette tilfælde fonden). Vi tolker udtalelsen fra Skattecenter y derhen, at man derfra deler denne opfattelse.

I dette tilfælde består der - på trods af Skattecenter y´s påstand om det modsatte - ikke noget gavemiljø, og derfor er beskatning udelukket. Det forhold, at beskatning på tegningstidspunktet er udelukket, er imidlertid ikke udtryk for, at en evt. favørkurs aldrig vil blive beskattet. Beskatning sker blot først på det tidspunkt, hvor de tegnede aktier sælges. Heller ikke skatteundgåelsesbetragtninger gør det således påkrævet med en så restriktiv fortolkning af reglerne som anlagt af Skattecenter y.

For så vidt angår spørgsmålet om markedskurs eller ej, fremgår det af vores skrivelse, at den forventede udbudskurs ligger mellem 90,42 % og 98,64 % af den af x skønnede markedsværdi af aktierne. Da skattemyndighederne ikke lægger skjul på, at udbudskursen tillægges stor betydning, skal vi afslutningsvis anmode om tilladelse til, at spørgsmål 3 omformuleres til følgende:

Såfremt spørgsmål 1 og 2 besvares benægtende ønskes det oplyst, om udbuddet af aktier vil kunne ske uden skattemæssige konsekvenser for kunderne, hvis dette sker til kurs 1.200.

Som nævnt er x ikke blot uafhængig af fonden og sparekasseaktieselskabet, men anses også for Danmarks mest anerkendte bankanalytiker. Den af ham afgivne vurdering må derfor antages at være det tætteste man i den givne situation kan komme en uvildig vurderingsmand.

SKAT, Store selskaber - Kontrol fik rådgivers ovenstående supplerende oplysninger til høring og udtalte herefter følgende:

Store Selskaber - Kontrol har ingen bemærkninger.   

SKATs indstilling og begrundelse

SKAT, Hovedcentret finder efter en konkret vurdering ikke grundlag for at anfægte tegnings-/salgskursen på 5.425 kr. pr. 500 kr.s aktie.

Der er ved denne vurdering bl.a. lagt vægt på S' økonomiske forhold, den forretningsmæssige begrundelse for at gennemføre omdannelsen samt baggrunden for den påtænkte tildelingsproces, herunder bl.a. det forhold, at det bliver muligt for enhver at opfylde betingelserne for at kunne erhverve aktier i det kommende S A/S uden at der i den forbindelse vil ske en forfordeling af visse indskydere, kunder eller medarbejdere i tilfælde af, at efterspørgslen overstiger udbuddet.

SKAT, Hovedcentret indstiller derfor, at spørgsmål 1 og 2 besvares bekræftende og at spørgsmål 3 som følge heraf bortfalder.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tilslutter sig SKAT, Hovedcentrets indstilling.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Under hensyn til, at nærværende bindende svar angår værdiansættelse af en virksomhed, der er underlagt vedvarende værdiændringer, gælder svaret i 3 måneder fra afgørelsens dato.