Vestre Landsrets dom af 25. januar 2006, 10. afdeling, S-2963-05
Parter
Anklagemyndigheden
mod
T
(advokat Niels Junge, Esbjerg).
Afsagt af landsdommerne
Hanne Kildal, Hanne Fanø (kst.) og Grith Rosleff (kst.) med domsmænd
----------
Varde Byrets dom af 4. november 2005, SS 181/2005
Denne sag er behandlet med domsmænd.
Anklageskrift er modtaget den 27. maj 2005.
T er tiltalt for overtrædelse af
1.
straffelovens § 302, stk. 1, nr. 2,
ved i en periode i 2000 at have drevet selvstændig virksomhed og i denne forbindelse undladt at føre forretningsbøger eller udfærdige regnskaber.
2.
skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1,
ved med forsæt til skatteunddragelse ikke inden 4 uger efter modtagelse af meddelelse om skatteansættelse for indkomståret 2000, dateret den 22. maj 2001, at have underrettet skattemyndighederne om, at skatteansættelsen var for lav med 202.325 kr., hidrørende fra selvstændig virksomhed som skorstensbygger/murer, hvorved det offentlige blev unddraget skatter med i alt 67.792 kr.
3.
momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1,1. pkt. og stk. 5, 1. pkt. samt § 52, stk. 3,
ved med forsæt til afgiftsunddragelse for perioden 1. marts 2000 - 30. november 2000 at have drevet uregistreret virksomhed og udstedt fakturaer med moms, hvorved det offentlige herved blev unddraget 64.329 kr. i moms.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf og en tillægsbøde.
Tiltalte har erkendt sig skyldig i forhold 1 og delvist skyldig i forhold 2 og 3.
Tiltalte har nedlagt påstand principalt om, at der alene idømmes bødestraf, subsidiært om, at en frihedsstraf gøres betinget.
Den beregning af unddragne skatter og momsbeløb, der ligger til grund for tiltalen, bygger på fakturaer fra tiltalte om udførelse af arbejde, således:
"...
- |
Til forsikringsselskabet G1, jf. faktura af 22. februar 2000 |
35.875 kr. |
- |
til NR, jf. faktura af 2. april 2000 |
48.000 kr. |
- |
til G2, jf. faktura af 17. maj 2000 |
68.000 kr. |
-
|
til G3 Montageservice, jf. fakturaer dateret fra den 25. juni 2000 og frem til den 20. oktober 2000 |
105.450 kr. |
l alt |
257.325 kr. |
..."
Ifølge de enkelte fakturaer har tiltalte beregnet moms med i alt 64.329 kr., jf ad forhold 3.
I tiltaltes faktura til forsikringsselskabet G1 hedder det:
"...
Reparation af tag, efter stormskade |
|
Omlægning/udskfftning tagsten, rygningssten |
93 timer á kr. 350 |
kr. |
23.250,00 |
materialer rygningssten |
kr. |
6.750,00 |
tagsten farve, cement/mørtel |
kr. |
1.725,00 |
reparation plankeværk 14 timer á kr. 250 |
kr. |
3.500,00 |
materialer |
kr. |
650.00 |
|
kr. |
35.875,00 |
Moms 25 % |
kr. |
8.968.75 |
I alt |
kr. |
44.843,75 |
..."
Fakturaen til NR angives at vedrøre reparation af en skorsten efter stormskade.
I fakturaen af 17. maj 2000 til G2 er anført følgende beløbsposter:
"...
Reparation af skorsten |
kr. |
35.000,00 |
Levering og opsætning af jernbånd |
kr. |
33.000,00 |
|
kr. |
68.000,00 |
Moms |
kr. |
17.000,00 |
l alt |
kr. |
85.000,00 |
..."
6 af fakturaerne til G3 Montage angiver at vedrøre arbejde foretaget i ugerne 25, 26, 27, 29, 30 og 31 år 2000, mens der i de øvrige fakturaer, der er fra oktober måned 2000, er henvist til ugesedler.
Det fremgår af en kontoudskrift fra F1-Bank, at tiltalte den 23. og 24. marts 2000 har foretaget indkøb hos G4 med beløb på 3.033,00 kr., 3.300,00 kr. og 2.100,00 kr.
Det fremgår i øvrigt af sagen, at der den 22. maj 2001 blev sendt en årsopgørelse til tiltalte for år 2000 med angivelse af en skattepligtig indkomst på 0 kr. Det fremgår af årsopgørelsen, at tiltalte havde pligt til inden 4 uger at underrette skattemyndighederne, hvis ansættelsen af indkomsten var for lav.
Ved brev af 25. november 2002 sendte ToldSkat et forslag til tiltalte om ændring af skatteansættelsen og afkrævning af afgift for indkomståret 2000, idet overskud af virksomhed ændredes fra 0 kr. til 227.325 kr. Ved beregningen af overskuddet var anerkendt et fradrag på 30.000 kr. for udokumenterede udgifter ved udførelsen af arbejdet. Det hedder herom i brevet af 25. november 2002:
"T har kun ganske få bilag til udgifter for benzin og storebælt.
Diverse udgifter er skønnet til brug for rejseomkostninger, fortæring, telefon og andre udgifter."
Ændringen af ansættelsen blev gennemført ved brev af 16. december 2002 fra ToldSkat.
Beløbet på 202.325,00 kr. ad forhold 2 fremkommer ved, at der på grundlag af en efterfølgende afhøring af tiltalte hos politiet blev anerkendt et fradrag på yderligere 25.000 kr. på grund af en usikkerhed vedrørende udgifter til jernbånd ved arbejdet hos G2.
Sagen blev oprindelig søgt fremmet til dom i medfør af retsplejelovens § 922 på grundlag af en retsmødebegæring af 23. august 2004.
Sagen er efterfølgende blevet domsforhandlet i retsmøder den 22. august 2005 og den 4. november 2005.
Forklaringer
Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne V.1 og V.2, ToldSkat.
Tiltalte har i retsmødet den 22. august 2005 forklaret, at han har drevet momsregistreret virksomhed i en årrække tilbage fra 1978. Det var hans revisor, der stod for arbejdet med angivelse af moms m.v. Han var ophørt med at drive entreprenørvirksomhed med virkning fra år 2000, men på grund af efterårsstormen i 1999 begyndte han påny efter flere opfordringer at drive virksomhed, både med eget arbejde og med antagelse af fremmed arbejdskraft. Han fakturerede moms i forbindelse med arbejdet, selv om han ikke påny blev momsregistreret for år 2000. Han udarbejdede heller ikke regnskaber, selv om han gemte fakturaerne. Dette skal tilskrives sløseri. Han var i øvrigt i år 2000 ansat i et forsikringsselskab. Hans manglende indgivelse af selvangivelse for år 2000 skyldes ligeledes sløseri. Han kan ikke huske konkret at have modtaget årsopgørelsen for år 2000, men han har formentligt modtaget den. Det samme gør sig i øvrigt gældende for så vidt angår de øvrige skrivelser fra ToldSkat. Han vidste godt, at han skulle reagere, hvis han var uenig i skatteansættelsen. Hans manglende reaktion hat angivelig skyldtes sløseri.
For så vidt angår fakturaen af 22. februar 2000 til G1 har tiltalte forklaret, at han fik en henvendelse fra sin tidligere nabo, V.1, hvis tag var blæst af ved stormen i 1999. V.1 havde forgæves forsøgt at få hjælp fra forskellige steder, herunder Falck. Tiltalte tilbød ham herefter hjælp. Tiltalte kontaktede en person ved navn RL som udførte selve arbejdet med taget og plankeværk. Tiltaltes eget arbejde bestod alene i at tilrettelægge entreprisen. Tiltalte fik på et tidspunkt en faktura fra RL og afregnede over for RL. Tiltalte lagde herefter et timetal svarende til 10 timer for sin egen indsats oveni beløbet, inden han selv fakturerede over for G1. Hans egen indtægt blev derved beregnet til et beløb på 3.500 kr. + moms. Dette arbejde svarede til, hvad han ville have kunnet beregne som tilsynsførende, men han ønskede ikke, at dette skulle fremgå af fakturaen overfor G1, da dette angiveligt ville give anledning til forskellige ekspeditionsmæssige problemer, idet tiltalte på daværende tidspunkt ikke var egentlig erhvervsdrivende. Tiltalte kan ikke huske, hvordan hen afregnede overfor RL.
På et tidspunkt var han til møde hos ToldSkat med en medarbejder ved navn V.2. Han drøftede størrelsen af de unddragne beløb med hende, og V.2 bragte spørgsmålet om udgifter på bane. De tog udgangspunkt i fakturaerne vedrørende arbejdet hos G3 Montage, og med V.2 hjælp kom de frem til, at der måtte have været tale om et fradragsberettiget beløb for benzin og bropenge på 30.000 kr. Tiltalte havde det skidt med sagen og sagde ikke i øvrigt så meget, og det blev heller ikke overvejet under mødet, hvorvidt der måtte have været tilsvarende udgifter for så vidt angår de øvrige arbejder.
Han kan huske, at han under et møde den 6. januar 2004 med MN, ToldSkat, gav MN ret i de korrigerede skatteopgørelser. Han husker også afhøringen hos politiet den 5. maj 2004, hvorunder advokat Niels Junge medvirkede. Under dette møde blev der kun talt om de fradrag, der var begrundet i indkøb af materialer (jernbånd) i forbindelse med arbejdet hos G2. Tiltalte kan ikke sige, hvorfor han ikke tidligere har bragt fradraget vedrørende de øvrige arbejdet på bane. Med den avance, der ellers ville gøre sig gæIdende, ville det imidlertid være usædvanligt, om ikke der også skulle fastsættes tilsvarende fradrag ved de øvrige arbejder, idet der ellers ville være tale om en unormalt høj avance.
For så vidt angår arbejdet hos NR har tiltalte forklaret, at arbejdet, der foregik på ..., vedrørte en skorsten på omkring 30 meters højde. Skorstenen lå ved et gartneri, og der var en del udgifter både til materialer og til afdækning m.v.. Han har nok formentligt fået bilag i forbindelse med nogle af disse udgifter, men han har ikke beholdt disse. Han havde en person fra lokalområdet ved navn PJ til at hjælpe sig. PJ blev betalt kontant formentligt uden kvittering. Tiltalte har i øvrigt selv udført arbejdet på stedet. Han købte materialer hos G4, hvilket fremgår af han kontoudskrifter. Der var tale om indkøb af mursten m.v. Han boede desuden på stedet de dage, hvor arbejdet foregik.
Vedrørende arbejdet hos G2 har tiltalte forklaret, at der her var tale om arbejde med en skorsten. Tiltalte havde afgivet tilbud på udførelse af arbejdet nogen tid forinden. Det var under afhøringen hos politiet, at man blev opmærksom på, at der skulle ske fradrag for så vidt angår indkøb af jernbånd. Selve fremgangsmåden i forbindelse med indkøb af materialer og fakturaer m.v. svarer i øvrigt til arbejdet hos NR. Arbejdet varede ca. 2 uger, og tiltalte kørte frem og tilbage mellem ... og ... hver dag.
Vedrørende arbejdet hos G3 Montagevirksomhed har tiltalte forklaret, at der ikke i nogen af disse fakturaer der indeholdt udgifter til materialer. Tiltalte arbejdede forskellige steder, blandt andet hos G5, G6 og også i .... Arbejdet har, sådan som han husker det, strakt sig over en periode på ca. 2 måneder. Det var oprindeligt tiltaltes opfattelse, at han skulle arbejde som lønmodtager, men af forskellige praktiske grunde ønskede G3 Montage, at tiltalte ligesom de øvrige, der forestod arbejdet på byggepladserne, arbejdede som selvstændig, hvilket var baggrunden for, at han udstedte fakturaer. Tiltalte har kørt frem og tilbage mellem ... og ..., således at han har passeret Storebæltsforbindelsen i hvert fald 16 gange. Med kørsel og overnatningsudgifter på campingplads har han således allerede af den grund haft udgifter svarende til det beløb på 30.000 kr., som blev drøftet med V.2. Dette understøtter også hans opfattelse af, at de 30.000 kr. alene har vedrørt arbejdet for G3 Montage.
V.1 har i retsmødet den 22. august 2005 forklaret, at han efter efterårsstormen i 1999 bad tiltalte om hjælp, idet hverken Falck eller forsikringsselskabet havde tid til at tage sig af det. Tiltalte fik fat i en håndværker. Tiltalte har ikke selv udført noget fysisk arbejde ved huset. Vidnet kan ikke huske, hvor mange dage arbejdet strakte sig over.
V.2 har i retsmødet den 22. august 2005 forklaret, at hun siden år 2000 har været sagsbehandler ved ToldSkat. Hun har fra starten haft sagen vedrørende tiltalte til behandling. Hun havde møder med tiltalte den 20. juni 2002 og den 13. november 2002. I forbindelse med samtalerne med tiltalte var han ikke særlig meddelsom. Hun havde pligt til selv at bringe spørgsmålet om fradrag på bane. Der forelå ikke nogen særlige bilag, bortset fra de bilag der vedrørte G3 Montage. På grundlag af disse bilag og samtalen med tiltalte i øvrigt kom man frem til, at der skulle gives et skønsmæssigt fradrag på 30.000 kr. Ud fra tiltaltes kontoudtog kom det frem, at tiltalte også havde haft arbejde de 3 øvrige steder, og også spørgsmål om fradrag blev bragt på bane i den forbindelse. De 30.000 kr. blev først endeligt fastsat, efter at drøftelserne med tiltalte var afsluttet, og det er hendes opfattelse, at fradraget på de 30.000 kr. skal anses for at vedrøre alle arbejderne. Tiltalte har ikke under drøftelserne omtalt detaljer omkring de udgifter, han i øvrigt måtte have haft, herunder med hensyn til medhjælp. Det var fortrinsvist spørgsmålet om transportudgifter, der indgik i drøftelserne. Tiltalte er heller ikke gået i detaljer med hensyn til, hvor meget hans kørselsbehov var eller lignende, ejheller i forbindelse med arbejdet for G3 Montage. Vidnet havde vel 2-3 møder med tiltalte. Et fradrag på 30.000 kr. må anses for at være forholdsvis stort, når dette, som det er tilfældet her, fortrinsvist hviler på en skønsmæssig ansættelse. Hun opfattede det i øvrigt sådan, at tiltalte kun havde stillet sin arbejdskraft til rådighed, idet der ikke var dokumentation for de øvrige udgifter, herunder med hensyn til indkøb af materialer. Den efterfølgende reduktion med de 25.000 kr. skyldtes den faktura, der kom vedrørende arbejdet for G2, og efter vidnets erindring forelå denne faktura ikke i forbindelse med samtalerne med tiltalte. Ifølge en telefaxpåtegning på hendes kopi af bilaget fra G2 har hun først modtaget dette den 15. november 2002. Hvis tiltalte havde forklaret i detaljer om sin kørsel, kunne dette godt være blevet taget i betragtning, ligesom det er tilfældet med andre sandsynliggjorte udgifter. Efter den normale fremgangsmåde hos ToldSkat ville man i højere grad kunne få fradrag for så vidt angår den skønsmæssige skatteansættelse også ved udokumenterede udgifter, end hvad der gælder ved en skønsmæssig fastsættelse af moms.
Tiltalte har i retsmødet den 4. november 2005 supplerende forklaret, at han efterfølgende er kommet i tanke om at han afregnede overfor RL ved kontant betaling over flere omgange. Hvis han har modtaget kvitteringer, så er de sendt til ToldSkat. NRs skorsten er 20 meter høj. De udgifter, der fremgår af opgørelsen over hans udokumenterede udgifter, er baseret på hans erfaring med hensyn til priser på leje af stilladser samt ud fra en dimensionering af skorstenen i forhold til antallet af mursten m.v. Det samme gør sig gældende for så vidt angår arbejdet for G2.
V.2 har i retsmødet den 4. november 2005 supplerende forklaret, at man ikke hos ToldSkat har kunnet finde nogen kvitteringer vedrørende arbejde foretaget af RL for tiltalte. Ifølge RLs momsregnskab har RL senest indgivet momsangivelse for oktober kvartal 1999, og han har ikke indgivet anmeldelser for år 2000. Han har heller indgivet nogen selvangivelse for år 2000.
Anbringender
Tiltalte har gjort gældende, at skatteunddragelsen ad forhold 2 skal beregnes på grundlag af en indtjening på kun 120.950,00 kr., og at den unddragne moms ad forhold 3 kun udgør 23.875,00 kr.
Tiltaltes opgørelse over de unddragne beløb fremkommer således:
|
|
Omsætning |
|
Moms |
G1 - reel indtjening |
|
3.500,00 |
|
875,00 |
NR |
48.000,00 |
|
12.000,00 |
|
|
|
|
|
|
leje af stillads |
-5.000,00 |
|
1.250,00 |
|
materialer |
-8.000,00 |
|
2.000,00 |
|
leje af containere |
-2.000,00 |
|
|
|
aflønning af medhjælp 80 timer á 100 kr.= |
-8.000,00 |
|
|
|
kørsel og ophold i 10 dage á 500 kr. |
-5.000,00 |
|
|
|
|
-28.000,00 |
20.000,00 |
|
8.750,00 |
|
|
|
|
|
G2 |
68.000,00 |
|
17.000,00 |
|
anerkendt reduktion |
-25.000,00 |
|
|
|
|
43.000,00 |
|
|
|
|
|
|
|
|
Leje af stillads |
-5.000,00 |
|
1.250,00 |
|
Fugemateriale m.v. |
-6.000,00 |
|
1.500,00 |
|
|
|
|
|
|
Aflønning af medhjælp 80 timer á 100 kr. |
-8.000,00 |
|
|
|
Kørsel |
-2.000,00 |
|
|
|
|
-21.000,00 |
22.000,00 |
|
14.250,00 |
|
|
|
|
|
G3 Montageservice |
105.450,00 |
|
|
|
anerkendt reduktion |
-30.000,00 |
75.450,00 |
|
|
Reel indtjening |
|
120.950,00 |
|
23.875,00 |
Tiltalte har gjort gældende, at de oprindeligt ydede fradrag alene skal anses for vedrørende arbejderne hos G3 Montage og G2 Det må anses for sandsynliggjort, at tiltalte har haft yderligere fradragsberettigede udgifter. Særligt for så vidt angår udgifterne i forbindelse med tiltaltes arbejde for G3 Montage har tiltalte gjort gældende, at det må anses for sandsynliggjort, at der i forbindelse med arbejdet, der er foregået over flere uger, har været afholdt udgifter til kørsel svarende til afstanden mellem tiltaltes bopæl og hans opholdssted i ..., 289 km x 18 = 5.202,00 km, samt herudover til kørsel fra opholdsstedet ud til de enkelte arbejdspladser. Herudover skal der beregnes bropenge samt diæter i 45 dage. Tiltaltes førhen manglende medvirken til fremskaffelse af oplysninger om fradrag har skyldtes, at han ikke har magtet dette rent psykologisk. Ved de drøftelser, der er foregået hos ToldSkat har man angiveligt heller ikke været tilstrækkeligt opmærksom på, hvilke fradrag der kunne komme på tale.
Anklagemyndigheden har gjort gældende, at der ikke foreligger fornøden dokumentation for, at tiltalte har været berettiget til fradrag ud over det beløb på i alt 55.000 kr., som allerede er anerkendt. Det beløb på 30.000 kr., der oprindelig blev anerkendt som fradragsberettiget, må i øvrigt anses for at omfatte udokumenterede udgifter for så vidt angår alle tiltaltes arbejder, og ikke kun det arbejde, der er udført for G3 Montage. Selv om der muligt måtte være afholdt udgifter, der kunne have begrundet et fradrag, skal der under alle omstændigheder ses bort herfra, idet det må antages, at tiltalte ud fra omstændighederne ved indgåelsen af aftaler om løn til fremmet arbejdskraft mv. - sammenholdt med hans manglende momsregistrering og tilsidesættelse af pligten til at føre forretningsbøger og udarbejde regnskaber - må have indset, at der var tale om aftaler om vederlag mv., der ikke skulle oplyses over for skattemyndighederne. Det bør i øvrigt tillægges betydning, at tiltalte trods en indgående drøftelse hos skattemyndighederne og ved afhøringerne hos politiet i det væsentlige har undladt at fremkomme med nærmere oplysninger omkring spørgsmålet om fradragsberettigede udgifter, idet dette spørgsmål må anses for umuligt at efterprøve nærmere efter så lang tid.
Under domsforhandlingen den 4. november 2005 blev spørgsmålet om skyld i første omgang særskilt forhandlet og procederet, jf. retsplejelovens § 928 a, stk. 1, 3. punktum.
Skyldsspørgsmålet blev herefter afgjort ved sålydende kendelse
"...
- Ad forhold 1
Ved sin erkendelse og det i øvrigt foreliggende findes tiltalte skyldig.
- Ad forhold 2 og 3
Tiltalte har erkendt, at han uden at være momsregistreret har udstedt de foran omtalte fakturaer vedrørende håndværkermæssigt arbejde for i alt 257.325,00 kr. med tillæg af moms, og at han har undladt at orientere skattemyndighedeme herom, selv om han vidste, at han var forpligtet hertil.
Tiltalte findes derfor skyldig i forsætligt at have unddraget det offentlige skatter og moms.
Tiltalte har kun i begrænset omfang kunnet fremvise bilag, der vedrører fradragsberettigede udgifter, ligesom han såvel under skattemyndighedernes sagsbehandling som under politiets efterforskning været meget tilbageholdende med at fremkomme med oplysninger, der kunne have betydning for spørgsmålet.
Der er efter det foreliggende ikke grundlag for at antage, at det beløb på 30.000 kr., som skattemyndighederne allerede har anerkendt som et fradragsberettiget beløb for udokumenterede udgifter, alene skulle vedrøre tiltaltes arbejde for G3 Montage.
De beløb, der ifølge tiltalte er afholdt til løn og leje af stillads og containere, er ikke dokumenteret ved bilagsmateriale, og der må efter det foreliggende antages, at de pågældende beløb i givet fald er blevet betalt af tiltalte ud fra en forudsætning om, at beløbene ikke skulle beskattes hos modtagerne.
Retten finder på den baggrund - og af de grunde, der i øvrigt er anført af anklagemyndigheden - ikke, at tiltaltes oplysninger om betaling af løn og leje kan begrunde en nedsættelse af det beløb, som tiltalte efter det oplyste har modtaget som vederlag for det udførte arbejde.
Retten anser det derimod for sandsynliggjort, at tiltalte har afholdt udgifter til køb af materialer i en størrelsesorden svarende til det oplyste, i alt 23.125,00 kr., og uden at hans indkøb heraf er foregået under sådanne omstændeligheder, at skatte- og afgiftsreglerne måtte forventes tilsidesat.
Herudover findes det efter det foreliggende sandsynliggjort, at tiltalte har haft visse udgifter til transport mv. i forbindelse med udførelsen af arbejdet ud over det beløb på 30.000 kr., der allerede er anerkendt af skattemyndighederne.
Ud fra en samlet vurdering findes det på den baggrund sandsynliggjort, at tiltalte har haft udgifter, der kan begrunde et sådant fradrag i tiltaltes skattepligtige indkomst for år 2000, at den skattepligtige indkomst kan fastsættes til 175.000 kr.
Thi bestemmes
Tiltalte anses for skyldig i forhold 1.
Tiltaltes skatteansættelse ad forhold 2 skal anses for at have været for lav med et beløb på 175.000 kr.
..."
Efter afsigelsen af kendelsen om skyldsspørgsmålet har anklagemyndigheden oplyst, at ToldSkat på grundlag af rettens skyldvurdering har foretaget en beregning af unddragne beløb, således at det beløb, der vedrører unddragne skatter ad forhold 2 udgør 58.522,00 kr, mens det unddragne momsbeløb ad forhold 3 udgør 51.247,75 kr.
Retten udtaler herefter
Tiltalte er ved ovenstående kendelse anset for skyldig i forhold 1.
Ved den endelige afgørelse af skyldsspørgsmålet ad forhold 2 og 3 lægger retten til grund at de unddragne beløb ad forhold 2 og 3 udgør henholdsvis 58.522,00 kr. og 51.247,75 kr., således som det fremgår af de endelige beregninger fra ToldSkat.
Straffen fastsættes til fængsel i 14 dage, jf. straffelovens § 302, stk. 1, nr. 2, skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, og momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf § 47, stk. 1,1. pkt. og stk. 5,1. pkt samt § 52, stk. 3.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 100.000 kr., jf. straffelovens § 58, stk. 2.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 40 dage.
T h i k e n d e s f o r r e t
Tiltalte T straffes med fængsel i 14 dage.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 100.000 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 40 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
----------
Vestre Landsrets dom af 25. januar 2006, 10. afdeling, S-2963-05
Retten i Varde har den 4. november 2005 afsagt dom i 1. instans (SS 181/2005).
Tiltalte har påstået delvis frifindelse, og har gjort gældende, at det unddragne beløb udgør et væsentligt lavere beløb end opgjort af ToldSkat. Subsidiært har tiltalte påstået formildelse, navnlig således at straffen fastsættes til bøde, mere subsidiært at frihedsstraffen gøres betinget.
Anklagemyndigheden har påstået dom i overensstemmelse med tiltalen i 1. instans og skærpelse.
Tiltalte har for landsretten udarbejdet en opgørelse svarende til den, han havde udarbejdet for byretten, dog således at den udeholdte omsætning udgør 129.931,85 kr. med fradrag af et skønsmæssigt opgjort beløb for diæter på 20.000 kr., og således at det unddragne momsbeløb udgør 43.986,75 kr.
Forklaringer
Tiltalte og vidnet V.2 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Tiltalte har supplerende forklaret, at han har deltaget i 2 møder med en medarbejder hos ToldSkat. Medarbejderen sagde, at hun skulle give ham et fradrag. Hun sagde ikke, hvorfor han skulle have fradraget. Han spurgte heller ikke selv om baggrunden. Den 6. januar 2004 var han til møde vedrørende ansvarsvurderingen. De drøftede ikke fradragene udover de 30.000 kr., ToldSkat skulle give ham. Der blev lavet et referat af mødet, men han ville ikke underskrive referatet, da han ikke mener, at møderesultatet er korrekt refereret. Foreholdt mødereferatet side 2, 3.-6. afsnit har tiltalte forklaret, at ToldSkat var mest interesseret i indtægterne. Han sagde ikke ret meget, da han gerne ville ud af døren hurtigt. Da han var til afhøring hos politiet den 5. maj 2004, nævnte han ikke, at han havde haft udgifter, udover til indkøb af jernbåndene leveret til G2. Det var politiet, der spurgte, og ham, der svarede. Han husker ikke, at han over for politiet tilkendegav, at han ønskede sagen behandlet som tilståelsessag. Han samlede alle bilagene og afleverede dem på et tidspunkt til sin revisor.
Grunden til at han ikke oplyste over for G1, at han havde brugt underentreprenør var, at G1 ikke vidste, at han benyttede underentreprenør. Han havde udgifter til kørsel til tilsyn med arbejdet, som blev udført af RL. Foreholdt politirapport af 11. januar 2005, side 2, 6. linie fra neden, har tiltalte forklaret, at han sagde til politiet, at han havde haft en fortjeneste på 5-6.000 kr. på arbejdet for G1. Det var et slag på tasken. Han har betalt RL ad flere gange. Fakturaen fra RL er blevet væk.
Fakturaen til NR indeholder ikke oplysninger om hans positive udgifter i forbindelse med arbejdet, da der var givet en fast pris. Han havde udgifter til ca. 2000 mursten, der koster ca. 3 kr. pr. stk., til mørtel, ca. 500 kr., til stigetrin, 3-400 kr. og kobber. Han foretog indkøbene hos G4. Han lejede stillads og hejs til montering i toppen af skorstenen hos G7 Kompagni. Han har nok betalt disse udgifter kontant. Han betalte både leje af container og bortkørsel af containeren. Arbejdet varede et par uger. Han kørte hjem, når han skulle hente materialer og boede ellers på campingplads.
Vedrørende fakturaen til G2 har tiltalte forklaret, at han havde lejet stilladset hos G8. Han betalte lejen kontant. Han havde nogle år tidligere givet tilbud på reparation af skorstenen. Da han gik i gang med arbejdet, blev han opmærksom på, at skorstenen var revnet. Han blev enig med bygherren om at sætte 11 jernbånd på. Jernbåndene kostede 2.500 kr. pr. stk. eksklusive moms. Der er også udgifter til fugematerialer, afdækning og måske en lynafleder. Materialerne er købt lokalt. Han kørte fra ... til ... hver dag. Hans medhjælp arbejdede lige så mange dage, som han selv arbejdede. Medhjælperen fik 100 kr. i timen. Arbejdet varede 2-3 uger.
Arbejdet for G3 Montageservice foregik på samme måde som, hvis han havde været lønmodtager, således at han ikke selv skulle indkøbe materialer. Han boede på campingplads, mens arbejdet foregik og tog hjem i week-enden. Han var med til at sætte facadebeklædning på G6, på nogle bygninger i ... og at sætte ståldøre og stålvinduer i hos G5. Da han drøftede fradrag med ToldSkat, var kun fakturaen til G3 Montageservice på bordet. Han betalte ca. 100 kr. pr. dag for at bo på campingplads. Han brugte 3-400 kr. pr. dag på kost.
Han har tidligere mest beskæftiget sig med skorstensbyggeri.
V.2 har supplerende forklaret, at hun rettelig har været ansat hos ToldSkat siden 1984. Da hun holdt det første møde med tiltalte, havde hun kun tiltaltes fakturaer til G3 Montageservice. På det første møde bad hun om kontoudtog. På det andet møde havde hun fået kontoudtogene, men ikke andre fakturaer. Tiltalte fortalte, at han havde udfærdiget andre fakturaer med moms. Tiltalte sagde ikke så meget. Hun spurgte, om tiltalte havde nogle udgiftsbilag, så han kunne få fradrag. Han lovede at komme med de bilag, han havde. På næste møde kom tiltalte med kontoudtog fra Metax. Tiltalte fortalte, at han ikke kunne finde andre bilag. Hun gav ham et skønsmæssigt fradrag på 30.000 kr. ud fra en samlet bedømmelse af alle fakturaerne. Hun spurgte ham, hvilke udgifter han havde haft vedrørende de enkelte arbejder. Det var mest transportudgifter og telefonudgifter, de talte om. Tiltalte fortalte ikke, at han havde udgifter til leje af stillads. Udgifterne til overnatning på campingplads udgør i alt 2.412 kr. Hun tog hensyn til denne post i sin skønsmæssige fastsættelse af fradraget på 30.000 kr. Hun husker ikke, om hun spurgte tiltalte, om han havde haft udgifter til materialer. Hun har kun mulighed for at give tiltalte skatte- og momsmæssige fradrag, hvis tiltalte har bilag til dokumentation af de enkelte udgifter. Hun vil tro, at det var på mødet den 13. november 2002, hun talte med tiltalte om fradraget på 30.000 kr. Samme dag skrev hun til F1-Bank med anmodning om oplysning om, hvem der havde foretaget indbetalingerne på tiltaltes konto, idet hun ikke af kontoudtogene kunne se dette. Den 15. november 2002 modtog hun pr. fax fakturaen til G2. ToldSkat har ikke været hjemme hos RL for at lede efter en faktura fra tiltalte.
Landsrettens begrundelse og resultat
Landsretten finder ikke, at tiltalte har sandsynliggjort, at han i forbindelse med udførelsen af arbejderne for G1, NR, G2 og G3 Montageservice har afholdt udgifter til medhjælp, leje af stillads og containere, materialer, kørsel og fortæring udover det fradrag på 55.000 kr., som ToldSkat har accepteret. Herefter og i øvrigt af de grunde, som er anført af byretten, finder landsretten tiltalte skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.
I stedet for momslovens § 52, stk. 3, citeres § 52, stk. 6.
Det tiltrædes, at frihedsstraffen er fastsat som sket.
Efter det unddragne beløbs størrelse forhøjes tillægsbøden til 130.000 kr.
Efter forholdenes karakter er der ikke grundlag for at gøre frihedsstraffen betinget.
Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom ændres, således at tillægsbøden forhøjes til 130.000 kr.
Byrettens afgørelse i øvrigt stadfæstes.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.