Dato for udgivelse
22 jun 2006 15:30
Resumé

Tænk dig om, inden du overvejer at tjene en ekstra skilling på salg af øl og sodavand til tørstige Roskilde Festivalgæster. SKAT skærper kursen over for den ulovlige handel.


Hvis ikke dåser og flasker er korrekt pantmærket, beslaglægger SKAT dem og tager dem med omgående. Derudover skal sælgerne også betale ølafgift, som udgør ca. 1 kr. pr. dåse.

I år vil der blive hængt plakater op ved indgangene til festival- og campingområderne, som gør opmærksom på de skærpede regler.

 Visning af billede: roskilde_plakat Baggrunden for den kontante afregning er den nye pantbekendtgørelse, som gør det muligt for SKAT at beslaglægge dåser og flasker, der ikke er korrekt pantmærket. Beslaglæggelsen og opbevaringen sker i samarbejde med Dansk Retursystem A/S.

Der er nedsat en særlig aktionsgruppe af medarbejdere fra Skattecenter Køge og Roskilde, der i samarbejde med Roskilde politi vil patruljere udenfor og på festival- og campingområderne - såvel uniformeret som i civil.

Aktionsgruppen vil være på pletten, så snart campingområderne åbner søndag den 25. juni - og vil være der under hele festivalen.

Også ved grænsen vil der være skærpet kontrol, ligesom partierne kan beslaglægges ved grænsen.

Oplysninger om regler og mængder for indførsel af øl, sodavand og spiritus mv. kan fås ved henvendelse til det lokale skattecenter eller på www.skat.dk

Reglerne for pantmærkning/tilmelding kan oplyses af Dansk Retursystem A/S, tlf. 43 32 32 32 eller ses på www.dansk-retursystem.dk

Kontakt: Aktionsleder Jan P. Jensen tlf. 23 49 08 22, afdelingsleder Henry Bollmann tlf. 22 85 47 82 eller afdelingsleder Gert Høj tlf. 29 72 46 04.