Klagen skyldes, at skattemyndigheden ikke fuldt ud har imødekommet klagerens anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til skatteankenævnet, da klageren ikke er anset for at have fået medhold i overvejende grad.

Landsskatterettens afgørelse

Skattemyndighedens afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

 Skattemyndigheden forhøjede i 2004 ved én afgørelse klagerens indkomstansættelser med 109.272 kr. for indkomståret 2001 og med 192.766 kr. for indkomståret 2002 vedrørende driften af klagerens virksomhed.

Klagerens repræsentant påklagede skattemyndighedens afgørelse til skatteankenævnet med påstand om, at skatteansættelserne for de omhandlede indkomstår skulle nedsættes til det selvangivne.

Den 15. juni 2003 nedsatte skatteankenævnet i én afgørelse for indkomståret 2001 og én afgørelse for indkomståret 2002 de påklagede forhøjelser med 6.610 kr. for indkomståret 2001 og 106.710 kr. for indkomståret 2002.

Skatteankenævnet afgav følgende udtalelser til brug for ansøgning om omkostningsgodtgørelse:

"Udtalelse vedrørende Deres klage for indkomstårene 2001

(...)

Skatteankenævnets afgørelse kan ikke anses for medhold i overvejende grad. Dette begrundes med, at ansættelsen er nedsat med 50 % eller mindre af den påklagede forhøjelse."

"Udtalelse vedrørende Deres klage for indkomstårene 2002

(...)

Skatteankenævnets afgørelse kan anses for medhold i overvejende grad. Dette begrundes med, at ansættelsen er nedsat med mere end 50 % af den påklagede forhøjelse."

Klagerens repræsentant har anmodet om 50 % omkostningsgodtgørelse for en udgift på 19.000 kr. til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til skatteankenævnet for indkomståret 2001 og 100 % omkostningsgodtgørelse for en udgift på 19.000 kr. til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til skatteankenævnet for indkomståret 2002.

Skattemyndighedens afgørelse

Skattemyndigheden har alene godtgjort 50 % af klagerens udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til skatteankenævnet for indkomstårene 2001 og 2002.

Medholdsvurderingen skal omfatte alle år eller perioder, når sagen vedrører flere indkomstår, jf. afsnit K.5.1 i processuelle regler på ToldSkats område.

Klageren har ikke opnået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad ved klagen til skatteankenævnet for indkomstårene 2001 og 2002, og er som følge heraf alene berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50 % af 38.000 kr., jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 % af udgiften til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til skatteankenævnet for indkomståret 2002.

Der er opnået medhold i overvejende grad ved klagen til skatteankenævnet for indkomståret 2002. Det fremgår ligeledes af skatteankenævnets udtalelse til brug for ansøgning om omkostningsgodtgørelse. Klageren er derfor berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 % af udgiften til sagkyndig bistand i indkomståret 2002.

Det forhold, at skatteankenævnet har truffet afgørelse for indkomstårene 2001 og 2002 samtidig, har ikke betydning for sagen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1 fremgår følgende:

"Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, som er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., såfremt den pågældende person i sagen har fået medhold eller medhold i overvejende grad."

Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, ydes der godtgørelse ved klage til skatteankenævnet eller Landsskatteretten.

Betegnelsen "sager" i skatteforvaltningslovens § 52, må med henvisningen til § 55 forstås således, at den omfatter ansættelserne for de indkomstår, som 1. instansen har behandlet samlet, og som i konsekvens heraf også er behandlet samlet i klageinstansen.

Selvom skatteankenævnet har truffet afgørelse vedrørende klagerens indkomstansættelser for indkomstårene 2001 og 2002 ved to breve, må skatteankenævnet antages at have behandlet indkomstansættelserne samlet som en konsekvens af, at disse ansættelser var behandlet samlet hos skattemyndigheden.

Ved vurderingen af, om klageren i sagen ved skatteankenævnet har fået medhold i overvejende grad, skal resultatet for begge indkomstår derfor indgå.

Klageren har ikke beløbsmæssigt fået medhold i overvejende grad.

Vurderingen af, om der er givet medhold i overvejende grad, skal ikke i alle tilfælde alene foretages på grundlag af en beløbsmæssig opgørelse, jf. bemærkningerne til skattestyrelseslovens § 33 A (nu skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1) offentliggjort i Folketingstidende 2001/2002, tillæg A, spalte 1394 ff. Der skal tillige henses til, om afgørelsen for den pågældende klager har betydning for indkomstopgørelsen for andre indkomstår, og/eller om afgørelsen generelt har betydning for retstilstanden på området.

En skatteankenævnsafgørelse kan som udgangspunkt ikke antages generelt at have betydning for retstilstanden på området. Der er i dette tilfælde intet grundlag for at fravige dette udgangspunkt.

Skatteankenævnets afgørelse kan endvidere ikke antages at have en sådan betydning for klagerens indkomstopgørelser for fremtidige indkomstår, at det kan opveje, at der ved afgørelsen ikke beløbsmæssigt blev givet klageren medhold i overvejende grad.

Det er derfor med rette, at der alene er godkendt godtgørelse for 50 % af udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med klage til skatteankenævnet for indkomstårene 2001 og 2002.

Den påklagede afgørelse stadfæstes hermed.