Skifteretten kan efter en skyldners begæring afsige kendelse om gældssanering.
Grundlaget for skifterettens vurdering af, om der på det foreliggende eller tilvejebragte grundlag skal ske afvisning/nægtelse af gældssanering eller om sagen skal gennemføres til kendelse, er KL § 197. Bestemmelsen angiver, under hvilke betingelser en skyldner kan opnå gældssanering.
For det første skal skyldner godtgøre, at han ikke er i stand til og ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, jf. KL § 197, stk. 1, nr. 1 (den økonomiske betingelse/objektive betingelse).
For det andet lægges der vægt på, om skyldners forhold og omstændighederne i øvrigt taler for gældssanering, jf. KL § 197, stk. 1, nr. 2 (den subjektive betingelse).
Hertil kommer dog også, at skifteretten ikke er forpligtet til at afsige gældssaneringskendelse, idet bestemmelsen kun angiver, at skifteretten kan afsige kendelse herom.
Det bemærkes, at den økonomiske og den subjektive betingelse vurderes hver for sig i nævnte rækkefølge, således at den subjektive betingelse vurderes, når den økonomiske betingelse er opfyldt.
Er den økonomiske betingelse ikke opfyldt, afvises gældssanering således allerede af denne grund.