Parter:
H ApS (v/ direktør A)
mod
Told- & Skatteregion København 1 - City
(Kammeradvokaten v/advokat Kaspar Lehmann Bastian).

Tidligere instans:
Københavns byrets dom af 12. januar 1998, afdeling C, C 514/94

Afsagt af landsdommerne:
Lisbet Wandel, Arne Brandt og Gerd Sinding (kst).

Københavns Byrets C. afd.s dom af 12. januar 1998 (C 514/94) er anket af H ApS, der har nedlagt følgende endelige påstande:

1. Indstævnte tilpligtes at anerkende, at appellantens gæld til indstævnte pr. 10. marts 1994 var 870.710 kr., da indstævntes renteopgørelse pr. samme dato var forkert.
   
   
2. Indstævnte tilpligtes at anerkende, principalt at indstævntes forvaltningsakt af 10. marts 1994, hvorved afdragsordningen med appellanten af 26. april 1993 blev ophævet, var ulovlig og erstatningspådragende, subsidiært at ophævelsen af afdragsordningen af 26. april 1993 var retsstridig og erstatningspådragende ud fra et aftaleretligt synspunkt.
   
   
3. Indstævnte tilpligtes at anerkende, at indstævntes vedholdende tvangsinddrivelsesskridt fra marts 1994 til januar 1995 over for appellanten, på baggrund af indstævntes opgørelse af 10. marts 1994 har været ubeføjede, ulovlige, retsstridige og dermed erstatningspådragende, idet appellanten blev nødsaget til at indstille driften af virksomheden.
   
   
4. Indstævnte tilpligtes at anerkende, at ethvert krav, som indstævnte måtte have haft mod appellanten, er forældet i medfør af lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer § 1, nr. 4.

Indstævnte, Told- og Skatteregion København 1 - City, har påstået stadfæstelse og har endvidere nedlagt selvstændig påstand om, at appellanten tilpligtes at betale 1.341.693 kr. til indstævnte.

Overfor indstævntes påstand til selvstændig dom har appellanten påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Indstævnte har i en opgørelse af 25. oktober 1999 nærmere specificeret sit krav. Appellanten har under domsforhandlingen alene bestridt opgørelsen for så vidt angår morarenter og påkravsgebyrer, der vedrører tiden forud for den 26. april 1993, men som først er konteret efter denne dato, svarende til 67.385 kr.

I afdragsaftalen af 26. april 1993 mellem appellanten og indstævnte er anført blandt andet følgende:

"Virksomheden har den 10.3.1993 søgt om tilladelse til afdragsvis afvikling af en skyld, der pr. 26.4.1993 udgør følgende beløb:

Told/afgift	339.877 kr.
A-skat mv.	518.169 kr.
Renter mv.	104.246 kr.
Ialt	962.292 kr.

Regionen imødekommer virksomhedens ansøgning på betingelse af,

at

løbende A-skat, moms mv. skal angives og betales rettidigt fremover,
at afdragene er fastsat til 25.000 kr. om måneden og skal være Regionen i hænde første gang den 1.5.1993,
.....
at ordningen er gældende foreløbig i 6 måneder,
.....

Misligholdelse af ordningen medfører, at restskylden forfalder til øjeblikkelig betaling og vil blive søgt inddrevet.

Afgiftsskylden forrentes med 1,3 % pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne. "

Der er i landsretten afgivet vidneforklaring af direktør A, revisor HP, Orla Kristensen, Annette Sørensen, Erik Bank og specialkonsulent Erling Kristiansen.

Direktør A har forklaret, at appellanten i 1992 betalte to afdrag á 80.000 kr. til indstævnte i forbindelse med en afdragsordning, som ophørte i efteråret 1992. Da appellanten modtog indstævntes skrivelse af 10. marts 1994, forstod vidnet ikke renteopgørelsen. Det forekom uforståeligt, at der var påløbet så mange renter, når appellanten samtidig havde afdraget 225.000 kr. Han har ikke modtaget girokort med renteberegninger fra indstævnte. Da appellanten ikke modtog en fyldestgørende forklaring fra indstævnte herpå, så appellanten sig nødsaget til at udtage stævning for at få en afklaring af mellemværendet. Indstævntes skrivelse af 10. marts 1994 kom som et lyn fra en klar himmel og medførte, at appellanten straks indstillede driften, idet appellanten ikke ønskede at modtage forudbetalinger fra kunderne, når der samtidig blev foretaget tvangsinddrivelsesskridt overfor virksomheden. Anparterne i H ApS ejes af et schweizisk konsortium. Der er indgivet begæring om tvangsopløsning af selskabet, men behandlingen af begæringen afventer udfaldet af denne sag.

Revisor HP har supplerende forklaret, at han som revisor for appellanten også varetog bogføringen for virksomheden. I perioden op til den 10. marts 1994, hvor driften ophørte, bliv bogføringen foretaget alene på grundlag af de bilag, appellanten afleverede til ham. Denne praksis var i strid med bogføringsloven. Han var nødt til at gøre en bemærkning herom i årsregnskabet. Ligeledes var han nødt til tage forbehold vedrørende kreditorerne, idet det var vanskeligt at afstemme indstævntes fordring. De interne regnskaber, han har udarbejdet for virksomheden, kan ikke sammenlignes med regnskaberne i henhold til årsregnskabsloven. Resultaterne på bundlinien er de samme, men de enkelte poster opgøres på forskellig måde afhængig af, hvilket regnskab de skal indgå i. Man kan ikke forholde sig til regnskaberne, når man kun præsenteres for en enkelt post i dem.

Orla Kristensen har supplerende forklaret, at postering og kontering af renter hos indstævnte skete i et fuldautomatisk system på Datacentralen. Der blev konteret renter to gange om året, den 27. april og den 27. oktober. I forbindelse med konteringen blev der udskrevet girokort til de berørte skatteydere. Girokortene indeholdt en specifikation af de renter og gebyrer, der var indeholdt i det krævede beløb. Skatteregionen fik ikke en kopi af girokortet, men alene et kontoudtog, hvoraf konteringen fremgik. Den 27. april 1993, dvs. dagen efter indgåelsen af afdragsaftalen den 26. april 1993, blev indstævntes fordring mod appellanten konteret yderligere renter vedrørende perioden forud for den 26. april 1993. Det var blandt andet fordi appellanten, vist i december 1992, havde foretaget en efterangivelse vedrørende skyldig A-skat, som der så skulle ske regulering for. Disse renter havde det ikke været muligt at medtage i afdragsaftalen den 26. april 1993, fordi renterne endnu ikke var i restance. Af såvel girokortene, som af de vejledninger, cirkulærer og skrivelser indstævnte sendte til skatteyderne, fremgik det, at der kun blev tilskrevet renter to gange årligt.

Annette Sørensen har supplerende forklaret, at hun ikke erindrer, hvor mange systemer, man arbejdede med hos indstævnte i 1993-94. Hun foretog de undersøgelser hun burde, inden hun udarbejdede den opgørelse, der er indeholdt i skrivelsen af 26. april 1993. De afdrag, appellanten betalte, blev først og fremmest afskrevet på hovedstolen og dernæst på renterne.

Erik Bank har supplerende forklaret, at han i 1993-94 var chef for opkrævningsafdelingen hos indstævnte. Der var 50-60 medarbejdere i afdelingen. Medarbejderne arbejdede i selvstændige grupper, og han blev kun involveret i de sager, der ikke kunne behandles efter de sædvanlige retningslinjer. Appellantens sag var en sådan sag, og han kendte derfor til den. Afdragsordningen den 26. april 1993 var en redningsplanke, man kastede ud for at se, om appellantens økonomiske problemer var forbigående. Da det ved afdragsperiodens udløb viste sig, at virksomheden havde haft underskud i 2 år, egenkapitalen var tabt, der var revisorpåtegninger i regnskaberne og forbehold for kreditorkrav, vurderede vidnet, at det ikke tjente statskassens interesser at fortsætte afdragsordningen. Hertil kom, at gælden ikke blev nedbragt af betydning, og at der ikke altid blev betalt til tiden, hvilket medførte uforholdsmæssigt meget arbejde for Annette Sørensen med at rykke appellanten for betalinger. Man gav appellanten en meget lang snor og burde måske have grebet ind tidligere. Appellanten kan som følge af de mange henvendelser med rykkere ikke have været i tvivl om, at indstævnte ikke var tilfreds med afdragsordningens forløb.

Specialkonsulent Erling Kristiansen har i det væsentlige forklaret som vidnet Orla Kristensen.

Appellanten har til støtte for sine påstande under henvisning til sit påstandsdokument fremsat følgende hovedanbringender:

Vedrørende påstand 1.

at

appellanten har nedbragt posten "skyldig A-skat" med 302.491,- kr. i de 10 1/2 måned, som hengik mellem indstævntes skrivelse af 26. april 1993 og indstævntes skrivelse af 10. marts 1994, eller med 52.491,- kr. mere end afdragsordningen af 26. april 1993 krævede (250.000,- kr.),

at

indstævntes opgørelse af 10. marts 1994 udviser en ukorrekt, fejlbehæftet og helt misvisende opgørelse af appellantens samlede skyld til indstævnte pr. opgørelsens dato for så vidt angår renter m.v., idet det af indstævnte anførte beløb på 383.540,- kr. er 67.385,- kr. for højt,

at

indstævnte har været ubeføjet til - ensidigt og uden nogen som helst information til appellanten - at ændre på tallene i den indgåede betalingsaftale af 26. april 1993 med den begrundelse, at et ældre og udgået edb-system ikke havde tilskrevet renter nok, hurtigt nok,

at

indstævnte ikke i hele afdragsperioden har udsendt et eneste kontoudtog eller anden form for orientering om udviklingen i parternes mellemværende til appellanten, som derfor måtte tro, at indstævntes gældsopgørelse af 26. april 1993 var gældende i perioden,

at

appellanten i konsekvens af ovennævnte anbringender ikke har haft nogen mulighed for at gøre indsigelser mod indstævntes ensidige og skjulte ændringer af rentesaldi i parternes aftalegrundlag,

at

indstævntes opgørelser, bilag U, bilag V med oversigtsbilag samt bilag X, ikke kan bruges som dokumentation i sagen, idet indstævntes opgørelser indeholder poster uden for parternes aftaleperiode (26. april 1993 til 10. marts 1994), og idet opgørelserne er foretaget på forskellige tidspunkter,

Vedrørende påstand 2.

at

appellanten overholdt sin afdragsordning af 26. april 1993 med indstævnte - også for så vidt angår ordningens øvrige betingelser ud over selve betalingerne,

at

afdragsordningen af 26. marts 1993 mellem parterne uberettiget blev ophævet af indstævnte ved dennes skrivelse af 10. marts 1994,

at

afdragsordningen i henhold til aftalen af 26. april 1993 ikke længere var midlertidig, men var blevet permanent, idet aftalen fortsatte udover 6 måneder og derfor ikke kunne opsiges af indstævnte uden appellantens misligholdelse af betalingsaftalens betingelser,

at

de nye betingelser, som indstævnte anfører i sin opsigelse af 10. marts 1994 ikke har nogen forbindelse til de betingelser, som indstævnte stillede ved afdragsordningens indgåelse den 26. april 1993, og derfor ikke kan påberåbes som gyldig begrundelse for indstævntes ophævelse af den overholdte afdragsordning,

at

indstævnte ikke med rette i juli 1992 kan benytte et bestemt sæt argumenter til at give afslag, for herefter med uændrede argumenter at bevilge to afdragsordninger til appellanten, bl.a. den af 26. april 1993, som giver i alt ca. 500.000,- kr. i indstævntes kasse og derefter atter bruge de samme argumenter i marts måned 1994 til at afslå videreførelse af afdragsordningen,

at

indstævntes forvaltningsakt af 10. marts 1994 er forvaltningsmæssig retsstridig fordi den baserer sig på indstævntes fejlberegning af renteposterne på 67.385,- kr. i appellantens disfavør og altså lider af en alvorlig indholdsmangel,

at

indstævnte - ved ikke at anføre den reelle/saglige begrundelse (manglende samlet gældsnedbringelse) for afslaget i sin skrivelse af 10. marts 1994 - har udstedt en forvaltningsakt af samme dato, som er retsstridig og/eller ulovlig,

at

indstævntes forvaltningsakt af 10. marts 1994 lider af så væsentlige indholdsmangler (usaglige/urigtige/aftalestridige begrundelser), at det gør den til en nullitet og dermed tilbagekaldelse/annullation til en retlig nødvendighed,

Vedrørende påstand 3.

 

at

indstævnte ved sine inddrivelsesskridt over for appellanten fra marts 1994 til februar 1995 ikke var i besiddelse af det nødvendige juridiske fundament i form af en retsgyldig forvaltningsakt (skrivelse af 10. marts 1994), idet indstævnte i nævnte forvaltningsakt dels har opgjort sin fordring forkert, dels har begrundet sit afslag forkert, hvorfor fornøden klarhed om appellantens skyldforhold og appellantens aftaleforhold i relation til indstævnte ikke har foreligget,

at

indstævnte derfor ved sine inddrivelsesskridt i perioden 1994-1995 (fogedforretninger og konkursbegæring) har handlet ulovligt og erstatningspådragende over for appellanten,

at

indstævntes varslede tvangsinddrivelsesskridt i den ulovlige forvaltningsakt af 10. marts 1994 nødvendiggjorde, at appellanten standsede sin hjemtagelse af transportaftaler og sin modtagelse af forudbetalinger, hvis appellanten ville undgå afledte juridiske problemer.

at

appellanten følgelig - og alene på grund af indstævntes varsling af tvangsinddrivelse - totalt måtte indstille driften pr. 10. marts 1994 for ikke at ifalde ansvar over for selskabets kunder,

at

der således er en klar årsagssammenhæng mellem indstævntes varsling af tvangsinddrivelsesskridt og appellantens standsning af virksomhedsdriften,

at

der har været en sådan uklarhed omkring grundlaget for indstævntes tvangsinddrivelse, at denne ikke lovligt har kunnet finde sted.

Vedrørende påstand 4.

at

indstævnte ikke har foretaget retslige skridt mod appellanten siden udlægsforretningen af 3. januar 1995,

at

indstævnte ikke ved at nedlægge den i processkrift af 20. december 1999 anførte påstand til selvstændig dom har afbrudt forældelsesfristen,

at

indstævnte ikke under nærværende sag har været afskåret fra på et tidligere tidspunkt at tage skridt til afbrydelse af forældelsesfristen.

Overfor indstævntes påstand til selvstændig dom har appellanten herudover anført,

at

påstanden ikke kan tages i betragtning, jf. retsplejelovens § 383, stk. 1,

at

det ikke kan anses for undskyldeligt, at indstævntes påstand ikke tidligere er blevet fremsat, jf. retsplejelovens § 383, stk. 2,

at

der er tale om en meget vidtgående påstand, som ikke muliggør, at appellanten kan varetage sine interesser, jf. retsplejelovens § 383, stk. 2,

Indstævnte har i det væsentlige gentaget sin procedure for byretten. Til støtte for sin påstand om selvstændig dom har indstævnte anført, at denne påstand kan behandles under ankesagen, jf. retsplejelovens § 383 og § 384, idet det er undskyldeligt, at kravet ikke er rejst før, og appellanten har haft tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser. Indstævntes påstand gør det endvidere ikke nødvendigt for landsretten at tage stilling til forhold, der ikke blev behandlet for byretten. Vedrørende kravets forældelse har indstævnte anført, at ingen del af indstævntes krav er forældet. Kravet er undergivet femårig forældelse, jf. forældelsesloven af 1908 § 1, stk. 1, nr. 4. Der blev afholdt en fogedforretning vedrørende kravet den 3. januar 1995, og påstanden om betaling blev fremsat indenretligt den 20. december 1999. Begge dele er retslige skridt, der afbryder forældelsen, jf. forældelseslovens § 2.

Landsrettens bemærkninger.

Indstævntes påstand til selvstændig dom er fremsat den 20. december 1999. Henset til sagens forløb finder landsretten det undskyldeligt, at påstanden ikke er fremsat før, ligesom landsretten finder, at appellanten har haft tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser i den anledning. Da indstævntes påstand til selvstændig dom endvidere ikke gør det nødvendigt for landsretten at tage stilling til forhold, som ikke har foreligget for byretten, finder landsretten ikke grundlag for at afvise påstanden.

Af de grunde, indstævnte har anført i sin procedure for landsretten, finder landsretten ikke, at kravet forældet.

Den opgørelse af kravet, der er indeholdt i indstævntes skrivelse af 26. april 1993, er udarbejdet i anledning af appellantens ansøgning om tilladelse til afdragsvis betaling af kravet. Skrivelsen og den i skrivelsen indeholdte opgørelse kan ikke anses som en bindende aftale mellem parterne om kravets endelige størrelse pr. 26. april 1993. Landsretten finder heller ikke, at appellanten ved skrivelsen eller på anden måde er blevet bibragt en berettiget forventning herom, og at kravet derfor ikke kunne tilskrives yderligere renter og gebyrer, også for en periode der lå forud for den 26. april 1993. Landsretten finder det i den forbindelse uden betydning, om der i skrivelsen af 26. april 1993 var taget et udtrykkeligt forbehold for tilskrivning af yderligere renter og gebyrer, idet landsretten herved har lagt vægt på, at det af indstævntes vejledninger og cirkulærer fremgik, at kontering af renter og gebyrer alene fandt sted to gange årligt.

Af de grunde byretten har anført finder landsretten ikke, at indstævntes afgørelse af 10. marts 1994 var ulovlig eller erstatningspådragende, ligesom det tiltrædes, at indstævntes tvangsinddrivelsesskridt mod appellanten fra marts 1994 til januar 1995 ikke var ulovlige eller erstatningspådragende.

Efter det ovenfor anførte, og idet det bemærkes, at der mellem parterne ikke er tvist om den talmæssige opgørelse af kravet, tager landsretten herefter indstævntes påstande til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Den indankede dom stadfæstes.

Appellanten, H ApS, betaler 1.341.693 kr. til indstævnte, Told- og Skatteregion København 1 - City.

I sagsomkostninger for landsretten betaler appellanten 60.000 kr. til indstævnte.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.