Dato for udgivelse
24 Sep 2001 14:39
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
29. august 2001
SKM-nummer
SKM2001.377.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-4-1870-0680
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Hobbyvirksomhed
Resumé

En kunstner, der bl.a. beskæftigede sig med gobelinvæveri, kunne ikke fratrække underskud i forbindelse hermed, da virksomheden, der kun havde afkastet en meget beskeden indtægt over en årrække, ikke kunne anses for erhvervsmæssig.

Reference(r)

Statsskatteloven § 6

A klager for indkomstårene 1996 og 1997 over, at skatteankenævnet ikke har godkendt fradrag for underskud af kunstnerisk virksomhed.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren oprindeligt er autodidakt maler. Hun var i perioden 1964 til 1965 privatelev hos to kunstmalere. I perioden fra 1965 til 1973 har hun videreuddannet sig i Sverige, Frankrig og USA, og i perioden fra 1973 til 1977 har hun studeret på Kunsthåndværkerskolen. Klageren har i perioden fa 1969 til 1990 modtaget en række forskellige legater, således bl.a Det franske Statslegat til l´Ecole d´Art Décoratif, d´Aubusson.

Klageren har endvidere i perioden fra 1970 til 2000 deltaget i en længere række udstillinger såvel i Danmark som i udlandet.

Klageren har over for de stedlige skattemyndigheder oplyst, at det primære med den kunstneriske virksomhed har været at producere kunst og lave udstillinger for at blive en kendt person, idet dette er en forudsætning for at kunne opnå rimelige priser på sine kunstneriske værker.

Det fremgår endvidere af klagerens CV, at hun i gennem årene har haft beskæftigelse ved siden af. Hun har eksempelvis været designer af møbelstoffer mv., undervist på kommunal aftenskole i Billedvævning, været beskæftigelsesvejleder på plejehjem og hospital, deltaget i et gobelin- og skulpturværksted, været gæsteprofessor i École Natrionale d´Art Decoratif, Paris, været kunstnerisk leder og underviser på AOF daghøjskole, afholdt kurser for voksne, børn og unge i tegning, maling, batik og vævning, Feng Shui konsulent i total kunst og boligindretningsdesign. Siden 2000 har hun ifølge sit cv været cortontegner med fremstilling af cortontegninger til gobeliner.

Klageren har i perioden fra 1995 til 1998 stået i såkaldt blå bog for internationale kunstnere.

Klagerens regnskaber har i perioden fra 1991 udvist følgende:

 

omsætning

omkostninger

 resultat

1991

 7.000

53.496

-46.496

1992

12.850

30.222

-17.372

1993

         0

26.256

-26.256

1994

         0

17.766

-17.766

1995

 6.000

16.685

-10.685

1996

         0

16.454

-16.454

1997

         0

11.850

-11.850

Det fremgår endelig, at klageren i indkomstårene 1996 og 1997 har modtaget A-indkomst fra AOF med henholdsvis 181.497 kr. og 241.619 kr.

Skatteankenævnet har ved den påklagede ansættelse for indkomstårene 1996 og 1997 ikke godkendt fradrag for underskud ved kunstnerisk virksomhed, henholdsvis 16.454 kr. og 11.800 kr., idet virksomheden bærer præg af hobbyvirksomhed.

Ankenævnet har herved henset til, at virksomheden siden 1991 har været drevet med underskud, ligesom det forhold, at virksomheden bliver drevet udelukkende med produktion til udstilling, gør at virksomheden fortsat i en lang årrække ikke vil være rentabel og give overskud.

Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den påklagede ansættelse ændres i overensstemmelse med det selvangivne, således at hun anses at have drevet erhvervsmæssig virksomhed, og således at det realiserede underskud ved kunstnerisk virksomhed anerkendes fradragsberettiget i den skattepligtige indkomst.

Hun har til støtte for påstanden bl.a anført, at hun som autodidakt maler efterfølgende i perioden 1969 til 1970 har taget en uddannelse som cartontegner, hvilket dog først med "Dronningens Gobeliner" er anerkendt som kunstart. Der er faste internationale priser på gobeliner på 30.000 kr. pr. m2 også i Danmark, og da gobelinvævning er en langsommelig arbejdsproces med ca. 2 cm om dagen i 1 meters bredde, bliver det ofte kun til 1 gobelin om året. Af denne grund er det nødvendigt at holde på sine værker i op til 5 - 7 år for at have nok værker til de internationale udstillinger, hvilket forklarer, at man ikke i samme periode har noget salg. For eksempel var Dronningens gobeliner beregnet til at tage 10 år, men det blev næsten til 14 års arbejde. Gobelinvævning er nu blevet anerkendt i Danmark og gennem internettet er der store afsætningsmuligheder for hende.

Klageren har anført, at hendes skatteregnskab af denne grund skal ses over en 10 - 20 års periode, i hvilken periode det har været nødvendigt ind imellem/samtidig at have arbejde, senest 4 år med gobelin-skole under AOF, ligesom hun også gennem årene har modtaget legater og har videreuddannet sig.

Landsskatteretten skal udtale:

Efter det oplyste om klagerens uddannelsesmæssig baggrund, de af hende afholdte udstillinger, samt at hun har modtaget flere legater og er optaget i diverse kunstbøger, finder Landsskatteretten, at klageren utvivlsomt må anses at være i besiddelse af de fornødne faglige kvalifikationer for at drive kunstnerisk virksomhed.

Når imidlertid henses til at klagerens virksomhed siden 1991 stedse har været drevet med underskud, at der ikke har været en løbende omsætning, sammenholdt med at klageren efter det oplyste bevidst har været tilbageholdende med at sælge men har produceret med det formål at kunne udstille, finder Landsskatteretten, at virksomheden på det foreliggende grundlag ikke kan anses at være etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste, der står i fornuftigt forhold til den af klageren investerede kapital.

Det forhold, at det tager flere år at producere en gobelin, og at klageren via udstillingerne regner med at slå sit navn fast indenfor gobelinvævning for derved at kunne oparbejde en mere indtægtsgivende virksomhed, findes ikke at ændre herpå.

Den påklagede ansættelse stadfæstes.