Dato for udgivelse
24 Sep 2001 14:40
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
17. august 2001
SKM-nummer
SKM2001.378.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-1-1864-0081
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Fratrædelsesgodtgørelse
Resumé

Godtgørelse for uberettiget opsigelse i henhold til lov om orlov blev henført til beskatning efter ligningslovens § 7 O, stk. 1, fratrædelsesgodtgørelse.

Reference(r)

Ligningsloven § 7 O, stk. 1

A klager for indkomståret 1998 over, at skatteankenævnet har overført 2/3 af udbetalt fratrædelsesgodtgørelse til beskatning som almindelig indkomst.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren den 1. juni 1992 er blevet ansat som salgsassistent i firmaet B . Klageren har haft barselsorlov fra den 16. august 1996, og hun har den 6. januar 1997 meddelt sin arbejdsgiver, at hun ønskede at holde forældreorlov. Klageren har haft forældreorlov fra den 24. februar 1997 til den 22. august 1997.

Af engageringskontrakten fremgår det, at arbejdsgiveren har haft et opsigelsesvarsel på 3 måneder inden 3 års ansættelse og 4 måneder inden 6 års ansættelse.

Det er oplyst, at arbejdsgiveren ved skrivelse af 25. marts 1997 meddelte klageren, at hun ved tilbagekomsten fra orlov skulle overgå til at arbejde på halv tid.

Det fremgår af dom afsagt den 14. januar 1998 af byretten, at klageren ved denne skrivelse måtte anse sig for afskediget. Det fremgår videre, at byretten anså afskedigelsen for at være sket, mens klageren benyttede sin ret til at afholde forældreorlov i henhold til lov om orlov § 11, stk. 1. Byretten fandt herefter, at afskedigelsen var sket i strid med samme lovs § 11, stk. 7, og klagerens påstand om godtgørelse svarende til 26 ugers løn eller 89.700 kr. toges herefter til følge i medfør af lovens § 11, stk. 10.

Klageren har selvangivet hele beløbet til beskatning som en fratrædelsesgodtgørelse i henhold til ligningslovens § 7 O.

Det er endelig oplyst, at klageren har modtaget dagpenge fra kommunen i perioden 20. august 1996 til 21. februar 1997, og orlovsydelse fra HK i perioden 24. februar til 22. august 1997. Fra den 25. august 1997 til den 31. oktober 1997 har klageren modtaget arbejdsløshedsdagpenge fra HK.

Skatteankenævnet har ved den påklagede afgørelse forhøjet klagerens personlige indkomst med 59.800 kr. Nævnet har begrundet forhøjelsen med, at klageren er skattepligtig af udbetalt løn. Til støtte herfor har nævnet anført, at den del af godtgørelsen, som svarer til, hvad klageren ville have oppebåret som indtægt for tiden efter fratrædelsen, medregnes i den skattepligtige indkomst. Nævnet har henvist til ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2, sidste pkt.

Klagerens advokat har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den foretagne beskatning nedsættes til 0.

Til støtte for påstanden har advokaten gjort gældende, at fratrædelsesgodtgørelsen skal henføres til beskatning under ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2. Advokaten har anført, at fratrædelsesgodtgørelser beskattes efter ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2, at dette dog ikke gælder i det omfang, at fratrædelsesgodtgørelsen træder i stedet for, hvad modtageren ville have oppebåret i indtægt af stillingen for tiden efter fratrædelsen og indtil det tidspunkt, til hvilket modtageren kunne være opsagt i henhold til sin kontrakt eller lovgivningens almindelige regler, at denne begrænsning i muligheden for at henføre fratrædelsesgodtgørelser til beskatning under ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2, er motiveret med, at en arbejdsgiver og en arbejdstager ikke vilkårligt skal kunne substituere fratrædelsesgodtgørelse for løn af beskatningsmæssige årsager, at den klageren tildelte godtgørelse vedrører perioden efter klagers fratræden, at fratrædelsesgodtgørelsen ikke træder i stedet for løn i opsigelsesperioden, idet klageren ikke havde krav på løn i opsigelsesperioden, og at klageren har oppebåret dagpenge i opsigelsesperioden, hvilket i relation til ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2, kan sidestilles med løn.

Landsskatteretten skal udtale:

Det følger af ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2, jf. ligningslovens § 7, stk. 1, at skattepligtige personer ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal medregne godtgørelse i anledning af fratræden af stilling efter reglerne i ligningslovens § 7 O, stk. 3.

Dette gælder dog ikke, i det omfang beløbet træder i stedet for, hvad modtageren ville have oppebåret i indtægt af stillingen for tiden efter fratrædelsen og indtil det tidspunkt, til hvilket modtageren kunne være opsagt i henhold til sin kontrakt eller lovgivningens almindelige regler, dog højst for en periode af et år, jf. ligningslovens § 7 O, stk. 1 nr. 2, sidste pkt.

Retten bemærker, at godtgørelsen i det foreliggende tilfælde er udbetalt i henhold til lov om orlov § 11, stk. 10, som en godtgørelse for ubegrundet opsigelse. Det følger af principperne i funktionærlovens § 2b, at en sådan type godtgørelse ikke træder i stedet for løn i opsigelsesperioden.

Retten finder herefter, at hele fratrædelsesgodtgørelsen skal henføres til beskatning efter ligningslovens § 7 O, stk. 1.