Klagen til Landsskatteretten skyldes, at et selskab, nu et konkursbo, ikke er anset for berettiget til godtgørelse af vandafgifter og fradrag for moms af omkostninger til vandleverancer.

Det fremgår, at kommunen leverede vand til selskabet i perioden fra april til august 1999.

Det fremgår endvidere, at selskabet blev taget under konkursbehandling den 27. august 1999, og at kommunen anmeldte et tilgodehavende i konkursboet på 224.948 kr. vedrørende vandleverancer til selskabet forud for konkursen. Af dette beløb udgjorde vandafgifter 28.085 kr. og moms 44.989 kr. Kommunens tilgodehavende havde efter vandforsyningslovens § 53, stk. 1, og § 54, jf. tinglysningslovens § 4, stk. 2, fortrinsstilling i den i konkursboet værende faste ejendom.

I forbindelse med konkursboets afhændelse af den faste ejendom blev kommunens tilgodehavende for vandleverancer betalt, og kurator i konkursboet anmodede herefter den stedlige told- og skatteregion om udbetaling af den i dette beløb indeholdte vandafgift og moms.

Told- og skatteregionen har ved den påklagede afgørelse ikke imødekommet denne anmodning og har som begrundelse herfor henvist til, at godtgørelsen af vandafgift og fradraget for moms af udgiften til vandleverancer tilkommer selskabet og ikke konkursboet.

Der er herved nærmere henvist til, at efter momslovens § 37 kan momsregistrerede virksomheder ved opgørelsen af momstilsvaret som indgående afgift fradrage momsen for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, der ikke er fritaget for afgift efter § 13. Endvidere er den fradragsberettigede moms ifølge momslovens § 37, stk. 2, nr. 1, momsen af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden. Da de omhandlede leverancer er indkøbt og leveret til selskabet, er det dette, der har fradragsretten for de omhandlede leverancer.

Told- og skatteregionen har endvidere henvist til § 9, stk. 3, i lov om afgift af ledningsført vand (vandafgiftsloven), hvoraf det fremgår, at vandafgiften tilbagebetales i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående moms af vandet. Told- og skatteregionen har anført, at det følgelig er selskabet og ikke konkursboet, der kan få tilbagebetalt vandafgiften.

Told- og skatteregionen har i afgørelsen anført, at der vedlægges efterangivelse for eventuel tilbagesøgning af moms af vandafgift for selskabet, for det tilfælde at selskabet ikke allerede har angivet disse afgifter.

Konkursboets repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at det anerkendes, at konkursboet er berettiget til at få udbetalt den omhandlede moms og vandafgift.

Repræsentanten har til støtte herfor gjort gældende, at konkursboet som følge af at kommunens tilgodehavende havde fortrinsstilling i den faste ejendom, har betalt for de omhandlede vandleverancer, og at konkursboet derfor også må være berettiget til at få udbetalt momsen og vandafgiften vedrørende disse leverancer. Repræsentanten har nærmere anført, at såfremt told- og skatteregionen ikke udbetaler det omhandlede beløb til konkursboet vil told- og skatteregionens tilgodehavende i konkursboet blive nedsat ved modregning i et beløb, som efter konkursboets indtræden er betalt af boet, hvilket vil være i direkte modstrid med konkurslovens regler om modregning, jf. konkurslovens § 42 samt reglerne om konkursordenen. Endvidere er det anført, at hvis konkursboet følger opfordringen til at angive tilgodehavendet på vegne selskabet, vil told- og skatteregionen foretage modregning i beløbet med sit tilgodehavende fra før konkursen, hvilket tilgodehavende er anmeldt som et krav efter konkurslovens § 97. En sådan modregning vil ligeledes være i strid med konkurslovens regler om modregning og konkursordenen. Told- og skattemyndighederne må derfor være forpligtet til udbetale tilgodehavendet til konkursboet.

Landsskatteretten udtaler:

Med den af told- og skatteregionen anførte begrundelse kan Landsskatteretten tiltræde, at konkursboet efter vandafgiftslovens § 9, stk. 3, ikke er berettiget til godtgørelse af vandafgiften for de omhandlede vandleverancer, og at konkursboet efter momslovens § 37 ikke har fradragsret for momsen af denne udgift.

Landsskatteretten finder ikke efter momslovens § 79 og vandafgiftslovens § 22a at have kompetence til at tage stilling til konkursboets repræsentant anbringende om, at da udgiften til de omhandlede leverancer er betalt af konkursboet, skal told- og skattemyndighederne ikke være berettiget til at foretage modregning i det omhandlede beløb med dets tilgodehavende i konkursboet.

Afgørelsen heraf fordrer således en stillingtagen til enten konkursretlige regler og/eller til de dagældende regler i henholdsvis momslovens kapitel 15 og vandafgiftsloven §§ 13 - 15 (nu opkrævningsloven) om afregning af afgifterne. Landsskatteretten er efter momslovens § 79 og vandafgiftslovens § 22a modsætningsvis ikke klagemyndighed for afgørelser truffet i henhold til disse regler. Endvidere har told- og skatteregionen efter det foreliggende endnu ikke foretaget modregning i det omhandlede tilgodehavende.

Landsskatteretten må derfor henvise konkursboet til, hvis told- og skatteregionen foretager modregning, at indbringe berettigelsen heraf enten for Told- og Skattestyrelsen, jf. § 18 i sagsudlægningsbekendtgørelsen (bek. nr. 1107 af 13. december 2000), eller eventuelt for den skifteret, hvor konkursboet behandles.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor for så vidt angår told- og skatteregionens afgørelse vedrørende vandafgiftslovens § 9, stk. 3, og momslovens § 37.