Reglerne om klageadgang er reguleret i de forskellige told- skatte- og afgiftslove og via bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning (sagsudlægningsbekendtgørelsen). Klagestrukturen på told-, skatte- og afgiftsområdet afhænger i høj grad af de enkelte områder og af sagens karakter. Der gælder dog som udgangspunkt et to-instansprincip, der medfører, at en afgørelse som hovedregel kun kan påklages en gang. (Den vigtigste undtagelse herfra er skatteansættelser for fysiske personer og dødsboer).

Landsskatteretten er sidste administrative klageinstans i de væsentligste sagstyper, mens Told- og Skattestyrelsen er klageinstans for klager over afgørelser i sager af mere administrativ karakter, fx sager om registrering, regnskab, kontrol, afgiftsbetaling og lignende.

Nedenfor er sagsudlægningsbekendtgørelsen beskrevet i hovedtræk. I bilag 1 findes en oversigt over reglerne i sagsudlægningsbekendtgørelsen. I afsnit H.1. til H.6 er klagevejene på de konkrete områder beskrevet. Klagefrister og sagsbehandling, når klage er indgivet, er beskrevet i afsnit H.7.

Sagsudlægningsbekendtgørelsen i hovedtræk Sagsudlægningsbekendtgørelsen omfatter sager på såvel skatteområdet som på told- og afgiftsområdet. Bekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 5 til konkrete sager, hvor skatteministeren kan træffe afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen gælder ikke for afgørelser, der efter lov kan påklages til Landsskatteretten.

De regionale told- og skattemyndigheder er 1. instans Bekendtgørelsen er bygget op omkring en hovedregel i § 6, stk. 1 og §§ 7-9 om, at de regionale told- og skattemyndigheder træffer afgørelse i første instans både for så vidt angår skat, moms, afgifter og told, medmindre området i medfør af de efterfølgende bestemmelser er henlagt til en anden myndighed. Er en sagstype således ikke særskilt nævnt i bekendtgørelsen, gælder hovedreglen i § 6, stk. 1.

I København og på Frederiksberg skal de sager, der efter § 6, stk. 1 normalt skal behandles i regionerne i 1. instans, i stedet behandles af de kommunale skatteforvaltninger, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 2. Dette gælder dog ikke sager vedrørende told- og afgiftslovgivningen, sager vedrørende arbejdsgiverkontrollen, arbejdsmarkedsfondsloven, opkrævningsloven, sager vedrørende inddrivelse, henstand og eftergivelse af A-skatter og selskabsskatter og sager om omkostningsgodtgørelse efter SSL kap. 3 A. Bekendtgørelsens § 6, stk. 3 giver direktøren for Told- og Skattestyrelsen mulighed for at henlægge alle sager vedrørende et bestemt område, der er omfattet af hovedreglen i § 6, stk. 1 og 2, til en enkelt eller enkelte regionale told- og skattemyndigheder, der således bliver landsdækkende. Hvis et sagsområde henlægges til en enkelt regional told- og skattemyndighed, gælder dette også sager, som efter § 6, stk. 2 ellers skulle behandles af Københavns eller Frederiksberg kommuner. De opgaver, som direktøren for Told- og Skattestyrelsen har udlagt til enkelte regionale told- og skattemyndigheder, er beskrevet i bilag 3.

Hovedreglen i sagsudlægningsbekendtgørelsen for klage over afgørelser, som de regionale told- og skattemyndigheder har truffet i 1. instans er, at afgørelserne kan påklages til Told- og Skattestyrelsen efter bestemmelsen i § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 4. Det skal præciseres, at klagereglerne også gælder for de afgørelser, der træffes af Københavns og Frederiksberg kommuner efter § 6, stk. 2.

Kommunerne er 1. instans I § 10 og § 11 er opregnet de sager, hvor de kommunale skattemyndigheder er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans. Kommunernes afgørelser kan normalt påklages til de regionale told- og skattemyndigheder, jf. § 21, og regionernes afgørelser som klageinstans i disse sager kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 26, nr. 2.

Øresundsgrænsecenter er 1. instansDet fremgår af bekendtgørelse nr. 915 af 18. november 2003, at forvaltning af de skattemæssige forhold vedrørende personer, der arbejder i Danmark, men bor i Sverige, behandles af Øresundsgrænsecenteret fra 1. januar 2004. Centeret har kontorer i Helsingør og København. Afgørelser fra såvel kontoret i København og Helsingør kan indbringes for Københavns Skatteankenævn.

Den selskabslignende myndighed er 1. instans Bekendtgørelsens § 12 opregner de sager, hvor den skatteansættende myndighed, der efter SSL § 12 A foretager skatteansættelsen af juridiske personer bortset fra dødsboer, træffer afgørelse i 1. instans. Klagevejen afhænger af om den skatteansættende myndighed er en kommune, en regional told- og skattemyndighed eller Told- og Skattestyrelsen, se også afsnit H.1.1.

Told- og Skattestyrelsen er 1. instans Bekendtgørelsens § 14 opregner de sager, hvor Told- og Skattestyrelsen er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans - herunder når Told- og Skattestyrelsen er skatteansættende myndighed for juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber). Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan enten påklages til Landsskatteretten eller Ligningsrådet, jf. § 24 og § 25 og visse afgørelser kan ikke påklages, jf. § 26, nr. 4.

Ligningsrådet er 1. instans Bekendtgørelsens § 16 opregner de sager, hvor Ligningsrådet er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans. Ligningsrådets afgørelser efter denne bestemmelse kan ikke påklages administrativt, jf. § 26, nr. 6.

Skatteministeren er 1. instans Bekendtgørelsens § 17 opregner de tilfælde, hvor skatteministeren selv træffer afgørelse i 1. instans. Skatteministerens afgørelse i disse sager kan ikke påklages til andre administrative myndigheder, jf. § 26, nr. 8.

Klagefrist Bekendtgørelsens § 20 angiver en generel klagefrist på 3 måneder. Klagefristen gælder for alle afgørelser, der kan påklages efter sagsudlægningsbekendtgørelsen.

Klageinstanser Bekendtgørelsens §§ 21-25 angiver klageadgangen til henholdsvis en regional told- og skattemyndighed, direktøren for Told- og Skattestyrelsen, eller den som direktøren bemyndiger hertil, Told- og Skattestyrelsen, Ligningsrådet og Landsskatteretten. § 26 angiver hvilke afgørelser, der ikke kan påklages administrativt.