Erstatningsspørgsmål skal afgøres på grundlag af de almindelige erstatningsretlige regler, hvorfor de særlige hæftelsesbestemmelser som omtalt i afsnit K.2 ikke kan anvendes.

Domstolene har i en række sager pålagt personligt ansvar for et selskabs manglende afregnede A-skatter, hvis den pågældende, typisk en leder af et aktie- eller anpartsselskab, ved sin handlemåde har påført det offentlige tab. Se UfR 1981, 473 og UfR 1995, 43 (HRD).

Højesteret har ved dom af 24. nov. 1994, jf. UfR 1995, 43, pålagt en leder af et anpartsselskab personligt ansvar for selskabets ikke indbetalte A-skatter, og ved den i UfR 1998, 1137 (HRD) refererede dom blev bestyrelsen for et aktieselskab pålagt erstatningsansvar. I TfS 2000,975 (HRD) anså Højesteret det for ansvarspådragende for en tilsynsførende advokat i et betalingsstandsningsbo ikke at bringe dette til ophør, efter det kunne konstateres, at dets likviditetsmæssige situation var blevet forværret. Se også SKM2002.548.HR. Se endvidere afgørelsen i SKM2002.2.HR, hvor selskabets bank - men ikke selskabets ledelse - blev idømt erstatningsansvar for med kendskab til selskabets økonomiske situation at disponere således over dets aktiver, at det blev ude af stand til at opfylde sin forpligtelse til at betale salgsmoms.

Betingelserne for at kræve erstatning

  1. Den indeholdelsespligtige skal være en virksomhed med begrænset ansvar, typisk et aktie- eller anpartsselskab.
  2. Der skal være påført det offentlige et tab ved culpøs adfærd, se ovenfor.
  3. Virksomheden skal være ophørt som insolvent med restancer af A-skat og/eller AM-bidrag eller tab skal være konstateret i forbindelse med akkord eller lignende.
  4. Personer, der ønskes pålagt erstatningsansvar, skal have haft en væsentlig økonomisk interesse i virksomheden og/eller have været enerådende i virksomhedens anliggender. Dette gælder tilsvarende, hvor disse forudsætninger samtidigt er opfyldt af flere personer. Det er ikke afgørende, om de pågældende helt eller delvist ejede selskabets kapital.

Domstolene lægger vægt på, hvornår det regnskab, som udviste det dårlige resultat, har foreligget for selskabets ledelse, og om denne - trods et kendt dårligt resultat - har haft berettiget grund til at tro på, at igangværende forhandlinger om overdragelse af virksomheden eller tilførsel af ny kapital ville kunne hindre virksomhedens økonomiske sammenbrud, jf. UfR 1985, 377 (HRD).

Hvis der slet ikke foreligger noget regnskab, vil det som oftest tolkes som culpøs adfærd fra ledelsens side.

Den erstatningspligtige skal allerede på det tidspunkt, hvor lønningerne blev udbetalt, have indset eller burde have indset, at der var en nærliggende risiko for, at selskabet ikke kunne betale de tilhørende A-skatter mv.

Der lægges endvidere vægt på, om selskabet har været pålagt forkortet afregningstid, og om opkrævningen fra regionens side har været effektiv, jf. UfR 1985, 209 (HRD).

Culpabedømmelsen er således strengere ved erstatning end ved nulstilling.

SKAT har bevisbyrden for, at der er handlet culpøst.

Renter og opkrævningErstatning afgøres på grundlag af de almindelige erstatningsregler. Erstatningskravet kan derfor ikke tillægges renter efter KSL, AMFL eller ATP-loven, men alene procesrenter, og erstatningskravet kan ikke inddrives efter de særlige regler for inddrivelse af skatterestancer og AM-bidrag.

Se om erstatning tillige Inddrivelsesvejledningens afsnit M.2.2.