åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

En ansat, der af arbejdsgiveren får stillet en sommerbolig til rådighed i ugerne 22-34, beskattes af et beløb svarende til 1/2 pct. pr. uge af ejendomsværdien for sommerboligen. For årets øvrige uger udgør procentsatsen 1/4 pct. pr. uge, jf. LL § 16, stk. 5. Se nærmere herom i Den juridiske vejledning afsnit C.A.5.16.2.1.

Værdien af en sommerbolig til rådighed er for almindelig ansatte mv. B-indkomst, og den persongruppe skal ikke betale AM-bidrag af værdien jf. AMBL § 2, stk. 2, nr. 4 modsætningsvis.

For direktører og andre medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform er der i LL § 16, stk. 5, fastsat en formodningregel, hvorefter sommerboligen anses for at være til disposition for privat brug hele året. Er sommerboligen stillet til rådighed for flere direktører eller andre medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, fordeles den skattepligtige værdi ligeligt. Den skattepligtige værdi nedsættes i forhold til antallet af dage, sommerboligen stilles til rådighed for eller udlejes til andre personer, der ikke er nærtstående. Direktører og andre medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform er bidragspligtige af værdien af en sommerbolig til rådighed, jf. AMBL § 2, stk. 2, nr. 4.

Udbytte - sommerbolig til rådighedEn hovedaktionær, der modtager udbytte fra selskabet i form af, at der stilles en sommerbolig til rådighed, skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne værdien af godet tillagt evtuelt sparet privatforbrug i relation til godet. Værdien skal ansættes efter reglerne i LL § 16, stk. 5. Der er tale om B-indkomst da godet ikke er omfattet af KSL § 43, stk. 1, eller § 43, stk. 2, jf. KSLbek. § 18. Selskabet skal ikke indeholde AM-bidrag, jf. KSL § 49 A modsætningsvis, men den pågældende direktør m.v. er bidragspligtig af værdien, jf. AMBL § 2, stk. 2, nr. 4. SKAT opgør på grundlag af de oplysninger, der er lagt til grund ved skatteansættelsen bidragsgrundlaget og beregner bidragets størrelse, jf. AMBL§ 2, stk. 2, nr. 4, jf. § 1. Sommerboliger indgår i beregningsgrundlaget med den værdi, der indgår i grundlaget for indkomstbeskatningen. Se endvidere Den juridiske vejledning, afsnit C.A.5.16.2.2

Der skal foretages indberetning om udbytte i form af sommerbolig, der er udloddet til en hovedaktionær, jf. skattekontrollovens § 7 C og indberetningsbekendtgørelsen bekendtgørelsens § 13, stk. 2, nr. 4.

Se nærmere om beskatningsgrundlaget i Den juridiske vejledning afsnit C.A.5.16.2.2.