Anvendelsen af affald i bygge- og anlægsarbejder udløser ikke registreringspligt, når anvendelsen sker i henhold til regler udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 5.

Der gælder i øjeblikket følgende regler om anvendelse af affald i bygge- og anlægsarbejder:

  • Miljøstyrelsens utrykte cirkulæreskrivelse af 27. marts 1990 om genanvendelse af rent, sorteret bygningsaffald.
  • Miljøstyrelsens utrykte cirkulæreskrivelse af 15. juli 1985 om anvendelse af opbrudt asfalt til vejbygningsformål.
  • Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1480 af 12. december 2007 om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder .

Bekendtgørelse om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder definerer, hvilke arbejder, der er omfattet af begrebet bygge- og anlægsarbejder, og hvordan genanvendelse hertil skal forstås. Dette medfører, at anvendelse af affald til de bygge- og anlægsarbejder, der er omfattet af bekendtgørelsen, betragtes som genanvendelse, når arbejdet udføres som angivet i bekendtgørelsen, uanset om hjemlen er bekendtgørelsen eller en konkret tilladelse givet efter Miljøbeskyttelseslovens § 19 eller en godkendelse efter Miljøbeskyttelseslovens § 33. Det er en forudsætning, at det anvendte affald har de fornødne anlægstekniske egenskaber.

Hvis bortskaffelsen ikke sker i overensstemmelse med reglerne, vil det udløse registreringspligt, når anvendelsen kan sidestilles med deponering.

Ved deponering forstås i afgiftsmæssig henseende en oplagring af affaldet af mere permanent karakter med det formål at skaffe sig af med affaldet.

Hvis der på en registreringspligtig virksomhed anvendes affald til bygge- og anlægsarbejder, skal der betales afgift af det anvendte affald.

Blanding af affaldsfraktioner, der er omfattet af forskellige regler om genanvendelse vil udløse registreringspligt for det anlæg, hvor affaldet modtages.