åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

Rent jordfyld og ren jord, der tilføres et deponeringsanlæg som hele selvstændige læs, og som anvendes til daglig afdækning eller slutafdækning, jf. § 9, stk. 3, nr. 2, er fritaget for afgift.

Ved rent jordfyld og ren jord forstås rene jordmaterialer uden indhold af andre stoffer, end hvad man normalt ville finde i disse materialer, og som ikke er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt. Det er en betingelse for afgiftsfritagelsen, at der er tale om ren jord til fri anvendelse.

Momsnævnet har anset kartoffelafrensningsjord, der anvendes til slutafdækning på en losseplads, som ikke afgiftspligtig. Jorden havde et indhold af kartofler, der udgjorde mellem 0,2 pct. og 2 pct. af muldjorden, jf. TfS 1995, 171.

Renset jordForurenet jord, som har gennemgået en rensning, og som efter rensningen er så ren, at jorden kan disponeres frit og dermed ikke er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt - betragtes som ren jord også i afgiftslovens forstand.

Renset, let forurenet jord (som ikke er så ren, at der er tale om jord til fri anvendelse) anses som affald, der skal betales afgift af ved tilførsel til en registreringspligtig virksomhed. Der skal også betales afgift ved anvendelse af renset, let forurenet jord til daglig afdækning og slutafdækning på lossepladser, jf. TfS 1995, 173. I de tre sager, som er omtalt her, havde de pågældende amter udtalt, at den konkrete rensede jord var uegnet til fri anvendelse.

Landsskatteretten har i september 2000 truffet afgørelse om afgiftspligt for olieforurenet jord, der er renset. Jorden var ikke så ren, at der var tale om ren jord til fri anvendelse. Landsskatteretten udtalte, at afgiftspligten efter lovens § 9, stk. 1, indtræder på det tidspunkt, hvor affaldet tilføres den registreringspligtige virksomhed, og at vurderingen af, hvorvidt der er tale om affald, skal foretages på grundlag af forureningsgraden af den rensede jord på dette tidspunkt. I den konkrete sag indtrådte der derfor afgiftspligt ved anvendelse af jorden som slutafdækning, som lævold og som afgrænsningsvold.

Vestre Landsret har afsagt dom i en sag om opkrævning af affaldsafgift af støbesand leveret til etablering af topmembran på en kommunal losseplads SKM2003.388.VLR. Landsretten lagde til grund, at lossepladsen var en registreringspligtig virksomhed, og at der derfor skulle betales afgift af affald, der blev tilført lossepladsen, uanset om affaldet var anvist hertil. Støbesandet måtte efter såvel EU-retlige som nationale regler anses for affald. Den omstændighed, at støbesandet kunne nyttiggøres eller genbruges, bevirkede ikke i sig selv, at støbesandet ophørte med at være affald. Vestre Landsret lagde efter bevisførelsen til grund, at støbesandet, som blev leveret i 1991 til 1999, ikke kunne sidestilles med ren jord. Det leverede jord var derfor ikke omfattet af de undtagelser til afgiftspligten, der fremgik af bemærkningerne til den dagældende lov m.v., hvorved ren jord, der tilførtes en registreringspligtig virksomhed som et egentligt driftsmiddel, var fritaget fra afgiftspligten. Landsretten udtalte endvidere, at spørgsmålet om afgiftspligt henhører under told- og skattemyndighederne og ikke de kommunale myndigheder. Der var herefter den fornødne hjemmel til at opkræve afgift.

Dommen er stadfæstet af Højesteret SKM2004.233 HR.

Højesteret fastslog, at det kasserede støbesand i årene 1991-1999 efter såvel miljøbeskyttelsesloven som affaldsafgiftsloven var affald også efter den oparbejdning med bentonit, der fandt sted, inden det blev tilført lossepladsen til anvendelse som vandstandsende lag i topmembranen.

Højesterets flertal udtalte, at efter bemærkningerne til de tidligere gældende regler i §§ 82 a, 82 c og 82 d i miljøbeskyttelsesloven skulle afgiftspligten omfatte "alt affald, der tilføres den registreringspligtige virksomhed", idet alene tilført jord til retablering af vækstlag på lossepladsen var undtaget fra afgiftspligten. Denne fastlæggelse af afgiftspligtens omfang blev præciseret med den detaljerede undtagelsesbestemmelse i affaldsafgiftslovens § 9, stk. 3, jf. lov nr. 1224 af 27. december 1996 om ændring af affaldsafgiftsloven.

Da støbesandet var affald, der ikke var omfattet af undtagelserne, fandt Højesterets flertal herefter, at sandet - uanset dets anvendelse som membranlag - var omfattet af afgiftspligten.