Tidligere instans:

Silkeborg Byrets dom af 28. juni 1999

Afsagt af dommerne:

3 dommere

Parternes påstande

For landsretten har appellanten, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, nedlagt påstand om, at de indstævnte, A, B, boet efter C ved bobestyrer, advokat A1, og D in solidum tilpligtes at betale appellanten 272.723 kr. med tillæg af procesrente fra den 28. april 1996, til betaling sker.

De indstævnte A og B har over for appellantens påstand nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært stadfæstelse, og har over for boet efter C ved bobestyrer, advokat A1, gentaget friholdelsespåstanden.

De indstævnte boet efter C ved bobestyrer, advokat A1, og D har påstået stadfæstelse, subsidiært betaling af et mindre beløb end 272.723 kr., men større end det idømte ved byretten.

Indstævnte boet efter C har således også for landsretten taget bekræftende til genmæle over for påstanden om friholdelse.

Appellantens påstand fremkommer på baggrund af, at det anerkendes, at et beløb på 185.239 kr. vedrørende løn og feriepenge må antages at ville have været et privilegeret krav i tilfælde af selskabets konkurs. Beløbet udgør sammen med pantesikrede fordringer for 1 mio. kr. i alt 1.185.238 kr. Lægges det til grund, at selskabets aktiver havde en værdi på 2.408.903 kr., ville en ligedeling af de resterende aktiver efter dækning af løn, feriepenge og pantesikrede krav have givet en dækning til appellantens skatte- og afgiftskrav på 77,71 %. Appellantens samlede skatte- og afgiftskrav udgør 350.950 kr., og 77,71 % heraf udgør påstandsbeløbet.

Det er for landsretten oplyst, at C afgik ved døden den 29. februar 2000, og at Skifteretten i S-by den 8. marts 2000 har udleveret boet til behandling ved bobestyrer efter dødsboskiftelovens § 36 med advokat A1 som bobestyrer. Bobehandlingen omfatter efter skifteretsattesten fællesboet med ægtefællen D.

Sagen er anlagt ved byretten den 31. oktober 1996.

Forklaringer

A har supplerende forklaret, at klientfordelingen omkring 1. januar 1992 var således, at de hver havde ca. halvdelen af klienterne. Der var tale om 2 fornuftige virksomheder, som blev lagt sammen, men det viste sig hurtigt, at han og C ikke rigtigt kunne samarbejde. Han trak sig derfor ud af virksomheden i løbet af januar/februar måned 1992. Han holdt sig helt væk fra virksomheden. Han kunne ikke se, at han ville kunne få honorering for det arbejde, som han skulle lægge i virksomheden. De kunne ikke blive enige om, hvordan de skulle opløse samarbejdet. En del af klienterne fulgte med ham, da han kort tid efter på ny fortsatte som revisor. Han interesserede sig slet ikke for den fælles virksomhed og var helt uden interesse i, hvordan C klarede forholdene af med banken og skattevæsenet. Han kendte ikke regnskaberne for virksomheden, da han skrev under på overdragelsesaftalen. Han mener, at egenkapitalen i virksomheden er blevet forringet med ca. 724.000 kr. i det halvår, han ikke var til stede i virksomheden. C har værdiansat aktiverne forkert. Navnlig er goodwill ansat forkert.

Den skulle være nedskrevet væsentligt mere end sket. C har for ikke at påbegynde sin egen virksomhed med negativ egenkapital "regnet tilbage", da han skulle anslå værdien af aktiverne. Det bekræftes i øvrigt af Cs regnskab for 1993. C havde ikke de følgende år en indtjening, der kunne modsvare den regnskabsmæssigt opgjorte goodwill.

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten, idet de indstævnte boet efter C ved bobestyrer, advokat A1, og D har bemærket, at den nedlagte påstand om stadfæstelse ikke er begrundet i anerkendelse af at have handlet ansvarspådragende, men bl.a. er begrundet i, at nu afdøde C af andre årsager fandt sig forpligtet til at betale appellanten et beløb i den angivne størrelsesorden.

Det er oplyst, at C den 7. juli 1999 har opfyldt byretsdommen ved betaling af 97.000 kr. med tillæg af renter til appellanten.

Begrundelse og konklusion

Også efter bevisførelsen for landsretten lægges det til grund, at selskabet i forbindelse med indgåelsen af købekontrakten af 30. august 1992 blev tømt for aktiver og aktiviteter, og således at skatte- og afgiftskravene som de eneste gældsposter forblev udækkede tilbage i selskabet, der på det tidspunkt, overdragelsesaftalen blev indgået, var insolvent. Der skete i forbindelse med overdragelsen af virksomheden ikke en ligelig fordeling af aktiverne mellem selskabets kreditorer, hvilket i forhold til appellanten har været en retsstridig disposition.

Selskabets direktion og bestyrelse er ansvarlig for denne disposition. Det bemærkes herved, at bortsalg af selskabets aktiviteter og aktiver har været af en sådan karakter, at det krævede bestyrelsens tilslutning, og at alle i selskabets bestyrelse og direktion kendte eller burde kende til selskabets drift, insolvens, overdragelsen af aktiviteterne og aktiverne og den heraf følgende ulige fordeling af midler mellem selskabets kreditorer. Der påhviler derfor de indstævnte et solidarisk ansvar over for appellanten.

Den omstændighed, at A og Cs ægtefæller alene mente at være indsat pro forma i bestyrelsen og i øvrigt ikke fulgte med i selskabets dispositioner, kan ikke føre til andet resultat eller til en nedsættelse af ansvaret, idet de har ladet sig indvælge i bestyrelsen og efter selskabslovgivningen har pligt til at følge med i selskabets drift og væsentlige dispositioner.

C har i sin skrivelse af 8. september 1992 til skattemyndighederne ikke oplyst noget om den skete overdragelse af selskabets revisionsvirksomhed, og der er efter bevisførelsen i øvrigt ikke grundlag for at antage, at skattemyndighederne allerede i 1992 skulle være blevet gjort bekendt med de nærmere vilkår for overdragelsen, herunder at overdragelsen af selskabets aktiver og aktiviteter til C indebar en retsstridig skævdeling af selskabets aktiver mellem selskabets kreditorer. Skattemyndighederne kan herefter først antages at have fået kendskab til de nærmere vilkår for overdragelsen i forbindelse med ligningssagen i marts 1994. Det må yderligere lægges til grund, at vidnet E under et møde med C den 20. juni 1994 gjorde denne opmærksom på, at sagen ville blive oversendt til "ansvarsvurdering" ved rette myndighed.

Under disse omstændigheder er der ikke grundlag for at antage, at skattemyndighederne oprindeligt eller efterfølgende udtrykkeligt eller stiltiende har godkendt dispositionerne i forbindelse med overdragelsen, eller at de indstævnte skulle have haft en berettiget forventning om, at appellanten havde godkendt dispositionerne. Der er ligeledes ikke grundlag for at antage, at appellanten har fortabt noget krav ved passivitet.

Overdragelsesaftalen af 30. august 1992 med overtagelsesdag 1. juli 1992 er indgået mellem to selvstændige parter som led i afviklingen af deres fælles revisionsvirksomhed, og det må som udgangspunkt lægges til grund, at aktiverne har haft den værdi, der er anført i købekontrakten. Det må endvidere have formodningen imod sig, at stasautoriseret revisor C begik en fejl i forbindelse med angivelsen af købesummen og opgørelsen af de enkelte led i denne, og at revisor A, der måtte være bekendt med det professionelle ansvar, der påhvilede ham som bestyrelsesmedlem, ikke interesserede sig for og ikke havde indflydelse på aftalens udformning. Det er ikke heroverfor ved de afgivne partsforklaringer og fremlagte regnskaber godtgjort, at overdragelsesaftalen beroede på forkerte eller pro forma værdiansættelser.

Det bemærkes herved, at værdiansættelserne ved virksomhedsoverdragelsen til C ikke væsentligt afveg fra værdiansættelserne i forbindelse med de forudgående virksomhedsoverdragelser, værdiansættelserne i regnskaberne vedrørende 1991, 1. og 2. halvår 1992, og værdiansættelserne i Cs regnskab for 1993, og at det ikke er bevist, at værdiansættelserne vedrørende igangværende arbejder og udestående fordringer skulle have undergået væsentlige ændringer inden for de angivne tidsrum. Der er ligeledes ikke ført bevis for, at goodwill skulle være ansat til en anden værdi i parternes købekontrakt end den, parterne på det tidspunkt mente, var den reelle værdi. Den omstændighed, at skattemyndighederne senere i ligningsmæssigt øjemed foretog ændring i skatteansættelserne kan ikke føre til andet resultat.

Værdiansættelserne i den udarbejdede akkordstatus kan ikke tillægges betydning, allerede efter det oplyste om akkordforslagets tilblivelse, herunder at det ikke var udarbejdet af en uvildig branchesagkyndig, men af et på samme adresse værende andet revisionsfirma.

Da det efter det anførte må antages, at en ligelig fordeling af selskabets aktiver mellem kreditorerne ville have medført en dækning på omkring 75 %, og at appellanten som følge af de indstævntes dispositioner har lidt et tilsvarende tab, tager landsretten herefter appellantens erstatningskrav til følge med 260.000 kr.

Med denne ændring stadfæster landsretten dommen.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at det beløb, som de indstævnte, A, B, boet efter C ved bobestyrer, advokat A1, og D, skal betale til appellanten, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, forhøjes til 260.000 kr.

Sagens omkostninger for begge retter skal de indstævnte en for alle og alle for en betale til appellanten med 50.000 kr.

Det idømte skal betales inden 14 dage.