Afsagt af dommerne:

3 dommere

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, R, skal beskattes af et beløb på 3 millioner kr., som han fik udbetalt i 1993. Sagsøgeren var i 1991 blevet indrømmet en køberet til aktierne i det selskab, som han var direktør for, og betalingen af de 3 millioner kr. til sagsøgeren skete i forbindelse med tilbagekøb af hans køberet.

Den 28. januar 1998 afsagde Landsskatteretten en kendelse vedrørende ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1993. I kendelsen hedder det:

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Personlig indkomst
Vederlag anset som lønaccessorium, jf. statsskattelovens § 4 3.000.000 kr.

...

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren var ansat i AA A/S (herefter kaldet selskabet), hvis aktiviteter består i afsætning af dentalprodukter. Selskabet var i 1991 ejet af det hollandske BB BV.

I årene 1983 til 1989/90 var klageren ansat som regnskabschef, og i marts måned 1991 tiltrådte klageren som direktør i selskabet. Den 29. oktober 1991 underskrev klageren og selskabet en direktørkontrakt, hvoraf det fremgår, at klageren med virkning fra den 21. marts 1991 ville tiltræde som direktør i selskabet.

Det fremgår af kontrakten, at det årlige vederlag udgjorde 474.000 kr., og at spørgsmålet om regulering af vederlaget skulle tages op til drøftelse i forbindelse med afslutning af årsregnskabet. Det fremgår ligeledes, at selskabet skulle stille en bil til rådighed for klageren, hvortil selskabet afholdt alle udgifter, og at selskabet skulle betale alle udgifter ved en hos klageren privat installeret telefon. Endelig fremgår det, at selskabet skulle betale den årlige præmie for en livs- og ulykkesforsikring for klageren.

Vedrørende opsigelse af kontrakten fremgår det, at selskabet havde 12 måneders opsigelsesvarsel, mens klagerens varsel var 6 måneder. Kontrakten indeholder ingen bestemmelser om fratrædelsesgodtgørelse.

Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren og BB BV i umiddelbar forlængelse af klagerens tiltræden som direktør i selskabet i marts måned 1991 påbegyndte forhandlinger om klagerens eventuelle ejer-/medejerskab af selskabet. Forhandlingerne resulterede i, at man i juni måned 1991 indgik en mundtlig aftale om, at klageren fik forkøbsret til alle aktierne i selskabet, samt at BB BV havde en tilbagekøbsret hertil. Klagerens forkøbsret kunne gøres gældende mod betaling af 7 mio. kr. med tillæg af 50 % af tilvæksten i selskabets egenkapital efter den 1. januar 1991. Det blev ligeledes aftalt, at forkøbsretten var tidsbegrænset indtil udgangen af 1993. Klageren betalte ikke vederlag for erhvervelsen af forkøbsretten.

Ultimo 1993 modtog BB BV et tilbud fra en svensk koncern, som var interesseret i at købe selskabet. Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren i den anledning i december 1993 meddelte, at såfremt BB BV ville sælge aktierne i selskabet, ville han udnytte sin forkøbsret til aktierne. Til belysning af dette forhold er der fremlagt et udkast til aktieoverdragelsesaftale, som klageren fik udfærdiget af advokat O, S-huset i X-by. Der er ligeledes fremlagt en af klageren udfærdiget beregning over tilbagekøbsværdien ved BB BV's tilbagekøb. Denne beregning udviser en budgetteret tilbagekøbsværdi pr. 31.12.93 på 2.814.000 kr., og er dateret den 14. december 1993.

Dette resulterede i, at BB BV afgav et tilbud til klageren, som lød som følger:

We have previously informed you that we have considered whether we should sell our shares in AA A/S to you in accordance with the option (förköpsrätt) granted to you in June of 1991, or if we should exercise our option to repurchase your option against an agreed compensation of DKK 3.000.000, thereby enabling us to sell the shares to another party.

Regretfully, we have to inform you of our decision to exercise our option thereby making your option null and void. We will therefore as full compensation for our previous agreement and in settlement of all outstanding issues between us transfer the amount of DKK 3.000.000 on December 28 to your account ... with Y-Bank, yy-gade 4, 0000 X-by.

Please confirm your acceptance of the above.

BB BV"

Klagerens repræsentant har yderligere indhentet en erklæring fra BB BV til belysning af den mundtlige aftale. Det fremgår heraf, at BB BV bekræfter de afgivne oplysninger vedrørende den i 1991 indgåede mundtlige aftale.

Efterfølgende solgte BB BV aktierne i selskabet til den svenske koncern, NN. Klageren fratrådte samtidig i følge aftale af 22. december 1993 stillingen som direktør for selskabet.

Det fremgår nærmere af aftalen, at klageren blev fritstillet med omgående virkning. Samtidig blev det aftalt, at klageren ville modtage vederlag m.v. indtil udgangen af 1994 i overensstemmelse med direktørkontraktens bestemmelser om opsigelse og vederlæggelse.

Skatteankenævnet har ved den påklagede afgørelse fundet, at klagerens indkomst er at forhøje med 3.000.000 kr. i medfør af statsskattelovens § 4, da det modtagne vederlag er at anse for et lønaccessorium.

Man har herved bl.a. henset til, at klageren først kan anses for at have erhvervet endelig ret til vederlaget den 20. december 1993, at klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at en klar og bindende aftale om køb af aktier i AA A/S er indgået inden den 1. juli 1991, at klageren må anses for at have erhvervet en køberet og ikke en forkøbsret, og at en økonomisk konstaterbar fordel, som tildeles en direktør af selskabet eller en aktionær er at anse for en i medfør at statsskattelovens § 4 naturalaflønning i ansættelsesforholdet. Man har videre bl.a. henset til, at LSRM 1978.69 ikke er anvendelig i nærværende situation, ligesom der er henvist til kursgevinstlovens §§ 1, 4 samt 8C.

Klagerens repræsentant har overfor Landsskatteretten principalt nedlagt påstand om, at det modtagne vederlag på 3.000.000 kr. er skattefrit i medfør at statsskattelovens § 5a. Subsidiært er der nedlagt påstand om, at vederlaget, såfremt det må anses for et lønaccessorium, ikke er skattepligtigt i 1993, men i 1991 ved aftaleindgåelsen ...

Til støtte for den principale påstand er bl.a. anført, at der er skattemæssig praksis for, at beløb ikke kan betragtes som lønaccessorium, hvis de ikke modtages fra arbejdsgiveren, jf. bl.a. ligningsvejledningen 1995, afsnit A.B.1.4.1., uanset at beløbet modtages fra aktiemajoritetsindehaveren. Der er derfor ikke grundlag for at anse det modtagne vederlag for et lønaccessorium. Det er videre bl.a. anført, at en fortjeneste ved afhændelse eller opgivelse af en køberet beskattes efter reglerne i statsskattelovens § 5a, hvilket i nærværende situation betyder, at fortjenesten er skattefri. Der er i den forbindelse bl.a. henvist til Lærebog om Indkomstskat, af C m.fl., 6. udg., s. 201, samt LSRM 1978.69 og TfS 97.125 LSR, som bekræfter det anførte. Der er endelig henvist til, at skatteankenævnet ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at der ikke skulle være indgået en aftale mellem BB BV og klageren i juni 1991, samt at denne aftale ikke skulle være en forkøbsret, jf. BB skrivelse af 20. december 1993.

Der er ligeledes henvist til, at den i sagen omhandlede aftale ikke er omfattet af kursgevinstloven, først og fremmest under hensyn til, at der er tale om en forkøbsret, og under alle omstændigheder under hensyn til, at aftalen er indgået før den 1. juli 1991.

Til støtte for den subsidiære påstand er det bl.a. anført, at hvis man må anse forkøbsretten for et lønaccessorium, er værdien heraf skattepligtig i 1991 ved retserhvervelsen, og ikke i 1993, ligesom selve værdistigningen af forkøbsretten er omfattet af statsskattelovens § 5a.

...

Told- og Skattestyrelsen har indstillet den påklagede ansættelse stadfæstet. Til støtte herfor er der bl.a. henvist til, at det faktiske forløb mere tyder på, at der forelå en aftale om overskudsdeling end en forkøbsret, idet BB blot kunne have ventet med at sælge til efter 1993, hvor man ikke længere var forpligtet overfor klageren. Det er videre bl.a. anført, at vederlaget er opnået som følge af klagerens ansættelse som direktør, og LSRM 1978.69 er ikke anvendelig i nærværende tilfælde, da der ikke forelå et ansættelsesforhold.

Landsskatteretten skal udtale:

Retten finder det efter det oplyste i tilstrækkelig grad godtgjort, at klageren i juni 1991 blev indrømmet en forkøbsret til alle aktierne i selskabet, ligesom det findes godtgjort, at BB BV blev indrømmet en tilbagekøbsret.

Retten finder videre, at klageren ved den omhandlede aftale, som blev indgået i umiddelbar forlængelse af hans ansættelse som direktør i selskabet, blev indrømmet en økonomisk fordel svarende til 50 % af tilvæksten i selskabets egenkapital efter den 1. januar 1991 betinget af, at BB BV ønskede at afhænde aktierne i selskabet inden udgangen af 1993. Retten bemærker tillige, at klageren oppebar det omhandlede vederlag i 1993, hvor BB BV ønskede at sælge aktierne i selskabet og udnyttede den indrømmede tilbagekøbsret.

Bl.a. under hensyn hertil finder retten, at klageren erhvervede ret til det omhandlede vederlag i 1993, og at vederlaget har en så tæt forbindelse til klagerens ansættelsesforhold, at det er skattepligtigt i medfør af statsskattelovens § 4 som lønaccessorie.

...

Den påklagede ansættelse stadfæstes således.

Herefter bestemmes:

Personlig indkomst
Vederlag anset som lønaccessorium, jf. statsskattelovens § 4, 3.000.000 kr., stadfæstes.

..."

Parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 27. april 1998, har sagsøgeren påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgerens personlige indkomst for indkomståret 1993 nedsættes med 3 millioner kr.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Som anført i Landsskatterettens kendelse blev sagsøgeren i marts 1991 ansat som direktør for selskabet AA A/S, der var ejet af det hollandske selskab BB BV. Sidstnævnte selskab blev administreret fra et kontor i Hamborg og var ejet af den svenske mediekoncern KKK.

Sagen angår

I forlængelse af et møde i juni 1991 mellem sagsøgeren og T, der var økonomidirektør i BB BV, blev der indgået en mundtlig aftale om sagsøgerens adgang til at købe aktierne i AA A/S. Parterne har for landsretten været enige om, at aftalen, der i Landsskatterettens kendelse er betegnet som en forkøbsret for sagsøgeren, var en tidsbegrænset køberet for sagsøgeren kombineret med en ret for BB BV til at tilbagekøbe køberetten. Sagsøgeren har i et udateret håndskrevet notat fra mødet med T anført følgende om køberetten, der betegnes "option":

"...

Option

R har option på at købe Skandinavien til værdi pr. 31.12. 90 + 50 % af værditilvækst. Optionen gælder til 31.12. 93. BB har dog altid ret til at tilbagekøbe optionen til 50 % af værditilvæksten.

Ved værditilvæksten tages der hensyn til

A.

Goodwill

B.

Evt. adm.bidrag

C.

Evt. udbytte

Efter 1993 udløber optionen.

dog mindst 300.000.

..."

Af samme håndskrevne notat fremgår endvidere følgende:

"...

12 resp. 6 mdr.

Pension / en vis forsikring

Tantieme erstattes af option

- Konkurrenceklausul

...

40.000 + bil

(bil + 80.000)

..."

I et brev af 28. juni 1991 til V-Revision har sagsøgeren beskrevet den indgåede aftale, herunder at køberetten kunne gøres gældende mod betaling af 7 millioner danske kr. med tillæg af 50 % af tilvæksten i selskabets egenkapital fra den 1. januar 1991 til det tidspunkt, hvor "optionen" udnyttedes.

Henholdsvis den 29. og 31. oktober 1991 blev sagsøgerens direktørkontrakt, der er nærmere beskrevet i Landsskatterettens kendelse, underskrevet af T og sagsøgeren.

Af en kopi af et brev dateret den 19. marts 1992 fra sagsøgerens advokat, advokat O til T fremgår det, at sagsøgeren havde vanskeligt ved at finansiere et køb af alle aktierne i AA A/S på en gang. Advokaten foreslog derfor, at aftalen ændredes således, at sagsøgeren gradvist over en årrække kunne købe alle aktierne. Senere udarbejdede advokaten et udkast til aktieoverdragelsesaftale, hvorefter sagsøgeren overtog alle aktierne pr. 30. december 1993 for 12 millioner kr., hvoraf de 8 millioner kr. skulle afdrages over 5 år. Som et led i dette aftaleudkast skulle KKK påtage sig selvskyldnerkaution over for AA A/S's bankforbindelse svarende til restkøbesummen.

Af en skrivelse af 23. august 1993 fra Y-Bank til sagsøgeren fremgår det, at banken på en række nærmere bestemte vilkår tilbød sagsøgeren kreditfaciliteter i forbindelse med køb af AA A/S.

Der blev imidlertid aldrig indgået en endelig aftale om sagsøgerens køb af aktierne i AA A/S, idet BB BV modtog et bedre købstilbud fra det svenske selskab NN AB. Sagsøgeren blev orienteret herom ved brev af 14. oktober 1993 fra H fra KKK, ligesom han ved brev af 22. november 1993 fra NN AB blev tilbudt fortsat ansættelse som direktør til en årsløn på 510.000 kr. og med mulighed for en tantiemeordning.

Sagsøgeren ønskede imidlertid ikke at fortsætte som direktør for de nye ejere af selskabet og fratrådte derfor stillingen den 22. december 1993 efter at have tiltrådt, at der blev udbetalt ham et beløb på 3 millioner kr. for tilbagekøb af køberetten. Beløbet overførtes herefter til sagsøgerens bankkonto den 28. december 1993.

Af årsregnskaberne for AA A/S fremgår det, at selskabets årsresultater i 1990 og 1991 var negative, mens resultaterne i 1992 og 1993 var positive med henholdsvis 603.332 kr. og 4.410.110 kr. Selskabets egenkapital udgjorde pr. 31. december 1990 4.739.418 kr., og efter en nedskrivning af goodwill med over 3 millioner kr. pr. 1. januar 1991 udgjorde egenkapitalen pr. 31. december 1991 973.042 kr. Den 31. december 1993 var egenkapitalen steget til 5.986.497 kr.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren, direktør i KKK J og advokat O. Det er oplyst, at T døde i 1993.

Sagsøgeren har forklaret, at han indtil den 20. marts 1991 var administrationschef hos AA A/S. Den 20. marts 1991 blev han af T kaldt til møde i Hamburg. Til stede ved mødet var tillige E fra L i Tyskland. T tilkendegav, at man var utilfredse med den daværende direktør for AA A/S og spurgte sagsøgeren, om han ville overtage stillingen. Sagsøgeren sagde ja til tilbuddet, og samme aften blev vilkårene - herunder løn og pension - for stillingen aftalt. Aftalen blev først underskrevet senere, fordi der var et åbentstående spørgsmål om en konkurrenceklausul, som sagsøgeren ikke ville påtage sig. Bortset herfra blev alle vilkår for ansættelsen aftalt den 20. marts 1991. Der blev ikke på mødet talt om, at sagsøgeren skulle have tantieme, bonus eller køberet til aktier. Sagsøgeren, der var klar over, at B-koncernen ønskede at komme ud af markedet for dentalprodukter og derfor allerede havde solgt en del af sine virksomheder, gjorde sig i løbet af foråret tanker om at overtage virksomheden. Han rejste derefter medio juni 1991 til Hamburg for at tale med T om spørgsmålet.

Til sagsøgerens store overraskelse var T meget positiv over for tanken om, at sagsøgeren skulle overtage virksomheden. T sagde, at virksomheden i hvert fald var 7 millioner kr. værd, og foreslog derefter, at sagsøgeren kunne købe virksomheden for 7 millioner kr. + 50 % af værdistigningen. Køberetten skulle dog være tidsbegrænset til udgangen af 1993. Køberetten skulle være kombineret med en tilbagekøbsret for det tilfælde, at der dukkede en meget kapitalstærk køber op. Når køberetten var tidsbegrænset skyldtes det formentlig et ønske om at lægge et vist pres på sagsøgeren med hensyn til at skaffe finansiering. Sagsøgeren havde ingen penge selv, og det var åbenbart, at han ikke kunne skaffe finansiering udefra i 1991, idet selskabet havde kørt med underskud. Han opfattede aftalen således, at hvis han var kommet med pengene, ville BB have solgt straks, og altså ikke have ventet på, at en anden køber skulle vise sig. T sagde, at han skulle have aftalen godkendt af ledelsen i Stockholm. Den 27. juni 1991 bekræftede T telefonisk, at aftalen var godkendt i Stockholm. T sagde, at han indestod for, at BB ikke ville løbe fra aftalen.

BB ønskede ikke at indgå en skriftlig aftale, idet den i så fald skulle fremgå af regnskaberne. De notater, sagsøgeren har lavet i forbindelse med mødet, skal forstås som en opsummering. De lønvilkår, som fremgår af ansættelsesaftalen, blev ikke debatteret på mødet. Han mindes således ikke, at der er blevet talt om opsigelsesvilkårene og heller ikke om løn eller bil. Når han har skrevet noget om tantieme, skyldes det, at det var hans tanke at forlange tantieme, hvis T var afvisende over for forslaget om, at sagsøgeren skulle indrømmes en køberet til aktierne. Det kom imidlertid slet ikke på tale, da T var positiv over for tanken. I starten af 1992 nævnte sagsøgeren i Y-Bank, som var selskabets pengeinstitut, at han ønskede at købe virksomheden. Banken henviste ham til at søge rådgivning hos advokat O. Sagsøgeren henvendte sig til O og forklarede ham, at det var et problem at skaffe finansieringen. Sagsøgeren og O havde et møde med direktør T i foråret 1992, som imidlertid ikke rigtigt mundede ud i noget.

I løbet af 1993 accepterede BB en forhøjet købesum på 12 millioner kroner, men således at 8 millioner skulle forblive indestående og afdrages over 5 år. Forhøjelsen var nok prisen for, at BB reelt skulle finansiere driften i afdragsperioden. Samtidig fik sagsøgeren en aftale med F om fakturabelåning i stand samt tilsagn fra Y-Bank om kredit. Advokat O udarbejdede herefter et forslag til aktieoverdragelsesaftale, som blev sendt til J. Der kom imidlertid ikke nogen aftale i stand, fordi BB havde fundet en anden køber, som ville give 18 millioner kr. for virksomheden. Da sagsøgeren modtog BB besked herom, udarbejdede han en beregning af, hvad BB skulle betale for at tilbagekøbe optionen i et forsøg på at overtale dem til fortsat at sælge aktierne til ham. Han og advokat O var også til et møde i Stockholm "for at tale til BB gode hjerte". Det lykkedes dog ikke at ændre BB beslutning. Han fandt det ikke interessant at arbejde for de nye ejere og afslog derfor tilbuddet om at fortsætte som direktør.

Han fik at vide, at køberen ønskede at overtage virksomheden inden den 1. januar 1994 for at udnytte nogle skattemæssige underskud.

J har forklaret, at han i 1991 var viceadministrerende direktør for KKK. Han har ikke været med til at ansætte sagsøgeren som direktør eller deltaget i forhandlingerne med sagsøgeren om køberetten til aktierne i AA A/S. Der var truffet en strategisk beslutning i koncernen om at koncentrere sig om medievirksomhed, og han havde fået til opgave at frasælge de selskaber, der drev handel med dentalprodukter. Det var før 1991, at koncernen var begyndt at frasælge de selskaber, der drev handel med X-produkter. Det franske selskab blev solgt omkring 1990/91 og det tyske selskab i 1991. Herefter var der kun AA A/S tilbage, og der var på dette tidspunkt ingen i den overordnede koncernledelse, der havde forstand på dentalvirksomhed. Vidnet er ikke bekendt med, om forslaget til køberetsaftalen udgik fra sagsøgeren eller T, men han blev orienteret af T om aftalen i sommeren eller efteråret 1991. BB formål med aftalen var først og fremmest at få solgt selskabet. Det var imidlertid samtidig vigtigt for BB, at de kunne sælge til anden side, hvis der kom et bedre bud.

Det var derfor en betingelse for at give sagsøgeren køberet til aktierne, at BB havde en tilbagekøbsret. Vidnet tror ikke, at sagsøgeren betalte for køberetten. Da sagsøgeren var indrømmet en ret, skulle BB betale for at tilbagekøbe køberetten. Foruden at muliggøre et salg af virksomheden til sagsøgeren indebar køberetten samtidig, at sagsøgerens incitament til som direktør at drive virksomheden frem til en værdistigning blev større. Køberetten havde dog ikke noget med sagsøgerens løn eller øvrige ansættelsesvilkår at gøre. Det var ikke vidnets opgave at forhandle løn med sagsøgeren. Købesummen blev som udgangspunkt fastsat til 7 millioner kr., idet BB vurderede, at selskabet var denne pris værd. Dette beløb baserede sig ikke alene på selskabets egenkapital, men på hvorledes selskabet havde klaret sig over en årrække og den pris, som BB i sin tid havde købt det for. Køberetten blev tidsmæssigt begrænset til den 31. december 1993, da det var en rimelig tid for sagsøgeren til at skaffe finansiering. Der var flere drøftelser med sagsøgeren om køb af aktierne, og vidnet fik et udkast til en aftale herom fra advokat O.

Han husker ikke nærmere, hvorledes købesummen på de 12 millioner kr. fremkom, men den baserede sig på den oprindelige aftale. I oktober/november 1993 blev BB kontaktet af NN, der tilbød at betale mere for aktierne end sagsøgeren. Samtidig indebar tilbuddet - i modsætning til sagsøgerens forslag - kontant betaling. Det var herefter et simpelt regnestykke, at salg til dette firma ville indbringe mest, selvom BB skulle betale sagsøgeren for at tilbagekøbe køberetten. BB afbrød dog ikke straks forhandlingerne med sagsøgeren, da man først ville være sikre på, at tilbuddet fra NN var seriøst. Dette viste sig at være tilfældet. NN ønskede at effektuere handlen inden den 1. januar 1994 for at kunne udnytte reglerne om sambeskatning. Der var ingen diskussion om, hvad BB skulle betale sagsøgeren for at tilbagekøbe køberetten. Sagsøgerens beregning herom blev regnet efter og svarede til den økonomiske udvikling, der havde været i selskabet.

Advokat O har forklaret, at sagsøgeren efter råd fra Y-Bank henvendte sig til ham i oktober 1991. Sagsøgeren havde en aftale med BB-koncernen om køb af aktierne i AA A/S og ønskede hjælp til, hvorledes dette skulle gribes an. Den 17. marts 1992 havde de et møde med T, hvor de drøftede muligheden for at ændre aftalen, således at aktierne kunne erhverves hen ad vejen. Han lavede et skriftligt oplæg herom og fik senere at vide, at BB-koncernen var indforstået med at arbejde videre ad denne vej. Ved et møde den 28. maj 1993 med H fra BB-koncernen tilkendegav denne, at koncernen vedstod sig aftalen fra sommeren 1991, men at man ikke ville sælge aktierne trinvis. Ved en telefax af 14. juni 1993 meddelte H, at sagsøgeren inden den 31. december 1993 enten kunne købe hele selskabet kontant eller købe det til en højere pris på 12 millioner kr., hvoraf de 4 millioner skulle betales kontant og de resterende 8 millioner kr. afdrages over 5 år. Under et møde den 22. juni 1993 i Stockholm tilkendegav repræsentanterne for BB dog klart, at de foretrak et kontant salg til f.eks. 9 millioner kr.

Sagsøgeren lovede BB besked inden den 1. september 1993 og han kontaktede straks Y-Bank, hvor han opnåede tilsagn om finansiering i overensstemmelse med den afdragsvise ordning. Vidnet skrev til BB herom den 26. august 1993. Det eneste udestående var på dette tidspunkt, at J ønskede oplysninger om det danske renteniveau, som vidnet herefter sendte. Den 1. oktober 1993 accepterede J telefonisk vilkårene for en aftale, og vidnet sendte ham den 4. oktober 1993 et aftaleudkast. Den 14. oktober 1993 meddelte H imidlertid, at BB havde modtaget et bedre tilbud. Sagsøgeren og vidnet var meget utilfredse hermed og prøvede at fastholde BB på salg til sagsøgeren. Under et møde i Stockholm den 11. november 1993 fik de imidlertid at vide, at koncernens bestyrelse havde besluttet at vælge det andet tilbud. Den 15. november 1993 ringede vidnet til J og forespurgte, om det ville ændre herpå, såfremt sagsøgeren kunne tilbyde at betale i alt 16 millioner kr.

På et afsluttende møde i Stockholm den 5. december 1993 stod det dog fast, at BB-ledelsen var låst fast af bestyrelsens beslutning, og mødet drejede sig herefter om udbetaling af et beløb til sagsøgeren i anledning af BBs tilbagekøb af køberetten. Vidnet tror, at repræsentanterne for BB havde lidt dårlig samvittighed over for sagsøgeren og derfor nok var indstillet på at runde beløbet lidt op. BB accepterede således uden videre, at beløbet skulle være 3 millioner kr. Det var vidnet, der kort før jul dikterede sagsøgerens fratrædelsesaftale, der - bortset fra spørgsmålet om fritstilling - var i overensstemmelse med direktørkontrakten.

Parternes argumenter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at han ubestridt i juni 1991 erhvervede en endelig og ubetinget ret til at købe aktierne i AA A/S inden udgangen af 1993, og at køberetten var uden værdi på dette tidspunkt. Baggrunden for, at han fik 3 millioner kr. for at afstå sin køberet, var, at han i efteråret 1993 havde dokumenteret, at han kunne fremskaffe finansiering til købet. Værdistigningen på køberetten er en skattefri værdistigning efter statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a), idet sagsøgeren hverken har erhvervet eller afstået køberetten som led i sin næringsvej eller erhvervet den i spekulationsøjemed med henblik på videresalg. Sagsøgeren erhvervede køberetten med henblik på at drive virksomheden videre. Statsskattelovens § 5, stk. 1 litra a) hjemler ikke beskatning af såkaldt vederlagsnæring. Selvom det lægges til grund, at der er hjemmel til at beskatte vederlagsnæring, er lønmodtagere ikke omfattet heraf, idet vederlaget må forudsættes ydet for afståelse af et aktiv, som er erhvervet som led i en erhvervsmæssig virksomhed.

Selvom der måtte kunne ske beskatning af gevinster på lønmodtageres vederlag, kan sagsøgeren ikke beskattes, idet køberetten intet havde med sagsøgerens ansættelsesvilkår at gøre. Dette underbygges af, at vilkårene var endeligt forhandlet på plads i marts 1991. Det støttes endvidere af Js forklaring samt i øvrigt af, at køberetten heller ikke fremgår af direktørkontrakten. Køberetten medførte endvidere ikke et nedslag i sagsøgerens løn, hvilket kan ses ved, at den senere køber af AA A/S, som var interesseret i at bibeholde sagsøgeren som direktør, ikke som erstatning for den manglende køberet tilbød sagsøgeren væsentlig mere i løn og tantieme, end denne hidtil havde oppebåret. Beløbet på de 3 millioner kr. er heller ikke betalt af arbejdsgiveren, men af aktionæren, og det var ikke forudsigeligt, at køberetten, hvis prisudgangspunkt var væsentlig større end egenkapitalen, ville indebære nogen økonomisk fordel for sagsøgeren. Da BB BV må forudsættes at være blevet beskattet af videresalget til NN AB, vil det endelig ud fra synspunkter om dobbeltbeskatning, ikke være rimeligt at beskatte sagsøgeren.

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at det omtvistede beløb er en gevinst på en finansiel kontrakt (køberet til aktier), som sagsøgeren har erhvervet som led i sit ansættelsesforhold, og at gevinsten er skattepligtig i medfør af statsskattelovens § 4, jf. § 5, stk. 1, litra a). Sagsøgeren har ikke bevist, at hans ansættelsesvilkår var endeligt fastlagt i marts 1991. Direktørkontrakten blev først underskrevet i oktober 1991, og sagsøgeren har selv erkendt, at spørgsmålet om konkurrenceklausul først senere blev endeligt afklaret. Endelig fremgår det af sagsøgerens egne notater, at køberetten trådte i stedet for tantieme, og sagsøgeren ville efter sin egen forklaring have bedt om tantieme, såfremt han ikke havde fået køberetten. Køberetten, der blev indrømmet vederlagsfrit, indebar, at sagsøgeren ikke skulle betale fuld pris for en eventuel fremtidig stigning af selskabets værdi, som han via sin stilling som direktør havde betydelig indflydelse på, ligesom han i tilfælde af tilbagekøb af køberetten ville få udbetalt et beløb svarende til halvdelen af værdistigningen.

Køberetten indebar således på samme måde som en tantieme-ordning en mulighed for sagsøgeren for at opnå en gevinst på grundlag af eget arbejde, og køberetten blev alene indrømmet sagsøgeren på grund af dennes stilling som direktør. Dette støttes også af Js forklaring, hvorefter køberetten var et incitament for sagsøgeren til at skabe værditilvækst i selskabet. Gevinsten på køberetten skal derfor beskattes efter statsskattelovens § 4. Det er i den forbindelse uden betydning, at udbetalingen af de 3 millioner kr. ikke blev foretaget af det selskab, som sagsøgeren var ansat i, men af moderselskabet. Systematisk er gevinsten på købekontrakten sket som led i vederlagsnæring, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a). Der er ikke grundlag for at antage, at vederlagsnæring ikke er omfattet af bestemmelsen, hvilket tillige bekræftes af forarbejderne til kursgevinstloven og beskrivelsen af gældende ret i optionsudvalgets betænkning nr. 1139/1988 om beskatning af finansielle instrumenter. Det har ingen betydning, om vederlaget er begrundet i en arbejdsindsats ydet af en selvstændig eller af en lønmodtager.

Der foreligger ikke dobbeltbeskatning, og selvom BB BV måtte være blevet beskattet ved salget af aktierne, har det ingen betydning for bedømmelsen af sagen.

Begrundelse og konklusion

Sagsøgeren blev den 21. marts 1991 ansat som direktør i AA A/S på baggrund af en mundtlig aftale om ansættelse indgået med T den 20. marts 1991. Sagsøgeren har gjort gældende, at samtlige ansættelsesvilkår - bortset fra spørgsmålet om konkurrenceklausul - blev endelig aftalt mellem parterne den 20. marts 1991. Det fremgår af sagen, at sagsøgerens direktørkontrakt først blev underskrevet i oktober måned 1991, og således flere måneder efter, at sagsøgeren i juni måned 1991 vederlagsfrit blev indrømmet køberet til aktierne i AA A/S. Efter bevisførelsen, herunder navnlig sagsøgerens egne notater fra mødet i juni måned 1991 med T om køberetten samt sagsøgerens egen forklaring om, at han på mødet ville have forlangt tantieme, såfremt han ikke havde fået en købsret til aktierne, må det lægges til grund, at køberetten alene blev indrømmet sagsøgeren på grund af dennes stilling som direktør i selskabet, og at ordningen, der kunne indebære økonomiske fordele for såvel selskabet som sagsøgeren, trådte i stedet for et egentligt ansættelsesvilkår om f.eks. tantieme.

Dette støttes endvidere af den forklaring, der er afgivet af J, hvorefter køberetten var et incitament for sagsøgeren til som direktør at arbejde for at skabe en værditilvækst i selskabet. Den økonomiske fordel, som sagsøgeren opnåede i forbindelse med afståelsen af køberetten i 1993, findes herefter at have en sådan forbindelse med hans ansættelsesforhold, at den må anses for indkomst efter statsskattelovens § 4, litra c). Sagsøgte frifindes derfor for sagsøgerens påstand.

Thi kendes for ret:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger betaler sagsøgeren, R, inden 14 dage 95.000 kr. til sagsøgte.