Parter:Told- og Skattestyrelsen
(kammeradvokaten)

mod

1) B A/S og 2) C
(advokat D) Afsagt af dommerne:

3 dommere

Nærværende sag, der er anlagt den 17. oktober 1996, vedrører spørgsmålet, om de sagsøgte, B A/S og C, har pådraget sig erstatningsansvar overfor sagsøgeren, Told- og Skattestyrelsen, ved at foretage dispositioner, der indebar, at det nu opløste selskab E ApS blev ude af stand til at betale selskabets skattetilsvar, hvorved sagsøgeren har lidt et tab.

Parternes påstande

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Principalt:		De sagsøgte tilpligtes in solidum til sagsøger at betale 849.736 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.
Subsidiært:	1.	Sagsøgte B A/S tilpligtes til sagsøger at betale 849.736. kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.
	2.	Sagsøgte C tilpligtes til sagsøger at betale 849.736 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg til betaling sker i det omfang, beløbet viser sig at være uerholdeligt hos sagsøgte B A/S.

De sagsøgte har nedlagt påstand om, principalt frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end 476.294 kr., og mere subsidiært frifindelse mod betaling af et beløb mindre end 700.000 kr.

Sagen angår

Sagens nærmere omstændigheder:

Sagsøgte B A/S blev stiftet den 1. september 1978 med en aktiekapital på 500.000 kr. Sagsøgte C er eneaktionær, bestyrelsesmedlem og direktør i selskabet. Selskabets bestyrelse har siden stiftelsen endvidere bestået af F og H. Sidstnævnte blev den 27. februar 1996 afløst af G.

E ApS var et helejet datterselskab af sagsøgte B A/S. Sagsøgte C var tillige direktør i E ApS i perioden fra selskabets stiftelse den 1. juni 1986 til den 5. juli 1989. Herefter var I direktør i selskabet, der var uden bestyrelse.

X-by Kommunes skatteforvaltning besluttede i oktober 1991 at udtage E ApS til revision. Til brug for denne revision afhentede skatteforvaltningen selskabets bogføring m.v. hos selskabets revisor, Revisionsfirmaet J A/S. Efter at have deltaget i nogle møder med revisionsafdelingen i X-by Kommunes skatteforvaltning, fremkom revisor K i skrivelse af 12. februar 1992 med nogle kommentarer vedrørende E ApS.

I skrivelsen hedder det blandt andet:

"...

Oplysninger om bogføring og regnskab

Det er vores opfattelse at bogføringen er foretaget i overensstemmelse med god bogføringsskik taget virksomhedens art og omfang i betragtning. Det er korrekt, at der ikke er foretaget bilagsnummerering, men i den foreliggende kassekladde er datoen angivet som kontrolspor. Som anført på møderne har vi forestået bogføringen. Virksomheden har afleveret al bilagsmateriale efter månedens udløb til vores kontor. Herefter er det bogført. Da alle ind- og udbetalinger i virksomheden foregår via bank og/eller giro, har vi ikke fundet anledning til at anfægte tidsintervallet på 1 måned, før registreringerne er bogført i kassekladden. Fremover vil denne procedure blive omlagt, således at bilagsnumrene bliver påført vores posteringsark. Vi beder Dem bemærke vores kommentar i vort brev til Dem af d.d. vedr. B A/S.

Virksomheden har ført deres eget interne betalingsregnskab i en kolonnebog. Heri noterede virksomheden indgående beløb og udbetalinger foretaget via checks. Et egentligt kasseregnskab er ikke foretaget, hvad vi fremover vil pålægge ledelsen at udarbejde, således at bogføringslovens bekendtgørelse opfyldes på dette punkt. Årsagen til, at kasseregnskabet ikke er udført, skal ses i relation til virksomhedens art og størrelse.

...

Revisionshandlinger

Moderselskabet B A/S har faktureret hvert kvartal til E ApS. Vi har i enkelte tilfælde fulgt kranen fra hjemtagelsestidspunktet i Italien, til fakturering er sket til kunden. Det er vores opfattelse, at faktureringen mellem moder- og datterselskab er sket til regulære priser. Det skal i den forbindelse nævnes, at der ikke er ens avancer på kraner.

Generelt har det været begrænset, hvilket lager selskabet har haft. Skatteforvaltningen har påpeget, at ledelsen behandlede byttekraner forkert. Dette vil virksomheden fremover tage til efterretning ved fakturering.

Som anført overfor Skatteforvaltningen agter selskabet at fusionere med moderselskabet B A/S.

..."

Ved skrivelse af 12. juni 1992 til E ApS fremsendte skatteforvaltningen deres stillingtagen til det foreliggende regnskabsmateriale for regnskabsårene 1987/88, 1988/89 og 1989/90. Det fremgår heraf, at skatteforvaltningen ved gennemgangen blandt andet havde konstateret, at sagsøgte B A/S havde solgt kraner til E ApS, hvilke kraner efterfølgende var videresolgt med tab, ligesom forvaltningen havde konstateret, at sagsøgte B A/S havde faktureret E ApS for kraner, uden der var foretaget levering. Herudover blev en række andre forhold bemærket, herunder at E ApS i visse tilfælde havde købt kraner fra sagsøgte B A/S til priser, der lå under sagsøgtes købspriser.

I skrivelse af 28. august 1992 til skatteforvaltningen fremkom advokat D efter drøftelse med sagsøgte B A/S's ledelse og selskabets revisor med kommentarer vedrørende B A/S. Det hedder heri blandt andet:

"...

I forbindelse med at selskabet ønskede i videre omfang end tidligere at sælge kraner og kranudstyr udenfor Danmark's grænser og tillige ønskede at etablere salg i USA, stiftedes - vist nok i 1985/1986 - et datterselskab ved navn E ApS, hvilket selskabs formål var at virke som et rent salgsselskab.

Baggrunden for selskabets stiftelse var, at man fra selskabets ledelse ønskede - specielt på det amerikanske marked - at udelukke erstatningskrav på grund af produktansvar.

Det var hensigten, at salgsselskabet økonomisk skulle "hvile" i sig selv, og dette er baggrunden for, at man i forbindelse med de handler, der har fundet sted mellem B A/S og E ApS, i et vist omfang ikke har anvendt markedspriser, idet fakturering i visse tilfælde er sket til højere priser end gældende markedspriser, i andre tilfælde til lavere priser, hvilket henholdsvis har givet fortjeneste og tab hos B A/S. I forbindelse med årsafslutning har man herefter fra selskabernes ledelse's side vurderet selskabernes status, og har på denne baggrund foretaget regulering i form af udstedelse af en kreditnota, som sket i forbindelse med regnskabsårets afslutning ultimo september 1988.

Der er ifølge selskabets ledelse intet odiøst ved denne fremgangsmåde, der i vidt omfang anvendes af andre selskaber, og det skal bemærkes, at der igennem årene er betalt skat rettidigt af de opnåede resultater, ligesom der løbende er afregnet moms i henhold til den stedfundne fakturering.

..."

Efter et møde den 31. august 1992 mellem selskaberne og skatteforvaltningen fremsendte skatteforvaltningen ved skrivelse af 16. september 1992 en opremsning af det yderligere materiale og de oplysninger, som forvaltningen manglede til brug for den skattemæssige revision af selskaberne. I skrivelsen hedder det blandt andet:

"...

1. & 2.

Selskabet bedes tilkendegive om hvorvidt skatteforvaltningens opgørelse over:

"Salg af kraner under indkøbspriser til datterselskabet E ApS"

&

"Salg af kraner til datterselskabet E ApS, hvor datterselskabets videresalg er sket med tab."

beløbsmæssigt kan accepteres af selskabet. Hvis ikke bedes selskabet præcisere, hvilke beløb der ikke kan accepteres og årsagen hertil.

3.

Der udbedes oplysning om årsagen til, at selskabet har udstedt salgsfakturaer til datterselskabet E ApS på kraner, som ikke er leveret til datterselskabet.

Selskabet bedes tilkendegive om hvorvidt skatteforvaltningens opgørelse over:

"Salg af kraner uden at levering har fundet sted til datterselskabet E ApS."

beløbsmæssigt kan accepteres af selskabet. Hvis ikke bedes selskabet præcisere, hvilket beløb der ikke kan accepteres og årsagen hertil.

..."

Advokat D besvarede på selskabernes vegne skatteforvaltningens skrivelse. I skrivelse af 15. oktober 1992 anfører advokat D blandt andet:

"...

Ad. 1. og 2.

Det fastholdes, at prisfastsættelsen i forbindelse med salg af kraner til E ApS er sket ud fra normale og sædvanlige forretningsmæssige principper.

Vedrørende opgørelsesmetoden af kranerne "regulerede" anskaffelsespris er selskabet ikke enig i den opgørelsesmetode, som revisionsafdelingen har lagt til grund, idet man i forbindelse med opgørelsen har tillagt diverse omkostninger.

Ad. 3.

Baggrunden for at selskabet på daværende tidspunkt udstedte de omhandlede fakturaer skyldtes en opfattelse hos selskabets ledelse om, at kranerne, der indgik i koncernen, skulle faktureres til E ApS.

Revisionsafdelingens beløbsmæssige opgørelse synes umiddelbart korrekt.

..."

Ved skrivelse af 5. november 1992 til E ApS foreslog skatteforvaltningen efter en gennemgang af selskabets regnskaber for 1987/88, 1988/89 og 1989/90 ændring af E ApS's skatteansættelse for skatteårene 1989/90, 1990/91 og 1991/92. Skatteforvaltningen henviste blandt andet til, at selskabet havde videresolgt indkøbte kraner fra moderselskabet med tab, og at selskabet havde bogført køb af kraner fra moderselskabet, uden at levering havde fundet sted. Disse poster blev betragtet som ikke fradragsberettigede tilskud fra selskabet til moderselskabet og udgjorde for skatteåret 1989/90 henholdsvis 33.220 kr. og 872.161 kr., for skatteåret 1990/91 henholdsvis 0 kr. og 80.000 kr., for skatteåret 1991/92 henholdsvis 300.358 kr. og 353.400 kr. Endvidere var der for skatteåret 1990/91 en sammentællingsfejl på 300.000 kr. inkl. moms i en faktura, hvilket indebar, at selskabet havde betalt 245.901 kr. ekskl. moms for meget til moderselskabet. Endelig havde selskabet købt kraner under indkøbspris i moderselskabet for skatteåret 1989/90 med 131.105 kr., for skatteåret 1990/91 med 180.510 kr., og for skatteåret 1991/92 med 305.231 kr.

Det fremgik af skrivelsen, at selskabet ikke skulle foretage sig noget, såfremt forslaget til selskabets skatteansættelse kunne godkendes, og at selskabet senere ville modtage fornyede selskabsskatteopgørelser.

Der blev ikke fremsat indsigelser mod den foreslåede ansættelse.

Den 18. december 1992 afsagde skatteforvaltningen kendelse for sagsøgte B A/S angående selskabets skatteansættelser for skatteårene 1989/90, 1990/91 og 1991/92.

Kendelsen blev af advokat D påklaget den 15. januar 1993.

Den 21. september 1993 trådte E ApS i likvidation som følge af en begæring om tvangsopløsning af selskabet fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Advokat L blev udpeget som likvidator. Sagsøgeren v/Told- og Skatteregion X-by anmeldte ved skrivelse af 4. oktober 1993 et krav på 859.366 kr. over for likvidator. Beløbet vedrørte manglende betalte selskabsskatter for skatteårene 1989/90 og 1991/92.

Den 12. april 1994 indgav likvidator konkursbegæring mod selskabet, og dekret blev på grundlag af begæringen afsagt den 19. maj 1994. Kurator afgav den 15. september 1994 indberetning i henhold til konkurslovens § 116, ifølge hvilken indberetning konkursboet var uden aktiver, ud over hvad der ville medgå til delvis dækning af boomkostninger og sekundære massekrav. Eneste anmeldte simple fordring var ovennævnte anmeldelse på selskabsskatter foretaget af sagsøgeren.

Den 22. december 1994 fremsendte x-by Kommunes skatteforvaltning nyt forslag til ændring af skatteansættelse for E ApS for skatteårene 1989/90, 1990/91 og 1991/92. Baggrunden herfor var, at forvaltningen havde konstateret, at opgørelsen i skrivelsen af 5. november 1992 over salget af kraner fra sagsøgte B A/S til E ApS, uden levering havde fundet sted, var forkert. Beløbene blev nu opgjort til henholdsvis 572.161 kr. for skatteåret 1989/90, 413.000 kr. for skatteåret 1990/91 og 290.000 kr. for skatteåret 1991/92, eller i alt 1.275.161 kr.

I overensstemmelse hermed anmeldte sagsøgeren v/Told- og Skatteregion X-by den 19. september 1995 et krav på 874.331 kr. i E ApS under konkurs. Af det anmeldte krav udgjorde renter frem til konkursdagen 24.595 kr. Det samlede skattekrav udgjorde således 849.736 kr. svarende til den nedlagte påstand.

Konkursbehandlingen af E ApS blev afsluttet den 18. marts 1996 efter konkurslovens § 143.

Af årsregnskabet for E ApS for 1987/88 fremgår, at selskabets balance udgjorde 2.284.849 kr., og at egenkapitalen var opgjort til 143.982 kr. Under kortfristet gæld er anført et lån fra sagsøgte B A/S på 1.866.128 kr. Beløbet vedrører E ApS' mellemregning med sagsøgte B A/S. Selskabsskatten er i regnskabet opgjort til 48.000 kr. Resultatet er 31.227 kr.

I årsregnskabet for 1988/89 er balancen 297.949 kr., og egenkapitalen er opgjort til 185.673 kr. Under selskabets kortfristede gæld er lån fra sagsøgte B A/S opgjort til 0 kr. Under aktiver er der medtaget tilgodehavende hos moderselskabet med 55.276 kr. Selskabsskatten er opgjort til 50.800 kr. Resultatet er 41.692 kr.

I årsregnskabet for 1989/90 er balancen 406.717 kr. og egenkapital er opgjort til 197.785 kr. Selskabsskatten er opgjort til 33.660 kr. Resultatet er 12.112 kr.

I årsregnskabet for 1990/91 er balancen 194.798 kr. medens egenkapitalen er opgjort til 186.638 kr. Årets resultat er negativt med 11.147 kr.

Samtlige årsregnskaber er underskrevet af revisor K og J og er forsynet med blanke revisionspåtegninger.

Selvangivelserne for skatteårene 1989/90, 1991/92 og 1992/93 er underskrevet af sagsøgte C, mens selvangivelsen for skatteåret 1990/91 er underskrevet af direktør I.

Sagsøgte C, revisor K og revisor J blev i skrivelser af 1. november 1994 af Told- og Skatteregion x-by sigtet for overtrædelse af skattekontrollovens § 13. Sigtelserne blev efterfølgende frafaldet. Sigtelsen mod sagsøgte C blev frafaldet ved skrivelse af 28. august 1996 med bemærkning: "Efter fornyet vurdering finder regionen ikke tilstrækkeligt grundlag for at foretage yderligere, hvorfor sagen henlægges".

De sagsøgte har under retssagen afgivet en bindende proceserklæring om, at den daglige ledelse af anpartsselskabet i hele perioden, hvori de i sagen omhandlede dispositioner blev foretaget, blev varetaget af direktør C, dvs. også efter indtræden af direktør I som registreret direktør i stedet for direktør C.

Sagsøgerens krav fremkommer således:

Det i påstanden indeholdte beløb udgør de skyldige selskabsskatter i E ApS:

Skatteåret 1989/90	kr.	675.356
Skatteåret 1990/91	kr.	29.700
Skatteåret 1991/92	kr.	144.680
I alt	kr.	849.736

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgte C, registreret revisor K og specialkonsulent M, Told & Skatteregion X-by.

C har blandt andet forklaret, at han er uddannet isenkræmmer. Fra 1974 var han ansat i et firma, der solgte kraner, indtil han i 1978 startede eget firma ligeledes med salg af kraner. Sagsøgte B A/S blev stiftet i denne forbindelse. J og dennes ansatte K har altid været revisor for selskaberne. Da han havde planer om salg af marinekraner i USA, stiftede han i 1986 E ApS som "bufferselskab" for moderselskabet B A/S, således at moderselskabet ikke kunne blive mødt med krav på grund af produktansvar. Funktionerne mellem de 2 selskaber blev delt således, at aktieselskabet stod for indkøb, værksted, service og reservedele, samt salg af kraner til anpartsselskabet, der alene skulle være salgsselskab i forhold til kunderne. Der var mellem de 2 selskaber en løbende mellemregning, der i forbindelse med afregning af moms hver tredje måned blev gjort op, ligesom man så fakturerede. Det kunne således godt ske, at anpartsselskabet havde solgt en kran til en kunde, før fakturaen vedrørende samme kran var udstedt fra aktie- til anpartsselskabet.

Der skulle ikke bygges værdier op i anpartsselskabet, men kun løbende være et lille overskud. Styringen af mellemregningen gik imidlertid galt. Når der viste sig et underskud i anpartsselskabet, nedsatte han fakturaprisen på de solgte kraner fra aktie- til anpartsselskabet for at eliminere underskuddet. Hvis overskuddet derimod var for stort i anpartsselskabet, satte han prisen på de solgte kraner op. Det var hans opfattelse, at det var hans kraner, og at han derfor selv kunne bestemme prisen på kranerne i handlen mellem de 2 selskaber. I dag har han fundet ud af, at han kunne have reguleret henholdsvis over- og underskud på en anden og skattemæssig korrekt måde, blandt andet ved at yde lån fra aktie- til anpartsselskabet. Det var I, der som ansat lavede opgørelserne til brug for mellemregningen, men det var ham selv, der tog beslutningerne om at regulere priserne. Han har aldrig fået udbetalt udbytte fra selskaberne.

K har blandt andet forklaret, at hun har været revisor for begge selskaber fra de blev stiftet i henholdsvis 1978 og 1986. Hun var klar over, at anpartsselskabet blev stiftet for at være et rent salgsselskab og således, at der ikke blev oparbejdet overskud i selskabet. Hun var ansat i Revisionsfirmaet J, der lavede selskabernes bogføring. Hun fik en gang om måneden balancerne til gennemsyn. Det materiale, selskaberne afleverede, var altid i fin orden med samtlige bilag. De fik fortløbende fakturaerne og hver tredje måned en opgørelse over mellemregningen mellem selskaberne. Fakturaerne fra aktie- til anpartsselskabet var dateret, udstedt og blev fremsendt ved udgangen af hvert kvartal. Hun så hver enkelt faktura, men havde ikke forstand på prissætningen. Hun har således ikke kunnet bemærke, om der var tale om under- eller overfakturering og har aldrig bemærket fiktive fakturaer. Hun har ikke foretaget kontrol af fakturaerne på den måde, at hun har fulgt hver enkelt kran gennem de 2 selskaber til den endelige kunde. Hun har fulgt nogle kraner sådan.

Hvis priserne er fastsat ud fra hvor stort overskud, der skulle være i anpartsselskabet, er der efter hendes opfattelse ikke tale om en regulær pris. Hun har ikke følt, at der i forbindelse med regnskabsaflægningen har været problemer ved at afgive blanke revisionspåtegninger. Der har aldrig været problemer med skattevæsenet før denne sag. Sammen med en ekstern statsautoriseret revisor vurderede de, at der ikke var grundlag for at gå videre med hensyn til de foretagne skatteansættelser i selskaberne. Der var i øvrigt ingen midler i anpartsselskabet.

M har blandt andet forklaret, at han har været sagsbehandler på sagen og i den forbindelse blandt andet er stødt på fiktive fakturaer mellem de 2 selskaber. Han har således konstateret, at anpartsselskabet af tredjemand havde købt den samme kran, som aktieselskabet havde solgt til anpartsselskabet. Hvis en faktura fra aktie- til anpartsselskabet ikke dækker over en reel levering af en kran, betragtes dette skattemæssigt som et ikke fradragsberettiget tilskud fra anparts- til aktieselskabet.

Parternes argumenter

Sagsøgeren har som hovedanbringender til støtte for den principale påstand gjort gældende, at sagsøgte 1 som eneanpartshaver i E ApS i strid med den dagældende anpartsselskabslovs § 79 har opnået ulovlig uddeling af anpartsselskabets midler (maskeret udbytte) ved følgende dispositioner:

Salg til anpartsselskabet til overpris (anpartsselskabets videresalg med tab):

Skatteåret 1989/90	kr.	33.220
Skatteåret 1991/92	kr.	300.358	kr.	333.578

Opnåelse af betaling ved udstedelse af fiktive fakturaer til anpartsselskabet:

Skatteåret 1989/90	kr.	572.161
Skatteåret 1990/91	kr.	413.000
Skatteåret 1991/92	kr.	290.000		kr.	1.275.161
I alt				kr.	1.608.739

Sagsøgeren har gjort gældende, at ovennævnte dispositioner indebar en ulovlig uddeling af selskabets midler, jf. dagældende anpartsselskabslov § 79, og at dispositionerne har været åbenbart egnede til at skaffe sagsøgte 1 en utilbørlig fordel på anpartsselskabets bekostning, jf. dagældende anpartsselskabslov § 44. De sagsøgte er erstatningsansvarlige efter dansk rets almindelige erstatningsregler for at have foretaget eller medvirket til at gennemføre nævnte dispositioner.

Der er enighed om, at sagsøgte 2 varetog den daglige ledelse af anpartsselskabet i hele den periode, hvori nævnte dispositioner blev foretaget.

De sagsøgte har endvidere erklæret, at dispositionerne er sket med den udtrykkelige hensigt at reducere anpartsselskabets egenkapital.

Sagsøgte 1 har endvidere uberettiget opnået udbetaling af 245.901 kr. eksklusive moms, på grund af sammentællingsfejl i en faktura til anpartsselskabet. Sagsøgte 1 er pligtig at betale dette beløb efter reglerne om condictio indebiti i det omfang, dette er nødvendigt for at dække sagsøgers tab.

Sagsøgte 2 havde som eneaktionær i sagsøgte 1, der ejede hele anpartskapitalen i anpartsselskabet, den væsentlige økonomiske interesse i anpartsselskabet og opnåede selv den økonomiske fordel ved de omhandlede dispositioner.

Sagsøgeren har bestridt, at de omhandlede dispositioner kan karakteriseres som sædvanlige i forholdet mellem et moder- og datterselskab.

Sagsøgeren har endvidere bestridt, at sagsøger har givet afkald på at gøre erstatningskrav gældende ved skrivelsen af 28. august 1996.

Sagsøgeren har bestridt, at skatteansættelsen for sagsøgte 1 og anpartsselskabet skal ske under ét, herunder at der i erstatningskravet kan ske modregning af sagsøgte 1's "tilskud" til anpartsselskabet, der er ydet ved sagsøgte 1's salg til anpartsselskabet til underpris. Sagsøgte 1's ydelse af disse "tilskud" har ikke sammenhæng med de dispositioner, der begrunder erstatningskravet. Den omstændighed, at sagsøgte 1 har valgt at yde et "tilskud" ved salg til underpris, giver ikke sagsøgte 1 en modstående ret til at opnå udbetaling fra anpartsselskabet i strid med den dagældende anpartsselskabslovs §§ 44 og 79.

Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgeren gjort gældende, at sagsøgte 1 efter den dagældende anpartsselskabslov § 82, stk. 1, er pligtig at tilbagebetale den ulovlige udbetaling på i alt 1.608.739 kr. med rente som anført i det omfang, dette er nødvendigt for at dække sagsøgers tab. Sagsøgte 2 har som henholdsvis direktør og faktisk leder i anpartsselskabet medvirket til beslutningerne om de ulovlige uddelinger til sagsøgte 1, og er derfor erstatningsansvarlig i det omfang, beløbet viser sig at være uerholdeligt hos sagsøgte 1, jf. den dagældende anpartsselskabslovs § 82, stk. 2.

Sagsøgers tab ved de ulovlige uddelinger på i alt 1.608.739 kr. udgøres af de skyldige selskabsskatter i anpartsselskabet for skatteårene 1989/90, 1990/91 og 1991/92 på i alt 849.736 kr., som anført sagsøgers påstand.

Anpartsselskabets skatteansættelse er ikke påklaget.

Sagsøgers tab er en kausal og adækvat følge af de ulovlige uddelinger til sagsøgte 1, hvorved anpartsselskabet blev tømt for midler og ude af stand til at betale den som en konsekvens af dispositionerne opståede selskabsskat.

De sagsøgte har som deres hovedanbringender gjort gældende, at det fra sagsøgers side indtalte krav er gjort gældende som et erstatningskrav, og dette fordrer, dels at der er tale om et ansvarsgrundlag for de sagsøgte, dels at der er lidt et adækvat tab. Bevisbyrden herfor påhviler sagsøger, og den er ikke løftet.

Vedrørende sagsøgte 2 C har de sagsøgte overordnet gjort gældende, at en forudsætning for, at denne i øvrigt kan pådrage sig et erstatningsansvar, er, at der er et gennembrudsansvar, hvilket der ikke er grundlag for at statuere. Vedrørende den overfor sagsøgte 2 C nedlagte subsidiære påstand har de sagsøgte gjort gældende, at den ikke kan tages under påkendelse da der er tale om et hypotetisk spørgsmål.

Til støtte for den nedlagte principale påstand har de sagsøgte gjort gældende,

at den samhandel og de som følge heraf værende dispositioner, der er pågået mellem E ApS og sagsøgte 1 B A/S, ikke kan karakteriseres som værende usædvanlige forretningsmæssige dispositioner mellem et moder- og et datterselskab,

at dispositionerne ikke er foretaget for at forfordele sagsøger, men er sket ud fra et ønske om, at E ApS ikke skulle oparbejde nogen større formue, idet det primære formål med selskabet var et rent salgsselskab,

at der ikke er tale om fiktive dispositioner, hvilket underbygges af den betydelige omsætning, der blev realiseret i E ApS, jf. årsregnskaberne for 1987/88, 1988/89 og 1989/90,

at E ApS stedse - indtil de foretagne ændringer af skatteansættelser - var i stand til og i øvrigt svarede enhver forpligtelse overfor kreditorer, skattevæsen m.v.,

at der for samtlige regnskabsår efter forudgående revision er aflagt og indsendt regnskaber til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen tilligemed selvangivelser og betalt moms og tillige skat på baggrund af stedfundne opgørelser,

at bogføring tilligemed regnskaberne er udført af registrerede revisorer, hvor der for samtlige regnskabers vedkommende er givet blanke revisionspåtegninger,

at de sagsøgte på tidspunktet for foreliggende samhandel ikke indså eller burde indse, at dispositionerne efterfølgende ville kunne indebære tab for sagsøger,

at skrivelsen af 28/8 1996 fra Told- og Skatteregion X-by sammenholdt med skrivelse af 1/11 1994 fra Told- og Skatteregion X-by indebærer, at sagsøger også er afskåret fra at rejse et erstatningskrav, for hvilket der ikke er taget noget forbehold, hvilket Told- og Skatteregionen burde have gjort, såfremt der måtte være ønske om at fremsætte et erstatningskrav,

at det ikke kan statueres som erstatningspådragende, at der ved udskrivning af faktura kan finde fejlfakturering sted, fejl ved indberetning af feriepenge m.v.,

at der ikke på baggrund af de aflagte regnskaber er tilgået de sagsøgte noget udbytte og/eller løn.

Til støtte for den nedlagte subsidiære påstand har de sagsøgte gjort gældende,

at sagsøger alene skal have dækket det reelle tab, der svarer til den "skattefordel", som sagsøgte 1 har opnået,

at det reelle tab kan opgøres som følger:

Videresalg med tab	136.753,00
"Fiktive" fakturaer	617.441,00
Varesalg i B A/S, der i E ApS's opgørelse svarer til tilskud	- 277.900,00
Reelt tab	476.294,00

at det beløb, der i opgørelsen i E ApS svarer til tilskud, fuldt ud i henhold til gældende skattelovgivning kunne være tilgået E ApS, enten som et lån eller som et beløb til dækning af en kapitaludvidelse, hvorved der ikke fra skattevæsenets side havde kunnet rejses berettigede indsigelser,

at der i øvrigt ved sagen må henses til, at ligningsmyndigheden, Told- og Skatteregion X-by, efter at der var rejst sigtelse mod selskabets direktør og selskabets revisor for forsætlig/grov uagtsomhed eller i øvrigt ansvar til objektivt grundlag, jf. skattekontrollovens § 13, har frafaldet yderligere forfølgning, jf. skrivelse af 28/8 1996, ligesom det i øvrigt gøres gældende, at et eventuelt erstatningskrav skal lempes i medfør af den dagældende anpartsselskabslovs § 113.

Til støtte for den mere subsidiære påstand har de sagsøgte gjort gældende,

at såfremt regnskabet for regnskabsåret 1987/88 (skatteåret 1989/90) var blevet udarbejdet i overensstemmelse med de efterfølgende af skatteforvaltningen fastsatte retningslinier, ville skatten for det pågældende år have andraget kr. 675.353,00, og dette ville have indebåret ændring og forøgelse af selskabets passiver fra kr. 2.140.867,00 til kr. 2.816.233,00, og selskabet måtte derfor antages at være insolvent pr. 30/8 1988, og såfremt selskabets ledelse havde valgt at lukke selskabet på daværende tidspunkt, ville dette indebære, at der ved opgørelsen af forskellen mellem aktiver og passiver ville fremkomme en dividende på 81,13 %, svarende til et "tab" på kr. 547.916,00, og sagsøgers tab ville herefter andrage:

Reguleret tab vedrørende skatteåret 1989/90	547.916,00
Tab vedrørende skatteåret 1990/91	29.700,00
Tab vedrørende skatteåret 1991/92	144.680,00
ialt	722.296,00

hvilket beløb skal reduceres med et skønnet omkostningsbeløb ved en likvidation/konkursbehandling, der minimum kan ansættes	22.296,00
eller til rest	700.000,00

Også vedrørende den mere subsidiære påstand har de sagsøgte gjort gældende,

at der ved vurderingen skal henses til de samlede forhold i sagen, herunder som anført under den principale påstand og subsidiære påstand, og at fejldispositionerne alene kan henregnes til simpel uagtsomhed.

Begrundelse og konklusion

Ved de omhandlede over- og underfaktureringer og fiktive faktureringer er der handlet i strid med såvel selskabsretlige som skatteretlige regler, og der er i overensstemmelse med faktureringerne overført betydelige beløb, og større end de pålignede skatter, fra E ApS til B A/S. De skattemæssige virkninger heraf sammenholdt med E ApS's økonomiske stilling indebar, at selskabet ikke kunne betale den pålignede skat.

Sagsøgte C, der som enerådende i begge selskaber traf beslutningerne om faktureringen, har således handlet uforsvarligt, og sagsøgte C findes at være erstatningsansvarlig efter almindelige erstatningsretlige regler, jf. tidligere § 110 i den dagældende anpartsselskabslov, lovbekendtgørelse nr. 434 af 18. juli 1988, in solidum med sagsøgte B A/S for det tab, som sagsøger herved led.

Efter handlingernes karakter findes der ikke grundlag for at nedsætte erstatningsansvaret i medfør af erstatningsansvarslovens § 24, jf. tidligere § 113 i den dagældende anpartsselskabslov.

Sagsøgeren findes endvidere ikke at være afskåret fra at rejse erstatningskravet som følge af skrivelsen af 28. august 1996, der alene refererede til sigtelsen for overtrædelse af skattekontrollovens § 13.

Da sagsøgerens opgørelse af kravet ikke er størrelsesmæssigt bestridt, tages sagsøgerens principale påstand herefter til følge.

Thi kendes for ret:

De sagsøgte, B A/S og C, skal in solidum til sagsøgeren, Told- og Skattestyrelsen, betale 849.736 kr. med procesrente fra den 17. oktober 1996.

I sagsomkostninger skal de sagsøgte betale 60.000 kr.

Det idømte skal betales inden 14 dage.