Afsagt af dommerne:

3 dommere

Sagen angår

Denne sag, der er anlagt den 25. maj 1999, drejer sig om, hvorvidt sagsøger A, i indkomstårene 1994 og 1995 i medfør af den dagældende ligningslovs § 12, stk. 4, jf. stk. 1, var berettiget til fradrag for underholdsydelse til sine forældre på 10.000 kr. pr. år.

Den 26. februar 1999 afsagde Landsskatteretten sålydende kendelse:

"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Ligningsmæssige fradrag

	Indkomståret 1994
	Ikke godkendt fradrag for løbende ydelse, jf. ligningslovens § 12.
	Forhøjelse	10.000 kr.
	Indkomståret 1995
	Ikke godkendt fradrag for løbende ydelse, jf. ligningslovens § 12.
	Forhøjelse	10.000 kr.

Sagen er indbragt for Landsskatteretten, selvom skatteankenævnet ikke har truffet afgørelse i sagen, jf. reglen om overspringelse i skattestyrelseslovens § 21, stk. 5, idet der er forløbet mere end 3 måneder fra sagen er indbragt for skatteankenævnet.

Det fremgår af sagen, at klageren med virkning fra 1994 har påtaget sig en forpligtelse til at yde sin fader og moder, D og E, der er bosiddende i Thailand, et beløb på 10.000 kr. årligt, således at forpligtelsen gælder for en periode af mindst 10 år.

Forpligtelseserklæringen er underskrevet af klageren den 1. maj 1994. Erklæringen foreligger i to eksemplarer, og fremstår for så vidt angår den ene erklæring som underskrevet af den berettigede. Erklæringen er ikke dateret af den berettigede, ligesom denne ikke er attesteret af en offentlig myndighed i Thailand.

Det er fremlagt bekræftelse fra klagerens forældre, hvoraf det af en dansk oversættelse fremgår:

"Bekræftelse

Jeg, D og E kan bekræfte har modtaget penge fra vores datter.

AX-vej 30, 5-4Z-byDenmark

Fra 1994 til 1995 ca. 40.000 bath pr. år.

XXXX: September 1997

D E"

Endvidere er fremlagt dokumenter, der i dansk oversættelse er benævnt "Registreringssted" og "Fødselsattest".

De stedlige skattemyndigheder har i medfør af ligningslovens § 12, stk. 4, nægtet klageren fradrag for underholdsydelse i henhold til forpligtelseskontrakt.

Skattemyndighederne har anført, at kontrakten ikke kan godkendes, idet modtagerens identitet ikke er bekræftet af en offentlig myndighed i den berettigedes hjemland (Thailand), jf. Ligningsvejledningen A.F.4.4.4. Ligeledes skal det fremgå af kontrakten, at giveren ved sin underskrift er indforstået med, at skyldige beløb eventuelt kan inddrives ad retslig vej.

Skattemyndighederne har tillige anført, at kontrakten er udfærdiget på dansk og underskriftsdelen vedrørende modtageren er ikke dateret.

Det stedlige skatteankenævn har i et forslag til afgørelse anført, at den fremlagte forpligtelseskontrakt ikke opfylder de betingelser, der skal stilles til en korrekt forpligtelseskontrakt. Dette begrundes med, at kontrakten er udfærdiget på dansk, og at underskrifterne ikke er attesteret af en offentlig myndighed i Thailand. Nævnet har endvidere ikke anset de fremlagte slægtsbreve m.v. for en fuldgyldig dokumentation, der kan erstatte den manglende attestation.

Skatteankenævnet har endelig ikke anset de fremlagte maskinskrevne erklæringer fra forældrene om, at de har modtaget pengene for gyldig dokumentation, da erklæringerne ikke er underskrevet.

Klagerens ægtefælle har heroverfor gjort gældende, at klageren den 1. maj 1994 oprettede en forsørgelseskontrakt, som begunstigede hendes forældre i Thailand. Efter en telefonisk diskussion mellem ægtefællen og en medarbejder i skatteforvaltningen, blev det oplyst, at klageren ville få godkendt fradrag for underholdsydelse, såfremt der blev fremskaffet yderligere dokumentation i form af:

"at de stedlige myndigheder i min kones hjemby SN, Thailand, bekræftede slægtsforholdet, og hvis min kones forældre underskrev en erklæring om, at de i årene 1994 og 1995 havde modtaget et beløb, der svarede til 2 x 10.000 kr., ja så ville Forvaltningen kunne godkende kontrakten".

Ægtefællen har anført, at denne dokumentation blev fremskaffet.

Ægtefællen har henvist til to landsretsdomme (Tidsskrift for Skatteret 1997-629 og 1997.630) samt til kommentarer fra Skatteministeriet (TfS 1997.732), hvoraf bl.a. fremgår, at skatteydere kan få deres skatteansættelser for 1994 og 1995 genoptaget, såfremt fradrag tidligere er nægtet dem, fordi myndighederne har lagt til grund, at der påhviler skatteyderen en skærpet bevisbyrde. Dette har skatteforvaltning nægtet at gøre i klagerens tilfælde.

Landsskatteretten skal udtale, at praksis - når det drejer sig om fradrag for ydelser erlagt til fordel for modtagere bosiddende i udlandet - opstiller krav til dokumentationen for, at yderen har påtaget sig en egentlig forpligtelse til at udrede sådanne ydelser. Af bevismæssige grunde må det kræves, at der foreligger en skriftlig forpligtelseserklæring, som modtageren af tilsagnet også har underskrevet, eller som han dog bevisligt er gjort bekendt med indholdet af. Såfremt forpligtelsen vedrører erlæggelse af en bestemt sum hvert år, skal yderen - for at opnå fradragsret - være forpligtet for en periode af ubestemt varighed eller for en forud fastsat periode, der normalt ikke må være kortere end 10 år.

Landsskatteretten finder under henvisning til de foreliggende forpligtelseserklæringer, at klageren ikke har påtaget sig en forpligtelse til at betale ydelser til modtagerne i henhold til erklæringerne. Retten har herved henset til, at den ene erklæring ikke er underskrevet af modtagerne, medens det af den underskrevne erklæring ikke fremgår, hvem der har underskrevet erklæringen, eller hvornår denne er underskrevet. Endvidere er erklæringen ikke attesteret af en offentlig myndighed i Thailand. Det er herefter Landsskatterettens opfattelse, at klageren ikke har påtaget sig en sådan forpligtelse, som modtagerne i henhold til de fremlagte forpligtelseserklæringer kan støtte ret på. De øvrige af klageren fremlagte dokumenter, så som bekræftelse fra modtagerne, registreringssted og fødselsattest kan ikke ændre på manglerne ved forpligtelseserklæringerne, idet det i øvrigt skal bemærkes, at bekræftelsen fra modtagerne i henhold til erklæringen ikke er underskrevet.

Klageren er således ikke berettiget til fradrag for underholdsydelse, jf. ligningslovens § 12, stk. 4, jf. stk. 1, og de påklagede ansættelser stadfæstes derfor ..."

Parternes påstande

Sagsøgeren har påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende det af sagsøgeren foretagne fradrag for bindende og forpligtende forsørgeraftale vedrørende optjeningsårene 1994 og 1995 på 10.000 kr. pr. optjeningsår.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Af sagens oplysninger fremgår yderligere, at det eksemplar af forsørgerkontrakten, som er underskrevet med sagsøgerens fars navn, er fremsendt af sagsøgerens ægtefælle, G, til skattevæsenet ved skrivelse af 3. april 1996.

I et brev af 10. maj 1999, adresseret til vicekontorchef F, Skatteforvaltningen, Y-by, har G bl.a. anført:

"... I den forbindelse meddelte du mig telefonisk den 11. august 1997, at såfremt:

"de stedlige myndigheder i min kones hjemby SN, Thailand, bekræftede slægtsforholdet, og hvis min kones forældre underskrev en erklæring om, at de i årene 1994 og 1995 havde modtaget et beløb, der svarede til 2 x 10.000 kr. ville forvaltningen godkende de omtalte fradrag ..."

Forklaringer

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af G og F.

G har forklaret, at han blev gift med sagsøgeren i april 1994, men at de nu er flyttet fra hinanden. Ifølge den buddhistiske lære er en thailandsk pige forpligtet til at forsørge sine forældre, og han erklærede sig derfor over for sin tilkommende hustru indforstået med at sørge herfor. Han rettede henvendelse til en advokat, der oplyste ham om, at der skulle være tale om en retligt bindende forpligtelse, der skulle løbe i mindst 10 år. Advokaten orienterede ham endvidere om, at han skulle sørge for, at han kunne bevise, at pengene blev overført til hans svigerfaders bankkonto i Thailand. Hans svigerforældre bor meget afsides. Han mener, at forsørgelsesaftalen blev underskrevet af svigerfaderen i 1995, efter at sagsøgeren havde sendt den til ham med et brev på thailandsk, der forklarede, hvad det drejede sig om. Det er muligt, at sagsøgeren havde den underskrevne erklæring med hjem til Danmark i juni 1995 efter et besøg i Thailand.

Han kan ikke forklare, hvorfor den således underskrevne erklæring ikke er den, der er vedlagt sagsøgerens selvangivelse for 1994, der er indsendt den 11. juli 1995, men han mener at sagsøgeren skrev under på flere eksemplarer af kontrakten. Han har sandsynligvis set et brev fra skatteforvaltningen af 29. april 1996 til sagsøgeren, hvor det er anført, at kontrakten ikke kan godkendes, idet modtagerens identitet ikke er bekræftet af en offentlig myndighed i Thailand, men han har ikke hæftet sig herved. Han er sikker på, at vicekontorchef F under en telefonsamtale i august 1997 meddelte ham, at skatteforvaltningen ville godkende fradragene under de betingelser, som han har nævnt i sit brev af 10. maj 1999.

F har forklaret, at han er vicekontorchef i Z-by skatteforvaltning. Hans arbejdsområde vedrører ikke spørgsmål om forpligtelseserklæringer. På et tidspunkt opstod der tilsyneladende uenighed mellem vedkommende sagsbehandler og sagsøgeren, og vidnet kan erindre, at han fik et brev fra G, som han senere talte med om sagen. Da han talte med G, var sagen ikke længere i skatteforvaltningen, men han havde inden samtalen læst skatteforvaltningens afgørelse. Han kan ikke huske præcist, hvad han har sagt under samtalen, men det kan godt have været noget i retning af, hvad G efterfølgende har anført i sit brev af 10. maj 1999. Han er dog ikke gået i detaljer om sagen, der på samtalens tidspunkt var indbragt for skatteankenævnet, ligesom han ikke har lovet noget, da sagen var påklaget.

Parternes argumenter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført, at det efter bevisførelsen må anses for tilstrækkeligt godtgjort, at betingelserne for fradrag efter ligningslovens dagældende § 12, stk. 1 og 4, er opfyldt. Uanset at kontrakten er affattet på dansk, og uanset at den berettigedes underskrift på kontrakten ikke er dateret eller attesteret må det således lægges til grund, at sagsøgeren har påtaget sig en endelig, bindende og ubetinget forpligtelse. Der må herved lægges vægt på såvel Gs forklaring, som på den fremlagte kontrakt, underskrevet af begge parter, og de fremlagte erklæringer om modtagelse af de pågældende beløb og om slægtskabsforholdet.

Det må lægges til grund, at sagsøgerens fader underskrev kontrakten, og at han var bekendt med indholdet heraf. Det må også tillægges betydning, at sagsøgeren efter bedste evne opfyldte de krav, som skattemyndighederne ifølge Gs skrivelse af 10. maj 1999 stillede. Afgørelsen skal træffes efter almindelige bevisprincipper, idet nyere retspraksis har fastslået, at der ikke gælder nogen skærpet bevisbyrde for skatteyderen i en sag som den foreliggende. Denne praksis har endog givet skattemyndighederne anledning til mere generelt at tillade genoptagelse af sådanne skattesager.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand anført, at det ikke er godtgjort, at sagsøgeren påtog sig en endelig, bindende, ubetinget forpligtelse. Det er ikke dokumenteret, at sagsøgerens fader har underskrevet kontrakten, eller at han var klar over, hvad den dansksprogede kontrakt gik ud på. Hertil kommer, at der af sagsøgeren er fremsendt to kontrakter, hvoraf kun den ene bærer en underskrift for de berettigede, og denne kontrakt er først fremsendt til skattemyndighederne efter udløb af de pågældende indkomstår. Endvidere er underskriften ikke dateret. Underskriften burde under alle omstændigheder have været attesteret af en offentlig myndighed i faderens hjemland. Kravet om dokumentation for, at forpligtelsen ved at være kommet til den berettigedes kundskab er bindende for skatteyderen, er ikke fraveget i retspraksis. Indholdet af Gs brev af 10. maj 1999 kan ikke tillægges betydning for bevisspørgsmålet. I øvrigt fremgår kravet om bekræftelse af den berettigedes identitet allerede af skatteforvaltningens afgørelse.

Begrundelse og konklusion

Forsørgerkontrakten er uden underskrift for den berettigede fremsendt til skattevæsenet den 11. juli 1995. Efter vidnet Gs forklaring kom et eksemplar af kontrakten med sagsøgerens faders underskrift tilbage fra Thailand i juni 1995 enten pr. post eller medbragt af sagsøgeren. Imidlertid fremsendtes først den 3. april 1996 et eksemplar af kontrakten med underskrift for den berettigede. Denne underskrift er ikke forsynet med datering. Der er ikke fremlagt nogen attestation af, at underskriften er afgivet af sagsøgerens fader. Det findes ikke ved den fremlagte thaisprogede bekræftelse vedrørende modtagelse af beløbene - der i øvrigt ikke er forsynet med autoriseret oversættelse - godtgjort, at underskriften på kontrakten hidrører fra faderen.

Også efter nyere retspraksis må der i sager, som den foreliggende i hvert fald i almindelighed stilles krav om, at rigtigheden af den berettigedes underskrift på en forsørgelseskontrakt er bekræftet af en offentlig myndighed i den berettigedes hjemland.

Landsretten finder det på den anførte baggrund ikke godtgjort, at sagsøgerne ved den fremlagte kontrakt har påtaget sig en bindende forpligtelse, og betingelserne for fradrag er således ikke opfyldt.

Landsretten tager derfor sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Thi kendes for ret:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagens omkostninger skal sagsøgeren, A, inden 14 dage betale til sagsøgte med 6.000 kr.