| Undtagelse fra vurdering Nogle kategorier ejendomme er undtaget fra vurdering i medfør af bestemmelsen i VUL § 7, stk. 1. Begrundelsen for undtagelsen er, at de undtagne ejendomme ikke er omsættelige, så længe de tjener deres bestemmelse. Ejendommene repræsenterer således ikke umiddelbart nogen værdi i handel og vandel. Opregningen i VUL § 7, stk. 1, er i princippet udtømmende. Der kan derfor ikke sluttes udvidende fra bestemmelsen til ejendomme, hvis forhold ligner de i VUL § 7, stk. 1, nævnte ejendommes.
Undtagelsen efter vurderingslovens § 7 omfatter arealer, bygninger og andre anlæg. Ved undtagelsen af hhv. bygninger og ubebyggede arealer gør to forskellige principper sig derfor gældende.
For ubebyggede arealers vedkommende, hvor der relativt let kan foretages afgrænsning mellem vurderingspligtige og undtagne dele, undtages kun arealer, der klart anvendes til undtagne formål. Undtagelsen kan således omfatte alene en del af en ejendom.
Med hensyn til bygninger foretages der et selvstændigt skøn over, hvorvidt den enkelte bygning skal undtages fra vurdering eller vurderes. Såfremt en væsentlig del af bygningen anvendes til formål, der betinger undtagelse fra vurdering, undtages bygningen med tilhørende grund i sin helhed. Hvis derimod kun en uvæsentlig del anvendes til de nævnte formål, skal hele bygningen med tilhørende grund vurderes. Ved bedømmelsen af, om en bygning skal undtages fra vurdering eller vurderes, tages der udgangspunkt i, hvilken del af anvendelsen der i værdi er mest væsentlig.
Afgørelsen af, om en ejendom er undtaget fra vurdering, træffes af told- og skatteforvaltningen og kan påklages i sædvanlig instansfølge.
Fritagelse for kommunal ejendomsbeskatning Undtagelse fra vurdering må ikke forveksles med hel eller delvis fritagelse for kommunal ejendomsbeskatning, se G.2.
|