SEL § 1, stk. 1, nr. 6, er en opsamlingsbestemmelse, der omfatter sammenslutninger, der på den ene side er selvstændige skattesubjekter, men på den anden side hverken omfattes af fondsbeskatningsloven, se afsnit S.H.2.3, eller af bestemmelserne i SEL § 1, stk. 1, nr. 1-5 b og heller ikke er begrænset skattepligtige i henhold til SEL § 2 eller undtaget fra skattepligt i henhold til SEL § 3, stk. 1.

Den objektive skattepligt efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6, omfatter alene indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed samt fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed. Se nærmere afsnit S.C.6.1 om den objektive skattepligt.

I TfS 1994, 432 LR fandt Ligningsrådet, at en medarbejderforening, hvis formål var at uddele ophavsretsmidler til uddannelsesprojekter, var omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Foreningen var ikke omfattet af FL § 2 og følgelig ej heller af FBL § 1, stk. 1, nr. 2. Foreningens indtægter ansås for skattefri, ikke-erhvervsmæssige indtægter. Uddelinger var ikke almennyttige. Se om samme afgørelse afsnit S.C.6.1.6 og afsnit S.C.6.1.9 nedenfor.

En forening, hvis formål var at samle distributionscentraler med den hensigt at skabe et landsdækkende distributionsnet, var omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Foreningen var ikke omfattet af FL § 2, stk. 1, idet den ikke var en faglig sammenslutning, der havde til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, medlemmerne tilhørte, jf. TfS 1994, 532 LR.

I TfS 1997, 744 LSR kunne en forening ikke anses at varetage medlemmernes økonomiske interesser, hvorfor foreningen ikke var omfattet af FBL § 1, stk. 1, nr. 3, men derimod af SEL § 1, stk. 1, nr. 6.

I TfS 2000, 690 LSR blev en forening, der havde til formål at forestå opførelsen af en friluftsforestilling og at fremme teater og kultur ved formidling og salg af kunstneriske produkter, anset for omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Herudover havde foreningen indtægter ved reklame- og kursusvirksomhed. Foreningens aktiviteter måtte anses af erhvervsmæssig karakter, og et tilskud fra det offentlige blev anset for skattepligtigt.

I SKM2002.54.LSR fandt Landsskatteretten, at en kontoring, der var organiseret som et a.m.b.a. og hvis andelshavere var en række detailforretninger, var omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Kontoringens aktivitet bestod i at yde kredit til andelshavernes kunder og i over for andelshaverne at indestå for betalingen for kundernes køb hos disse. Se nærmere om afgørelsen i afsnit S.C.6.1.1 nedenfor.

I SKM2003.240.LRSKM2003.241.LR og i SKM2003.357.LR fandt Ligningsrådet, at ejerlejlighedsforeninger havde et så betydeligt foreningspræg, at foreningerne måtte anses for selvstændige skattesubjekter omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Se nærmere om afgørelserne i afsnit S.A.1.10.1. SKM2003.240.LR er endvidere omtalt i afsnit S.C.6.1.5 og i afsnit S.C.6.1.8. SKM2003.241.LR er nærmere omtalt i afsnit S.C.6.1.7. SKM2003.357.LR er nærmere omtalt i afsnit S.C.6.1.8.

I SKM2003.351.LSR fandt Landsskatteretten - uden at det dog havde betydning for sagens resultat - at en ejerlejlighedsforening ikke var et selvstændigt skattesubjekt omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Afgørelsen er omtalt i afsnit S.A.1.10.1 og i afsnit S.C.6.1.7.

Foreninger m.v., som ikke driver skattepligtig virksomhed, er ikke pligtige at indsende selvangivelse, jf. SKL § 2, stk. 1, nr. 4. Ligningsmyndigheden har dog ret til at afkræve foreningen sådanne oplysninger, som er nødvendige for at afgøre, om foreningen fortsat er skattefri.