Om fiksering og armslængdeprincippet generelt henvises til afsnit S.I.1.3.
Vedrørende spørgsmålet om fiksering af løn indeholder lov nr. 432 af 26. juni 1998 (Lovfæstelse af armslængdeprincippet og værn mod tynd kapitalisering) ikke noget nyt i forhold til gældende ret. Den hidtidige praksis er lovfæstet.
Aftale mellem en hovedaktionær og det af ham beherskede selskab kan gå ud på, at hans arbejdsvederlag fastsættes til en værdi, der ligger under, hvad selskabet skulle betale til en udenforstående person.
I disse tilfælde må man i almindelighed acceptere det af parterne aftalte vederlag.
I TfS 1997, 80 DEP har Skatteministeren redegjort for den administrative praksis om lønfiksering i hovedaktionærforhold. Det fremgår af redegørelsen, at der har været en helt klar administrativ praksis om, at der som absolut altovervejende hovedregel ikke blev foretaget lønfiksering.
Landsskatteretten har underkendt lønfikseringen i TfS 1996, 750 LSR, hvor klageren, en direktør og tillige hovedaktionær ikke havde modtaget løn fra selskabet i 1990-91, ligesom han havde et uforrentet stiftertilgodehavende i selskabet. Klageren havde ikke modtaget løn fra selskabet i 1990 og havde kun modtaget løn fra selskabet i 2. halvår af 1991. De stedlige ligningsmyndigheder havde fundet, at klageren var skattepligtig af et fikseret lønvederlag på henholdsvis 240.000 kr. og 120.000 kr. for indkomstårene 1990 og 1991, jf. det tidligere TSS-cirkulære 1992-14. Landsskatteretten traf afgørelse om, at der, henset til selskabets skattemæssige regnskaber samt til, at det i øvrigt måtte anses for forretningsmæssigt begrundet, at der i en virksomheds opstartsfase blev foretaget en konsolidering af virksomheden, ikke var grundlag for at statuere indkomstforvridning. Der var således ikke grundlag for fiksering af løn hos klageren efter SL § 4, jf. dagældende skd.cirkulære nr. 437 af 5. november 1975.
I SKM2009.829.SR og SKM2010.431.SR skete der efter praksis ingen lønfiksering.
Det her omhandlede spørgsmål må ikke forveksles med spørgsmålet om hvem der er rette indkomstmodtager, se afsnit S.C.1.1.1.
Sager om fiksering af renter ved udlån fra hovedaktionær til selskabet er hyppigt forekommende. Om renter af lån fra selskab til hovedaktionær, se afsnit S.F.2.2.4.
Armslængdeprincippet er lovfæstet i LL § 2. Der henvises til beskrivelsen under afsnit S.I.1.3 ff.
Om genoptagelse og omgørelse som følge af Højesterets dom i TfS 1998.199 HRD se senest nærværende afsnit i LV 2002.
SKM2002.435.LSR : Der blev foretaget rentefiksering ved et rentefrit udlån mellem interesseforbundne parter i medfør af ligningslovens § 2. Retten bemærkede, at der efter LL § 2, stk. 4, var mulighed for at undgå den sekundære justering ved at forpligte sig til betaling i overensstemmelse med de efter LL § 1, stk. 1, fastsatte priser og vilkår.
I SKM2003.225.LSR skulle et selskab ikke medregne en fikseret renteindtægt af lån til fire anpartshavere, idet betingelserne om kontrol af selskabet ikke var opfyldt.
I SKM2003.445.LSR blev fiksering af rente for mellemregningskonto mellem hovedaktionær og selskab undladt, idet der alene var tale om et ubetydeligt beløb i hovedaktionærens favør.
Af SKM2004.48.LSR fremgik det bl.a., at vederlaget for overdragelse af et selskabs driftsmidler blev posteret på en uforrentet mellemregningskonto med køberen, der havde finansieret stiftelsen af selskabet. Gældsbrevet kunne kræves indfriet med en måneds varsel, og alene ved overdragelse af anparterne i selskabet. Betingelsen om rådighed over mere end 50 % af stemmerne i ligningslovens § 2 var opfyldt, og der var hjemmel til en korrektion af forrentningen.
I SKM2006.396.ØLR havde en hovedanpartshaver i 2001 og 2002 undladt at opkræve renter på en mellemregningskonto med sit selskab. Skattemyndighederne anså de ikke-opgjorte renter for at være et skattepligtigt tilskud efter ligningslovens § 2. Landsretten gav skattemyndighederne medhold, idet den manglende opkrævning af renter ikke kunne anses for forretningsmæssigt begrundet eller for at være foretaget på markedsvilkår. Selskabet gjorde for såvel skattemyndighederne som for Landsskatteretten gældende, at det i 2001 og 2002 var åbenbart insolvent, men landsretten lagde vægt på, at selskabets værdipapirbeholdning ville kunne have dækket rentebetalinger - også til hovedanpartshaveren, og landsretten fandt på den baggrund ikke, at selskabet havde godtgjort, at selskabet var åbenbart insolvent, og at rentekravet måtte anses for uerholdeligt.
I SKM2007.471.LSR havde et familieejet anpartsselskab optaget et lån hos hovedanpartshaveren på 2,3 mio. kr., der blev afregnet med 1,5 mio. kr., d.v.s. til kurs 65. Der var ikke stillet sikkerhed for lånet, der blev forrentet med 2 %. Landsskatteretten ansatte en fikseret rente på diskonto +4 %. Endvidere skulle gevinst ved indfrielse beskattes som maskeret udlodning.
►I SKM2010.607.ØLR havde skattemyndighederne beskattet sagsøgeren af en fikseret renteindtægt vedrørende et uforrentet lån, som sagsøgeren havde ydet sit sydafrikanske selskab. Spørgsmålet i sagen var, om der var grundlag for at tilsidesætte denne rentefiksering, herunder om rentefriheden havde været forretningsmæssigt begrundet for sagsøgeren. Sagsøgeren havde i 2000 købt selskabet i Sydafrika, der som eneste aktiv ejede en safarilodge. I perioden fra 2000 til 2008 foretog sagsøgeren løbende udlån til selskabet. Udlånene blev ikke forrentet. Selskabet var regnskabsmæssigt insolvent og driftsmæssigt helt afhængig af sagsøgerens udlån. Byretten lagde til grund, at ejendommens værdi væsentlig oversteg den regnskabsmæssige værdi. Endvidere lagde retten vægt på, at sagsøgeren i hele ejerperioden havde foretaget indskud i selskabet, hvorfor sagsøgeren måtte have haft en forventning om at få lånet indfriet i forbindelse med afhændelse af ejendommen. Endelig henviste retten til, at der i hele perioden havde været en mindre erhvervsmæssig aktivitet i selskabet, ligesom der var aflagt regnskab efter going concern princippet. Under disse omstændigheder fandt retten det ikke godtgjort, at rentefriheden var udtryk for markedsvilkår, hvorfor der var adgang til rentekorrektion, jf. ligningslovens § 2. Retten fandt endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte den fikserede rentesats på diskontoen + 4 pct., idet retten lagde til grund, at de tilgængelige rentefastsættelsessystemer ikke var velegnede i sager vedrørende mindre lån, ligesom en erklæring fra sagsøgerens bank ikke gav grundlag for at fastslå, at selskabet uafhængig af sagsøgeren kunne have opnået et tilsvarende lån til en væsentlig lavere rente end den af myndighederne fastsatte. Landsretten udtalte, at det heller ikke efter de for landsretten fremlagte oplysninger om selskabets økonomiske situation fandtes godtgjort, at den manglende forrentning var forretningsmæssigt begrundet. Herefter stadfæstede landsretten dommen af de grunde, der var anført af byretten.◄
Ved udleje fra en hovedaktionær til sit selskab skal der fastsættes en markedsleje for det udlejede.
LSRM 1985, 13 LSR : En hovedaktionærs afkald på kontraktsbestemt leje for en begrænset periode som følge af selskabets svigtende indtjening medførte ikke bortfald af hans skattepligt, for så vidt angik nogen del af det fastsatte lejebeløb.
I SKM2008.300.BR fandt retten i en sag om fastsættelsen af den fikserede leje for en fast ejendom, at denne skulle fastsættes i overensstemmelse med den under den administrative behandling af sagen indhentede syns- og skønsrapports vurdering af markedslejen, hvorfor det af skattemyndighederne udøvede skøn blev tilsidesat. |