Renteudgifter er ifølge rentedefinitionen vederlag for gæld. Gældsforholdet skal indeholde en retlig bindende forpligtelse, såvel til at betale en gæld, som til at forrente denne, jf. LSRM 1939.73, LSRM 1955.76, TfS 1995, 542 LSR og TfS 2000, 542 HRD, hvor Højesteret fastslog, at en aftale om betaling af en løbende ydelse som betaling for anparter ikke kunne anerkendes som et led i en gensidigt bebyrdende aftale jf. LL § 12, stk. 8 (nu stk. 7), jf. stk. 1. I konsekvens heraf påstod sagsøger fradrag som renteudgift for en del af ydelsen, hvilket Højesteret afslog, da der ikke på forhånd var indgået en aftale om betaling af renter. Renteudgifterne skal kunne dokumenteres, jf. SKM2004.22.HR, hvor en ansat direktør ikke kunne dokumentere, at renterne var betalt og ligeledes SKM2002.344.VLR samt SKM2001.90.ØLR, hvor fradrag for renteudgifter blev nægtet, da det ikke fandtes godtgjort, at betaling på lånet var sket, og da låneforholdets realitet ikke ansås dokumenteret. I SKM2008.267.BR fandt byretten det ikke godtgjort, at et nærmere bestemt beløb faktisk var anvendt til betaling af fradragsberettigede renteudgifter og retten nægtede fradrag for beløbet.  

Se endvidere SKM2005.229.ØLR, hvor landsretten ikke fandt det godtgjort, at der var indgået en aftale om, at det påståede tilgodehavende skulle forrentes. Landsretten udtalte, at bevisbyrden for, at der var tale om renteudgifter vedrørende et gældsmellemværende, påhvilede moderselskabet, og at bevisbyrden var skærpet som følge af interessefællesskabet mellem de to selskaber. Se også SKM2001.620.LSR, hvor afløsningsgebyret i forbindelse med førtidig indfrielse ikke fandtes at være en rente efter den sædvanlige rentedefinition, hvorfor det ej heller kunne klassificeres som en differencerente. I fiktive låneforhold vil der ikke kunne foretages fradrag for en beregnet rente. Se herom afsnit A.E.1.4.4.