De nuværende regler for fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer samt gaver i forbindelse hermed blev gennemført ved lov nr. 955 af 20. december 1999. Ydelserne beskattes efter reglerne i LL § 7 U. Disse regler indebærer, at der gives en samlet bundfradrag på 8.000 kr. i jubilæumsgratialer og fratrædelsesgodtgørelser herunder godtgørelse efter ligebehandlingsloven. Beløb ud over bundfradraget beskattes fuldt ud som personlig indkomst. Uddannelsesydelser i forbindelse med afskedigelsen er dog efter LL § 31 skattefrie, jf. afsnit A.B.1.9.20.
Om overgangsordningen hvor de tidligere fratrædelsesgodtgørelsesregler fortsat anvendes, se LV 2003-1 Almindelig del afsnit A.B.1.4.3.
Bundgrænsen reguleres ikke. Efter loven er der tale om én fælles bundgrænse for ydelser omfattet af LL § 7 U, dvs. at hvis en arbejdstager et år modtager både et jubilæumsgratiale og en fratrædelsesgodtgørelse, sammenlægges beløbene ved beregningen af den skattepligtige indkomst. Den skattepligtige har ret til én bundgrænse i hvert indkomstår for den samlede indkomst, der henføres til beskatning efter LL § 7 U, jf. TfS 2000, 612 LSR. I denne afgørelse havde en funktionær fratrådt sin stilling i 1996 og modtaget en fratrædelsesgodtgørelse, der blev beskattet efter dagældende regel i LL § 7 O i det pågældende indkomstår. Efterfølgende rejste klageren ved domstolene krav om yderligere godtgørelse for usaglig opsigelse, og der blev fastsat en yderligere fratrædelsesgodtgørelse ved retsforlig i 1997. Klageren blev beskattet heraf i 1997, og der blev indrømmet bundfradrag efter LL § 7 O for hvert af årene 1996 og 1997. Det må endvidere antages, hvis udbetalingen fordeler sig over flere år, kan der i hvert af årene gives én bundgrænse for årets samlede udbetalinger af jubilæumsgratialer, fratrædelsesgodtgørelser og gaver i den anledning. Det afgørende er, om udbetalingen er sket i indkomståret, eller om der er erhvervet endelig ret til ydelsen senest 6 måneder inden indkomstårets udløb, jf. reglerne i KSL § 46.
Den skattepligtige del af godtgørelsen er A-indkomst enten efter KSL § 43, stk. 1, eller efter KSL § 43, stk. 2 jf. kildeskattebekendtgørelsens § 17, nr. 24, hvorefter også naturaliegodtgørelser er A-indkomst.
Tingsgaver er omfattet af disse regler. Det betyder, at en tingsgave skal medregnes med den værdi, som den skønnes at ville koste lønmodtageren i almindelig fri handel se SKM2005.530.LSR, hvor Landsskatteretten tilsidesatte den mellem parterne fastsatte overdragelsespris for en bil, der blev overdraget som led i en fratrædelsesordning. Den ansatte skulle derfor beskattes efter reglerne om beskatning af fratrædelsesgodtgørelse af forskellen mellem den aftalte pris og den pris, som det måtte antages, at vedkommende arbejdsgiver måtte antages at kunne opnå ved salg til en uafhængig trediemand. Både omsættelige og ikke-omsættelige tingsgaver er omfattet af reglerne.
For at forebygge misbrug indeholder loven for fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer en række opstramninger af de hidtil gældende regler. Der henvises til afsnit A.B.1.4.1, A.B.1.4.2 og A.B.1.4.3 nedenfor.
Loven indeholder alene en begrænsning af de gaver, fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer, der er omfattet af de lempelige beskatningsregler, samt en begrænsning af den del, der ikke beskattes. Loven ændrer ikke ved de ansættelsesretlige regler for fratrædelsesgodtgørelser og udvider heller ikke kredsen af de ydelser, der berettiger til feriepenge. Loven ændrer således ikke ved virksomhedernes muligheder for at udbetale fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer. Hvis et godtgørelsesbeløb eller et gratiale ikke er omfattet af de lempelige beskatningsregler, beskattes det blot fuldt ud som personlig indkomst.