Ved Lov om beskatning af søfolk (SBL), lov nr. 386 af 27. maj 2005 er der med virkning fra 1. juli 2005 indført ændrede bestemmelser om beskatning af søfolk, søfolk på DIS-skibe, søfolk på bugser- og bjærgningsfartøjer, søfolk på stenfiskere og sandsugere samt om refusion til rederier, der udøver virksomhed med stenfiskere herunder sandsugere.

Bestemmelserne om skibes tonnagestørrelse og fartområder er ligeledes ændret.

Lovændringerne har til formål at tilpasse reglerne om beskatning af søfolk til EU's retningslinier om statsstøtte til søtransportsektoren, samt at forenkle reglerne om beskatning af søfolk der tidligere var et samspil mellem reglerne i KSL, LL og Sømandsfradragsloven.

Ifølge § 5 nedsættes den samlede indkomstskat af DIS-indkomsten med det beløb, der forholdsmæssigt falder på denne lønindkomst. Blandt andet af hensyn til personer, der alene har indkomst erhvervet ved tjeneste om bord på danske skibe registreret i DIS, omregnes indkomstmodtagerens fradrag til et individuelt kompensationstillæg, der efter begæring udbetales som DIS-indkomst af Udligningskontoret for Dansk Søfart, Amaliegade 33, Opgang B, 1256 København K, telefon 33116432 sammen med lønindkomsten. Udligningskontorets udbetalinger foregår i privat regi og er finansieret af danske rederier.