Inden for landbruget sondres mellem 4 beholdningskategorier:
 
1) Indkøbte beholdningerIndkøbte beholdninger er beholdninger af indkøbt foder, udsæd og kunstgødning m.v. De indkøbte beholdninger behandles efter varelagerlovens almindelige regler, se E.E.2.1.
 
2) Foder-
beholdninger af egen avl
Foderbeholdninger er de mængder af vegetabilsk produktion, som på statustidspunktet er bestemt til anvendelse som foder. Eventuelle beholdninger af anden vegetabilsk produktion til anvendelse i bedriften behandles ligeledes som foderbeholdninger. Foderbeholdninger af egen avl er dels de beholdninger, der er nødvendige til at holde ejendommen i behørig driftstilstand, og dels de beholdninger, der er dyrket på ejendommens marker, og som skal anvendes til foder til ejendommens besætning. I henhold til VURDL § 9 indgår i den faste ejendoms ejendomsværdi ud over selve bygningerne og jordtilliggendet også den faste ejendoms tilbehør, herunder beholdninger af afgrøde. Det betyder i princippet, at f.eks. sådanne beholdninger af foder, som til enhver tid er fornødne til at holde ejendommen i behørig driftstilstand, indgår i ejendomsværdien. Disse beholdninger skal derfor ikke tages i betragtning ved indkomstopgørelsen. Landbrugeren kan dog efter praksis, hvis den pågældende ønsker det, tage hensyn til foderbeholdninger, når blot der føres et omhyggeligt regnskab, og man i øvrigt følger samme princip ved indkomstopgørelsen år for år. Beholdninger af egen avl, der anvendes til udsæd til næste års afgrøde (vegetabilsk produktion), ligestilles skattemæssigt med foderbeholdninger. Vedrørende foderbeholdninger, se E.E.2.2.1.
 
3) Salgs-
beholdninger
De beholdninger, som overstiger normale driftsbeholdninger, er de beholdninger, der ikke skal anvendes til ejendommens besætning, og som derfor skal sælges. Salgsbeholdninger er således de mængder af vegetabilsk produktion, som på statustidspunktet tilhører landbrugeren, og som er bestemt til salg. Salgsbeholdninger behandles efter varelagerlovens almindelige regler, se E.E.2.2.2.
 
4) Jord-
beholdninger
Beholdninger af de afgrøder, som ikke er høstet (afgrøder på roden) eller er nedlagt i jorden, er skattemæssigt en del af den faste ejendom. Ved handel med ejendomme behandles disse jordbeholdninger som en del af den faste ejendom. Jordbeholdninger påvirker følgelig som udgangspunkt ikke indkomstopgørelsen, men hvis landmanden ønsker det, kan vedkommende på særlige betingelser, herunder at der føres et fuldstændigt beholdningsregnskab, tage hensyn til dem i sin indkomstopgørelse, se E.E.2.3.