Selvstændigt erhvervsdrivende efter AMBL §§ 4 og 5, har efter LL § 8 M, stk. 1, fradrag for arbejdsmarkedsbidraget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, som bidraget vedrører.

Efter PSL § 3, stk. 2, nr. 7, er arbejdsmarkedsbidraget fradragsberettiget i den personlige indkomst.

Efter LL § 8 M, stk. 2, kan personer omfattet af KSL § 1 få fradrag for obligatoriske udenlandske sociale bidrag i den skattepligtige indkomst for det indkomstår bidraget vedrører, når den pågældende person

  1. i henhold til en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst ikke er hjemmehørende i fremmed stat, Grønland eller Færøerne og
  2. er omfattet af social sikringslovgivning i medfør af De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring for arbejdstagere, selvstændigt erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet.

Efter PSL § 3, stk. 2, nr. 7, er obligatoriske udenlandske bidrag fradragsberettiget i den personlige indkomst.

Bestemmelsen i LL § 8 M, stk. 2 finder tilsvarende anvendelse på personer, som i medfør af en mellemfolkelig aftale, som Danmark har tiltrådt, er omfattet af udenlandsk social sikringslovgivning, jf. LL § 8 M, stk. 3.

Ved obligatoriske bidrag forstås lovpligtige sociale bidrag, der påhviler den selvstændigt erhvervsdrivende, til ordninger, som personen efter EF-forordninger eller mellemfolkelige aftaler er omfattet af. Bidrag til sociale sikringsordninger etableret eksempelvis gennem en kollektiv overenskomst er derimod ikke fradragsberettiget efter bestemmelsen. Det samme gælder frivillige ordninger.

Fradragsretten i LL § 8 M, stk. 2, omfatter kun udenlandske sociale bidrag og således ikke udenlandske indkomstskatter.