Efter ABL § 4, stk. 1, er gevinster på aktier, der afstås efter mindst 3 års ejertid, som udgangspunkt skattepligtige.. Reglen finder ikke anvendelse for aktier, der er omfattet af §§ 2 a-3. Konvertible obligationer, er ligeledes omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.
Skattepligtige fortjenester og fradragsberettigede tab ved afståelse af aktier omfattet af § 4 medregnes ved opgørelsen af aktieindkomsten. Er der tale om afståelse af medlemsbeviser i foreninger, som er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6, og hvor fortjenesten beskattes efter § 4, medregnes fortjenesten eller tabet dog ved opgørelsen af kapitalindkomsten. Dette gælder dog ikke for investeringsbeviser i investeringsforeninger, der udelukkende investerer i aktier m.v. som omhandlet i ABL med undtagelse af konvertible obligationer og tegningsretter til konvertible obligationer (aktieafdelinger). Fortjeneste og tab ved afståelse af investeringsbe viser i sådanne aktieafdelinger medregnes til aktieindkomsten under forudsætning af, at de afstås efter en ejertid på 3 år eller mere. Det bemærkes i denne forbindelse, at fortjeneste og tab på investeringsbeviser i udloddende investeringsforeninger, bortset fra de nævnte aktieafdelinger, beskattes efter § 2 d, hvormed fortjenesten eller tabet ikke er omfattet af § 4 og derfor ikke medregnes ved opgørelsen af aktieindkomsten.
Beskatningen som aktieindkomst betyder, at summen af udbytter og aktiegevinster ved salg af aktier efter en ejertid på 3 år eller mere op til 26.400 kr. (reguleret efter PSL § 20) og som for ►1999 udgør 36.000 kr.◄ beskattes med 25 pct., mens overskydende beløb beskattes med 40 pct.
Aktieindkomsten opgøres som et nettobeløb, hvor tab ved salg af unoterede aktier modregnes i eventuelle udbytter, inden skatten beregnes. Modregning i udbytter kan kun komme på tale ved tab som følge af salg af unoterede aktier, der har været ejet i 3 år eller mere. Dette skyldes, at fradragsberettigede tab ved afståelse af børsnoterede aktier alene kan fradrages i gevinster på børsnoterede aktier.
Er aktieindkomsten negativ, beregnes en negativ skat med 25 pct. af beløb, der ikke overstiger grundbeløbet på 26.400 kr. (reguleret efter PSL § 20) og som for ►1999 udgør 36.000 kr.◄ og med 40 pct. af resten. Den negative skat modregnes i den skattepligtiges slutskat, og eventuelt overskydende beløb fremføres til modregning i slutskatterne for de 5 efterfølgende indkomstår. Med slutskat menes skatter, som opkræves efter kildeskatteloven.
Er den skattepligtige gift, og er den skattepligtiges aktieindkomst lavere end grundbeløbet på 26.400 kr. (reguleret efter PSL § 20), forhøjes den anden ægtefælles grundbeløb med forskels beløbet. Det er en forudsætning, at ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb. Hvis aktieindkomsten er negativ, modregnes den negative aktieindkomst i den anden ægtefælles positive aktieindkomst. Af et eventuelt resterende negativt beløb beregnes en negativ skat på 25 pct. af beløb, der ikke overstiger 52.800 kr. (dobbelt grundbeløb, beløbet reguleres efter PSL § 20), og som for ►1999 udgør 72.000 kr. ◄og med 40 pct. af det overskydende beløb. Negativ skat, der ikke kan modregnes i den skattepligtiges slutskat, fradrages i ægtefællens skatter, og eventuelt resterende beløb fremføres til modregning i senere års skatter herunder ægtefællens slutskatter.► Se TfS 1999, 213 (HD), dagældende ABL § 4, stk. 2 og 4, udlægning af aktier ved skilsmisse.◄