Ved afgørelsen af, hvilken aktie der anses for afstået, gælder en regel om, at den først erhvervede aktie er den først afståede (first in - first out), således at det er den ældste akties anskaffelsestidspunkt, der lægges til grund ved fastlæggelsen af ejertidens længde. Selv om en aktie er båndlagt, således at den fysisk ikke kan afstås, er det alligevel, hvis denne aktie er den ældste, anskaffelsestidspunktet for denne aktie der lægges til grund. First in - first out-reglen fremgår af § 5, stk. 2, og § 6, stk. 4.
Hvis den ældste aktie har større pålydende end den faktisk afståede aktie, opgøres anskaffelses summen som en forholdsmæssig del af den samlede anskaffelsessum for den ældste aktie.
First in - first out-reglen gælder kun for aktier i samme selskab. Endvidere gælder den kun for aktier med samme rettigheder. Aktier med fx forskellig stemmeret eller forskellig udbytteret holdes således adskilt ved anvendelsen af reglen. Får de senere samme rettigheder, indgår de i samme gruppe i rækkefølge efter anskaffelsestidspunkterne. ►Se endvidere TfS 1999, 118 (LSR) appelleret hvor FIFO-princippet skulle anvendes.◄