Det følger af SL § 6 stk.1, litra a, at der skal sondres mellem udgifter, der kan fradrages i deres helhed i indkomståret og fradragsberettigede udgifter, der skal fordeles over flere indkomstår (ordinær afskrivning).
En erhvervsmæssig udgift, der tjener til at erhverve, sikre eller vedligeholde virksomhedens indkomst, skal således periodiseres i det omfang udgiften kan henføres til flere indkomstår. Vedrører en afholdt driftsomkostning i det hele et senere indkomstår, skal udgiften fradrages i dette senere indkomstår.
Fradrag efter SL § 6 stk. 1, litra a forudsætter efter praksis, at der er opstået en endelig retlig forpligtelse til at afholde udgiften og at beløbet kan opgøres endeligt. Derimod stilles der normalt ikke krav om, at beløbet er betalt eller forfaldent til betaling.
Således TfS 1996, 227 LSR, hvor Landsskatteretten bemærkede, at betingelsen for fradrag er, at der er opstået en endelig, retlig forpligtelse til at betale beløbet, samt at beløbet kan opgøres endeligt, hvorimod det ikke var en betingelse for fradrag, at beløbet faktisk var betalt eller var forfaldent til betaling.
En ekstraordinær leasingafgift, skulle ikke periodiseres, da den blev anset for betaling for den værdinedgang, der skete ved en maskines ibrugtagning, se TfS 1992, 436 LSR.    
I TfS 1991, 400, kommenteret i TfS 1991, 394 DEP drejede sagen sig om tidspunktet for fradragsret for forpagtningsafgifter. Skatteyder havde forpagtet 4 landbrug. Forpagtningsafgiftens størrelse afhang af den såkaldte kapiteltakst, dvs. et beregnet gennemsnit af salgspriserne for årets høst. Den endelige forpagtningsafgift kunne således først opgøres efter årets udløb. Afgiften blev derfor erlagt dels som acontobeløb, dels gennem en restafregning, der forfaldt til betaling efter indkomstårets udløb. Spørgsmålet var, om det var en betingelse for fradrag, at afgiften var forfalden, eller om det var tilstrækkeligt, at der forelå en retlig forpligtelse til at opgøre afgiften efter kapiteltaksten, således at den for det pågældende indkomstår skyldige afgift kunne fradrages i det indkomstår, hvor også høstindtægten skulle beskattes. I SL § 6 a benyttes terminologien udgifter, som i årets løb er anvendt. Efter bestemmelsen kræves hverken, at en udgift er forfalden eller faktisk afholdt. LL § 14, stk. 1, anvender samme terminologi, idet forpagtningsafgifter m.v. skal være anvendt i indkomstårets løb. Af denne årsag tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle over for sagsøgerens påstand, således at fradrag for den del af forpagtningsafgiften, der ikke var forfalden ved årets udløb, blev godkendt. Se desuden TfS 1999, 571 ØLD (tidligere TfS 1996, 34 LSR) hvor Landsretten udtalte, at LL § 8 K fulgte det almindelige skatteretlige periodeafgrænsningsprincip, hvorefter retten til at fradrage og afskrive udgifter først indtræder i det år, hvor de kommer til at påhvile skatteyderen som en endelig retlig forpligtelse. Landsretten fandt i modsætning til Landsskatteretten, at der først påhvilede selskabet en endelig pligt til at betale i 1993, hvor arbejdet var færdiggjort, selvom der i forbindelse med aftalens indgåelse var udstedt pantebrev og faktura i 1992.
 
En forudbetalt udgift, der fradrages efter SL § 6a stk. 1, litra a skal periodiseres i det omfang udgiften kan henføres til flere indkomstår. Hvor aftalen ikke vedrører en flerårig periode, kan periodisering dog undlades, hvis forudbetalingen vedrører en periode, der påbegyndes senest den 1. april 2000.
Hvis udgiften går til anskaffelse af et aktiv med omsætningsværdi, følger periodefordelingen af de forskellige afskrivningsregler.   
Forfaldstidspunktet er som hovedregel afgørende for fradragsretten for renteudgifter. Forfalder renten for en længere periode ved låneoptagelsen, vil alene renteudgifter, der vedrører indkomståret, kunne fratrækkes, se nærmere LV Almindelig del afsnit A.E.1.1.2.   
Beløb, der er anvendt til ejendomsskatter, er i et vist omfang fradragsberettigede, se LL § 14 og E.K.2.2.   
Fradrag for underholdsbidrag og ydelser efter en forpligtelseserklæring er betinget af, at betaling faktisk har fundet sted, se LSRM 1957, 72 LSR. Fradraget forudsætter endvidere, at beløbet er forfaldent, se LSRM 1972, 77 LSR og LV Almindelig del afsnit A.F.4.   
Fradragstidspunktet i henhold til reglerne i pensionsbeskatningsloven er omtalt i LV Almindelig del afsnit A.C.1.1.   
Tab kan normalt fratrækkes, når tabet og dets størrelse er endeligt konstateret. I TfS 1987, 559 ØLD henviste Østre Landsret dog nogle forgæves afholdte projektudgifter til afskrivning i medfør af SL § 6 a.     
TfS 1996, 174 ØLD En speditør havde i 1988 misligholdt sine forpligtigelser ifølge nogle speditøraftaler. Selvom speditøren ikke havde anerkendt et heraf følgende erstatningskrav, lagde retten vægt på, at det må have stået speditøren klart, at denne havde misligholdt sine forpligtigelser, og at det med stor sikkerhed ville føre til et erstatningskrav. I 1988 solgte speditøren speditørfirmaet og et parcelhus og afsatte provenuet til dækning af erstatningskravet. Speditøren anerkendte kravet i 1989. Da det med fornøden sikkerhed kunne fastslås, at driftstabet var opstået i 1988, havde speditøren fradrag for tabet i dette indkomstår.
TfS 1999, 547 VLD Landsretten afviste, at virksomheden i regnskabsåret 1993 kunne hensætte et beløb til tab på varer, der blev taget retur i 1994. Landsretten lagde ved afgørelsen vægt på, at den forpligtelse, som sagsøgeren havde påtaget sig med hensyn til returvarer, alene kunne anses for en eventualforpligtelse, som først aktualiseredes, når varerne blev taget retur og omfanget af forpligtelsen kunne konstateres.   
Tab på debitorer er omtalt i E.B.2.6.5.   
Om fradrag for en lønmodtagers erhvervsudgifter, se LV Almindelig del afsnit A.F.1.
For reklameudgifter bemærkes, at udgiften kan fradrages, hvadenten der ved den afholdte reklameudgift tilsigtes opnået salg i det pågældende eller senere indkomstår, jf. LL § 8, stk.1, se afsnit E.B.3.6.