En lønmodtagers udgift til telefon må normalt anses som en privat udgift,
som kun ganske undtagelsesvis kan anses nødvendig for at erhverve, sikre og
vedligeholde indtægten. Dette gælder også, selvom arbejdsgiveren
stiller krav om telefon, fx for at kunne tilkalde den ansatte til vagttjeneste og
lign. Fradrag kan kun foretages, hvis det har været nødvendigt at foretage
erhvervsmæssige opkald fra telefonen, jf. LL § 16, stk. 2. I den forbindelse
sondres der mellem abonnementsudgifter og samtaleudgifter. Abonnementsudgifter anses efter LL § 16, stk. 2, 1. pkt., for private, hvorimod samtaleudgifter kan være erhvervsmæssige.Ingen del af abonnementsudgiften kan fradrages som erhvervsmæssig, fordi abonnementsudgiften anses for en privat udgift. Baggrunden for at anse abonnementsudgiften for privat er, at det er normalt, at man har en telefon i hjemmet. Den ansatte antages således selv at ville holde telefon, selv om firmaet ikke ydede tilskud hertil. Det er den ansatte, der skal sandsynliggøre størrelsen af de erhvervsmæssige samtaleudgifter. Efter LL § 16, stk. 2, anses telefontilskud fortrinsvis at dække abonnementsudgiften. Telefontilskuddets størrelse kan således
ikke tages som et direkte udtryk for størrelsen af den ansattes erhvervsmæssige
samtaleudgifter, uanset om firmaet har "øremærket" tilskuddet
til at dække samtaleudgifter. Fradragsretten beror i øvrigt på de
almindelige fradragsregler, jf. LL § 9, stk. 1 (lønmodtagere), og SL §
6, litra a (ikke-lønmodtagere). Hviler fradragsretten således på
LL § 9, stk. 1, er fradraget afhængig af, om årets samlede erhvervsmæssige
udgifter overstiger et grundbeløb på 3.000 kr. Grundbeløbet reguleres
efter PSL § 20 og udgør for indkomståret 2000 4.300 kr. Se
ligeledes afsnit
A.B.1.9.3.
Ved
fastlæggelsen af det beløb, der vedrører den private benyttelse af
telefonen, kan der tages udgangspunkt i Ligningsrådets satser for værdien
af fri telefon til rådighed, jf. afsnit
A.B.1.9.4.